11. december
Nisse Kvas var usædvanlig stille, og han havde kun korte og fraværende svar på Nisse Minks mange spørgsmål. Han prøvede at samle op på alt det, der var sket de seneste dage, men hver gang han fandt en tråd der passede med en garnnøgle, så gik maskerne ikke op alligevel.
Nisse Kvas var fra den helt gamle Nisseslægt, hvor der kun var plads til en tanke af gangen, men Nisse Mor Garn havde lært ham at hænge tanker op på en stikkepind, lade dem være masker, og se på hvilken garnrulle de kom fra.
Det var en teknik der krævede megen koncentration, og Nisse Mink mange spørgsmål fik det til tider til at gå i kludder, og han måtte strikke forfra. Men hver gang han begyndte igen, så kom der en ny maske han ikke havde lagt mærke til før, hvilket skabte endnu en forundringsmaske på pinden.
Efter nogle timers vandring gennem den visdomstomme by, hvor de zigzaggede gennem menneskeben, sko, støvler og et par enkelte hunde, der troede de var en godbid, så de måtte løbe for livet, der fik Nisse Mink nok.
Så, lød det bestemt, fra hende. Så sætter du dig der – og du bevæger dig ikke, før end jeg kommer tilbage. Nisse Kvas var for tankefuld til at irettesætte hende med at Ungnisser ikke gav ordre til Ældre Nisser, så han satte sig på trappetrinnet, men albuerne på benene, hovedet tungt hvilende i hænderne, og benene svingede ud over kante, så de sorte støvler bankede imod kanten med en kontinuerlig lille dump lyd.
Godt nok var Nisse Mink ung, og hun var ganske vis og klog på sin slægts historie. Derfor vidste hun at, når en Gammelnisse gik i tænkehuen og blev ved at trække tråde ud, så var der kun en ting, der kunne hjælpe – og det var grød. En helt klassisk gang grød, og skulle den være perfekt, så var der en smørklat i, med et rødt bær oven på.
Hvad Nisse Mink ikke vidste var hvordan hun skulle skaffe den, og den eneste måde hun kunne løse den udfordring på, var ved at lade menneske se hende. Hun vidste, at det var farligt. Ikke med mennesker som manden, de havde sovet hos. Han havde en naturlig barnlighed i sig, og kunne se Nisser, men andre mennesker, de skulle vækkes og have aha-oplevelser, før end de ville se – og end ikke der var det altid at de forstod.
Nisse Mink klukkede lidt inden i – hun kunne høre Nisse Kvas fortælle længe om at forståelsen kom efter handlingen. Handlingen var vigtigere, så kunne forståelsen komme, når der var plads til den. Men sådan var det ikke for mennesker vidste hun, de levede baglæns på så mange måder, selvom de snakkede udvikling, forandring, opgradering og meget andet.
Nisse Mink gik hen imod en stor plads. Der var det fineste juletræ, og mange smukke kugler og lys på det, men selv lyset virkede trist og nedsmeltet. Nisse mink vidste at det var det perfekte sted. Hun kravlede op i træet, satte sig på en yderst på en gren, hvor hun vidste at hun ville falde ned fra når hun overgav sig.
Hun vidste ikke, hvem hun skulle overgive sig til, men hun måtte være i tillid til, at det rette menneske var der, så hende og greb hende.
Stille trak hun vejret, rettede på huen og forbandt sig med træet, kuglerne og lyset. De der var tilsted den dag, de husker stadig hvordan lyset med et blussede op. Et kort øjeblik lignede det som om træet stod i flammer, men alle kunne se, at det gjorde det ikke. Men lyset blafrede, blev kraftigt, lysende og selv kuglerne blev opfyldt af et helt særligt lys.
Det er utrolig smukt lød det flere steder fra. Andre mente det var fup og fidus. Nogle var benovet, andre rørt. En ældre dame lod tårerne trille, lyset bragte hende tilbage til en smuk barndomstid og særlig julestemning. En gammel gnavpot sad på bænken, og han forbitrende ordstrøm holdt inde, det var som om han så sig selv et andet sted fra.
Det er et julemirakel lød det fra en familie der var på vej hjem. Se børn, miraklerne er der, når vi beder om dem. Kom lad os række ud og tage imod med tak, glæde, stolthed og ærbødighed. En stille melodi, som kun dem med åbne øre og øjne, kunne høre bredte sig, og kaldte dem hen til træet.
Uden nogen vidste hvordan, så stod rigtig mange mennesker i en krans om træet, hånd i hånd og nynnede med på en melodi de ikke kendte, men som de genkendte dybt i deres sind og celler.
Nisse Mink vidste, at det var lige der, lige i det øjeblik at hun skulle lade sig overgive, falde, og lade skæbnen gribe hende. I den hun slap blafrede lyset igen, og folk vågnede af deres trance, forfjamsket, febrilske. De strøg i hver deres retninger, fandt sprit og masker frem sammen med fordomme og ukvemsord, men det var som om ordene slet ikke nåede ud og ramte nogen, de blev opslugt af lyset.
En enkelt blev stående og kikkede ved træet. Hun flyttede hænderne fra hjertet, hviskede tak og rakte ud. Lige der, der landede Nisse Mink.
Hvem der var, der greb Nisse Mink, og om Nisse Kvas stadig sidder hvor hun satte ham, det kan du måske læse mere om i morgen.
