Ubetinget kærlighed

At give og modtage

Det er nu befriende – og lidt frustrerende at opdage at alle de forsvar og panser jeg har lagt de seneste år, dem husker kroppen til fulde, og tager op efter gammelt behov og vane.

Jeg er et godt sted i dag – helt generelt i livet – et sted hvor jeg aldrig har været før. Så meget er nyt, alt er nyt, så mange muligheder, nye muligheder. Ingen og dem alle uden forventning, krav eller løsning. Jeg skal blot tage imod.

At starte med at lære nyt, forandre det jeg har lært, ændre, udtrykke, sige fra og sætte krav. Jeg skal lære at tage imod, det der gives, efterspørgsel og forespørgsel til , af og for mig, fordi jeg er mig, mig idag – ikke mig som før.

Det er uvant at være fri af før og fortid, og kroppen henter glad gamle erindringer og historier frem – foreslår at jeg kan bruge det mønster, eller den handling. Men nej – for den er gammel, historien er gammel, den tilhører før, ikke nu.

Hvad så nu, hvad tilhører nu – mærk det, sans det, smag det – men jeg ved ikke om jeg gør det, eller om jeg har lukket af, for alt er nyt nu – jeg har ikke løsningen, jeg har ikke svaret. Det er ganske interessant at observere, lege med og forholde mig til.

At modtage uden at mærke

Når jeg observerer og forholder så slipper jeg for at mærke. Det er trygt, det er godt – det er gammelkendt – hov det er vist en vane, et mønster, et forsvar – om igen – hvad mærker jeg lige nu, i dette nu. Læs Mere

Ringe i vandet

Loven om tiltrækning

Det spreder sig som ringe i vandet. Vær mod andre som du ønsker andre skal være mod dig. Du får hvad du sender ud.

Der er et utal af disse sætninger – der alle besidder en sandhed, en virkning, en funktion – og mest af alt en livsstil. Der er dog en pointe som mange glemmer – er du villig til at tage imod.

Hvis vi er uvillige til at tage imod, så modtager vi ikke. Hvor tit har du brugt sætningen ”Nej, det skulle du da ikke have gjort” eller ”Det er da alt for meget” fremfor et ærligt ”Tak” eller et ærligt ”Det er jeg (sæt følelse ind) for”

Selvom det er almene høflighedsfraser og tilpasset janteloven at vi ikke skal tro at vi er noget og fortjener noget, så skaber de ord vi siger noget i os. Når vi afviser med ”Det er da alt for meget” så tager vi ikke imod, vi fortæller os selv – krop, sind, sjæl og hjerne – at vi ikke er det værd at modtage mere.

Bivirkning ved belønning

Har du set det barn, der bliver belønnet med lidt småpenge, Læs Mere

Føj – et 12 tal

Føj – et 12 tal

Igen i år dukkede karakterræset op – eller reaktionerne på karakterræset. Jeg har græmmet mig de forrige år – og lovet at jeg ikke ville reagere i år. Men hov – jeg blev ramt i dag. Måske skyldes det varmen. Temperaturen er høj (mere end 30 grader) – og de høje tal kan vi (jo) ikke lide i denne tid.

Vi er i en tid med eksamner, karakter, bedømmelser og vurderinger. Ikke kun ved eksamensbordet, men også udenfor. Det er måske det værste sted. Mor, far, bedsteforældre, klassekammerater, nyt studiested. Der er så mange domme over en karakter.

Forventning, krav, hyldest, ønsker – og fordomme. Jeg bliver sku så trist, når vi ikke må være stolte af vores unger i disse eksamendage – medmindre de får et 4 tal.

Jeg kan sagtens følge, at vi skal være stolte af vores børn – uanset hvilken karakter de får. Jeg opponerer ikke imod, at vi skal rose dem, der får andet end 12 – men kan vi ændre ordvalget så vi også roser dem, der får 12. Læs Mere

Skyld og skam

Skyld og skam.

De fleste kender ordene, men hvad er betydningen. Hvad gør det ved dig at det er din skyld, eller at du skal skamme dig. Det er min skyld – så kan jeg tage ansvaret, skældud, betale, få en bøde, blive straffet eller på anden måde handle mig ud af min skyld. Skam sidder dybt i en. Den kan ikke deles. Den æder sig dybere og dybere ind i en, og får til sidst så godt fast at det er en eksisterende del af ens følelse. Skam.

Skam deler vi sjældent med andre. Det er flovt, grænseoverskridende og for mange umuligt at dele skam med andre. Jeg har i mange år påtaget mig skylden – uagtet om det var min eller ej. Det lå blot så dybt i mig, at det var min skyld – så jeg handlede mig ud af skyldfølelse. Det er svært, specielt når det ikke altid var min følelse – skylden. Så jeg kunne handle, gøre og agere igen og igen – uden at det ændrede på min skyldfølelse – for den tilhørte en anden.

Skyldfølelse skaber vrede

Jeg blev bevidst Læs Mere

Kommende arrangementer

Andet | 0
Begivenheder der er oprettet – flere kommer snarrest.

 


Tirsdag d. 26 juni

Foredrag med udgangspunkt i min bog “Min vej til livet” i Køge

https://www.facebook.com/events/246833962729858/


Søndag 1 juli

Udtryk din glæde ved SImon Simonsen, Heidie Kosiara og mig – i Køge. 

https://www.facebook.com/events/2112037535732823/


Torsdag 5. juli

Hjælp til sentensive børn og voksne – med doTERRA olier

https://www.facebook.com/events/385375185296591/

Bange for forandring

Hvad sker der når vi vil forandring?

Forandring, muligheder, vækst. Jeg vil det hele. Ideerne er mange, tankerne er endnu flere – og hvad er det så lige der sker. Ingenting. Kender du det?

Hos mig er det frygten der hat styret. Frygten for at blive set. Jeg har fra gange lille oplevet ubehag ved at blive set. Jeg skabte tidligt en overbevisning om, at det var bedre at være usynlig, passiv og stille. Så alle mine ideer og tanker gennem livet blev parkeret, overdraget til andre,  og forsøgte jeg selv, sørgede jeg altid for at skabe så meget kaos, at jeg måtte opgive, at jeg fejlede eller det på anden måde blev umuliggjort. Jeg beviste igen og igen overfor mig selv at det var bedst at jeg ikke gjorde noget.

Et mønster

Dette mønster blev jeg bevidst om for nogle år siden, og jeg har arbejdet intenst med at jeg gerne må – jeg må gerne være her. Jeg har ret til at være her. Første gang jeg blev bedt om at sige de to sætninger, Læs Mere

Når vi glemmer hvor vi var

Der hvor jeg var

Jeg har taget en lang vej gennem livet. Jeg var der, hvor jeg intet kunne – hverken fysisk eller psykisk. Jeg var der, hvor jeg ønskede at en eller andet trak livet stik ud for mig. Jeg formåede ikke selv at gøre det, jeg orkede ikke selv at gøre det, jeg ville ikke selv gøre det – jeg turde ikke gøre det.

Det var en tid, hvor der var så megen smerte, sorg, angst, afmagt i mig, at jeg ikke rummede at være mig selv, jeg rummede ikke at være i min krop, jeg rummede ikke at være i live, men jeg vidste ikke hvordan jeg kunne dø – så jeg overlevede bare. Et øjeblik ad gangen, videre til det næste – igen og igen.

Igen vej tilbage

Tiden gik, jeg kom så langt ud i og med mig selv, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg fik et valg. Jeg fik et valg om at genopstå i mit eget liv – med ansvaret for mig selv. Beslutningen var enkel, den tilstand jeg var i var ganske enkelt for umenneskelig, så jeg måtte gøre noget andet.  Jeg har altid overgivet mig, som i at opgive – men her valgte jeg at overgive mig til livet – med alt hvad det indebar. Jeg valgte livet, jeg valgte at leve.

Det blev en lang vej, en lang rejse. Det blev intenst arbejde, dag efter dag – time efter time – sågar minut efter minut. Læs Mere

At fejre mig

At fejre mig selv.

Jeg vidste ikke hvordan jeg gjorde. Jeg havde besluttet at holde reception i anledning af at min bog udkom. Det var grænseoverskridende at tage den beslutning. Det var provokerende at tage beslutningen om at være i centrum. Det var angstfremkaldende at stå ved mig.

Det var følelser, tanker og overvejelser som jeg kunne forholde mig til. Ud af komfortzone, angst – før og nu, blive set, være set og lade se. Ting, emner og områder jeg har arbejdet med de seneste år – og for hver dag bliver jeg bedre og bedre til at acceptere, tillade og have tillid til at det er okay at jeg er. At jeg gerne vil være. At jeg vælger at være.

Derfor blev jeg også utrolig overrasket over at jeg ikke havde forudset min reaktion på receptionen. Da jeg fik spørgsmålet om jeg holdt reception gik jeg helt i baglås. Jeg stivnede af gammel vane, og vidste at jeg havde brug for hjælp. Et opslag på Facebook gav en kærlig respons, støtte og opbakning fra uventede mange og uventede kanter. Hvert et ord, der kom, gav mig mod, og fik mig ud af min stivnede tilstand. Jeg tog beslutningen, men vidste bare ikke lige hvordan og hvad jeg så skulle gøre.

Total rolig

Dagen nærmede sig, og jeg begyndte at planlægge Læs Mere

Kender du Fætter vane?

I did it again

Jeg gjorde det lige igen. Sammenlignede mig med andre. Fordømte mig selv. Nedgjorde mig selv. Gammel vane, sikkert tegn på at jeg kender min plads

Hvorfor pause på bloggen

Min blog her, jeg elsker at skrive. Jeg har tusindvis af tanker og tekster, meninger og holdninger. Jeg startede ud, det var leg, legende – og så meget mig. Så kom Fætter gammel vane frem. Jeg begyndte at forholde mig til omverdenen. Jeg begyndte at se andres blogindlæg – super seje indlæg med billeder der understøtter teksten. Opfylder punkt et i hvordan man laver en god blog – gode billeder. Ais, jeg har ikke super gode billeder. Teksterne de andre skriver kan jeg ikke altid forholde mig til, men de bliver delt igen og igen, kommenteret, rost, fremhævet, så noget måtte jeg have misset syntes Fætter vane. Jeg fanges af en tekst, et opslag der er giga inspirerende, skønt og levende – og fluks kommer Fætter vane op med ”Så behøver du jo ikke at skrive noget – vel”

Tilbage til min blog, til mine tekster. Fætter vane snakkede igen højlydt om at jeg ikke skal fylde for meget, jeg skal kende min plads, og ro på nu, nu er der to der har lyttet, så pak sammen og smut. Det må være rigeligt med dagens tekst på Facebook, og måske et forkølet indput senere på dagen. Ergo hver gang jeg satte mig for Læs Mere

Hvorfor går der 40 år?

Filmskandale

I disse dage ruller sagerne frem mod Ernst Johansen. Jeg har lyttet lidt til dem i medierne, og blev for lidt siden fanget af en artikel om kvinder, der beskrev deres oplevelse med Ernst, overgreb, tillid, tvang, misbrug, tavshed i en og samme handling. Misbrugets vej til succes. Misbrug af tillid. Det offentlige misbrug. Vejen frem.

Tankerne vandrer. Til hjemmets misbrug. Kærlighedens misbrug. Egne oplevelser, egne følelser, alt det gemte, alt det fortrængte. Alt det der var, men ikke skete, for vi talte ikke om det. Vi sagde det ikke til nogen. Alt det som jeg fik af vide jeg selv ville, alt det jeg selv var skyld i. Alt det der blev så voldsomt at jeg kapslede det inde, fortrængte det, og først tillod det at komme frem, da min krop ikke kunne bære det mere. Selv der tillod jeg ikke mig selv at tro på det, jeg prøvede ihærdigt at fortælle min krop, min hjerne mig selv at sådan noget kan voksne ikke gøre mod børn. Omvendt så kan intet menneske skabe så voldsomme scener, oplevelser og erindringer i fri fantasi. Følelserne, smerten, fornemmelsen, lugten var for intens. For oprigtig. Jeg vidste, at jeg måtte erkende at det var mit. At det var sket. For mig tog det 40 år før jeg tillod noget af det at komme ud med ord.

Oplevelser der er så voldsomme og grænseoverskridende er umulige at sætte ord på i nuet. De kapsles inde i en skal og gemmes væk i ens indre. Ens barndom, ens identitet, ens tillid, ens liv bliver kapslet inde. Der er ingen ord til det i nuet. Og det er underordnet om det er i hjemmet eller i offentlig regi.

Når vi kapsler følelser og oplevelser inde skaber vi en usand verden omkring en del af os selv. Vi mister en oprigtig del af os, og prøver derefter forgæves at skabe en ny sandhed i os. Vi prøver at tilpasse os til en verden, der ikke længere er sand. Følelsen af rigtig og forkert bliver diffus. Evnen, til at mærke hvad jeg vil, forsvinder. Skylden, skammen tager automatisk over og sikrer at selvværdet ikke får plads. Andre har ret, andres behov er vigtigere, skylden er min. Skammen er min – og min nye sandhed skabes herfra. Læs Mere

1 2 3 4