Kommende arrangementer

Andet 0
Begivenheder der er oprettet – flere kommer snarrest.

 


Tirsdag d. 26 juni

Foredrag med udgangspunkt i min bog “Min vej til livet” i Køge

https://www.facebook.com/events/246833962729858/


Søndag 1 juli

Udtryk din glæde ved SImon Simonsen, Heidie Kosiara og mig – i Køge. 

https://www.facebook.com/events/2112037535732823/


Torsdag 5. juli

Hjælp til sentensive børn og voksne – med doTERRA olier

https://www.facebook.com/events/385375185296591/

Bange for forandring

Hvad sker der når vi vil forandring?

Forandring, muligheder, vækst. Jeg vil det hele. Ideerne er mange, tankerne er endnu flere – og hvad er det så lige der sker. Ingenting. Kender du det?

Hos mig er det frygten der hat styret. Frygten for at blive set. Jeg har fra gange lille oplevet ubehag ved at blive set. Jeg skabte tidligt en overbevisning om, at det var bedre at være usynlig, passiv og stille. Så alle mine ideer og tanker gennem livet blev parkeret, overdraget til andre,  og forsøgte jeg selv, sørgede jeg altid for at skabe så meget kaos, at jeg måtte opgive, at jeg fejlede eller det på anden måde blev umuliggjort. Jeg beviste igen og igen overfor mig selv at det var bedst at jeg ikke gjorde noget.

Et mønster

Dette mønster blev jeg bevidst om for nogle år siden, og jeg har arbejdet intenst med at jeg gerne må – jeg må gerne være her. Jeg har ret til at være her. Første gang jeg blev bedt om at sige de to sætninger, Læs Mere

Når vi glemmer hvor vi var

Der hvor jeg var

Jeg har taget en lang vej gennem livet. Jeg var der, hvor jeg intet kunne – hverken fysisk eller psykisk. Jeg var der, hvor jeg ønskede at en eller andet trak livet stik ud for mig. Jeg formåede ikke selv at gøre det, jeg orkede ikke selv at gøre det, jeg ville ikke selv gøre det – jeg turde ikke gøre det.

Det var en tid, hvor der var så megen smerte, sorg, angst, afmagt i mig, at jeg ikke rummede at være mig selv, jeg rummede ikke at være i min krop, jeg rummede ikke at være i live, men jeg vidste ikke hvordan jeg kunne dø – så jeg overlevede bare. Et øjeblik ad gangen, videre til det næste – igen og igen.

Igen vej tilbage

Tiden gik, jeg kom så langt ud i og med mig selv, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg fik et valg. Jeg fik et valg om at genopstå i mit eget liv – med ansvaret for mig selv. Beslutningen var enkel, den tilstand jeg var i var ganske enkelt for umenneskelig, så jeg måtte gøre noget andet.  Jeg har altid overgivet mig, som i at opgive – men her valgte jeg at overgive mig til livet – med alt hvad det indebar. Jeg valgte livet, jeg valgte at leve.

Det blev en lang vej, en lang rejse. Det blev intenst arbejde, dag efter dag – time efter time – sågar minut efter minut. Læs Mere

At fejre mig

At fejre mig selv.

Jeg vidste ikke hvordan jeg gjorde. Jeg havde besluttet at holde reception i anledning af at min bog udkom. Det var grænseoverskridende at tage den beslutning. Det var provokerende at tage beslutningen om at være i centrum. Det var angstfremkaldende at stå ved mig.

Det var følelser, tanker og overvejelser som jeg kunne forholde mig til. Ud af komfortzone, angst – før og nu, blive set, være set og lade se. Ting, emner og områder jeg har arbejdet med de seneste år – og for hver dag bliver jeg bedre og bedre til at acceptere, tillade og have tillid til at det er okay at jeg er. At jeg gerne vil være. At jeg vælger at være.

Derfor blev jeg også utrolig overrasket over at jeg ikke havde forudset min reaktion på receptionen. Da jeg fik spørgsmålet om jeg holdt reception gik jeg helt i baglås. Jeg stivnede af gammel vane, og vidste at jeg havde brug for hjælp. Et opslag på Facebook gav en kærlig respons, støtte og opbakning fra uventede mange og uventede kanter. Hvert et ord, der kom, gav mig mod, og fik mig ud af min stivnede tilstand. Jeg tog beslutningen, men vidste bare ikke lige hvordan og hvad jeg så skulle gøre.

Total rolig

Dagen nærmede sig, og jeg begyndte at planlægge Læs Mere

Kender du Fætter vane?

I did it again

Jeg gjorde det lige igen. Sammenlignede mig med andre. Fordømte mig selv. Nedgjorde mig selv. Gammel vane, sikkert tegn på at jeg kender min plads

Hvorfor pause på bloggen

Min blog her, jeg elsker at skrive. Jeg har tusindvis af tanker og tekster, meninger og holdninger. Jeg startede ud, det var leg, legende – og så meget mig. Så kom Fætter gammel vane frem. Jeg begyndte at forholde mig til omverdenen. Jeg begyndte at se andres blogindlæg – super seje indlæg med billeder der understøtter teksten. Opfylder punkt et i hvordan man laver en god blog – gode billeder. Ais, jeg har ikke super gode billeder. Teksterne de andre skriver kan jeg ikke altid forholde mig til, men de bliver delt igen og igen, kommenteret, rost, fremhævet, så noget måtte jeg have misset syntes Fætter vane. Jeg fanges af en tekst, et opslag der er giga inspirerende, skønt og levende – og fluks kommer Fætter vane op med ”Så behøver du jo ikke at skrive noget – vel”

Tilbage til min blog, til mine tekster. Fætter vane snakkede igen højlydt om at jeg ikke skal fylde for meget, jeg skal kende min plads, og ro på nu, nu er der to der har lyttet, så pak sammen og smut. Det må være rigeligt med dagens tekst på Facebook, og måske et forkølet indput senere på dagen. Ergo hver gang jeg satte mig for Læs Mere

Hvorfor går der 40 år?

Filmskandale

I disse dage ruller sagerne frem mod Ernst Johansen. Jeg har lyttet lidt til dem i medierne, og blev for lidt siden fanget af en artikel om kvinder, der beskrev deres oplevelse med Ernst, overgreb, tillid, tvang, misbrug, tavshed i en og samme handling. Misbrugets vej til succes. Misbrug af tillid. Det offentlige misbrug. Vejen frem.

Tankerne vandrer. Til hjemmets misbrug. Kærlighedens misbrug. Egne oplevelser, egne følelser, alt det gemte, alt det fortrængte. Alt det der var, men ikke skete, for vi talte ikke om det. Vi sagde det ikke til nogen. Alt det som jeg fik af vide jeg selv ville, alt det jeg selv var skyld i. Alt det der blev så voldsomt at jeg kapslede det inde, fortrængte det, og først tillod det at komme frem, da min krop ikke kunne bære det mere. Selv der tillod jeg ikke mig selv at tro på det, jeg prøvede ihærdigt at fortælle min krop, min hjerne mig selv at sådan noget kan voksne ikke gøre mod børn. Omvendt så kan intet menneske skabe så voldsomme scener, oplevelser og erindringer i fri fantasi. Følelserne, smerten, fornemmelsen, lugten var for intens. For oprigtig. Jeg vidste, at jeg måtte erkende at det var mit. At det var sket. For mig tog det 40 år før jeg tillod noget af det at komme ud med ord.

Oplevelser der er så voldsomme og grænseoverskridende er umulige at sætte ord på i nuet. De kapsles inde i en skal og gemmes væk i ens indre. Ens barndom, ens identitet, ens tillid, ens liv bliver kapslet inde. Der er ingen ord til det i nuet. Og det er underordnet om det er i hjemmet eller i offentlig regi.

Når vi kapsler følelser og oplevelser inde skaber vi en usand verden omkring en del af os selv. Vi mister en oprigtig del af os, og prøver derefter forgæves at skabe en ny sandhed i os. Vi prøver at tilpasse os til en verden, der ikke længere er sand. Følelsen af rigtig og forkert bliver diffus. Evnen, til at mærke hvad jeg vil, forsvinder. Skylden, skammen tager automatisk over og sikrer at selvværdet ikke får plads. Andre har ret, andres behov er vigtigere, skylden er min. Skammen er min – og min nye sandhed skabes herfra. Læs Mere

Hvad er din drivkraft.

Vredens drivkraft

Jeg mødte et menneske forleden hvis drivkraft er vrede. Hun er vred over sin barndom, sin opvækst sit liv. Bevidst, som hun er, over sin vrede vælger hun at bruge den konstruktivt og skaber en masse muligheder og forandringer for og hos andre. Men drivkraften er vrede.

Jeg havde i mange år at min drivkraft var målet – og så videre. Helst inden at jeg nåede til målet. En tur på strøget, planlagt hygge, arbejde, familie, en biograftur, spise ud – fint – hvad så bagefter. Hvad der skete på vej dertil og under var underordnet. Jeg skulle videre, og helst hurtigt.

Logisk nok – nu jeg kikker tilbage – så gik jeg glip af en masse med den manglende tilstedeværelse jeg havde. Følelser, sanser, oplevelser, minder. Meget forsvandt ud i ingenting – fordi jeg reelt set ikke var til stede – jeg var videre. Drivkraften havde bragt mig mod næste mål.

Jeg nåede til et sted i mit liv hvor jeg ønskede forandring. Jeg formåede ikke at skabe den selv – for jeg var altid videre end næste skridt. Og vil vi forandring er vi nødt til at bevæge os, skridt for skridt.  Mit ønske var stort, og jeg brugte et par år, på intenst at bede om hjælp til forandring. Jeg bad kun opadtil, ud i universet. Kom skab det for mig, som det er ment at jeg skal være. I de år skete der en masse, men jeg hverken lyttede eller forstod budskaberne, og jeg forblev i samme tilstand som jeg hele tiden havde været. Alt i mit fysiske jeg nægtede at forandre sig. Resultatet blev et sammenbrud, både fysisk og psykisk. Min verden forsvandt stille og roligt. Det blev fysisk umuligt for mig at gøre noget. Det blev psykisk umuligt at gøre noget. Det blev til en tilstand af lammelse på mange planer. Læs Mere

Hvad irettesættelse kan gøre

Irettesættelse

Jeg blev irettesat i dag. Helt fortjent. Jeg havde lavet et opslag på facebook med noter til mig selv om kommende arrangementer. Ved en fejl fik jeg gjort det synligt, så det blev opfattet som et endeligt opslag – hvilket er alt for tidligt da vi kun er i planlægningsdelen. Dvs jeg havde overskreddet nogle grænser, der endnu ikke var optegnet, så en venlig – men bestemt henvendelse om at lukke det og respektere grundreglerne.

I et kort øjeblik blev jeg barn, ung, voksen igen. Et liv passerede forbi i raketfart. Skyld, skam, forsvar, begrundelser, accept, overgivelse. Ro på. Træk vejret. Paraderne var oppe inden jeg havde trukket vejret og læst færdig. Prøv igen Jette, kom nu. Du kan godt. Jeg kan godt.

Læse mail igen. Observere at den er venlig, kærlig, nøgtern, klar besked, dette er ikke okay, vi skal gøre noget andet. Helt fair. Med den fornemmelse blev der plads til mit. Jeg mærkede min egen forundring over at opslaget var synligt, – men ud fra det var blevet set og kommenteret, så var tillid til at det var sådan det var. Ergo havde jeg lavet en fejl. Hvad så.

Fortidens følelser

Ind på facebook, der selvfølgelig drillede i det øjeblik, så tid til at mærke på hvad der skete i mig. Læs Mere

Mit tilvalg af doTERRA olier

doTERRA 0
doTERRA kaldte højt på mig

Jeg har gennem tiden lært at stole på min intuition, også selvom den ikke giver mening i nuet. doTERRA olierne er et af de steder hvor alt i mig sagde ja, og min fornuft sagde nej. Jeg valgte heldigvis at lytte til mit indre, og valgte at blive tegnet op – med alt trods i mig der sagde, at det fik jeg aldrig brug for, det var spild af penge, og det virkede ikke.

Jeg elsker den diskussion jeg kan tage med mig selv – eller måske rettere med mig og et andet jeg, der er yderst insisterende indimellem. Jeg har lært at lytte, og blot lade mit andet jeg tale løs, komme med afskrækkende eksempler og hvad der ellers er af dømmende og skræmmende senarier. For jeg ved bedre – jeg ved hvad der er sandt, et sted i mig.

Energien og det fysiske arbejder ofte forskudt af hinanden – specielt når jeg tillader en kværulerende del at få plads også. Det skete med olierne. Jeg blev registreret som bruger, skabte en masse kaos omkring optegningen – for tænk nu hvis jeg ville droppe det helt. Jeg fik min startpakke, købte flere olier, kikkede på kontoen, tillod igen stemmen at håne over prisen på olier. Min mand begyndte at kommentere det konstante flow af kasser der kom fra doTERRA.

Igen et insisterende puf til at droppe ud, opgive, gøre noget andet, men der, der var det at jeg fangede mig selv igen. Jeg satte mig ned med olierne, mærkede glæden ved dem, mærkede al den leg og magi de kan skabe, mærkede den lethed der er i dem. Jeg mærkede på min kærlighed til dem. Det hele boingede ud på min egen boing-skala.

Alt i mig vidste at jeg skulle bruge olierne, arbejde med dem, så stille og rolig blev en flaske åbnet af gangen. Læs Mere

Hvor unik og original har du brug for at være?

At være sig selv

Vær dig selv. Det er en sætning der florerer på mange medier i disse år. Til glæde, inspiration – og til frustration. For hvem er jeg. Hvornår er jeg defineret som mig. Du er unik. Du er din egen. Super, herligt, men hvem er jeg så, når jeg tænker, ager og handler som tusindvis af andre. Hvem er jeg, når jeg endelig har fundet mig selv og opdager at en anden har gjort det jeg gerne vil gøre – er jeg så den person, en kopi, eller noget helt femte.

Jeg havde i mine unge år bestemt mig for, at jeg absolut ikke var som andre. Det betød ikke, at jeg var mig selv, blot at jeg ikke var som andre. Jeg ville ikke gøre det, som andre gjorde, tænkte eller sagde. En beslutning skabt ud fra den negative følelse, der opstod i mig, når jeg gjorde som andre, men ikke var den succes de andre var eller havde den morskab som andre oplevede. I en lang årrække blev det afgørende for mig at gøre noget andet, end flertallet gjorde – uagtet af hvad jeg havde lyst til. Jeg kikkede på hvor strømmen gik hen – og valgte en anden vej. Læs Mere

1 2 3 4 5