14. december
Nisse Mink sad sammen med familien og kikkede på alle de ting de havde fået ind i går. Der var alt fra halve poser slik, friske grøntsager, indpakkede gaver, penge og gavekort.
Familien var helt overvældet og sad og snakkede om hvordan de delte alle de fine sager til nogen der havde brug for dem. De vidste at der var andre der trængte i denne tid. Nisse Mink hostede – det havde hun lært i disse dage, at man hostede, så fik man opmærksomhed. Både god og dårlig, men alle stoppede op og stirrede.
Det virkede også her, og Nisse Mink foreslog at de fik lavet en skål grød med rød sovs og bær, så hun kunne finde Nisse Kvas. Så selvom alle gerne ville fortsætte snakken om pakker, penge, indkøb og fordeling af resurser, så holdt de en pause og fik skabt den lækreste grød nogen sinde. Tilpas blød, tilpas rund, tilpas fed. Og et tvist af grønt på toppen – for det så så festligt ud til den røde farve.
Nisse Mink fik en stor skål med grød med til sin videre tur. Det var en muslingeskal fyldt helt op til randen og pyntet med røde bær. Den var så stor, at hun næsten ikke kunne bære den.
Om halsen fik hun en smuk lille lysende sten. Pigen i familien mente at den strålede lige så meget som Juletræet hvor de mødtes. I lommen fik Nisse Mink et lille tørklæde af det fineste silke, helt glat og blødt at røre ved.
God udstyret traskede hun langsomt afsted mod trappestenen, hvor hun havde efterladt Nisse Kvas.
Der gik ikke lang tid før en skygge bevægede sig over Nisse Mink. Om hun så trak sig helt ind til siden og stod stille, så stoppede skyggen over hende. Hun holdt godt fast i grøden. Meget kunne de tage fra hende, men ikke grøden.
Med favnen – og maven – fuldt af grød rettede Nisse Mink sig op mod skyggen. Hun lod sit lys stråle og bad skyggen vise sig, så hun kunne se hvem eller hvad den var.
De store blafrende vinger baskede, men Hr Ugle gjorde som han blev bedt om – han landede foran Nisse Mink og præsenterede sig. Jeg er Nisse Kvas trofast ven fra Kirkeskoven, jeg har været med jer hele vejen, men kan ikke blive set her i byen. Derfor er jeg her kun som en skygge. Men jeg kan hjælpe dig. Med flere ting.
Nisse Kvas er ikke længere på trinnet. Der kom nogen og fejede ham væk, og jeg kunne ikke følge ham, der hvor han kom hen. Men jeg kender bygningen. Der har været et vældigt kaos der den seneste tid, og i dag har de snakket om rigsret, svigte nationen og feje ting ind under gulvtæppet. Der har været rigtig mange mennesker der har ville sige en masse hele tiden, og mange af dem prøvede at lyde mere overbevisende end de følte sig, fortsatte hr Ugle.
Nisse Mink var forundret, hun vidste Ugler var kloge, men at de sådan kunne se gennem mennesker, var hun ganske imponeret over. Vil du vise mig hvor det er spurgte hun – og hvad er den anden ting du kan hjælpe med.
Jeg viser vejen nikkede Hr Ugle, blot følg skyggen, så kommer lyset. Og med en ukendelig tuden nappede han muslingeskallen ud af favnen på Nisse Mink og væk var han.
De var tættere på end Nisse Mink vidste, så kort efter stod de foran Borgen. Den var slet ikke som hun havde forestillet sig. Der var ingen jordvolde omkring, ingen nedbrudte bygninger, men en masse snak om dem. Mennesker rendte ind og ud, og store biler holdt alle vegne. De bøger Nisse Mink havde læst, der var heste, jord, marked, almindelige folk uden om, salg og handel. Der var virkelig noget som var anderledes.
Uglen landede umærkeligt ved siden af Nisse Mink. Jeg tror at Nisse Kvas er derover. Der er en flok mennesker der holder en demonstration. De har samlet affald i dag, fra gader og stræder og lagt det i en bunke for at vise deres mening.
Nisse Mink forstod slet ikke hvordan affald, skrald og meninger hængte sammen, og trods hendes evindelige nysgerrighed så slap hun tanken om at forstå. For hun havde hørt den dunkle lyd at sorte støvler imod fliser, og den helt særlige brummen, som hun var kommet til at holde af. Det kunne kun være Nisse kvas der var der et sted.
Hr Ugle rakte muslingeskallen til Nisse Mink, puffede hende i retningen af hvor hun havde hørt lyden. Kom, gå derhen og lad Nisse Mink gå efter duften. Hans næse fejler ingenting – hverken med mad eller fornemmelser. Og væk var han.
Nisse Mink satte sig, trak lidt ned i frakken, så hendes perlesten kunne lyse, mens hun bad til at duften ville finde Nisse Kvas – og han ville finde duften.
Om det lykkedes – det kan du måske læse mere om i morgen.
