9. december
Nisse Kvas og Nisse Mink stoppede endelig op. Det havde været en lang nat, og nu stod de i lyskeglens centrum. Månen skinnede med de sidste kræfter fra natten, dagslyset der svagt trængte igennem et tykt skydække og byens elektriske lys fra huse, biler, gader, cykler og mennesker. Alt lys mødtes i denne kegle.
Byens lys var i alle farver og spejlede sig i månens klare skær og blev dulmet af den tætte luft der var i byen. Nisse Kvas trampede lidt i Jorden. Kaldte instinktivt på Moder Jord for at høre om hun var med dem. Som altid mærkede han hendes dybe rytme og følte trygheden ind i den mindste celle.
Nisse Mink havde hele vejen forsøgt at rette sin rigtige nissehue ud. Den var blevet noget fladmast af at have Nisse-hue-visdoms-bogen oven på sig. Omvendt så mærkede hun friheden ved at få sin egen styrke tilbage nu hvor hun havde lagt andres byrder fra sig. Med et kunne hun igen se og høre molekylerne om sig og bevæge sig rundt i flere dimensioner på samme tid. Det var altid med til at give et større indblik og en større forståelse af helheden.
Nisse Kvas havde dog fortalt hende, at Nisser ikke behøvede at forstå først. Nisser er i nuet, de føler i nuet, og lader aldrig en følelse gå til spilde. Men når følelsen så er brugt, så er den brugt og slippes dermed. Hvis en følelse skal forstås, så kommer forståelsen bagefter, men hvem har brug for at forstå noget man ikke har mere fortsatte han.
Lige nu var det en knugende fornemmelse i Nisse Minks mave der var den mest talende af alt. Og hun vidste, at hun gerne ville forstå om det var sult, spænding eller andet der gjorde det. Nisse Kvas så forundret på hende, en Nisse satte altid sulten først. Han kunne tælle i en nissehue hvor mange gange at en mæt Nisse havde løst flere udfordringer end en sulten nisse – eller også var det omvendt.
Nisse Mink vidste at man kunne få de lækreste pandekager i byen. Hun vidste at der var en hel række af gode spisesteder, der var beregnet til forskellige tider på dagen. Nisse Kvas kikkede på sit madbarometer – han vidste ikke så meget om spisetider, men han vidste at det meget snart var tid til grød med sovs, fremfor kogler og nødder.
Nisse Mink viste vej, men hver gang de kom til et sted hun kendte var der et sort skilt med Lukket. I stedet for en hyggelig stemning med glæde og snak var det som om alle menneskene gik i en trance. Mødte de andre mennesker fik de underlige tick og slog en stor bue uden om. De gik med de her hængekøjer på – nogle i den blå isfarve, andre helt sorte og enkle i en farverig kulør.
Nisse Kvas kunne ikke lide, at han ikke kunne se deres mimik, alle trækninger var forsvundet og alle menneskene så ens ud, uanset deres hud og hårfarve og hvilket tøj de havde på. Øjnene havde Nisse Kvas lært at de var svære at møde – det var som om mennesker havde lært at de først skulle være bange for det de så, før end de turde møde det. Nisser var helt modsat – de mødte alt med nysgerrighed, og bagefter kunne de se hvad de følte.
Jeg forstår det ikke, mumlede Nisse Mink, jeg forstår det ikke. Hvor er al liv henne. Hvor er duften af maden, lyden af glæde, synet af overdådighed og smagen af juletid. Nisse Mink elskede at bruge sine sanser på alle måder, men lige nu var det som om, der var slukket for det hele.
Mens de travede rundt i byen for at finde et sted de kunne få noget mad, fulgte de store gule øjne dem skarpt. Det var uglen der var fulgt med. Den havde hørt Nisse Kvas kalde på den i kirken, men grundet Fugleinfluenza, så vidste han, at han skulle passe på ikke at blive set. Så Uglen holdt sig på afstand, men alligevel med sine beskyttende vinger hen over Nisserne.
Jeg giver op udbrød Nisse Mink, og satte sig ned. Der er ikke et eneste sted der har åbent. Jeg må finde ud af hvad det er der sker mumlede hun.
Nisse Kvas satte sig ved siden af hende – rakte stille et stykke af den stribede stok til hende. Måske den kunne hjælpe lidt på sulten og bevidstheden – og dermed humøret. Nisse Mink var meget sjovere at være sammen med når hun var glad og munter – også selvom hun så snakkede mere.
Vil du bytte lød en stemme. Begge Nisser hoppede op af bar forskrækkelse. Rolig nu, lød den dybe stemme, jeg spurgte bare om du vil bytte – den der slikkepind for en bolle. Altså det er en overskudsbolle, jeg har selv skraldet den – men den er frisk nok og der er syltetøj inden i.
Nisse Kvas var tavs – tænk at kalde hans stok for en slikkepind, og hvem i alverden skralder en bolle. Han havde en enkelt sommer været i det Økologiske Nisseland, hvor der var grøntsager alle vegne, så han vidste at man skralde kartofler, gulerødder og andet, men en bolle – det skraldede man ikke.
Men tanken om syltetøj var uimodståelig, så han nikkede. Men Nisse Mink havde været hurtigere, så hun havde allerede byttet, og sat og gnaskede lystigt i en store runde bolle. Nisse Kvas satte sig ved siden af hende og skiftevis tog de en bid, rakte bollen til den anden mens de gumlede. Sådan blev de ved til der ikke var en sukkerkrumme tilbage.
Hvid I ikke har et sted at sove, så kan I overnatte her lød det var den dybe stemme. I fylder ikke så meget, så der er plads i en af poserne, og der er tæpper nok. Der er desværre ikke plads på nogle af herbergerne, men det er ikke så koldt endnu, så vi kan godt holde varmen.
Nisse Kvas kikkede endelig op på den dybe stemme, og han blev mødt af de varmeste øjne, hvor der boede et smil helt inde i dem. Der var hår hele vejen rundt om hovedet, så det var svært at se om der var maske på, men Nisse Kvas følte sig rolig inden i, så han takkede ja, og fandt en tæppelomme, han kunne putte sig i.
Den havde en lidt ram lugt, men intet kunne være så slemt som lugten i Heksemutters skab, så med et dybt suk faldt han i søvn til lyden af Nisse Mink stemme, der var begyndt at udspørge manden om hvem han var, hvad han lavede og hvorfor han var der midt på gaden.
Nisse Kvas smilede i søvne. Hun var utrættelig i sit ønske om viden. Helt som Nisse Tut. Hende måtte de finde i morgen var den sidste tanke der strøg igennem huen denne dag.
Om de finder Nisse Tut må du vente med at læse om til i morgen.