Julekalender 2020

17. december

Nisse Kvas og Nisse Mink stod af Rotte-taxien ved Riget. 1 tur er gratis meldte Rotterne med et lunkent smil. I kalder bare, hvis I skal et andet sted hen. Måske er det os der kommer, måske nogle andre. Vi lever livet farligt, men vi er der altid. Tiden er til hurtige udskiftninger. Og væk var de.

Riget var kæmpe stort. Meget større end Nisse Kvas havde forestillet sig. Det summede på en særlig måde, men alligevel var lyden meget varierende fra de forskellige bygninger. Nede fra kælderen lød en klirrende lyd, der fik dem begge til at gyse og skynde sig væk.

Nisse Mink begyndte at fortælle om, at det var 23 år siden, at der var kommet lyde fra kælderen, men Nisse Kvas havde ikke tid at høre historien. Han brød sig egentlig ikke om uhyggelige ting, steder eller lyde. Og det lød ganske uhyggeligt, der fra kælderen syntes han.

Nisse Kvas havde set et skilt, hvor der stod noget med isolation. Og han vidste at Nisse Tut var isoleret, så det måtte være den vej de skulle. Men henne ved døren var der en tumult og en hel blanding af følelser. Det var som at købe en kageblanding, hvor alle krydderierne var mixet, så man skulle blot tilsætte vand. Lidt kunstig og ikke som hvis smagene var adskilt. Så noget der så rigtigt ud, men ikke var ægte.

Sådan var det ved døren. Alle menneskerne var som en blanding af følelser. Men der var ikke nogen god måde at få det forløst på. De ville gerne ind, men fik ikke lov, så følelser inde og ude kunne ikke mixes på den rigtige måde. Og det var noget rod, vidste Nisse Kvas – både for mennesker og Nisser.

Der stod en stor mand ved døren, som afviste de fleste, der prøvede at komme ind. Kun en besøgende pr patient lød det. Og alle skal bære maske og visir. Mange havde børn med, og var nød til at gå igen, da børnene ikke kunne være alene.

Nisse Kvas havde tænkt, at de kunne snige sig med en besøgende ind, og komme rundt, så de kunne finde Nisse Tut et sted, men nu måtte de stoppe op, og finde en anden måde at komme ind, og han skulle bestemt ikke via kælderen.

Om det var tilfælde eller mirakel vides ikke, men en sygeplejerske kom gående imod indgangen. Idet hun passerede Nisse Kvas og Nisse Mink, der bukkede hun sig ned, greb dem, og lagde dem øverst i sin taske. Sådan gør vi det, mumlede hun, og smilede til dørvagten, der forundret lukkede hende ind, helt uden at se dokumentation for hun arbejdede der.

Hvor skal I hen spurgte sygeplejersken. Nisse Kvas kikkede op af tasken, mærkede den rene kærlighed og så det lysende skær omkring hende. Vi skal finde Nisse Tut udbrød han taknemmeligt.

Uden Nisse Kvas vidste hvordan, så var de med et nået til en etage højt oppe. Han næsten følte at han fløj, sådan bankede hans hjerte af en helt ukendt fornemmelse. Nisse Mink sad med foldede hænder og snakkede om tro og visdomsmirakler.
Den rare sygeplejerske satte dem ved en aflukket afdeling, smilede så Nisse Kvas næsten smeltede. Herfra må I selv arbejde videre sagde hun. Vi kan gå den samme retning, men vores vej er vores egen, og væk var hun, lige så pludselig som hun var dukket op.

Nisse Mink vidste en masse om Riget og det at mennesker valgte at bo der i Julemåneden. Ensomhedssyndrom kaldtes det i bøgerne, men det passede ikke helt med den energi der var. Der var ingen besøgende på stuerne, ingen blomster ved sengene, og læger og sygeplejere småløb rundt iført dragter, masker, visir og handsker. Der var noget der ikke passede mellem videnskaben og troen mumlede hun for sig selv.

Nisse Kvas var ikke i tvivl. Han kunne mærke Nisse Tut tydeligere end nogensinde. Han kunne ikke høre hendes Nissehjerte slå, men han vidste, at hun var der. Med sin bedste vilje og største Nisse super kræfter fik han skubbet døren op. Han vidste egentlig at det ikke var nok, men han kunne mærke den lysende sygeplejerske ånd i ryggen og alting blev så let, også den store dør.

Derinde, der lå Nisse Tut, sammen med en hel masse mennesker. De lå alle helt stille, og der var koblet slanger og apparater til dem.

Nisse Kvas mærkede vigtigheden i at få hende ud af alle slangerne og få nisseliv i hende igen. Menneskene var også vigtige, men for at han kunne hjælpe dem, så måtte de få liv i Nisse Tut.

Hvordan Nisse Tut var end der, får vi nok aldrig af vide, men måske kan du læse mere i morgen om det lykkedes at få Nisseliv i Nisse Tut og hvad der så sker derfra.