21. december
Det var en alvorlig lille Nisseflok der begav sig hen imod Heksemutters hus. De var vågnet tidligt, mørket dækkede både oppe og ned og alt det, der imellem. De var tavse og koncentrerede, meget bevidste om hvad deres opgave var.
Energien var intens. Ikke kun pga deres mission, men der var et kæmpe energiskifte i gang i disse dage. Dagen i dag, var tilmed særlig. Det var vintersolhverv og naturens gang var at gå imod lysere tider, men det ville kun lykkedes hvis de fandt diamanten, ændrede på molekylerne og menneske ville se deres styrke og formål.
De var ikke gået langt, før end de mærkede Katten Hugo puste dem i nakken. Nisse Mink synes hun kunne genkende lugten af hans ånde og gøs helt inde i nissehuen. Katten Hugo gnæggede stille for sig selv. Heksemutter havde kun snakket om to nisser, så den tredje måtte være en godbid til ham. Han smaskede højt ved tanken, det var blot et valg hvilken Nisse, der ville smage bedst.
Nisserne fortsatte deres gang, de vidste at Katten Hugo ville angribe, hvis de stod stille, så de kom hurtigere mod Heksemutters hus end de havde regnet med. Hr. Ugle havde lovet, at han ville våge over dem, men de havde ikke set ham inden de tog afsted, så måske vidste han ikke, hvor de var.
Da de nåede til postkassen var de nød til at stoppe. Troldefar travede rasende rundt uden foran huset. Han var så rasende, for Heksemutter havde gjort et stort bad klar til ham, på den anden side af huset – og sagt at han ikke kunne få julemad før end han var ren. Og var det noget værre for en trold end et bad – nej vel.
Troldens hår strittede mere end nogensinde, halen svingede lystigt, så alt der var omkring den blev lagt ned. Selv store træer væltede under Troldefars vandring, men ikke et eneste træ turde ramme heksemutters hus.
De store brag er lød, når træerne knækkede og væltede fik ikke Nisserne til at trække sig. På en måde var det lettere for dem, at de ikke skulle lokke troldefar ud af huset, men omvendt, så var det yderst skræmmende at de skulle forbi ham nu.
Hvad gør vi hviskede Nisse Tut. Nisse Mink hvinede som svar, ikke som et svar til Nisse Tut, men fordi hun mærkede Kattens skarpe klo i nakken. Hun gik helt i panik og styrkede hen over den åbne plads, med Hugo lige i hælene. Han havde fået sit bytte fri herfra var det kun legen Musen efter katten – eller omvendt.
Selvom Nisse Mink kendte alle regler, forsvarsteknikker og overlevelsesstrategier, så glemte hun alt om dem, med Katten Hugo lige i nakken. Hun vidste, at han uden problem kunne slå en klo i hende og væk ville hun være. Hun løb det bedste hun havde lært, men med et faldt hun, så kort hun var, ved siden af et af de store træer. Træets rødder gispede efter liv på helt samme måde som Nisse Mink gjorde netop der.
Nisse Mink mærkede det kæmpe sug over hende, og hun nåede at tænke at nu var alting ude. Mørket ville vinde, stjerneskud forsvinde og visdommen ville blive brugt til Heksemutters suppe.
Men det var ikke Kattens klo der kom susende, det var Hr. Ugle, der kom i lige rette tid til at nappe Katten Hugo i halen. De to havde haft adskillige konfrontationer gennem tiden. Hr. Ugle måtte indrømme, at han jævnligt havde drillet Katten, når han kedede sig. Lidt som han og Fru Rotte havde drillet Nisse Kvas. Det kom til gavn her, for Katten Hugo vendte om og satte i fuld firspring efter hr Ugle.
Nisse Mink rejste sig og børstede sig med værdighed. Så er Katten klarede meddelte hun. Og igen nævnte nogensinde hendes hylen og skrigen. Opgaven var løst, og det var det vigtigste. Næste mål var at komme forbi Troldefar.
Som du måske ved, så kan Troldefar ikke lide lugten af mennesker. Der er for meget sæbe og spåner over dem. Nisser kilede hans næse, så han nøs, og han kunne lugte dem på mange meters afstand. Men det værste han vidste var at blive kildet under fødderne.
Det vidste Hr Ugle, så han havde hentet Fru. Rotte og hele familien., og her i det tidlige morgengry, hvor mørket stadig var mørkt, der kom hele Rottebanden og bevægede sig langsomt hen imod Troldefar. De var forsigtige, for han trampede rundt, og igen ønskede en flad fætter her op til jul.
Rotterne løb frem og tilbage under Troldefars fødder, sørgede for at halerne strejfede fodsålen og efterlod lange kildende spor. Det tog sin tid, før end Troldefar mærkede dem, der var en vis mængde skidt under fødderne.
Men til sidst lykkede det. Troldefar mærkede at det kildede og begyndte at hoppe rundt på et ben – først det ene, så den andet. Han bandede og svovlede, grinede og klukkede, og bandede igen. Jorden gyngede, Heskemutters hus rystede og Nisserne kunne næsten ikke stå på benene.
Mens Troldefar hoppede rundt, smuttede Nisserne ind i huset. Nisse Tut kom dog lidt efter de andre. Hun havde benyttet sig af at Troldefar var faldet og lå på ryggen med begge ben i vejret, så hun havde lånt hans seler, som de skulle bruge som katapult.
Inde i Køkkenet sad Heksemutter i sin gyngestol. Hun rokkede frem og tilbage og sagde mærkelige særlige uigenkendelige lyde. Nisserne synes næsten at hun lød helt menneskelig i sine lyde, hvilket gav mening, da de så at hun sad med den fortryllede hue i hånden.
Vi kan ikke give op nu, lød det bestemt fra Nisse kvas. Han spændte Troldefars seler fast til gyngestolen, trak en rød tråd ud af sit møre halstørklæde og gave Nisse Tut den i hånden. Så er det nu. Diamanten er nederst i suppegryden. Du har kun et forsøg, hviskede han og slap selerne.
Med stor præcision landede Nisse Tut lige midt i den grønne suppe. Det lille splop fik Heksemutter til at fare op og hen til gryden, hvor hun greb den store ske.
Hvad Hekesmutter gør med den store ske, om hun opdager Nisse Tut i gryden kan du måske læse mere om i morgen.
