19 december
Nisse Kvas talte og talte. Alle hans noter, koder og tanker bagved, imellem og under blev grundigt forklaret. Ind imellem stillede Nisse Mink og Nisse Tut uddybende spørgsmål, med stor nysgerrighed og interesse. Hr Ugles hoved virrede lidt på skrå, de store øjne blinkede næsten umærkeligt, når der var noget, han var ekstra opmærksom på.
Nisse Kvas samlede trådene – dvs nogle af dem – et sted. Det var så uendeligt vigtigt med treenigheden – som Nisse Tut, Mink og Kvas var – en samlet treenighed, med noget der var større end dem – som Hr. Ugle.
Så var der det med lyset, håbet og troen. Ikke troen som i at bede om noget, men den virkelige dybe tro. Den tro, der fik ting til en til at fortsætte, uagtet om vejen var klar og synlig. Troen, tilliden til at det er det rigtige.
Mennesker bad ofte, var taknemmelige og ønskede sig en masse ting. Men de skulle dybere ned. Helt ned i deres maver forklarede Nisse Kvas, og han blev et øjeblik distraheret af sin egen mave der, knurrede lystigt ved tanken om grød. Menneskene skal lære at tro igen fortsatte han efter det stykke tid.
Nisse Tut nikkede meget langsomt. Måske hviskede hun stille. Måske er det det jeg skulle opleve i alle de slanger og apparater, at møde menneskets tro og håb, mangel på samme og støbe nogle viljekugler som befolkningen kan få, så de kan vågne igen.
Med Nisse Minks beskrivelser af tidsrejsen i menneskehistorien, sammenholdt med Nisse Tuts refleksion og Nisse Kvas noter og opdagelser, kom de langt omkring i forståelsen for hvad der var sket, lidt om hvorfor, og meget om hvor de skulle hjælpe menneskerne hen til.
Engang, forklarede Nisse Kvas, engang der troede alle væsener på jorden. Der var plads til alle uden rigtig og forkert. Dyr, mennesker, væsener levede i et med naturen – jorden, luften, vandet og ilden. Det hele var med til at skabe en bevægelse, et flow og en retning. Ikke den samme vej, men egne veje, med sammenkoblinger undervejs til at styrke og forankre visdom.
Ja, fortsatte Nisse Mink, men så kom der et mørke, der dog lyset væk. Mørkede skabte bindinger, kontrakter og aftaler på skæve steder. Steder der fungerede ud fra løfter, trusler og frygt. Dem, der valgte troen på lyset blev jagtet, udskudt og sendt væk.
Men diamanterne er der stadig, udbrød Nisse Tut. Jeg så dem, mens jeg var væk. Det var som om jeg svævede i et hult univers, hvor jeg kunne se alting, men ikke var tilstede. Det er bag skyggerne at budskabet ligger. Ilden skaber lyset, når lyset er rigtigt, så springes stenene, hvori svarene ligger.
Hr Ugle prøvede at samle op. Vil de sige, at vi kan hjælpe lyset – og dermed mennesker og dyr – på vej. Nisserne nikkede ivrigt. Ja, vi skal finde deres treenighed, så lyset giver svaret, svaret giver budskabet og budskabet giver diamanten, så visdommen genopstår.
Selvom Hr Ugle er mægtig klog og han kan se gennem det hele, så var der noget her, som han ikke helt forstod. Hvad var det med diamanten, og hvordan skulle de få kontakt med lyset og visdommen.
Jo flere spørgsmål Hr Ugle stillede, jo mere stille blev Nisserne. For selvom de havde det hele lysende klart i nissehuerne og på noterne, så manglede det vigtigste – selve udførelsen.
De tre Nisser havde hver i sær en ide, et forslag til hvordan, men ingen af dem turde bringe det på tale. De vidste at det ville medføre en stor risiko.
Hvad det er Nisserne overvejer, kan du måske læse mere om i morgen.
