15. december
Nisse Kvas sad med muslingeskallen fyldt med grød. Han skiftevis proppede munden, smaskede højlydt, flyttede noget skrald fra tøjet og rettede på sin hue. Alt sammen mens han lyttede til det, som Nisse Mink havde oplevet, og langsomt mærkede han, at hele hans styrke og livskraft kom tilbage.
Det var som om, de seneste mange dage kom tilbage som små brudtrykker til ham, og samlede sig som et spøjst puslespil, hvor de sidste brikker manglede for at vise hele billedet.
Nisse Kvas havde endelig forstået at denne her korn-spise-teori som Nisse Mink havde fablet så meget om, det var slet ikke om korn. Han sukkede lettet, for korn var altså ikke for en rigtig Nisse – måske Klid-Nisser, men dem havde han en smule foragt for.
Derimod var det en meget alvorlig ting den der konspiration. Den forvirrede mennesker, gjorde dem vrede og delte dem i mange grupper. Mere adskilte nu end nogen side før havde flere råbt de seneste dage. Han havde ikke ikke helt forstået hvordan mennesker kunne være adskilte, når de stod så mange stimlet sammen.
Sammenholdt med Nisse Mink der fortalte om ensomme vinduer, med næser trykkede flade mod ruden for at lytte til en sang, og se mennesker gå forbi.
Sammen sad de to Nisser længe og delte deres oplevelser. Det var så selv Nisse Mink var stille og helheden fremfor at finde flere ting at komme oven i. Indimellem, tænkte hun højt, er det nu smart at sætte sig lidt tilbage og kikke på det hele, inden man gør noget nyt.
Ja, nikkede Nisse Kvas, det skader aldrig at træde et skridt tilbage, for vejen frem er skabt ved, at du har været der før. Nisse Mink hoppede af begejstring – du siger noget. Hvor langt kan vi gå tilbage spurgte hun. Vi skal tilbage til at se hvor alt det her rod det opstod.
Nisse Kvas kunne ikke som Nisse Mink rejse på kryds og tværs i deres egen eller slægtens historie, og han skulle helt bestemt ikke på rejse i menneskets historie. Nisse Mink sukkede skuffet, men hun havde besluttet sig. Hun ville kalde på hr Ugle, når Nisse Kvas sov, for han havde sagt at han kunne hjælpe dem. Men indtil da, måtte hun sikre at Nisse Kvas havde noget at beskæftige sig med, og at han komme sove et godt sted.
Nedlukning. Nisse Kvas smagte lidt på ordet. Det var besk, lidt surt og syrligt. Det tog glæden ud af munden og begyndte at ringe for ørene. Nedlukning, gentog han. De har snakket om nedlukning hele dagen. Delvist og helt. Igen virrede han med sit hoved, hvordan kan man lukke delvist, altså enten gør man eller også gør man ikke.
Menneske er en særlig størrelse, de vil en helt masse midt imellem, for så kunne flere være tilfredse, forklarede Nisse Mink. Hun havde fået noget ud af sin tid som Nyhedsnisse. Jo mere fyld mennesker lagde i ordene, jo klogere synes andre de var.
Men det er meget værre ude i verden forklarede hun. Det siger de hele tiden derinde på Borgen. Det er meget værre ude i verden. Nisse Kvas fnøs. Det var da det værste sludder, han længe havde hørt. Man havde det nu engang lige præcis som man havde det. Hverken mere eller mindre. Og hvordan andre havde det. kunne ikke ændre på hvordan, man selv havde det. Så hvordan andre havde det, det var deres, og hvordan han havde, det var hans.
Men hvad er det egentlig, at de vil lukke spurgte han. Nisse Mink sukkede, jeg ved det ikke, men jeg er sikker på at det står i visdomsbogen. Der er nogen i den, der er gemt væk, så mennesker går nu efter viden og tomhed fremfor visdom og livet.
Nisse Kvas nikkede, et Sputnink-lysglimt viste sig for ham som en lysende stjerne. Han var blevet svag, det øjeblik han havde fundet hængekøjen. Jeg har det. Jeg har det udbrød han, rejste sig op og skubbede den helt rene muslingeskal fra sig og marcherede ind på Borgen.
Nisse Mink vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Mørket var ved at falde på, så skulle hun følge efter Nisse Kvas eller kalde på Hr Ugle og rejse i tiden.
Hvad hun vælger kan du måske læse mere om i morgen.
