Når vi glemmer hvor vi var

Der hvor jeg var

Jeg har taget en lang vej gennem livet. Jeg var der, hvor jeg intet kunne – hverken fysisk eller psykisk. Jeg var der, hvor jeg ønskede at en eller andet trak livet stik ud for mig. Jeg formåede ikke selv at gøre det, jeg orkede ikke selv at gøre det, jeg ville ikke selv gøre det – jeg turde ikke gøre det.

Det var en tid, hvor der var så megen smerte, sorg, angst, afmagt i mig, at jeg ikke rummede at være mig selv, jeg rummede ikke at være i min krop, jeg rummede ikke at være i live, men jeg vidste ikke hvordan jeg kunne dø – så jeg overlevede bare. Et øjeblik ad gangen, videre til det næste – igen og igen.

Igen vej tilbage

Tiden gik, jeg kom så langt ud i og med mig selv, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg fik et valg. Jeg fik et valg om at genopstå i mit eget liv – med ansvaret for mig selv. Beslutningen var enkel, den tilstand jeg var i var ganske enkelt for umenneskelig, så jeg måtte gøre noget andet.  Jeg har altid overgivet mig, som i at opgive – men her valgte jeg at overgive mig til livet – med alt hvad det indebar. Jeg valgte livet, jeg valgte at leve.

Det blev en lang vej, en lang rejse. Det blev intenst arbejde, dag efter dag – time efter time – sågar minut efter minut. Læs Mere

At fejre mig

At fejre mig selv.

Jeg vidste ikke hvordan jeg gjorde. Jeg havde besluttet at holde reception i anledning af at min bog udkom. Det var grænseoverskridende at tage den beslutning. Det var provokerende at tage beslutningen om at være i centrum. Det var angstfremkaldende at stå ved mig.

Det var følelser, tanker og overvejelser som jeg kunne forholde mig til. Ud af komfortzone, angst – før og nu, blive set, være set og lade se. Ting, emner og områder jeg har arbejdet med de seneste år – og for hver dag bliver jeg bedre og bedre til at acceptere, tillade og have tillid til at det er okay at jeg er. At jeg gerne vil være. At jeg vælger at være.

Derfor blev jeg også utrolig overrasket over at jeg ikke havde forudset min reaktion på receptionen. Da jeg fik spørgsmålet om jeg holdt reception gik jeg helt i baglås. Jeg stivnede af gammel vane, og vidste at jeg havde brug for hjælp. Et opslag på Facebook gav en kærlig respons, støtte og opbakning fra uventede mange og uventede kanter. Hvert et ord, der kom, gav mig mod, og fik mig ud af min stivnede tilstand. Jeg tog beslutningen, men vidste bare ikke lige hvordan og hvad jeg så skulle gøre.

Total rolig

Dagen nærmede sig, og jeg begyndte at planlægge Læs Mere

Kender du Fætter vane?

I did it again

Jeg gjorde det lige igen. Sammenlignede mig med andre. Fordømte mig selv. Nedgjorde mig selv. Gammel vane, sikkert tegn på at jeg kender min plads

Hvorfor pause på bloggen

Min blog her, jeg elsker at skrive. Jeg har tusindvis af tanker og tekster, meninger og holdninger. Jeg startede ud, det var leg, legende – og så meget mig. Så kom Fætter gammel vane frem. Jeg begyndte at forholde mig til omverdenen. Jeg begyndte at se andres blogindlæg – super seje indlæg med billeder der understøtter teksten. Opfylder punkt et i hvordan man laver en god blog – gode billeder. Ais, jeg har ikke super gode billeder. Teksterne de andre skriver kan jeg ikke altid forholde mig til, men de bliver delt igen og igen, kommenteret, rost, fremhævet, så noget måtte jeg have misset syntes Fætter vane. Jeg fanges af en tekst, et opslag der er giga inspirerende, skønt og levende – og fluks kommer Fætter vane op med ”Så behøver du jo ikke at skrive noget – vel”

Tilbage til min blog, til mine tekster. Fætter vane snakkede igen højlydt om at jeg ikke skal fylde for meget, jeg skal kende min plads, og ro på nu, nu er der to der har lyttet, så pak sammen og smut. Det må være rigeligt med dagens tekst på Facebook, og måske et forkølet indput senere på dagen. Ergo hver gang jeg satte mig for Læs Mere