17 mar 2018

Hvorfor går der 40 år?

Skrevet af | Dagens Reflektion | 4
Filmskandale

I disse dage ruller sagerne frem mod Ernst Johansen. Jeg har lyttet lidt til dem i medierne, og blev for lidt siden fanget af en artikel om kvinder, der beskrev deres oplevelse med Ernst, overgreb, tillid, tvang, misbrug, tavshed i en og samme handling. Misbrugets vej til succes. Misbrug af tillid. Det offentlige misbrug. Vejen frem.

Tankerne vandrer. Til hjemmets misbrug. Kærlighedens misbrug. Egne oplevelser, egne følelser, alt det gemte, alt det fortrængte. Alt det der var, men ikke skete, for vi talte ikke om det. Vi sagde det ikke til nogen. Alt det som jeg fik af vide jeg selv ville, alt det jeg selv var skyld i. Alt det der blev så voldsomt at jeg kapslede det inde, fortrængte det, og først tillod det at komme frem, da min krop ikke kunne bære det mere. Selv der tillod jeg ikke mig selv at tro på det, jeg prøvede ihærdigt at fortælle min krop, min hjerne mig selv at sådan noget kan voksne ikke gøre mod børn. Omvendt så kan intet menneske skabe så voldsomme scener, oplevelser og erindringer i fri fantasi. Følelserne, smerten, fornemmelsen, lugten var for intens. For oprigtig. Jeg vidste, at jeg måtte erkende at det var mit. At det var sket. For mig tog det 40 år før jeg tillod noget af det at komme ud med ord.

Oplevelser der er så voldsomme og grænseoverskridende er umulige at sætte ord på i nuet. De kapsles inde i en skal og gemmes væk i ens indre. Ens barndom, ens identitet, ens tillid, ens liv bliver kapslet inde. Der er ingen ord til det i nuet. Og det er underordnet om det er i hjemmet eller i offentlig regi.

Når vi kapsler følelser og oplevelser inde skaber vi en usand verden omkring en del af os selv. Vi mister en oprigtig del af os, og prøver derefter forgæves at skabe en ny sandhed i os. Vi prøver at tilpasse os til en verden, der ikke længere er sand. Følelsen af rigtig og forkert bliver diffus. Evnen, til at mærke hvad jeg vil, forsvinder. Skylden, skammen tager automatisk over og sikrer at selvværdet ikke får plads. Andre har ret, andres behov er vigtigere, skylden er min. Skammen er min – og min nye sandhed skabes herfra. Læs Mere

5 mar 2018

Hvad er din drivkraft.

Skrevet af | Dagens Reflektion | 0
Vredens drivkraft

Jeg mødte et menneske forleden hvis drivkraft er vrede. Hun er vred over sin barndom, sin opvækst sit liv. Bevidst, som hun er, over sin vrede vælger hun at bruge den konstruktivt og skaber en masse muligheder og forandringer for og hos andre. Men drivkraften er vrede.

Jeg havde i mange år at min drivkraft var målet – og så videre. Helst inden at jeg nåede til målet. En tur på strøget, planlagt hygge, arbejde, familie, en biograftur, spise ud – fint – hvad så bagefter. Hvad der skete på vej dertil og under var underordnet. Jeg skulle videre, og helst hurtigt.

Logisk nok – nu jeg kikker tilbage – så gik jeg glip af en masse med den manglende tilstedeværelse jeg havde. Følelser, sanser, oplevelser, minder. Meget forsvandt ud i ingenting – fordi jeg reelt set ikke var til stede – jeg var videre. Drivkraften havde bragt mig mod næste mål.

Jeg nåede til et sted i mit liv hvor jeg ønskede forandring. Jeg formåede ikke at skabe den selv – for jeg var altid videre end næste skridt. Og vil vi forandring er vi nødt til at bevæge os, skridt for skridt.  Mit ønske var stort, og jeg brugte et par år, på intenst at bede om hjælp til forandring. Jeg bad kun opadtil, ud i universet. Kom skab det for mig, som det er ment at jeg skal være. I de år skete der en masse, men jeg hverken lyttede eller forstod budskaberne, og jeg forblev i samme tilstand som jeg hele tiden havde været. Alt i mit fysiske jeg nægtede at forandre sig. Resultatet blev et sammenbrud, både fysisk og psykisk. Min verden forsvandt stille og roligt. Det blev fysisk umuligt for mig at gøre noget. Det blev psykisk umuligt at gøre noget. Det blev til en tilstand af lammelse på mange planer. Læs Mere