Julekalender 2020

22. december

Der var et kaos uden lige i Heksemutters køkken. Nisse Tut var landet – helt som planlagt – på bunden af den store gryde, med den grønne suppe i. Hun holdt godt fast i den røde snor fra Nisse Kvas møre halstørklæde. Nisse Kvas havde lovet at binde knuder så solide, at kun en Nisse kunne få dem til at gå i opløsning, så hun kunne være helt tryg ved at følge den.

Hvad de ikke havde overvejet var, at Heksemutter jagtede Nisse Kvas rundt i køkkenet med den store ske. Så hver gang Nisse Tut næsten havde fat i diamanten, der lå på bunden, så rykkede Nisse kvas i snoren, så hun blev hevet væk fra den. Og nok kan Nisser holde vejret længe, men ingen Nisse havde nogen sinde overlevet Heksemutters suppe, så hvordan vil det mon gå med Nisse Tut.

Nisse Mink forsøgte at holde hovedet koldt, alt imens hun dukkede sig for det grønne klatter, der fløj af den store ske, hoppede over Nisse Kvas snor og undveg med snilde Heksemutters spidse hæle. Alt sammen mens hun både skulle holde øje med Mennesket Visdomsbog, der nu helt havde mistet sin fortryllelse, og lå synlig og klar på stolen, og hun på en eller anden måde skulle få stoppet det vanvid der udspillede sig i køkkenet.

Nisse Mink vidste, at den eneste, der kunne få Heksemutter til at forlade køkkenet uden kontrol, var Troldefar. Nisse Mink udtænkte en plan. Hun skulle op på Heksemutters gyngestol, rulle rundt på bogen, så hun lugtede af menneske, derefter ud til Troldefar og lokke ham ind i køkkenet.

Men dagen var til at planer skulle omdefineres og justeres. Der var ikke meget, der gik som forventet. Selvom hele året havde været på samme måde – mærkeligt og uforudsigeligt, så var det intet imod hvad planer og ideer blev udsat for i dag.

Mens Nisse Mink kravlede op på Heksemutters gyngestol, råbte Nisse Kvas op om, at halstørklædet næsten var trevlet helt op, og han snart måtte give slip på Nisse Tut. Nede i gryden var Nisse Tut blevet blå i hovedet, den grønne suppe havde mange kræfter i sig, og selv en sej Nisse kunne have svært ved at modstå Heksemutters magi.

Hvad Nisse Mink ikke vidste var, at Ingen andre – som i absolut ingen – havde nogensinde sat sig i Heksemutters gyngestol. End ikke Katten Hugo havde vovet et knurhår i den retning. Nisse Mink kravlede op, men blev søsyg, rundtosset og helt forvirret for stolen gav sig til at rokke i alle retninger. Selv den stærkeste storm kunne ikke skabe sådanne bølger, som stolen formåede at lave.

På forunderlig vis, og med en stor mængde nissesmidighed, lykkedes det Nisse Mink at komme op på sædet, hvor bogen lå. Hun havde tænkt, at hun blot skulle rulle rundt på den, og tiltrække menneskets duft, men stolen havde hoppet og danset så meget rundt, at Troldefars seler – som de havde brugt tidligere – var snoet sig rundt om stolen og bogen.

Troldefar kan som skrevet ikke lide mennesker, og hans seler var så vigtig en del af ham, at de vidste det. Så ikke nok med de var viklet om stolen og bogen, så slog de ud efter Nisse Mink, daskede og smaskede efter hende, så hun følte sig som en bordtennisbold i en kirkeklokke til julegudstjeneste.

Præcis hvordan vides ikke, men en sammensmeltning af alle kræfter, magi, vilje og styrke samt et mørt haltørklæde, nisser og hekseri i køkkenet fik med et det hele til at vælte som dominobrikker.

Gyngestolen væltede og strammede snorene der var på kryds og tværs i hele køkkenet. Det bevirkede at Heksemutters ene støvle blev fanget og hun mistede balancen, og greb ud efter det første hun kunne nå, med den hånd hun ikke havde skeen i.

Det var den store suppegryde, at Heksemutter fik fat i. Den var stor, dyb og af jern. Så tung, at den faktisk ikke kan vælte, men alt var ustabilt efter Troldefar havde væltet træer, gyngestolen havde hoppet og danset, og Rotter og Nisser havde hvirvlet op i jordens energi.

Men det endelige, der fik gryden til at vælte var Heksemutters kræfter, for det var under hendes værdighed at falde så lang som hun var. Derfor brugte hun alle sine kræfter, da hun fangede håndtaget på gryden, og mens hun svingede sig op, så tippede gryden til siden.

Den tippede så meget at Nisse Tut fik lidt luft og dermed overskud nok til at fange diamanten, som hun med sine sidste kræfter viklede sig selv og snoren om. Nu lå hun og svømmede rundt i den grønne suppe, som en blå smølf, der lyste i alle retninger.

Nisse Kvas begyndte straks at trække i snoren, udrede nisseknuder, mens han dukkede sig for den store ske, der skiftevis forsøgte at ramme ham, snoren, der holdt støvlen, og Nisse Mink der var ved at kravle ud af kattelemmen. Der fløj en strøm af ukvemsord fra Heksemutter, og de nærmest overdøvede Troldefars hylen og hvinen uden for.

Hvad alt dette kaos medfører, det kan du måske læse mere om i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *