Ubetinget kærlighed

At give og modtage

Det er nu befriende – og lidt frustrerende at opdage at alle de forsvar og panser jeg har lagt de seneste år, dem husker kroppen til fulde, og tager op efter gammelt behov og vane.

Jeg er et godt sted i dag – helt generelt i livet – et sted hvor jeg aldrig har været før. Så meget er nyt, alt er nyt, så mange muligheder, nye muligheder. Ingen og dem alle uden forventning, krav eller løsning. Jeg skal blot tage imod.

At starte med at lære nyt, forandre det jeg har lært, ændre, udtrykke, sige fra og sætte krav. Jeg skal lære at tage imod, det der gives, efterspørgsel og forespørgsel til , af og for mig, fordi jeg er mig, mig idag – ikke mig som før.

Det er uvant at være fri af før og fortid, og kroppen henter glad gamle erindringer og historier frem – foreslår at jeg kan bruge det mønster, eller den handling. Men nej – for den er gammel, historien er gammel, den tilhører før, ikke nu.

Hvad så nu, hvad tilhører nu – mærk det, sans det, smag det – men jeg ved ikke om jeg gør det, eller om jeg har lukket af, for alt er nyt nu – jeg har ikke løsningen, jeg har ikke svaret. Det er ganske interessant at observere, lege med og forholde mig til.

At modtage uden at mærke

Når jeg observerer og forholder så slipper jeg for at mærke. Det er trygt, det er godt – det er gammelkendt – hov det er vist en vane, et mønster, et forsvar – om igen – hvad mærker jeg lige nu, i dette nu. Læs Mere

Skyld og skam

Skyld og skam.

De fleste kender ordene, men hvad er betydningen. Hvad gør det ved dig at det er din skyld, eller at du skal skamme dig. Det er min skyld – så kan jeg tage ansvaret, skældud, betale, få en bøde, blive straffet eller på anden måde handle mig ud af min skyld. Skam sidder dybt i en. Den kan ikke deles. Den æder sig dybere og dybere ind i en, og får til sidst så godt fast at det er en eksisterende del af ens følelse. Skam.

Skam deler vi sjældent med andre. Det er flovt, grænseoverskridende og for mange umuligt at dele skam med andre. Jeg har i mange år påtaget mig skylden – uagtet om det var min eller ej. Det lå blot så dybt i mig, at det var min skyld – så jeg handlede mig ud af skyldfølelse. Det er svært, specielt når det ikke altid var min følelse – skylden. Så jeg kunne handle, gøre og agere igen og igen – uden at det ændrede på min skyldfølelse – for den tilhørte en anden.

Skyldfølelse skaber vrede

Jeg blev bevidst Læs Mere

At udtrykke min lyd og være mit udtryk.

 

”Du er et af de mennesker, der vil gå i graven med flere usagte ting end sagte ting”

Dette var en sætning jeg fik af en astrolog engang for mange år siden. Dengang noterede jeg mig, at det var skarpt set, at det passede perfekt på mig. Jeg vidste dengang – som nu – at jeg havde en stor viden og en dyb indsigt, men dengang formåede jeg ikke at udtrykke den – og jeg tror reelt set ikke at omgivelserne var klar dengang til at lytte. Det er den i dag.

Jeg havde som ganske lille lært mig selv, at ingen ville høre eller se mig, som den jeg var, derfor valgte jeg at være en anden og noget andet. Jeg forsøgte at fitte ind og tilpasse mig familie, skole og samfund, hvilket til fulde lykkedes. Jeg var den pæne stille pige.

Selvom jeg havde overbevist mig selv om, at der ingenting var at fortælle snakkede jeg meget. Jeg formidlede andres lyd og budskaber. Jeg var altid opmærksom på andres behov – sågar før de selv vidste, at de havde dem. Når der opstod misforståelser, problemer, uenigheder, så løste jeg dem. Jeg løste dem med ord, med energi, med healing. Jeg løste dem på måder jeg ikke selv var bevidst om, og først med tiden har jeg tilladt mig selv at anerkende mig selv for at jeg gjorde som jeg gjorde. Anerkende mig selv for min visdom, min bevidsthed, mine egenskaber.

Som barn, ung og en del af mit voksenliv gik jeg rundt i en fiktiv plasticboble. Jeg undlod at udtrykke mine ord, ønsker, behov, for der var altid nogen eller noget der var vigtigere end mig. Det blev en tilstand, en væren, der blev min egen tavse, heltmodige men selvdestruktive overlevelse. Ofte vendte jeg i tankerne tilbage til ordene om, at det her, det skal med i graven.

I dag – snart 30 år efter mit besøg hos astrologen, hvor jeg indirekte lagde min egen lyd i graven, åbner jeg for min blog. En blog med min lyd. En blog om mig, mit liv, min indsigt, min visdom, mit syn på verden. Hvordan den præcis vil udfolde sig ved jeg endnu ikke, men jeg har valgt at formidle mig. Formidle mine ord, budskaber, kanaliseringer, indtryk og udtryk. Jeg fanger den energi, der er. Energien i et sted, i et ord, i en sætning, i en handling eller i en ting. Jeg vælger at formidle med lethed, leg, glæde og humor – midt i det seriøse. Jeg vælger at udtrykke mig med bevidsthed og kærlighed. Læs Mere

Hvad sker der, når vi gør os selv små

Vært ved et arrangement

Forleden var jeg vært ved et arrangement om nogle skønne vandopløselige vitaminer og mineraler. Det er produkter, jeg selv tager og har stor glæde af både fysisk og psykisk. Det er produkter, der genopbygger kroppen indefra og ud, og skaber så meget positiv forandring hos den enkelte bruger. Det vil sige, jeg var vært ved en aften, der betød meget for mig.

Aftenen var arrangeret sammen med en fantastisk pige, der ved alt om disse produkter. Hun kom langvejs fra for at være foredragsholder og besvare spørgsmål. Jeg var den, der havde sørget for leje af lokaler, tilbød smagsprøver osv. Vi havde begge inviteret mennesker, og en tredjedel kendte mig og resten kendte hende.

Arrangementet er det første arrangement, jeg har været med til at skabe i mange år. Jeg var spændt på det, men var rolig og balanceret. Jeg trak lidt i universets tråde og sørgede for, at det rigtig antal mennesker kom, at skeptikere blev væk, og at det ville blive en succes for alle parter.

Aftenen forløb fantastisk. Energien var som ønsket, spørgsmål var interessante og berigende – både for deltagere og for mig. Mange blev inspireret til at købe produkterne og selv få glæde af virkningen. Det betød på den lavpraktiske side økonomisk gevinst til os begge – men med størst hældning til hendes side.

Energiskifte

Alt i alt, så var alt som det skulle være.  Jeg var mentalt mæt, glad, tilfreds, nysgerrig på mere. Jeg havde intet at udsætte på aftenen. Alligevel dukkede en besynderlig energi op, da vi lukkede aftenen og takkede af.  En energi jeg kendte men ikke ville genkende. Læs Mere