Nisse Kvas sad og hang lidt på kanten af sin hængekøje. Han havde været så begejstret da han havde fundet den i skoven. Den havde ligget og lyst op på en sommerdag som den fineste blåhvide isflage, lige der midt i skovbunden.

Nisse Tut havde protesteret mod at han tog den med. Han havde grinet af hende, da hun sagde at hun fik ondt i maven ved at se på den. Den gjorde hende ked af det havde hun også sagt. Men den var så fin – den passede lige til en nissestørrelse og den var så smart, at den blev bredere når han møffede lidt rundt i den .

Så Nisse Tut havde fyldt den med gode ting og trukket den i elastikken hele vejen hjem. Det havde været lidt svært, for ved hver et bump i skovbunden havde den virket som en katapult og ting var røget ud af den.

Lige så stædig som Nisse Kvas havde været med at få den hjem, lige så træt af den var han nu. Lige siden han havde lagt sig i den, var der ikke rigtig sket noget. Sommeren og efteråret var på en mærkelig måde forsvundet uden, han havde lagt mærke til det.
Ingen havde inviteret til Nissefesten. Gammelfars fødselsdag var der noget mærkeligt ved, det var som om, at ingen ville tale om den. Nisse Kvas gumlede længe på en tør kogle – det var faktisk længe siden, at han havde snakket med nogen eller hørt nogen pusle i krogene.

Nisse Kvas vidste godt, at det nu var decembertid – den smukkeste tid på året, hvor alle sanserne boblede og legede med. Men lige nu var der ingen sanser, der boblede. Ingen frisk gran til at kilde i næsen, ingen smukke røde klokker, der bimlede når de blev fanget i vinden. Ingen velsmagende krydrede kager eller lækker grød i skålen. Årets bløde halstørklæde, som Nissemor plejede at strikke, var heller ikke kommet endnu. Der var faktisk rigtig meget, der slet ikke var som det plejede.

Nisse Kvas kikkede sig omkring. Han så at Nisse Tut havde tændt et enkelt lys, der stod og blafrede, men helt nede, så det var længe siden, at hun havde været der. Der lå en seddel ved siden af – jeg rækker ud efter stjerneskuddet. Det var Nisse Tut, der havde skrevet den. Nisse Kvas kendte de runde former og hjerterne i bogstaverne.

Han blev med et helt bekymret – lyset betød alt for Nisse Tut. Hvor var hun, hvad var der sket, siden han kom hjem, og hvorfor virkede alting så anderledes. Og hvilket stjerneskud var det Nisse Tut rakte ud efter.

Måske der er svar på noget af det i morgen

Læs Mere

24. december

Der var stille i Heksemutters køkken. En stilhed, der kun kendes fra øjeblikket før, braget bryder ud. Et øjeblik, som mange mennesker normalt overhører, da de er for travle, paniske, forsøger at flygte fra sig selv og egne følelser. Men dette år havde skabt så meget rum omkring dem, at hvert eneste menneske fik muligheden for, at stoppe op et øjeblik og lytte til den stilhed.

I denne stilhed, her sker Miraklerne. De sker uagtet tro, håb, tillid, køn, alder, form og farve. Mirakler sker globalt, men de er også individuelle, og hver en sjæl har muligheden for at gribe dem.

Nisserne og Hr Ugle rakte ud og tog imod. Så med lethed lod de den milde brise løfte visdomsbogen op, så den flød afsted, kærlig puffet af Nisse Mink, i den retning, som Hr Ugle viste.

Fulgte du ham udefra, på de sociale medier eller med en mikrochip vil du måske undre dig over de skiftende retninger, cirkler, skridt tilbage og omveje som flokken tog. Men alt havde en mening, en betydning og et budskab.

Læs Mere

23. december

Det var lykkedes for Nisse Mink at smutte igennem kattelemmen uden at blive ramt af heksemutters ske, eller grønne klatter. Hendes plan var at få lokket Troldefar ind i køkkenet, hvor han skulle lave så meget ballade, at Heksemutter jagtede ham ud. Derved kunne de få Nisse Tut og diamanten fri, og slippe væk derfra.

Troldefar reagere med det samme på duften af menneske. Så selvom det ikke var lykkedes Nisse Mink at rulle sig særlig meget i visdomsbogen, så var det rigeligt til at Troldefar reagerede. Han skiftevis hikkede af grin over at det kildede under fødderne, og brølede ved lugten af mennesker.

Vreden tog langsomt over, og Troldefar fik rejst sig i sin fulde styrke. Nisse Mink vidste at der var et vigtigt spænd mellem vrede og styrke. Vrede skabte ukontrollerede handlinger, mens styrke kunne transformeres til energi og give uanede kræfter. Derfor var det vigtigt, at hun sørgede for, at Troldefar forblev vred.

Læs Mere

22. december

Der var et kaos uden lige i Heksemutters køkken. Nisse Tut var landet – helt som planlagt – på bunden af den store gryde, med den grønne suppe i. Hun holdt godt fast i den røde snor fra Nisse Kvas møre halstørklæde. Nisse Kvas havde lovet at binde knuder så solide, at kun en Nisse kunne få dem til at gå i opløsning, så hun kunne være helt tryg ved at følge den.

Hvad de ikke havde overvejet var, at Heksemutter jagtede Nisse Kvas rundt i køkkenet med den store ske. Så hver gang Nisse Tut næsten havde fat i diamanten, der lå på bunden, så rykkede Nisse kvas i snoren, så hun blev hevet væk fra den. Og nok kan Nisser holde vejret længe, men ingen Nisse havde nogen sinde overlevet Heksemutters suppe, så hvordan vil det mon gå med Nisse Tut.

Nisse Mink forsøgte at holde hovedet koldt, alt imens hun dukkede sig for det grønne klatter, der fløj af den store ske, hoppede over Nisse Kvas snor og undveg med snilde Heksemutters spidse hæle. Alt sammen mens hun både skulle holde øje med Mennesket Visdomsbog, der nu helt havde mistet sin fortryllelse, og lå synlig og klar på stolen, og hun på en eller anden måde skulle få stoppet det vanvid der udspillede sig i køkkenet.

Læs Mere

21. december

Det var en alvorlig lille Nisseflok der begav sig hen imod Heksemutters hus. De var vågnet tidligt, mørket dækkede både oppe og ned og alt det, der imellem. De var tavse og koncentrerede, meget bevidste om hvad deres opgave var.

Energien var intens. Ikke kun pga deres mission, men der var et kæmpe energiskifte i gang i disse dage. Dagen i dag, var tilmed særlig. Det var vintersolhverv og naturens gang var at gå imod lysere tider, men det ville kun lykkedes hvis de fandt diamanten, ændrede på molekylerne og menneske ville se deres styrke og formål.

De var ikke gået langt, før end de mærkede Katten Hugo puste dem i nakken. Nisse Mink synes hun kunne genkende lugten af hans ånde og gøs helt inde i nissehuen. Katten Hugo gnæggede stille for sig selv. Heksemutter havde kun snakket om to nisser, så den tredje måtte være en godbid til ham. Han smaskede højt ved tanken, det var blot et valg hvilken Nisse, der ville smage bedst.

Læs Mere

20. december

Det havde været meget sent før end Hr. Ugle havde afbrudt mødet. En teknik, han vidste, at de ofte brugte på Borgen, men han var også bevidst om, at der ikke altid kom noget godt ud af det. Men I er en særlig størrelse, tuede han stille, så der sker vist ikke noget ved, at vi tager en pause og hviler Ugleforståelse, Nissetanker og planer til i morgen.

Dårlig havde han sagt det, før end 3 Nisser lå krøllet sammen i en cirkel i hans rede. Alle med huerne godt trukket ned om ørerne, så lyde og forstyrrelser blev holdt ude. Men så tæt at spidserne nåede hinanden og forstærkede tanker og virkning.

Hr Ugle puffede lidt kvas og grene over dem, så de ikke umiddelbart var til at se. Godt nok var der ikke nogen synlige dyr i skoven, men Heksemutter, Troldefar og Katten Hugo var der et sted, og hvem vidste, hvad der ellers var forhekset og tryllet om. Den uhyggelige stilhed, der var overalt i landet i denne tid, gjorde Hr. Ugle bekymret.

Mens Nisserne og sov trygt, og deres ideer faldt på plads i huerne, fløj Hr Ugle i store cirkler over Kirkeskoven, Byen, Riget, Borgen og mange andre steder, hvor han mærkede, at der var uro, sjælesorg og bekymringer. Hans store klare øje så og observerede hver en sjæl, der bevægede sig i nattens løb.

Læs Mere

19 december

Nisse Kvas talte og talte. Alle hans noter, koder og tanker bagved, imellem og under blev grundigt forklaret. Ind imellem stillede Nisse Mink og Nisse Tut uddybende spørgsmål, med stor nysgerrighed og interesse. Hr Ugles hoved virrede lidt på skrå, de store øjne blinkede næsten umærkeligt, når der var noget, han var ekstra opmærksom på.

Nisse Kvas samlede trådene – dvs nogle af dem – et sted. Det var så uendeligt vigtigt med treenigheden – som Nisse Tut, Mink og Kvas var – en samlet treenighed, med noget der var større end dem – som Hr. Ugle.

Så var der det med lyset, håbet og troen. Ikke troen som i at bede om noget, men den virkelige dybe tro. Den tro, der fik ting til en til at fortsætte, uagtet om vejen var klar og synlig. Troen, tilliden til at det er det rigtige.

Læs Mere

18 december

Nisse Kvas og Nisse Mink havde brugt hele natten på at puste Nisseliv i Nisse Tut, og langsomt begyndte hun at få sin egen kulør igen. Hun var meget svag i kroppen, men hendes øjne var levende og vilde, på den måde som Skovnissers øjne nu engang er, når de er indebrændt med energi.

Mens Nisse Mink fik kreeret en båre, så de kunne få Nisse Tut væk fra dette sted, tilkaldte Nisse Kvas Fru Rotte og hele hendes familie. Han havde en enkelt opgave til dem. Jeg skal bruge Taxi-transport til gaden, og I andre, skab så meget kaos I kan på dette sted som muligt. Der skal være kaos før end der bliver bedring.

Hvor meget kaos det lykkedes Rotterne at skabe, det må du selv forestille dig. Men i mellem hyl, skrig og skrål blandet med panik og ærbødighed, der lykkedes det Taxi-Rotterne, at få de 3 Nisser ned på gaden. Nisse Mink støttede Nisse Tut og Nisse Kvas holdt godt fast i sine ruller med noter.

Trods det var lyst kom Hr Ugle og landede hos dem. Han benyttede et glimt af solstrejf og mennesket længsel efter blå himmel, til at lande uden at blive set. Mens mennesker stoppede op, lænede nakken tilbage og kikkede længselsfuldt mod sol, himmel, drømme, varme og sne, der puffede Hr. Ugle Nisserne sammen og greb dem i sine klør og fløj afsted.

Hver og en, der kikkede mod himlen netop der, så dem, men som med stjerneskud og mirakler, så var det ikke alle, der var klar til at se en Ugle komme flyvende med nisser ved højlys dag. De, der så dem, holdt det for sig selv, i frygt for at blive dømt på deres syn af sandhed.

Hr. Ugle bragte Nisserne til kanten af skoven, til hans Uglerede. Det var meget privat sted, og han inviterede aldrig nogen hertil. Det var herfra han holdt øje med alt og alle. Her havde han det store overblik og kunne se gennem mangt og meget. Det var her, at visdommen blev samlet til videnskabelige tanker.

Nisse Kvas synes det lød baglæns, men Nisse Mink nikkede og Nisse Tut var enig kunne han se. Visdommen eksisterer kun, hvis vi udlever den forklarede Hr Ugle. Mennesker er bange for visdommen, så de foretrækker viden. De vil læse sig til alting, forstå alting, have bevis for alting. Men når det skal udleves, så trækker de videnskortet, og lader handling gå forbi.

Det er derfor det hele stagnerer og visner hen, hviskede Nisse Tut stille. Nisse Mink nikkede igen. Vi skal ændre deres molekyler, dreje på dem og tviste det, så de bliver mere åbne og bevidste. Vi skal ændre menneskerne vibration, så de lever på glæde og overskud fremfor frygt og mangel.

Nisse Kvas rettede sig op med stolthed og autoritet. Han rullede sine noter ud, satte dem godt fat med grannåle, så de ikke fløj væk i den milde vind. Langsomt, men sikkert begyndte han at oversætte sine noter for de andre.

Hvad det er Nisse Kvas har noteret kan du måske læse mere om i morgen.

17. december

Nisse Kvas og Nisse Mink stod af Rotte-taxien ved Riget. 1 tur er gratis meldte Rotterne med et lunkent smil. I kalder bare, hvis I skal et andet sted hen. Måske er det os der kommer, måske nogle andre. Vi lever livet farligt, men vi er der altid. Tiden er til hurtige udskiftninger. Og væk var de.

Riget var kæmpe stort. Meget større end Nisse Kvas havde forestillet sig. Det summede på en særlig måde, men alligevel var lyden meget varierende fra de forskellige bygninger. Nede fra kælderen lød en klirrende lyd, der fik dem begge til at gyse og skynde sig væk.

Nisse Mink begyndte at fortælle om, at det var 23 år siden, at der var kommet lyde fra kælderen, men Nisse Kvas havde ikke tid at høre historien. Han brød sig egentlig ikke om uhyggelige ting, steder eller lyde. Og det lød ganske uhyggeligt, der fra kælderen syntes han.

Læs Mere

16. december

Nisse Mink sad og rystede på kanten af en gren på det store juletræ, der stod uden for Borgen. Det var ikke fordi hun frøs, men nattens oplevelser havde efterladt en underlig kulde inde i hende.

Hun havde valgt at tage på tur i menneskenes verden sammen med Hr. Ugle. Han var kommet så snart hun havde kaldt på ham, og selvom han havde værget sig mod Nisse Minks ide, så havde han fløjet hende afsted.

De havde været langt omkring, mange steder, set sorte, gule, hvide og grønne mennesker. De grønne havde dog en sær form i forhold til andre, mere ranglede, lange arme og kæmpe store øjne. Men ellers lignede de hinanden. Nogle rige, andre fattige hvis man tog ud fra mønter, sedler, værdi – men tykkelsen på deres dankort var ens, så værdien var den samme alle steder reflekterede Nisse Mink.

Læs Mere