8. december
Nisse Kvas dirigerede forsigtigt Nisse Minks arme. Lidt op, nej stop, forsigtigt, pas på. Det var ganske vanskeligt at dirigere så stille, når han holdt fast i en tråd fra væggen, og lænede sig forbi den bøtte han stod ved siden af. Den duftede så krads at selv knasterne i væggen hjemme i nissehulen ville vende sig om, hvis den bøtte kom ind for døren.
Nisse Mink var ved at tage sin nissehue af. Den nissehue hun havde tryllet menneskets visdomsbog om til. Det var en del af Nisse Kvas geniale ide. At huen skulle blive i skabet her hos Heksemutter, det var det mest sikre sted, at de kunne gemme den. Der var ingen udover Heksemutter, der kom ind i det skab, og Heksemutter virkede som om hun havde glemt alt om dem.
Derfor var det vigtigt at de ikke væltede noget. Både fordi de ikke skulle forstyrre Heksemutter eller Katten Hugo, der spruttede og hakkede og sejlede rundt efter han havde fået serveret noget af den grønne suppe fra gryden.
Endelig lykkede det Nisse Mink at få huen af, og lige så forsigtigt sænkede hun den ned, så den stod snorlige på række sammen med alle de andre krydderier. Må jeg trylle lidt hviskede hun, bare lidt? Nisse Kvas gøs. Nisser tryller ikke, og slet ikke blandet med Hekseenergi.
Jeg vil bare bruge lidt Nissemagi, så huen bliver usynlig. Magi er en anden slags brummede Nisse Kvas, det kunne de klogeste Nisser godt ty til, når der virkelig var behov.
Han stoppede op i sin tanke – forstyrret af en anden tanke. Hvis Nisse Mink kunne magi, så måtte hun være klog. Hvordan kunne hun så have virket så hjælpeløs og næsten som Nisse Umulius, og hele tiden snakke. Sådan virkelig snakke. Mon hun var husnisse hos Bogstavfamilien, eller hos Kirkepræsten. Nisse Kvas var forvirret, for kloge Nisser var kloge, men yngre Nisser spurgte altid ældre Nisser om råd, så det ville sige at Nisse Mink var en ung Nisse. En klog Ungnisse. Måske en Regnbuenisse, eller en Stjernenisse.
Nisse Kvas savnede virkelig Nisse Tut til at vende alle disse tanker med.
Huen blev med et lysende og helt fantastisk smuk at se på. Det var sådan at ting blev usynlige for mennesker – jo smukkere og mere strålende de var, så mindre kunne mennesker se dem. Nu var det at håbe på, at det samme gjaldt for hekse, at Heksemutter ikke kunne se skønheden.
Vi skal ud her over sagde Nisse Kvas og pegede på et hul. Det var helt tydeligt at en mus engang havde gnavet sig ind den vej, men den var kommet ilde til. Dens rester lå på den anden side, men som Nisse Kvas tænke – kunne den komme ind den vej, så måtte de kunne komme ud.
Nisse Mink kravlede forsigtigt ud på hyldekanten, gled ned og greb fat i den. Tror du jeg kan spurgte hun ængstelig.t Er mine arme stærke nok til at jeg kommer over uden at vælte noget. Nisse Kvas var allerrede kravet igennem hullet, men nåede at svare, at det betød ikke så meget hvad han troede, mere om Nisse mink selv troede på at hun kunne.
Der var ikke meget der holdt Nisse Mink tilbage, for ganske rigtigt, hun var en af de Kloge Ungnisser, modig, stærk og til tider temmelig dumdristig. Men nu var hun her, og hun havde ansvaret for en hel visdomsbog. Og kunne hun bringe sig selv i denne situation, så kunne hun også gøre det andet, så langsomt men sikkert passerede hun flasker, bøtter og dåser og kom hen til hullet og forsvandt ud sammen med Nisse Kvas.
Det var mørkt, blæsende og koldt, men begge Nisser var enige om at de skulle ud af skoven. De måtte ind til byen, finde ud af hvad det var der skete, med alt det grønne, dyrene, bogstaverne. Finde ud af hvad der var sket med Nisse Tut, og en masse andre spørgsmål.
Nisse Kvas gik rask afsted, og Nisse Mink småløb efter ham. Ingen af dem så de store gule øjne der fulgte hver og en af deres bevægelser.
Hvad der sker herfra, må du læse mere om i morgen