5. december

Nisse Kvas vågnede ved det korte lysblink. I et kort øjeblik virkede det som nordlyset, der strømmede om ham. Det var lysende, ubeskrivelige farver, fascinerende og skræmmende på samme tid. Blinket kom igen, og en mere klar gul farve bredte sig i den lille hule, hvor han og Nisse Mink havde sovet om natten. En gul stirrende farve, der næsten hynotiserede Nisse Kvas.

Heldigvis vågnede Nisse Mink og fik ham ud af trancen. Nisse Kvas vidste med et, hvad det var, han havde set, men inden han fik sagt noget rystede hele hulen. En kold skrabende lyd hvislede igennem nissehue og støvler. En lyd som Nissefætter Hjulus havde beskrevet engang, hvor han havde været med i menneskeskolen.

En sidste rysten og en endnu en skingrene lys blev afløst af et blændende lys og en pote med de længste klør Nisse Kvas nogensinde havde set. Det er ude med os hylede Nisse Mink i samme øjeblik, som kloen fik fat i hende og trak hende ud.

4.december 2020

Nisse Kvas gik rask afsted. Det var som om, de sorte støvler bevægede sig helt af sig selv. Halstørklædet var viklet 3 ½ gang rundt om halsen for at holde kulden ude. Den lune sweater var dækket af den ekstra tykke nissefrakke, den der blev lukket med de store blanke knapper. Og selvfølgelig huen. Nisser tog aldrig afsted uden deres hue. Det var nu engang der, al deres visdom sad.

Nisse Kvas skævede bagud, kikkede på Nyhedsnisse Mink og hendes struttende nye hue. Han var for længst holdt op med at lytte til hendes talestrøm, der var ikke plads til flere ord i hans hue før end han havde fået sorteret ud i noget af alt det, som Nisse Mink havde sagt.

Hvorfor var hendes hue så blank. Nyhedsnisse – fandtes de egentlig. Nisse Kvas havde aldrig hørt om den race før, ej heller set en i Kirkeskoven før. Korn-spise-teori, miljø-ak-ak-ak hvad var det nu. Noget der var skræmmende for miljøet havde Nisse Mink Sagt. Nisse Kvas stoppede brat op – Nisse Mink – det var bestemt ikke et rigtigt nissenavn, og med et synes han , han hørte Nisse Tut hviske – hvad om det slet ikke er en rigtig Nisse.

2. december 2020

Nisse Kvas tumlede lidt forvirret rundt. Det var som om en del af ham stadig var oppe i hængekøjen. Men langsomt fik han taget sig sammen. De sorte støvler blev fundet frem. De var tunge og solide, og han vidste at han kunne trave langt i dem. Han var ikke sikker på hvor han skulle hen, men noget i ham sagde at det var en lang rejse, han skulle ud på.

De spidse røde uldsko han plejede at gå rundt i blev sirligt sat ind i krogen, så spidserne lige præcis ramte knasterne i væggen. Sådan satte han altid skoene, og han vidste at øjet i knasten ville holde øje med dem og videreformidle hvis noget usædvanligt skete.

1. december 2020

Nisse Kvas sad og hang lidt på kanten af sin hængekøje. Han havde været så begejstret da han havde fundet den i skoven. Den havde ligget og lyst op på en sommerdag som den fineste blåhvide isflage, lige der midt i skovbunden.

Nisse Tut havde protesteret mod at han tog den med. Han havde grinet af hende, da hun sagde at hun fik ondt i maven ved at se på den. Den gjorde hende ked af det havde hun også sagt. Men den var så fin – den passede lige til en nissestørrelse og den var så smart, at den blev bredere når han møffede lidt rundt i den .