Julekalender 2020

5. december

Nisse Kvas vågnede ved det korte lysblink. I et kort øjeblik virkede det som nordlyset, der strømmede om ham. Det var lysende, ubeskrivelige farver, fascinerende og skræmmende på samme tid. Blinket kom igen, og en mere klar gul farve bredte sig i den lille hule, hvor han og Nisse Mink havde sovet om natten. En gul stirrende farve, der næsten hynotiserede Nisse Kvas.

Heldigvis vågnede Nisse Mink og fik ham ud af trancen. Nisse Kvas vidste med et, hvad det var, han havde set, men inden han fik sagt noget rystede hele hulen. En kold skrabende lyd hvislede igennem nissehue og støvler. En lyd som Nissefætter Hjulus havde beskrevet engang, hvor han havde været med i menneskeskolen.

En sidste rysten og en endnu en skingrene lys blev afløst af et blændende lys og en pote med de længste klør Nisse Kvas nogensinde havde set. Det er ude med os hylede Nisse Mink i samme øjeblik, som kloen fik fat i hende og trak hende ud.

Nisse Kvas havde genkendt poten. Det var Katten Hugo, Heksemutters trofaste kæmpestore grå skovkat. Ingen, som i absolut ingen skulle forstyrre hans territorium. Nisse Kvas synes næsten, at han kunne høre den kvasende lyd af Nisse Mink, der blev spist, og han vidste ikke om han skulle bede en bøn for hende eller ham selv.

Inden Nisse Kvas nåede at beslutte sig kom poten susende igen, hurtigt, lydløst og totalt overraskende og slog sig godt fast i Nisse Kvas. Mere overraskende var dog, at Nisse Mink ikke var spist. Hun hang i en af Hugos tænder, og kunne en masse gloser, som Nisse Kvas vidste ikke hørte en Nisse til.

På behændig vis fik Katten Hugo svinget Nisse Kvas op i munden, så han han på den anden tand, og langsomt, meget langsomt gik Hugo op imod Heksemutters hus. Et imponerende hus, det måtte begge Nisser indrømme. Det så trygt og fredeligt ud ved første øjekast, men jo tættere på de kom, jo mere levende og utrygt blev alting. Det var som om alt var levende, som om der var øjne allevegne, men ingen kikkede direkte på dem, ingen smilede, talte eller bød velkommen. Alting sitrede og afventede reaktioner fra alle andre.

Det var som en kasse heksehyl i en brændeovn tænkte Nisse Kvas – der hvor det er for sent, man vil gerne afværge, men uheldet er sket.

Det må være her at Grimm er vokset op hviskede Nisse Mink, lige præcis sådan står det beskrevet i eventyret om Hans og Grete, dette er bare meget mere levende og uvirkeligt. Nisse Kvas brummede, han kunne ikke se så meget eventyr lige nu.

Katten Hugo satte dem ned på trappetrinnet. Det største trin nogen sinde, dækket med blomster, krukker og planter, men alt snoede sig ud, og blev levende mens de lå der, og ikke turde røre sig.

Tro ikke, hvislede Hugo, at jeg ikke vil spise jer. De lysende øjne næsten grillede de to nisser, der helt instinktivt rakte ud efter hinandens hænder. Men, fortsatte Hugo, Pandamien gør, at det ikke er muligt. Og Heksemutter er ved at koge suppe på de grønne aftaler og afgifter. Deri vil I nok gøre mere gavn.

Nisse Kvas var helt forvirret, hvad var alt det her for noget. Hvorfor havde Katten Hugo ikke bare spist dem. Hvad var det for nogle pandaer, mon de var stukket af fra ZOO, eller kom de hele vejen fra Kina.

Hvad med alt det som Nisse Kvas havde fortalt ham i aftes, om dæknavn, korn-spise-teorier og meget andet. Hvad var det, hun havde sagt lige inden han faldt i søvn. Dumhed kan også været et udtryk for bevidst uvidenhed. Det havde lydt meget klogt, da hun sagde det. På en måde gav det også mening, men Nisse Kvas kunne ikke fange den lige nu.

Katten Hugo daskede til dem, som om de var to halvdøde mus, han gerne ville fange igen. Her er ingen dyr mere, hvislede han, kun Nisser – og han vendte dovent de stirrende øjne hen på Nisse Mink – bare til information, jeg kan tale med Heksemutter, men Troldefar, han kan ikke fordrage lugten af mennesker.

Det var de sidste ord Hugo sagde inden han gav dem begge et dask så de ganske ublidt røg ind igennem kattelemmen, og landede lige ved siden af Heksemutters kæmpestore ildelugtende skørt.

Om det er heksemutter eller Troldefar der først får øje på de to Nisser, det må du læse mere om i morgen.