Julekalender 2020

23. december

Det var lykkedes for Nisse Mink at smutte igennem kattelemmen uden at blive ramt af heksemutters ske, eller grønne klatter. Hendes plan var at få lokket Troldefar ind i køkkenet, hvor han skulle lave så meget ballade, at Heksemutter jagtede ham ud. Derved kunne de få Nisse Tut og diamanten fri, og slippe væk derfra.

Troldefar reagere med det samme på duften af menneske. Så selvom det ikke var lykkedes Nisse Mink at rulle sig særlig meget i visdomsbogen, så var det rigeligt til at Troldefar reagerede. Han skiftevis hikkede af grin over at det kildede under fødderne, og brølede ved lugten af mennesker.

Vreden tog langsomt over, og Troldefar fik rejst sig i sin fulde styrke. Nisse Mink vidste at der var et vigtigt spænd mellem vrede og styrke. Vrede skabte ukontrollerede handlinger, mens styrke kunne transformeres til energi og give uanede kræfter. Derfor var det vigtigt, at hun sørgede for, at Troldefar forblev vred.

Inde i køkkenet havde Nisse Kvas fået ekstra travlt, nu, hvor Heksemutter kun havde ham og snoren at forholde sig til, og hun slog lystigt ud efter begge med den store ske, mens strømmen af eder og forbandelser fortsatte i en uendelig strøm ud af hende.
Nisse Kvas håbede at Heksemutter var så meget i ubalance, at virkningen ikke ville indtræde, for han ville nødig ende som en brøkdel af det hun udtrykte.

Nisse Kvas fordel var at han havde bundet knuderne så kun Nissekræfter kunne løse dem, men ulempen var at garnet var mørt, og tæt på at gå i opløsning. Han besluttede sig for at møde Heksemutters energi og lade hende spejle sig i den. Måske ville hun finde vej til det sted, hvor hendes knude blev bundet, så hun kunne opløse den.

Nisse Kvas vidste at det var farligt, for blev Heksemutter sluppet fri i sin egen energi, så var der ingen vej tilbage for Nisserne og dermed heller ikke for menneskene.

Da Heksemutter så sig selv i spejlet blev hun et kort øjeblik helt mild og rolig. Hun skar den grimmeste grimasse, der med lidt god vilje kan tolkes som et smil. Samtidig begyndte hun at udstødte små pludrende lyde, og trække tråden op til håret hvor hun bandt sløjfer og rottehaler alle de steder, hvor håret tillod det.

Nisse Kvas mærkede at hans kræfter – selv Nisse-super-kræfterne -var ved at rende ud. Han så at Nisse Tut i gryden blev mere og mere blå, og lufboblerne der ploppede op blev mindre og mindre.

Det var der at han bad om et mirakel gerne måtte ske, og dårlig havde han tænk tanken før køkkendøren fløj og ind væltede først Nisse Mink, og derefter Troldefar. Nisse Mink gled så lang hun var og kurrede hen over gulvet, og ramlede lige ind i Heksemutter.

Det ville normalt have været ude med Nisse Mink der, men her fik hun Heksemutter trukket væk fra sit spejl og knudepunkt, og kræfterne vendte tilbage til Nisse Kvas. Heksemutter havde været så fraværende, at hun kun så Troldefar er lå halvt inde i køkkenet.

Troldefar fægtede med den ene hånd, råbte at verden var i udbrud, for nisser og mennesker blevet til et. Med den anden hånd forsøgte han at holde sine bukser oppe, nu hvor selerne var væk, men de blev ved at glide ned, og lande om hans fødder.

Heksemutter blev særdeles rasende. Hun tålte ikke at nogen trodsede hende, og hun havde klart sagt, at Troldefar ikke skulle komme i hendes køkken, før end havde været i bad. Og enhver, der så ham løbe gennem skoven med bukserne om knæhaserne, hoppende over kviste, grene og træstubbe, med Heksemutter efter sig, svingende med den store ske, ved og kan lugte, at han ikke havde været i bad.

Hvor langt de løb, hvor de endte og om det store splask der lød og det uventede skybrud, som nogen betegnede som syreregn, havde noget at gøre med Troldefar og Heksemutter, det melder historien ikke noget om.

I køkkenet fik Nisse Mink og Nisse kvas travlt med at stable ting op, så de kunne nå op til gryden. Snoren var definitivt knækket, da Heksemutter styrtede efter Troldefar, og Nisse Tut sank langsomt til bunds i den store jerngryde.

Nisse Mink gik langt uden om gyngestolen. Hun havde lært at andres magi skulle hun ikke blande sig i, og selvom Visdomsbogen var vigtig, så var Nisse Tut endnu vigtigere.
Mens de knoklede det bedste som Nisser har lært, så kom Hr Ugle susende ind i køkkenet, lettere forpustet og tæt jagtet af den rødglødende Kat Hugo. Katten Hugo havde mere end en gang være så tæt på at få fat i Uglen, men hver gang var den undsluppet. Selv da han stod med en halefjer i hunden, var Uglen fløjet videre. Dog mere ustabil og diffus i sin retning, men Hr Ugle vidste, at enhver omvej, var den rette vej på vejen.

Hr Ugle dykkede ned på bunden af gryden, fangede Nisse Tut, der var viklet godt fast til diamanten og greb hende i næbet. Det skete så hurtigt, at ingen i køkkenet opdagede det, og Hr Ugle lod som om han landede på Heksemutters gyngestol.

Det blev for meget for Katten Hugo, og med et elegant kattespring og skarpe klør sprang han op og landede på sædet – i klar forventning om at nu havde han fanget Uglen. I et kort øjeblik kunne han endda smage den saftige og møre steg og mærke sin egen mætte og tilfredse mave i krogen bag brændeovnen .

Men så snart Katten Hugo landede i gyngestolen, slog den fra sig, men rysten, buldren og bragen. Og nu, der ikke var nogle store til at holde den fast, så bevægede den sig endnu mere hidsigt, end du nogen sinde har set et ulykkeligt barn gøre det.

Den vred og vendte sig, selerne sprang og sinde Katten Hugo på sin længste flyvetur nogensinde. Der hvor han landede, sidder han stadig og summer over hvordan mon egentlig en Ugle vil smage og hvor mange liv han brugte på den flyvetur.

Visdomsbogen landede med et brag på gulvet og virkede uendelig stor og tung.
Mon Nisserne nogensinde fik den væk fra Heksemutters hus og tilbage til byen og menneskene. Det kan du måske læse mere om i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *