12. december

Det kræver mod og styrke at overgive sig. Mange mennesker vil rigtig gerne overgive sig til noget større og bedre, men de vil vide hvad det er de overgiver sig til. Dermed bevarer de kontrollen, og slipper ikke det de skal slippe for at komme videre.

Nisse Mink havde sluppet al kontrol, og lod sig falde i frit fald. Det var en skæv lille pige der greb hende. Skæv fordi hendes hofte var sat forkert på den gang hun blev født. Så hun gik lidt langsommere end andre, hvilket gave hende tid til at se endnu mere og være mere tilstede end sine jævnaldrende.

Pigen havde rakt hånden ud i taknemmelighed, og lige der, var Nisse Mink landet trygt og godt. Hun var lidt fortumlet, og temmelig ør efter al den energi der var udledt oppe i træet. Men hun var ved godt mod, og hendes hue struttede igen, helt som en nissehue skulle strutte.

Pigen kikkede kærligt på Nisse Mink, men blev forstyrret af Familien der kaldte på hende, så hurtigt lagde hun Nisse Mink ned i lommen og gik med familien hjemad, mens de snakkede om det smukke julemirakel.

De kom til det fineste hjem, som Nisse Mink kunne huske hun havde set. Der var så hyggeligt og varm en stemning. Det var ikke stort, men stemningen var godt, tryg og varm. Der var en far, en mor, pigen med benet og hendes lillebror og så den mindste hund Nisse mink nogen sinde havde set. Den var så lille, at hun næsten følte sig stor når hun så på den.

Familien satte sig ved bordet, det var spisetid. Men lige inden manden kom på bordet kom pigen i tanke om Nisse Mink. Se hvad jeg fandt ved træet, mens hun hev Nisse Mink op af lommen.

Aiii en kogle med Nissehue på udbrød lillebror. Eller er det et lys spurgte far inden hav havde kikket rigtigt efter. Med et sad de alle og kikkede på Nisse Mink. Hun rømmede sig lidt, hvilket fik hunden til at gø, og hun turde slet ikke fortsætte.

Moderen i familien kikkede blidt på Nisse Mink – det er en Nisse udbrød hun. Det ligner fuldstændig den vi havde hjemme på gården. Nisse Mink trak vejret. Det var ikke tid til at blive fornærmet og irettesætte damen, det vigtigste var at familien kunne se hende og høre hende, så hun kunne få noget grød og komme hen til Nisse Kvas igen.

Om familien kan høre hende, og om hun får grød og finder Nisse Kvas – det kan du måske læse mere om i morgen

11. december

Nisse Kvas var usædvanlig stille, og han havde kun korte og fraværende svar på Nisse Minks mange spørgsmål. Han prøvede at samle op på alt det, der var sket de seneste dage, men hver gang han fandt en tråd der passede med en garnnøgle, så gik maskerne ikke op alligevel.

Nisse Kvas var fra den helt gamle Nisseslægt, hvor der kun var plads til en tanke af gangen, men Nisse Mor Garn havde lært ham at hænge tanker op på en stikkepind, lade dem være masker, og se på hvilken garnrulle de kom fra.

Det var en teknik der krævede megen koncentration, og Nisse Mink mange spørgsmål fik det til tider til at gå i kludder, og han måtte strikke forfra. Men hver gang han begyndte igen, så kom der en ny maske han ikke havde lagt mærke til før, hvilket skabte endnu en forundringsmaske på pinden.

10. december

Nisse Kvas og Nisse Mink havde haft en lang dag. Natten havde været uhyggelig kold, selvom de havde haft tæpper at putte sig i. Det var begge vandt til kulde fra luften og jorden, men her var det en snigende afvisende kulde, der sneg sig ind alle vegne.

Nisse Mink ytrede, at hun syntes at kulden lugtede af frygt. Frygt vibrerede helt særligt og havde sin helt egen lugt. Den fik dyr til at angribe eller efterlade et bytte. Hun vidste ikke at den duft også var i mennesker.

Den rare mand de havde sovet hos pakkede sine ting sammen da de vågnede. Han havde ikke mad til dem, og fortalte at han måtte væk inden der begyndte at komme folk. Ikke alle kunne lide hjemløse fortalte han, nogen synes de skulle spytte og sparke. Andre var venlige og gav en skilling eller et stykke brød. Men ofte, så kikkede de bare den anden vej.

9. december

Nisse Kvas og Nisse Mink stoppede endelig op. Det havde været en lang nat, og nu stod de i lyskeglens centrum. Månen skinnede med de sidste kræfter fra natten, dagslyset der svagt trængte igennem et tykt skydække og byens elektriske lys fra huse, biler, gader, cykler og mennesker. Alt lys mødtes i denne kegle.

Byens lys var i alle farver og spejlede sig i månens klare skær og blev dulmet af den tætte luft der var i byen. Nisse Kvas trampede lidt i Jorden. Kaldte instinktivt på Moder Jord for at høre om hun var med dem. Som altid mærkede han hendes dybe rytme og følte trygheden ind i den mindste celle.

Nisse Mink havde hele vejen forsøgt at rette sin rigtige nissehue ud. Den var blevet noget fladmast af at have Nisse-hue-visdoms-bogen oven på sig. Omvendt så mærkede hun friheden ved at få sin egen styrke tilbage nu hvor hun havde lagt andres byrder fra sig. Med et kunne hun igen se og høre molekylerne om sig og bevæge sig rundt i flere dimensioner på samme tid. Det var altid med til at give et større indblik og en større forståelse af helheden.

8. december

Nisse Kvas dirigerede forsigtigt Nisse Minks arme. Lidt op, nej stop, forsigtigt, pas på. Det var ganske vanskeligt at dirigere så stille, når han holdt fast i en tråd fra væggen, og lænede sig forbi den bøtte han stod ved siden af. Den duftede så krads at selv knasterne i væggen hjemme i nissehulen ville vende sig om, hvis den bøtte kom ind for døren.

Nisse Mink var ved at tage sin nissehue af. Den nissehue hun havde tryllet menneskets visdomsbog om til. Det var en del af Nisse Kvas geniale ide. At huen skulle blive i skabet her hos Heksemutter, det var det mest sikre sted, at de kunne gemme den. Der var ingen udover Heksemutter, der kom ind i det skab, og Heksemutter virkede som om hun havde glemt alt om dem.

Derfor var det vigtigt at de ikke væltede noget. Både fordi de ikke skulle forstyrre Heksemutter eller Katten Hugo, der spruttede og hakkede og sejlede rundt efter han havde fået serveret noget af den grønne suppe fra gryden.

7. december

Nisse Kvas og Nisse Mink stod mussestille i skabet. De vidste at hvert et pulver, hvert et korn, hver en damp kunne skabe de vildeste forvandlinger.

Heksemutter smiskede og smaskede højlydt. Det var som om hun havde glemt alt om Nisserne efter Troldefar var gået. Men med jævne mellemrum kom den krogede negl op og bankede på skabslågen. Det var næsten helt OCD-agtigt tænkte Nisse Kvas. Måske Heksemutter havde kogt en af Bogsavebørnene.

Undskyld hviskede Nisse Mink med et. Undskyld, jeg har ikke været helt ærlig, fortsatte hun og pegede på sin hue. Det er denne her, der lugter af mennesker. Det er menneskenes visdomsbog. Jeg fandt den, den lå der helt fortabt. Menneske er ved at miste deres evne til at bruges deres visdom. De bliver sendt i samme retning og buret inde. Børn og voksne må ikke mødes, og glæden er ved at være væk. Man pakker de gamle ind i plastic og gemmer dem helt væk.

6. december

Heksemutter hvæsede, rystede og steppede rundt, som fyrværkeri på en klar himmel. Hendes fødder var alle vegne og ingen steder på samme tid. Nisse Kvas mente bestemt, at der måtte være noget større end Julemanden , siden at de ikke var blevet trampet i stykker.

Her lugter af menneske, hvislede Heksemutter. Hver gang hun nævnte menneske blev der rørt rundt i gryden, med sådan en iver, at det kunne være et elektrisk piskeris – udover at der ikke var noget strøm i Heksemutters hus.

Det havde engang været tæt på at blive indlagt, men arbejdsmændene nægtede at komme tilbage efter Troldefar havde forsøgt at riste en vildfaren Rotte med nogle løse kabler og huset næsten var brændt ned.

5. december

Nisse Kvas vågnede ved det korte lysblink. I et kort øjeblik virkede det som nordlyset, der strømmede om ham. Det var lysende, ubeskrivelige farver, fascinerende og skræmmende på samme tid. Blinket kom igen, og en mere klar gul farve bredte sig i den lille hule, hvor han og Nisse Mink havde sovet om natten. En gul stirrende farve, der næsten hynotiserede Nisse Kvas.

Heldigvis vågnede Nisse Mink og fik ham ud af trancen. Nisse Kvas vidste med et, hvad det var, han havde set, men inden han fik sagt noget rystede hele hulen. En kold skrabende lyd hvislede igennem nissehue og støvler. En lyd som Nissefætter Hjulus havde beskrevet engang, hvor han havde været med i menneskeskolen.

En sidste rysten og en endnu en skingrene lys blev afløst af et blændende lys og en pote med de længste klør Nisse Kvas nogensinde havde set. Det er ude med os hylede Nisse Mink i samme øjeblik, som kloen fik fat i hende og trak hende ud.

4.december 2020

Nisse Kvas gik rask afsted. Det var som om, de sorte støvler bevægede sig helt af sig selv. Halstørklædet var viklet 3 ½ gang rundt om halsen for at holde kulden ude. Den lune sweater var dækket af den ekstra tykke nissefrakke, den der blev lukket med de store blanke knapper. Og selvfølgelig huen. Nisser tog aldrig afsted uden deres hue. Det var nu engang der, al deres visdom sad.

Nisse Kvas skævede bagud, kikkede på Nyhedsnisse Mink og hendes struttende nye hue. Han var for længst holdt op med at lytte til hendes talestrøm, der var ikke plads til flere ord i hans hue før end han havde fået sorteret ud i noget af alt det, som Nisse Mink havde sagt.

Hvorfor var hendes hue så blank. Nyhedsnisse – fandtes de egentlig. Nisse Kvas havde aldrig hørt om den race før, ej heller set en i Kirkeskoven før. Korn-spise-teori, miljø-ak-ak-ak hvad var det nu. Noget der var skræmmende for miljøet havde Nisse Mink Sagt. Nisse Kvas stoppede brat op – Nisse Mink – det var bestemt ikke et rigtigt nissenavn, og med et synes han , han hørte Nisse Tut hviske – hvad om det slet ikke er en rigtig Nisse.