Nisse Kvas sad og hang lidt på kanten af sin hængekøje. Han havde været så begejstret da han havde fundet den i skoven. Den havde ligget og lyst op på en sommerdag som den fineste blåhvide isflage, lige der midt i skovbunden.
Nisse Tut havde protesteret mod at han tog den med. Han havde grinet af hende, da hun sagde at hun fik ondt i maven ved at se på den. Den gjorde hende ked af det havde hun også sagt. Men den var så fin – den passede lige til en nissestørrelse og den var så smart, at den blev bredere når han møffede lidt rundt i den .
Så Nisse Tut havde fyldt den med gode ting og trukket den i elastikken hele vejen hjem. Det havde været lidt svært, for ved hver et bump i skovbunden havde den virket som en katapult og ting var røget ud af den.
Lige så stædig som Nisse Kvas havde været med at få den hjem, lige så træt af den var han nu. Lige siden han havde lagt sig i den, var der ikke rigtig sket noget. Sommeren og efteråret var på en mærkelig måde forsvundet uden, han havde lagt mærke til det.
Ingen havde inviteret til Nissefesten. Gammelfars fødselsdag var der noget mærkeligt ved, det var som om, at ingen ville tale om den. Nisse Kvas gumlede længe på en tør kogle – det var faktisk længe siden, at han havde snakket med nogen eller hørt nogen pusle i krogene.
Nisse Kvas vidste godt, at det nu var decembertid – den smukkeste tid på året, hvor alle sanserne boblede og legede med. Men lige nu var der ingen sanser, der boblede. Ingen frisk gran til at kilde i næsen, ingen smukke røde klokker, der bimlede når de blev fanget i vinden. Ingen velsmagende krydrede kager eller lækker grød i skålen. Årets bløde halstørklæde, som Nissemor plejede at strikke, var heller ikke kommet endnu. Der var faktisk rigtig meget, der slet ikke var som det plejede.
Nisse Kvas kikkede sig omkring. Han så at Nisse Tut havde tændt et enkelt lys, der stod og blafrede, men helt nede, så det var længe siden, at hun havde været der. Der lå en seddel ved siden af – jeg rækker ud efter stjerneskuddet. Det var Nisse Tut, der havde skrevet den. Nisse Kvas kendte de runde former og hjerterne i bogstaverne.
Han blev med et helt bekymret – lyset betød alt for Nisse Tut. Hvor var hun, hvad var der sket, siden han kom hjem, og hvorfor virkede alting så anderledes. Og hvilket stjerneskud var det Nisse Tut rakte ud efter.
Måske der er svar på noget af det i morgen
Nisse Kvas tumlede lidt forvirret rundt. Det var som om, en del af ham stadig var oppe i hængekøjen. Men langsomt fik han taget sig sammen. De sorte støvler blev fundet frem. De var tunge og solide, og han vidste, at han kunne trave langt i dem. Han var ikke sikker på, hvor han skulle hen, men noget i ham sagde, at det var en lang rejse, han skulle ud på.
De spidse røde uldsko, han plejede at gå rundt i, blev sirligt sat ind i krogen, så spidserne lige præcis ramte knasterne i væggen. Sådan satte han altid skoene, og han vidste, at øjet i knasten ville holde øje med dem og videreformidle hvis noget usædvanligt skete.
Han trak den hjemmeklippede striktrøje over sig. Nisse Tut havde sagt, at det var spidsen af en strømpe, som han havde klippet hul i til hoved og arme. Men den passede så fint, og resten af den store klud var brugt til tæpper og puder i den hyggelige hule.
Nisse Kvas havde siddet længe og kikket på Lyset, der var næsten brændt ud. Det havde taget mange Nissetanker for at regne ud, hvad han skulle gøre. For på den ene side kunne han ikke lade lyset brænde ud, for det ville futte hele hytten af. Og på den anden side kunne han ikke forlade hytten uden at lyset brændte. Så han blev så glad, da han kom i tanke om lyset henne i kirken. Det kæmpestore lys deroppe hvor præsten talte.
Nisse Kvas var straks gået hen til kirken. Meget usædvanligt havde hverken Uglen eller Rotten været der. De plejede ellers ikke holde sig tilbage for at skræmme ham og nappe ham i huen, eller hive i halstørklædet. Og så lige i dag, hvor han havde brug for deres hjælp til at få Lyset hen til hulen.
Nisse Kvas var kravlet op til lyset, men lige meget hvor meget han brugte sine Nisse-supermands-helt-særlige-powerkrafter, så rykkede lyset sig ikke ud af stedet. Det havde han aldrig oplevet før.
Mens han sad der, kom Præsten ind sammen med en familie. Nisse Kvas kendte dem godt. De blev kaldt bogstavfamilien, så han tænkte at de måtte være meget kloge. Men måske ikke så kloge alligevel, for både de og præsten havde taget en hængekøje for munden. Nisse Kvas sad og slog sig på låret af grin. Det så så morsomt ud, og så fjollet at så kloge mennesker som en præst og Bogstavefamilien kunne tro, at de kunne ligge med hovedet i en hængekøje. Det var for sjovt.
Kun Baby-barnet i armen og nogle af de mindste børn havde ikke hængekøjer på. De rendte rundt over det hele. Kravlede over bænkene, var oppe af alle trapper og alle vegne. Det var ligesom at se alle hans brødre og søstre til Nissefesten.
Med et opstod en frygtelig tumult, for nogle af børnene var kommet hen til Nisse Kvas, og de begyndte at skændes om det var en Nisse eller en trold, om det var en mand eller en dame og om han var levende eller en figur.
Nisse Kvas spruttede – en Trold – om han måtte være der – og en mand eller en dame, det var sådan noget mennesker havde fundet på. Nisser var Nisser. Sådan var det. En Nissepige ja, en Nissedreng ja, men en Nisse. Og om han var levende – selvfølgelig var han levende, bare lidt omtåget og uden sine Nisse-super-kræfter lige nu.
I deres iver fik børnene væltet en masse ned på gulvet – også lyset og Nisse Kvas. De trillede begge hen under en bænk, hvor Nisse Kvas valgte at ligge helt stille. Han vidste godt, at når der var mennesker, så var der nogle særlige regler med, at man ikke skulle sige alt hvad man så, og så man noget, så var det ikke sikkert man skulle sige det. Og havde de gjort det, sagde de, at de ikke havde. Meget forvirrende. Så den tumult der opstod og at alle råbte af hinanden, der ville Nisse Kvas ikke blande sig. Han lå blot og spekulerede på, hvordan han skulle få lyset hen i hulen, så der var lys hvis Nisse Tut kom hjem.
Langsomt forsvandt menneskene og i ekkoets støj hørte Nisse Kvas Præsten snakke om, at der også kun måtte være 10 sammen, så måske var det godt at vente.
Nisse Kvas vidste ikke, hvad de skulle vente med, og tanken slap ham, for med et mærkede han noget uendelige blødt på sit ben. Noget så blødt som han aldrig havde oplevet – det var dejligt, men det virkede meget levende, så han holdt vejret meget længe, usikker på hvad det var.
Har Nisse Kvas grund til bekymring, og får han lyset tilbage til hulen – det får du måske svar på i morgen.
Nisse Kvas lå op imod lyset, men det blev ved at kilde på hans ben, og lysten til at putte sig ind imod det bløde, der lå lige ved siden af ham, blev større og større. Tilsidst kunne han ikke lade være. Han vendte sig om og næsten kravlede ind i en hel favnfuld af blødhed, duft og varme.
Hov hov, lød det lidt fortørnet, følger du slet ikke med i nyhederne og ved, at dette der kan være krænkende. I øvrigt er det også forbudt at være så tæt på, men selvfølgelig var det mig der først kom tæt på, så måske det slet ikke var din fejl. Og jeg tog det altså ikke som en krænkelse. En krammer er altid godt.
Stemmen blev ved og ved, aldrig havde Nisse Kvas hørt så mange ord på en gang. End ikke bogstavfamilien havde sagt så mange ord, og de var endda mange tilsammen og frygtelig kloge.
Ska du have hjælp, fortsatte stemmen, og Nisse Kvas fik sig endelig frigjort af alt det bløde, rejst sig i sin fulde højde, rettet på Nissehuen og viklet sig ud af det stribede halstørklæde. Han rømmede sig samtidig med at han sukkede lidt – halstørkldet, det var mørt, men måtte holde til at den årlige pakke fra Nissemor dukkede op, hvis den altså dukkede op.
Tanken om pakke måtte vente, først måtte han finde ud af hvad dette talende bløddyr var for noget, så med alt sin nisse-autoritet rettede han sig op og meldte, Nisse Kvas her, 1 Nisse af Kirkeskovens julehule, og De er. Nisse Kvas vidste, at man skulle være høflig når man henvendte sig til fremmede, så det var vigtigt at være De´s.
Den talende stemme begyndte at grine og frem af alt det bløde dukkede en splinterny spids og ubøjet nissehue frem. Melder, klukkede stemmen, melder at her er Nyhedsnisse Mink på første selvstændige mission. Jeg dækker fra skovbunden, og du er den første Nisse jeg har set, så må jeg spørge dig om hvad du mener om korn-spise-teorierne.
Nisse Kvas blev helt stum. Han var helt benovet over den spidse Nissehus, og helt ubevidst forsøgte han at rette sin egen temmelige bøjet hue ud. Nyhedsnisse Mink. Han huskede ganske tydeligt at Nisse Tut havde snakket om nyheder og fortalt at skovens dyr næsten var forsvundet, men hvordan kunne der så stå en Mink foran ham, og så en Mink sådan ud, talte den egentlig, og kunne den blive til en Nyhedsnisse. Det var alligevel mange spørgsmål og tanker på en gang oppe i hans hue.
Nyhedsnisse Mink opgav at få et fornuftigt ord ud af Nisse Kvas. Kom sade hun, vi triller lyset op på de her perler – det er fra den skøre dame, der er miljøaktivist, og som lukkede alle dyrene ud af den døde forretning – det er derfra jeg har denne bløde jakke.
Nisse Kvas nikkede, han forstod ingenting, men sammen fik de rullet lyset op på perlerækken og langsomt trillede de lyset hen til julehulen. Det var i sidste øjeblik, for flammen på det gamle lys var næsten fået ud. Men ved Nyhdsnisse Minks utrættelige talestrøm og Nisse Kvas særlige super power kræfter, så fik de resjt det store Kirkelys op, og tændt vægen. Nu var der lys længe nok til at Nisse Tut kunne komme hjem, hvis hun da kom hjem.
Det var som om Nisse Kvas fandt sin egen styrke igen ved tanken om at Nisse Tut var blevet væk. Mens han ventede på, at der blev en pause i Nisse Minks talestrøm – så han kunne finde ud af hvad det hele var for noget – så gik han og pakkede et klæde med de ting, som han mente der var vigtigt at få med.
Pjalten blev bundet godt fast på en rød og hvidstribet stok. En af dem, som børn fik til juletid. Den var så god og mulit-et-eller-andet. Han kunne ikke huske hvad Nisse Tut kaldte den. Hun kunne så mange sjove ord – men dog ikke så mange ord som Nisse Mink.
Han kunne bruge stokken over skulderen til at bære pjalten. Den kunne bruges som stok op af seje skråninger. Der var altid til et mellemmåltid og så var den dejlig fedtet og gled ikke ud af hænderne. Nisse Kvas var tilfreds med sig selv.
Så, brummede han for sig selv, så er jeg klar.
Om det var Nisse Kvas eller Nyhedsnisse Mink der blev mest overrasket over at der var lyd i Nisse Kvas. er svært at sige, men i hvert fald blev der med et helt stille.
Om Nisse Kvas får spurgt om noget, mens der er stille, og hvad der er han vil spørge om det får du måske af vide i morgen. Og hvad skal Nyhedsnisse Mink, nu hvor Nisse Kvas han går, det ved vi heller ikke noget om, så læs med og se hvad der sker.
Nisse Kvas gik rask afsted. Det var som om, de sorte støvler bevægede sig helt af sig selv. Halstørklædet var viklet 3 ½ gang rundt om halsen for at holde kulden ude. Den lune sweater var dækket af den ekstra tykke nissefrakke, den der blev lukket med de store blanke knapper. Og selvfølgelig huen. Nisser tog aldrig afsted uden deres hue. Det var nu engang der, al deres visdom sad.
Nisse Kvas skævede bagud, kikkede på Nyhedsnisse Mink og hendes struttende nye hue. Han var for længst holdt op med at lytte til hendes talestrøm, der var ikke plads til flere ord i hans hue før end han havde fået sorteret ud i noget af alt det, som Nisse Mink havde sagt.
Hvorfor var hendes hue så blank. Nyhedsnisse – fandtes de egentlig. Nisse Kvas havde aldrig hørt om den race før, ej heller set en i Kirkeskoven før. Korn-spise-teori, miljø-ak-ak-ak hvad var det nu. Noget der var skræmmende for miljøet havde Nisse Mink Sagt. Nisse Kvas stoppede brat op – Nisse Mink – det var bestemt ikke et rigtigt nissenavn, og med et synes han , han hørte Nisse Tut hviske – hvad om det slet ikke er en rigtig Nisse.
Nisse Kvas stoppede så brat op, at Nisse Mink tumlede ind i ham og væltede rundt med alle sine sager. Der var mange vigtige og fine ting havde hun forklaret ham på vejen. Hvad de var og hvad de gjorde havde Nisse Kvas ikke lyttet til. Han var nu engang så meget Nisse, at det der var vigtigt her og nu, det kom i første række.
Nisse Mink ting lå ud over det hele, og selv var hun tumlet ned af en skråning og hendes bløde frakke hang fast i en tjørn, så hun ikke kunne komme fri. Her opdagede Nisse Kvas så, at Nisse Mink kunne hyle meget højere end hun kunne tale. Der gik lidt tid før end Nisse Kvas fangede ordet Hugorm – der er en hugorm skreg Nisse Mink – lige under mine fødder. Hun sprællede så meget med benene at Nisse Kvas måtte grine. Det lignede at hun prøvede at cykle rund i en tornado – men havde glemt cyklen, og nu prøvede at holde balancen uden den.
Nisse Mink synes bestemt ikke det var sjovt at blive grinet af, og slet ikke da hun opdagede, at det hun troede var en hugorm, blot var ledningen til hendes mikrofon.
Mens Nisse Kvas hjalp med at pille torne ud af frakken, og en enkelt ud af Nisse Minks bagdel, så han, at hun havde den helt særegne nissesparkedragt inden under det bløde frakke. Det gjorde ham helt rolig, men også lidt utilpas, for hvad var hun for en størrelse, og hvad ville hun helt herude i skoven.
Nisse kvas gik tænksomt videre, han måtte se at finde ud af det hele. Det var mørkt, kun resterne af fuldmånen lyste ned på dem. De måtte til at finde et sted at sove, men selvom der lå mange hængekøjer rundt omkring havde han ikke lyst til at bruge nogen af dem. Hver gang han så dem, hørte Han Nisse Tut klage over hun havde det dårligt.
Han vidste Heksemutters og Troldefars hus lå i udkanten af skoven. De havde for mange år siden aftalt at hvis de ikke forstyrrede hinanden, så var skoven stor nok til dem alle. Hekse, Trolde og Nisser.
Nisse Kvas var lidt ærbødig ved tanken om Heksemutter. Det var som om hun kunne se ind i den mindste krog af alting, og de kroge som Nisse Kvas slet ikke vidste eksisterede. Og så mumlede hun sære remser, ord og lavede fagter med hænderne.
Troldefar, uhhh, Nisse Kvas vidste ikke om han skulle advare Nisse Mink. Han lod være, men sendte en stille bøn op til det Høje Nord, og bad til at Troldefar var gået i hi og sov ganske upåklagelig. Han skulle nødig forstyrres.
Jo tættere på huset de kom, jo mere stille blev Nisse Mink. Det var som om hun helt naturligt vidste, at her var man stille og udviste respekt. Med et hev hun Nisse Kvas i huen – se der – kan vi sove deroppe hviskede hun næsten lydløst.
Nisse Kvas nikkede, og sammen kravlede de op af den stejle pæl til en smal metalboks, hvor porten fortil blev åbnet ved at trækket i flaget på siden.
Dagen havde været lang og både Nisse Kvas og Nisse Mink var trætte. Men inden de faldt i en dyb varm søvn i Nisse Minks jakke delte de en tør nød, der lå i hjørnet af boksen og Nisse Mink fortalte at hun slet ikke hed Nisse Mink, det var blot et dæk navn hun havde taget.
Hvor de har lagt sig til at sove, og hvad Misse mink dækker over, det kan du måske læse mere om i morgen
Nisse Kvas vågnede ved det korte lysblink. I et kort øjeblik virkede det som nordlyset, der strømmede om ham. Det var lysende, ubeskrivelige farver, fascinerende og skræmmende på samme tid. Blinket kom igen, og en mere klar gul farve bredte sig i den lille hule, hvor han og Nisse Mink havde sovet om natten. En gul stirrende farve, der næsten hynotiserede Nisse Kvas.
Heldigvis vågnede Nisse Mink og fik ham ud af trancen. Nisse Kvas vidste med et, hvad det var, han havde set, men inden han fik sagt noget rystede hele hulen. En kold skrabende lyd hvislede igennem nissehue og støvler. En lyd som Nissefætter Hjulus havde beskrevet engang, hvor han havde været med i menneskeskolen.
En sidste rysten og en endnu en skingrene lys blev afløst af et blændende lys og en pote med de længste klør Nisse Kvas nogensinde havde set. Det er ude med os hylede Nisse Mink i samme øjeblik, som kloen fik fat i hende og trak hende ud.
Nisse Kvas havde genkendt poten. Det var Katten Hugo, Heksemutters trofaste kæmpestore grå skovkat. Ingen, som i absolut ingen skulle forstyrre hans territorium. Nisse Kvas synes næsten, at han kunne høre den kvasende lyd af Nisse Mink, der blev spist, og han vidste ikke om han skulle bede en bøn for hende eller ham selv.
Inden Nisse Kvas nåede at beslutte sig kom poten susende igen, hurtigt, lydløst og totalt overraskende og slog sig godt fast i Nisse Kvas. Mere overraskende var dog, at Nisse Mink ikke var spist. Hun hang i en af Hugos tænder, og kunne en masse gloser, som Nisse Kvas vidste ikke hørte en Nisse til.
På behændig vis fik Katten Hugo svinget Nisse Kvas op i munden, så han han på den anden tand, og langsomt, meget langsomt gik Hugo op imod Heksemutters hus. Et imponerende hus, det måtte begge Nisser indrømme. Det så trygt og fredeligt ud ved første øjekast, men jo tættere på de kom, jo mere levende og utrygt blev alting. Det var som om alt var levende, som om der var øjne allevegne, men ingen kikkede direkte på dem, ingen smilede, talte eller bød velkommen. Alting sitrede og afventede reaktioner fra alle andre.
Det var som en kasse heksehyl i en brændeovn tænkte Nisse Kvas – der hvor det er for sent, man vil gerne afværge, men uheldet er sket.
Det må være her at Grimm er vokset op hviskede Nisse Mink, lige præcis sådan står det beskrevet i eventyret om Hans og Grete, dette er bare meget mere levende og uvirkeligt. Nisse Kvas brummede, han kunne ikke se så meget eventyr lige nu.
Katten Hugo satte dem ned på trappetrinnet. Det største trin nogen sinde, dækket med blomster, krukker og planter, men alt snoede sig ud, og blev levende mens de lå der, og ikke turde røre sig.
Tro ikke, hvislede Hugo, at jeg ikke vil spise jer. De lysende øjne næsten grillede de to nisser, der helt instinktivt rakte ud efter hinandens hænder. Men, fortsatte Hugo, Pandamien gør, at det ikke er muligt. Og Heksemutter er ved at koge suppe på de grønne aftaler og afgifter. Deri vil I nok gøre mere gavn.
Nisse Kvas var helt forvirret, hvad var alt det her for noget. Hvorfor havde Katten Hugo ikke bare spist dem. Hvad var det for nogle pandaer, mon de var stukket af fra ZOO, eller kom de hele vejen fra Kina. Hvad med alt det som Nisse Kvas havde fortalt ham i aftes, om dæknavn, korn-spise-teorier og meget andet.
Hvad var det, hun havde sagt lige inden han faldt i søvn. Dumhed kan også været et udtryk for bevidst uvidenhed. Det havde lydt meget klogt, da hun sagde det. På en måde gav det også mening, men Nisse Kvas kunne ikke fange den lige nu.
Katten Hugo daskede til dem, som om de var to halvdøde mus, han gerne ville fange igen. Her er ingen dyr mere, hvislede han, kun Nisser – og han vendte dovent de stirrende øjne hen på Nisse Mink – bare til information, jeg kan tale med Heksemutter, men Troldefar, han kan ikke fordrage lugten af mennesker.
Det var de sidste ord Hugo sagde inden han gav dem begge et dask så de ganske ublidt røg ind igennem kattelemmen, og landede lige ved siden af Heksemutters kæmpestore ildelugtende skørt.
Om det er heksemutter eller Troldefar der først får øje på de to Nisser, det må du læse mere om i morgen.
Heksemutter hvæsede, rystede og steppede rundt, som fyrværkeri på en klar himmel. Hendes fødder var alle vegne og ingen steder på samme tid. Nisse Kvas mente bestemt, at der måtte være noget større end Julemanden , siden at de ikke var blevet trampet i stykker.
Her lugter af menneske, hvislede Heksemutter. Hver gang hun nævnte menneske blev der rørt rundt i gryden, med sådan en iver, at det kunne være et elektrisk piskeris – udover at der ikke var noget strøm i Heksemutters hus.
Det havde engang været tæt på at blive indlagt, men arbejdsmændene nægtede at komme tilbage efter Troldefar havde forsøgt at riste en vildfaren Rotte med nogle løse kabler og huset næsten var brændt ned.
Troldefar var stadig vrissen efter den dag. Ingen vidste helt om det var fordi, han ikke fik spist rotten, eller om det var den strittende hårpragt han efterfølgende havde fået, og lige meget hvad han gjorde, så strittede håret ud til alle sider.
Uglen havde endda fortalt, at Troldefar efterfølgende havde beskyldt Heksemutter for at være i ledtog men menneskene. Uglen var næsten faldet ned af grenen, da hun fortalte det. Det havde ikke været et kønt syn at se Heksemutter da hun hørte beskyldningen. Hun var rødglødende af raseri, og havde næsten startet en kæmpe skovbrand, da hun jagtede Troldefar gennem skoven, kun i ført sine plisserede natbukser, en morgenkåbe af kyllingefjer og udstyret med den største kagerulle du kan forestille dig.
Med et blev det hoppende gulv helt stille, og en krogede spids næse kom styrtende ned imod dem. Et par små stikkende øjne stirrede direkte på Nisse Kvas og Nisse Mink.
Lige så hurtige kom en snoet negl – der prikkede dem begge i maven, og med en uhyggelig stille lyd hev hun dem begge op på køkkenbordet. En høj skammel blev hevet hen til bordet og den knoglede bagdel passede i den, helt som Nisse Kvas og hans røde filtsko.
Heksemutter lagde armene over kors, men de lange hænder var hele tiden i gang, og prikkede igen og igen til Nisse kvas og Nisse Mink. De blev vendt og drejet, blidt, ublidt, forsigtigt og med en overraskende respekt. Der lugter af menneske, hvislede Heksemutter igen og igen, mens den snoede negl bankede og prikkede alle steder på Nisse Kvas.
Et brøl afbrød med et stilheden. Heksemutter sprang op, greb Nisse Kvas og Nisse Mink og satte dem op i et skab , der var fyldt med dåser, æsker, papirsposer og andet. Der var en ækel, insisterende duft, der på samme tid var lokkende, frisk og genkendelig.
Nisse Kvas turde dog ikke gå på opdagelse, for køkkenet var blevet til en stor mørk pulserende skygge. Det var Troldefar, der var kommet. Frådende og rasende begyndte han at hive gryder og potter ned fra væggene – hvor er de brølede han. Jeg kan lugte dem, de er her.
Han lavede et frygtelige spetakkel, og nærmede sig skabet hvor Nisse Kvas og Nisse Mink sad i. Den store runde næse svingede op og ned, og blev næsten blålilla i iver efter at finde frem til det den kunne dufte. Nisser, mennesker – jeg kan dufte dem. Hvor er de brølede han igen.
Nisse Mink havde aldrig hørt nogen brøle så højt, og hun var glad for at der var låge for skabet, for ellers var hun drattet ned i bar forskrækkelse – og enten blevet grebet af Troldefar, eller havnet i Heksemutters gryde. Og hun ville ikke være en del af den grønne aftale, Heksemutter var ved at koge sammen. Hvem, vidste hvad den bestod af, og hvordan den ville virke på en Nisse.
Troldefar nærmede sig skabet og gryden, men idet han skulle til at række op mod skabet løftede Helsemutter sin træpind. Du ved det, hvislede hun. Du kender valget. Skabet er mit, staven er min – du kan vælge. Åbner du, så meget som overvejer du at åbne, så svinger jeg staven.
Troldefar trak sig langsomt tilbage, han huskede stadig dengang hvor han længe havde overvejet at lede efter heksemutters særlige kager i netop det skab. Han havde været så tæt på at åbne det, at heksemutter havde svinget staven – og i 47 timer var han blevet forvandlet til en havfrue på havet bund. Ham, der hadede vand. Uhh, han skuttede sig og trak sig så langsomt tilbage til sin egen stue.
Hvad det var, der fik heksemutter til at beskytte Nisse kvas og Nisse Mink – det kan du måske læse mere om i morgen.
Nisse Kvas og Nisse Mink stod mussestille i skabet. De vidste at hvert et pulver, hvert et korn, hver en damp kunne skabe de vildeste forvandlinger.
Heksemutter smiskede og smaskede højlydt. Det var som om hun havde glemt alt om Nisserne efter Troldefar var gået. Men med jævne mellemrum kom den krogede negl op og bankede på skabslågen. Det var næsten helt OCD-agtigt tænkte Nisse Kvas. Måske Heksemutter havde kogt en af Bogsavebørnene.
Undskyld hviskede Nisse Mink med et. Undskyld, jeg har ikke været helt ærlig, fortsatte hun og pegede på sin hue. Det er denne her, der lugter af mennesker. Det er menneskenes visdomsbog. Jeg fandt den, den lå der helt fortabt. Menneske er ved at miste deres evne til at bruges deres visdom. De bliver sendt i samme retning og buret inde. Børn og voksne må ikke mødes, og glæden er ved at være væk. Man pakker de gamle ind i plastic og gemmer dem helt væk.
Nisse Kvas vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han vidste at det var sandt, for første gyldne nisseregl var at Nisser altid siger sandheden. Han synes nu også at det var en mærkelig form den bog havde.
Jeg tryllede den om – bogen – fortsatte Nisse mink. Det var den eneste måde jeg kunne få den med. Der var en hoben af gale mennesker i hvide dragter. De fangede alle dyrene og slog dem ihjel en efter en. Dyrene kikkede på mig med store bedende øjne, men jeg kunne ikke hjælpe dem. Men jeg lovede dem, at jeg ville bære deres pels og deres navn så de blev husket og ikke forsvandt ud af historien, som mange af de andre ting, som menneskene forsøger at slette i denne tid.
Nisse Kvas nikkede. Det gav mening. Det var som om at der var kommet et tomrum over Kirkeskoven den seneste tid – ja, lige siden han havde fundet den blåhvide hængekøje. Ord var også blevet vanskeligere og mere uforståelige. Det havde han ikke tænkt over, for Nisse Tut havde altid det rette ord i lommen.
Nisse Tut, spurgte han, ved du noget om hvor hun er?
Nisse Mink var meget længe om at svare. Jeg er ikke sikker. Men jeg tror hun er i det store hus, som de kalder Riget. Der er slanger og klæder alle vegne. Jeg kom kun derind fordi jeg forklædte mig som Nyhedsnisse. Men jeg fik ikke lov at stille spørgsmål. Alting var sat op – helt som når de filmer Disney film og prinsessen kan tale med alle dyrene – og alting ender godt.
Nisse Kvas rømmede sig. Han havde kendt Nisse mink længe nok til at vide at hun kunne snakke i timevis om at være prinsesse, leve i skoven, naturen og alt var rosenrødt og fyldt med bjældeklang. Lidt sådan som det plejede at være , tænkte Nisse Kvas, altså inden alt det her mærkelige noget var kommet.
Hvad gør vi spurgte han, og sammen stod de længe og lod deres nissehuer arbejde på en løsning. Jævnligt blev der banket på lågen, og hver gang for de sammen, bange for at nu var det ude med dem. De måtte væk derfra.
Med et sprællede Nisse Kvas, og helt instinktivt så dansede hans sorte støvler en herlig træskodans. Det gjorde de altid, når han havde fået en genial ide.
Stillede hviskede Nisse Mink – Heksemutter kommer – og hun har Hugo med. Det er hans spisetid.
Hvad det er for en ide Nisse Kvas har fået kan du læse mere om i morgen, medmindre de er blevet til kattemad inden da.
Nisse Kvas dirigerede forsigtigt Nisse Minks arme. Lidt op, nej stop, forsigtigt, pas på. Det var ganske vanskeligt at dirigere så stille, når han holdt fast i en tråd fra væggen, og lænede sig forbi den bøtte han stod ved siden af. Den duftede så krads at selv knasterne i væggen hjemme i nissehulen ville vende sig om, hvis den bøtte kom ind for døren.
Nisse Mink var ved at tage sin nissehue af. Den nissehue hun havde tryllet menneskets visdomsbog om til. Det var en del af Nisse Kvas geniale ide. At huen skulle blive i skabet her hos Heksemutter, det var det mest sikre sted, at de kunne gemme den. Der var ingen udover Heksemutter, der kom ind i det skab, og Heksemutter virkede som om hun havde glemt alt om dem.
Derfor var det vigtigt at de ikke væltede noget. Både fordi de ikke skulle forstyrre Heksemutter eller Katten Hugo, der spruttede og hakkede og sejlede rundt efter han havde fået serveret noget af den grønne suppe fra gryden. Men også fordi ingen vidste hvilken virkning indholdet havde – måske lige udover Heksemutter.
Endelig lykkede det Nisse Mink at få huen af, og lige så forsigtigt sænkede hun den ned, så den stod snorlige på række sammen med alle de andre krydderier. Må jeg trylle lidt hviskede hun, bare lidt? Nisse Kvas gøs. Nisser tryller ikke, og slet ikke blandet med Hekseenergi.
Jeg vil bare bruge lidt Nissemagi, så huen bliver usynlig. Magi er en anden slags brummede Nisse Kvas, det kunne de klogeste Nisser godt ty til, når der virkelig var behov.
Han stoppede op i sin tanke – forstyrret af en anden tanke. Hvis Nisse Mink kunne magi, så måtte hun være klog. Hvordan kunne hun så have virket så hjælpeløs og næsten som Nisse Umulius, og hele tiden snakke. Sådan virkelig snakke. Mon hun var husnisse hos Bogstavfamilien, eller hos Kirkepræsten. Nisse Kvas var forvirret, for kloge Nisser var kloge, men yngre Nisser spurgte altid ældre Nisser om råd, så det ville sige at Nisse Mink var en ung Nisse. En klog Ungnisse. Måske en Regnbuenisse, eller en Stjernenisse.
Nisse Kvas savnede virkelig Nisse Tut til at vende alle disse tanker med.
Huen blev med et lysende og helt fantastisk smuk at se på. Det var sådan at ting blev usynlige for mennesker – jo smukkere og mere strålende de var, så mindre kunne mennesker se dem. Nu var det at håbe på, at det samme gjaldt for hekse, at Heksemutter ikke kunne se skønheden.
Vi skal ud her over sagde Nisse Kvas og pegede på et hul. Det var helt tydeligt at en mus engang havde gnavet sig ind den vej, men den var kommet ilde til. Dens rester lå på den anden side, men som Nisse Kvas tænke – kunne den komme ind den vej, så måtte de kunne komme ud.
Nisse Mink kravlede forsigtigt ud på hyldekanten, gled ned og greb fat i den. Tror du jeg kan spurgte hun ængstelig.t Er mine arme stærke nok til at jeg kommer over uden at vælte noget. Nisse Kvas var allerrede kravet igennem hullet, men nåede at svare, at det betød ikke så meget hvad han troede, mere om Nisse mink selv troede på at hun kunne.
Der var ikke meget der holdt Nisse Mink tilbage, for ganske rigtigt, hun var en af de Kloge Ungnisser, modig, stærk og til tider temmelig dumdristig. Men nu var hun her, og hun havde ansvaret for en hel visdomsbog. Og kunne hun bringe sig selv i denne situation, så kunne hun også gøre det andet, så langsomt men sikkert passerede hun flasker, bøtter og dåser og kom hen til hullet og forsvandt ud sammen med Nisse Kvas.
Det var mørkt, blæsende og koldt, men begge Nisser var enige om at de skulle ud af skoven. De måtte ind til byen, finde ud af hvad det var der skete, med alt det grønne, dyrene, bogstaverne. Finde ud af hvad der var sket med Nisse Tut, og en masse andre spørgsmål.
Nisse Kvas gik rask afsted, og Nisse Mink småløb efter ham. Ingen af dem så de store gule øjne der fulgte hver og en af deres bevægelser.
Hvad der sker herfra, må du læse mere om i morgen
Nisse Kvas og Nisse Mink stoppede endelig op. Det havde været en lang nat, og nu stod de i lyskeglens centrum. Månen skinnede med de sidste kræfter fra natten, dagslyset der svagt trængte igennem et tykt skydække og byens elektriske lys fra huse, biler, gader, cykler og mennesker. Alt lys mødtes i denne kegle.
Byens lys var i alle farver og spejlede sig i månens klare skær og blev dulmet af den tætte luft der var i byen. Nisse Kvas trampede lidt i Jorden. Kaldte instinktivt på Moder Jord for at høre om hun var med dem. Som altid mærkede han hendes dybe rytme og følte trygheden ind i den mindste celle.
Nisse Mink havde hele vejen forsøgt at rette sin rigtige nissehue ud. Den var blevet noget fladmast af at have Nisse-hue-visdoms-bogen oven på sig. Omvendt så mærkede hun friheden ved at få sin egen styrke tilbage nu hvor hun havde lagt andres byrder fra sig. Med et kunne hun igen se og høre molekylerne om sig og bevæge sig rundt i flere dimensioner på samme tid. Det var altid med til at give et større indblik og en større forståelse af helheden.
Nisse Kvas havde dog fortalt hende, at Nisser ikke behøvede at forstå først. Nisser er i nuet, de føler i nuet, og lader aldrig en følelse gå til spilde. Men når følelsen så er brugt, så er den brugt og slippes dermed. Hvis en følelse skal forstås, så kommer forståelsen bagefter, men hvem har brug for at forstå noget man ikke har mere fortsatte han.
Lige nu var det en knugende fornemmelse i Nisse Minks mave der var den mest talende af alt. Og hun vidste, at hun gerne ville forstå om det var sult, spænding eller andet der gjorde det. Nisse Kvas så forundret på hende, en Nisse satte altid sulten først. Han kunne tælle i en nissehue hvor mange gange at en mæt Nisse havde løst flere udfordringer end en sulten nisse – eller også var det omvendt.
Nisse Mink vidste at man kunne få de lækreste pandekager i byen. Hun vidste at der var en hel række af gode spisesteder, der var beregnet til forskellige tider på dagen. Nisse Kvas kikkede på sit madbarometer – han vidste ikke så meget om spisetider, men han vidste at det meget snart var tid til grød med sovs, fremfor kogler og nødder.
Nisse Mink viste vej, men hver gang de kom til et sted hun kendte var der et sort skilt med Lukket. I stedet for en hyggelig stemning med glæde og snak var det som om alle menneskene gik i en trance. Mødte de andre mennesker fik de underlige tick og slog en stor bue uden om. De gik med de her hængekøjer på – nogle i den blå isfarve, andre helt sorte og enkle i en farverig kulør.
Nisse Kvas kunne ikke lide, at han ikke kunne se deres mimik, alle trækninger var forsvundet og alle menneskene så ens ud, uanset deres hud og hårfarve og hvilket tøj de havde på. Øjnene havde Nisse Kvas lært at de var svære at møde – det var som om mennesker havde lært at de først skulle være bange for det de så, før end de turde møde det. Nisser var helt modsat – de mødte alt med nysgerrighed, og bagefter kunne de se hvad de følte.
Jeg forstår det ikke, mumlede Nisse Mink, jeg forstår det ikke. Hvor er al liv henne. Hvor er duften af maden, lyden af glæde, synet af overdådighed og smagen af juletid. Nisse Mink elskede at bruge sine sanser på alle måder, men lige nu var det som om, der var slukket for det hele.
Mens de travede rundt i byen for at finde et sted de kunne få noget mad, fulgte de store gule øjne dem skarpt. Det var uglen der var fulgt med. Den havde hørt Nisse Kvas kalde på den i kirken, men grundet Fugleinfluenza, så vidste han, at han skulle passe på ikke at blive set. Så Uglen holdt sig på afstand, men alligevel med sine beskyttende vinger hen over Nisserne.
Jeg giver op udbrød Nisse Mink, og satte sig ned. Der er ikke et eneste sted der har åbent. Jeg må finde ud af hvad det er der sker mumlede hun.
Nisse Kvas satte sig ved siden af hende – rakte stille et stykke af den stribede stok til hende. Måske den kunne hjælpe lidt på sulten og bevidstheden – og dermed humøret. Nisse Mink var meget sjovere at være sammen med når hun var glad og munter – også selvom hun så snakkede mere.
Vil du bytte lød en stemme. Begge Nisser hoppede op af bar forskrækkelse. Rolig nu, lød den dybe stemme, jeg spurgte bare om du vil bytte – den der slikkepind for en bolle. Altså det er en overskudsbolle, jeg har selv skraldet den – men den er frisk nok og der er syltetøj inden i.
Nisse Kvas var tavs – tænk at kalde hans stok for en slikkepind, og hvem i alverden skralder en bolle. Han havde en enkelt sommer været i det Økologiske Nisseland, hvor der var grøntsager alle vegne, så han vidste at man skralde kartofler, gulerødder og andet, men en bolle – det skraldede man ikke.
Men tanken om syltetøj var uimodståelig, så han nikkede. Men Nisse Mink havde været hurtigere, så hun havde allerede byttet, og sat og gnaskede lystigt i en store runde bolle. Nisse Kvas satte sig ved siden af hende og skiftevis tog de en bid, rakte bollen til den anden mens de gumlede. Sådan blev de ved til der ikke var en sukkerkrumme tilbage.
Hvid I ikke har et sted at sove, så kan I overnatte her lød det var den dybe stemme. I fylder ikke så meget, så der er plads i en af poserne, og der er tæpper nok. Der er desværre ikke plads på nogle af herbergerne, men det er ikke så koldt endnu, så vi kan godt holde varmen.
Nisse Kvas kikkede endelig op på den dybe stemme, og han blev mødt af de varmeste øjne, hvor der boede et smil helt inde i dem. Der var hår hele vejen rundt om hovedet, så det var svært at se om der var maske på, men Nisse Kvas følte sig rolig inden i, så han takkede ja, og fandt en tæppelomme, han kunne putte sig i.
Den havde en lidt ram lugt, men intet kunne være så slemt som lugten i Heksemutters skab, så med et dybt suk faldt han i søvn til lyden af Nisse Mink stemme, der var begyndt at udspørge manden om hvem han var, hvad han lavede og hvorfor han var der midt på gaden.
Nisse Kvas smilede i søvne. Hun var utrættelig i sit ønske om viden. Helt som Nisse Tut. Hende måtte de finde i morgen var den sidste tanke der strøg igennem huen denne dag.
Om de finder Nisse Tut må du vente med at læse om til i morgen.
Nisse Kvas og Nisse Mink havde haft en lang dag. Natten havde været uhyggelig kold, selvom de havde haft tæpper at putte sig i. Det var begge vandt til kulde fra luften og jorden, men her var det en snigende afvisende kulde, der sneg sig ind alle vegne.
Nisse Mink ytrede, at hun syntes at kulden lugtede af frygt. Frygt vibrerede helt særligt og havde sin helt egen lugt. Den fik dyr til at angribe eller efterlade et bytte. Hun vidste ikke at den duft også var i mennesker.
Den rare mand de havde sovet hos pakkede sine ting sammen da de vågnede. Han havde ikke mad til dem, og fortalte at han måtte væk inden der begyndte at komme folk. Ikke alle kunne lide hjemløse fortalte han, nogen synes de skulle spytte og sparke. Andre var venlige og gav en skilling eller et stykke brød. Men ofte, så kikkede de bare den anden vej.
Han satte Nisse Mink og Nisse Kvas ned på en blomsterkrans, der var pyntet med nisser. Så er I fredet lidt, inden nogen opdager jer. Han rakte sin lillefinger frem og trykkede den i hænderne. Tak hviskede han svagt. Tak for at vise at I er her, og at der stadig er håb. Så forsvandt han ned af gaden, stoppede op ved en bænk, hvor han tog et af sine tæpper og lagde over den ældre herre, der lå og sov på bænken.
Nisse Kvas nøs pludselig, noget Nisser kun gør meget sjældent, så Nisse Mink grinede højlydt – du ligner Snøfte fra Snehvide grinede hun, men hun så at huen igen landede på Nisse Kvas hoved. Nisse Kvas virrede med hovedet. Der var noget galt. Han kunne mærke det, men han vidste ikke hvad. Det var noget med svaghed, med også noget med styrke.
Det er nogle mærkelige modpoler de her mennesker har brummede han. De vil et, men gør noget andet. Det er som om de går i modsat retning af det de ønsker. Hvor vil de egentlig hen spurgte han forundret.
Det har noget at gøre med Borgen forklarede Nisse mink. Det var der jeg kom ind som Nyhedsnisse – altså indtil de opdagede mig.
Nisse Kvas stoppede op – opdagede dig. Så de dig spurgte han forundret. Ja, nikkede nisse Mink, og de blev skrækslagne og beskyldte mig for alle mulige konspirations ting. Jeg skulle både være en chip, en plan, en teori, en fremtid og en hel masse andet.
Det var derfor jeg stjal – æhhh lånte bogen fortsatte hun. Mennesket visdomsbog, den jeg tryllede om, og som står i Heksemutters skab. Menneskene blev lige som helt nøgne og handlingslammede. De stillede sig blot op på række og gjorde som der blev sagt. Der er slet ingen fest og farver mere fortsatte Nisse Mink. Jeg måtte – og må vide hvorfor.
Nisse Kvas øjne blev helt mørke. Den er helt gal hviskede han.
Vi må finde Nisse Tut meddelte han bestemt. Vi må finde vej til Riget, hun er nød til at hjælpe os ud af det her. Menneskene skal have deres visdom tilbage, inden hele verden går ned.
Sammen gik de afsted, sikkert fulgt af Uglen der fløj i skyggen langs hustagene.
Hvad morgendagen bringer vil kun tiden vise.
Nisse Kvas var usædvanlig stille, og han havde kun korte og fraværende svar på Nisse Minks mange spørgsmål. Han prøvede at samle op på alt det, der var sket de seneste dage, men hver gang han fandt en tråd, der passede med en garnnøgle, så gik maskerne ikke op alligevel.
Nisse Kvas var fra den helt gamle Nisseslægt, hvor der kun var plads til en tanke af gangen, men Nisse Mor Garn havde lært ham at hænge tanker op på en strikkepind, lade dem være masker, og se på hvilken garnrulle de kom fra.
Det var en teknik, der krævede megen koncentration, og Nisse Minks mange spørgsmål fik det til tider til at gå i kludder, og han måtte strikke forfra. Men hver gang han begyndte igen, så kom der en ny maske han ikke havde lagt mærke til før, hvilket skabte endnu en forundringsmaske på pinden.
Efter nogle timers vandring gennem den visdomstomme by, hvor de zigzaggede gennem menneskeben, sko og støvler. Der var endda et par enkelte hunde, der troede de var en godbid, så de måtte løbe for livet, men så fik Nisse Mink nok.
Så, lød det bestemt, fra hende. Nu sætter du dig der – og du bevæger dig ikke, før end jeg kommer tilbage. Nisse Kvas var for tankefuld til at irettesætte hende med, at Ungnisser ikke gav ordre til Ældre Nisser, så han satte sig uden kny på trappetrinnet, med albuerne på benene, hovedet tungt hvilende i hænderne, og benene svingede ud over kante, så de sorte støvler bankede imod kanten med en kontinuerlig lille dump lyd.
Nisse Mink ung, og hun var ganske vis og klog på sin slægts historie. Derfor vidste hun at, når en Gammelnisse gik i tænkehuen og blev ved at trække tråde ud, så var der kun en ting, der kunne hjælpe – og det var grød. En helt klassisk gang grød, og skulle den være perfekt, så var der en smørklat i, med et rødt bær oven på.
Hvad Nisse Mink ikke vidste var hvordan hun skulle skaffe den slags grød og den eneste måde hun kunne løse den udfordring på, var ved at lade menneske se hende. Hun vidste, at det var farligt. Ikke med mennesker som manden, de havde sovet hos. Han havde en naturlig barnlighed i sig, og kunne se Nisser, men andre mennesker, de skulle vækkes og have aha-oplevelser, før end de ville se – og end ikke der var det altid at de forstod.
Nisse Mink klukkede lidt inden i – hun kunne høre Nisse Kvas fortælle længe om at forståelsen kom efter handlingen. Handlingen var vigtigere, så kunne forståelsen komme, når der var plads til den. Men sådan var det ikke for mennesker vidste hun, de levede baglæns på så mange måder, selvom de snakkede udvikling, forandring, opgradering og meget andet.
Nisse Mink gik hen imod en stor plads. Der var det fineste juletræ, og mange smukke kugler og lys på det, men selv lyset virkede trist og nedsmeltet. Nisse Mink vidste, at det var det perfekte sted. Hun kravlede op i træet, satte sig på en yderst på en gren, hvor hun vidste, at hun ville falde ned fra når hun overgav sig.
Hun vidste ikke, hvem hun skulle overgive sig til, men hun måtte være i tillid til, at det rette menneske var der, så hende og greb hende.
Stille trak hun vejret, rettede på huen og forbandt sig med træet, kuglerne og lyset. De der var tilstede den dag, de husker stadig hvordan lyset med et blussede op. Et kort øjeblik lignede det som om træet stod i flammer, men alle kunne se, at det gjorde det ikke. Men lyset blafrede, blev kraftigt, lysende og selv kuglerne blev opfyldt af et helt særligt lys.
Det er utrolig smukt lød det flere steder fra. Andre mente det var fup og fidus. Nogle var benovet, andre rørt. En ældre dame lod tårerne trille, lyset bragte hende tilbage til en smuk barndomstid og særlig julestemning. En gammel gnavpot sad på bænken, og hans forbitrende ordstrøm holdt inde, det var som om, han så sig selv et andet sted fra.
Det er et julemirakel lød det fra en familie, der var på vej hjem. Se børn, miraklerne er der, når vi beder om dem. Kom lad os række ud og tage imod med tak, glæde, stolthed og ærbødighed.
En stille melodi, som kun dem med åbne øre og øjne, kunne høre bredte sig, og kaldte dem hen til træet.
Uden nogen vidste hvordan, så stod rigtig mange mennesker i en krans om træet, hånd i hånd og nynnede med på en melodi de ikke kendte, men som de genkendte dybt i deres sind og celler.
Nisse Mink vidste, at det var lige der, lige i det øjeblik at hun skulle lade sig overgive, falde, og lade skæbnen gribe hende. I den hun slap blafrede lyset igen, og folk vågnede af deres trance, forfjamsket, febrilske. De strøg i hver deres retninger, fandt sprit og masker frem sammen med fordomme og ukvemsord, men det var som om ordene slet ikke nåede ud og ramte nogen, de blev opslugt af lyset.
En enkelt blev stående og kikkede ved træet. Hun flyttede hænderne fra hjertet, hviskede tak og rakte ud. Lige der, der landede Nisse Mink.
Hvem der var, der greb Nisse Mink, og om Nisse Kvas stadig sidder hvor hun satte ham, det kan du måske læse mere om i morgen.
Det kræver mod og styrke at overgive sig. Mange mennesker vil rigtig gerne overgive sig til noget større og bedre, men de vil vide hvad det er de overgiver sig til. Dermed bevarer de kontrollen, og slipper ikke det de skal slippe for at komme videre.
Nisse Mink havde sluppet al kontrol, og lod sig falde i frit fald. Det var en skæv lille pige der greb hende. Skæv fordi hendes hofte var sat forkert på den gang hun blev født. Så hun gik lidt langsommere end andre, hvilket gave hende tid til at se endnu mere og være mere tilstede end sine jævnaldrende.
Pigen havde rakt hånden ud i taknemmelighed, og lige der, var Nisse Mink landet trygt og godt. Hun var lidt fortumlet, og temmelig ør efter al den energi der var udledt oppe i træet. Men hun var ved godt mod, og hendes hue struttede igen, helt som en nissehue skulle strutte.
Pigen kikkede kærligt på Nisse Mink, men blev forstyrret af Familien der kaldte på hende, så hurtigt lagde hun Nisse Mink ned i lommen og gik med familien hjemad, mens de snakkede om det smukke julemirakel.
De kom til det fineste hjem, som Nisse Mink kunne huske hun havde set. Der var så hyggeligt og varm en stemning. Det var ikke stort, men stemningen var godt, tryg og varm. Der var en far, en mor, pigen med benet og hendes lillebror og så den mindste hund Nisse mink nogen sinde havde set. Den var så lille, at hun næsten følte sig stor når hun så på den.
Familien satte sig ved bordet, det var spisetid. Men lige inden manden kom på bordet kom pigen i tanke om Nisse Mink. Se hvad jeg fandt ved træet, mens hun hev Nisse Mink op af lommen.
Aiii en kogle med Nissehue på udbrød lillebror. Eller er det et lys spurgte far inden hav havde kikket rigtigt efter. Med et sad de alle og kikkede på Nisse Mink. Hun rømmede sig lidt, hvilket fik hunden til at gø, og hun turde slet ikke fortsætte.
Moderen i familien kikkede blidt på Nisse Mink – det er en Nisse udbrød hun. Det ligner fuldstændig den vi havde hjemme på gården. Nisse Mink trak vejret. Det var ikke tid til at blive fornærmet og irettesætte damen, det vigtigste var at familien kunne se hende og høre hende, så hun kunne få noget grød og komme hen til Nisse Kvas igen.
Om familien kan høre hende, og om hun får grød og finder Nisse Kvas – det kan du måske læse mere om i morgen
Det var en Gårdnisse udbrød Nisse Mink. Det var Gårdnisse Anton du havde hjemme på din gård – det var ikke mig – og vi er slet ikke i samme slægtsgren, så vi ligner ikke hinanden på nogen måde.
Nisse Mink ville ikke indrømme det, men indimellem var hun lidt Snobnisse, og hun brød sig bestemt ikke om at blive sammenlignet med Gårdnisserne. De var temmelig enfoldige og gammeldags. De havde en styrke og udholdenhed hun misundte, for selvom hun var stærk og fit, så havde Gårdnisser noget som ingen andre Nisser havde.
Nisse Mink var ved at fortsætte sin talestrøm og fortælling om Gårdnisser, men hun opdagede to ting. Et, at hun var begyndt at lyde helt som moderen i familien og to, at familien sad og kikkede på hende med store øjne.
Den taler hviskede drengen. Mor Koglenissen taler. Det var som om, han havde bestemt sig for, at hun var en Koglenisse. Nisse Mink fnøs lidt, men lod det være. Nu var det vigtigste, at hun fik dem til at lave noget grød, så hun kunne komme tilbage til Nisse Kvas.
De voksne i familien skævede lidt til hinanden. De vidste, at de havde en pose grødris, og de havde også sovs til. Men det lå i deres julepakke, som de havde fået som værdig trængende. Skulle de virkelig tage hul på den her et stykke tid før jul. for en Nisse, der talte om en Gammelnisse, der var gået i tænkehuen. Tog de hul på det, så ville der ikke være til juleaften, og børnene glædede sig sådan – også selvom det var en sparsommelig jul i år.
Pigen med benet smilede glad til Nisse Mink. Kom hviskede hun. Mens mor og far finder på noget, så kom med, så kan vi dele min chokolade fra i dag. De havde nemlig været så heldige, at der havde været to julekalendere med chokolade i hjælpepakken.
Pigen delte chokoladen i to lige store dele, og rakte den ene til Nisse Mink, mens hun begyndte at spise sin egen del. Aldrig havde Nisse Mink set et menneske nyde så lille en chokolade med så stor velbehag. Det var som enhver smag blev forvandlet til glæde og velvære inde i munden på pigen. Nisse Mink var helt fascineret og glemte helt at spise sin del.
Mens de og nød den fine chokolade fortalte pigen om det smukke billede, der var uden på æsken. Se, sagde hun og pegede, der er Luciabruden. Se hvor fin hun er. Så fin bliver jeg aldrig sukkede hun dybt. Pga benet sagde hun og pegede på hoften. Nisse Mink havde end ikke behøvet spørge, pigen hørte hende uden ord.
Det blev til en lang nat for Nisse Mink. Familien havde valgt at gemme grøden og de røde bær til jul. Det var helt rigtigt mærkede Nisse Mink, men alligevel var der noget forkert. Hun sad længe med chokoladen i hånden og tænkte. Natten faldt på og chokoladen smeltede stille i hendes hænder.
Med et kom Nisse Mink i tanke om, hvad hun skulle, og lige der var hun glad for, at Nisse Kvas ikke var der. For hun skulle trylle lidt og bruge noget magi.
Mens natten var dybest og familie sov listede Nisse Mink sig rundt og fandt hvide klæder som hun kunne sy om. Hun fadt gemt tøj, der for længst var for småt, men måske kunne bruges igen et andet sted. Hun fandt perler og smukke bånd inde hos naboen, nå ja, de kunne jo have lukket vinduet, tænkte Nisse Mink, da hun med god samvittighed lånte pynten fra kransen, der stod i vinduet.
Det lykkede Nisse Mink at skabe den smukkeste Luciakjole til pigen, en kjole med bånd og perler, der matchede den smukke krans, som hun havde lavet af det gamle stof i alle mulige farver.
Lysene i kransen var en ring af LED lys, der fik farverne til at lege sammen og lyse op som stjerner på himlen.
Pigens rollator var pyntet med den fineste paraply, sådan en som fine damer fik med. Der var blonder, hæklede kanter og fine perler broderet ind i. Nisse Mink elskede at lege prinsesse, og skammede sig kun i et kort øjeblik. Det var måske ikke helt fair at gå i andre folks skuffer, men damen, hvor Nisse Mink havde fundet dette stykke stof, havde en hel skuffefuld, så Nisse Mink havde besluttet at damen godt kunne undvære en.
Der var helt stille i familien, da Nisse Mink viste, hvad hun havde skabt i nattens løb. Så, nu skal vi ud og synge udbrød hun. Kom. Vi skal ud og gøre mennesker glade. Vi skal samle ind, så vi kan købe grød og bær og finde Nisse Kvas.
Hele dagen gik familien fra sted til sted, lyste op og sang de smukkeste julesange. Ansigter blev vendt mod ruderne, øjne lyste op, hænder blev løftet i en forundret hilsen og taknemmelige smil bredte sig i hjerterne. Sjæle der ikke havde følte sig i live længe, mærkede med et et strejf af liv, tro og håb.
Indimellem kom et menneske forbi, rakte en skilling, en pose, en gave og sagde tak. Nisse Mink var glad, stolt og tilfreds. Men samtidig bredte en uro sig i hendes indre. Hun mærkede at noget var galt. Den stille dumpe lyd af en støvle imod et trappetin var forstummet.
Om det er lykkedes Nisse Mink at samle ind til grød og bær må du læse mere om i morgen – og hvis hun har – er Nisse Kvas der så stadig.
Nisse Mink sad sammen med familien og kikkede på alle de ting de havde fået ind i går. Der var alt fra halve poser slik, friske grøntsager, indpakkede gaver, penge og gavekort.
Familien var helt overvældet og sad og snakkede om hvordan de delte alle de fine sager til nogen der havde brug for dem. De vidste at der var andre der trængte i denne tid. Nisse Mink hostede – det havde hun lært i disse dage, at man hostede, så fik man opmærksomhed. Både god og dårlig, men alle stoppede op og stirrede.
Det virkede også her, og Nisse Mink foreslog at de fik lavet en skål grød med rød sovs og bær, så hun kunne finde Nisse Kvas. Så selvom alle gerne ville fortsætte snakken om pakker, penge, indkøb og fordeling af resurser, så holdt de en pause og fik skabt den lækreste grød nogen sinde. Tilpas blød, tilpas rund, tilpas fed. Og et tvist af grønt på toppen – for det så så festligt ud til den røde farve.
Nisse Mink fik en stor skål med grød med til sin videre tur. Det var en muslingeskal fyldt helt op til randen og pyntet med røde bær. Den var så stor, at hun næsten ikke kunne bære den.
Om halsen fik hun en smuk lille lysende sten. Pigen i familien mente at den strålede lige så meget som Juletræet hvor de mødtes. I lommen fik Nisse Mink et lille tørklæde af det fineste silke, helt glat og blødt at røre ved.
God udstyret traskede hun langsomt afsted mod trappestenen, hvor hun havde efterladt Nisse Kvas.
Der gik ikke lang tid før en skygge bevægede sig over Nisse Mink. Om hun så trak sig helt ind til siden og stod stille, så stoppede skyggen over hende. Hun holdt godt fast i grøden. Meget kunne de tage fra hende, men ikke grøden.
Med favnen – og maven – fuldt af grød rettede Nisse Mink sig op mod skyggen. Hun lod sit lys stråle og bad skyggen vise sig, så hun kunne se hvem eller hvad den var.
De store blafrende vinger baskede, men Hr Ugle gjorde som han blev bedt om – han landede foran Nisse Mink og præsenterede sig. Jeg er Nisse Kvas trofast ven fra Kirkeskoven, jeg har været med jer hele vejen, men kan ikke blive set her i byen. Derfor er jeg her kun som en skygge. Men jeg kan hjælpe dig. Med flere ting.
Nisse Kvas er ikke længere på trinnet. Der kom nogen og fejede ham væk, og jeg kunne ikke følge ham, der hvor han kom hen. Men jeg kender bygningen. Der har været et vældigt kaos der den seneste tid, og i dag har de snakket om rigsret, svigte nationen og feje ting ind under gulvtæppet. Der har været rigtig mange mennesker der har ville sige en masse hele tiden, og mange af dem prøvede at lyde mere overbevisende end de følte sig, fortsatte hr Ugle.
Nisse Mink var forundret, hun vidste Ugler var kloge, men at de sådan kunne se gennem mennesker, var hun ganske imponeret over. Vil du vise mig hvor det er spurgte hun – og hvad er den anden ting du kan hjælpe med.
Jeg viser vejen nikkede Hr Ugle, blot følg skyggen, så kommer lyset. Og med en ukendelig tuden nappede han muslingeskallen ud af favnen på Nisse Mink og væk var han.
De var tættere på end Nisse Mink vidste, så kort efter stod de foran Borgen. Den var slet ikke som hun havde forestillet sig. Der var ingen jordvolde omkring, ingen nedbrudte bygninger, men en masse snak om dem. Mennesker rendte ind og ud, og store biler holdt alle vegne. De bøger Nisse Mink havde læst, der var heste, jord, marked, almindelige folk uden om, salg og handel. Der var virkelig noget som var anderledes.
Uglen landede umærkeligt ved siden af Nisse Mink. Jeg tror at Nisse Kvas er derover. Der er en flok mennesker der holder en demonstration. De har samlet affald i dag, fra gader og stræder og lagt det i en bunke for at vise deres mening.
Nisse Mink forstod slet ikke hvordan affald, skrald og meninger hængte sammen, og trods hendes evindelige nysgerrighed så slap hun tanken om at forstå. For hun havde hørt den dunkle lyd at sorte støvler imod fliser, og den helt særlige brummen, som hun var kommet til at holde af. Det kunne kun være Nisse kvas der var der et sted.
Hr Ugle rakte muslingeskallen til Nisse Mink, puffede hende i retningen af hvor hun havde hørt lyden. Kom, gå derhen og lad Nisse Mink gå efter duften. Hans næse fejler ingenting – hverken med mad eller fornemmelser. Og væk var han.
Nisse Mink satte sig, trak lidt ned i frakken, så hendes perlesten kunne lyse, mens hun bad til at duften ville finde Nisse Kvas – og han ville finde duften.
Om det lykkedes – det kan du måske læse mere om i morgen.
Nisse Kvas sad med muslingeskallen fyldt med grød. Han skiftevis proppede munden, smaskede højlydt, flyttede noget skrald fra tøjet og rettede på sin hue. Alt sammen mens han lyttede til det, som Nisse Mink havde oplevet, og langsomt mærkede han, at hele hans styrke og livskraft kom tilbage.
Det var som om, de seneste mange dage kom tilbage som små brudtrykker til ham, og samlede sig som et spøjst puslespil, hvor de sidste brikker manglede for at vise hele billedet.
Nisse Kvas havde endelig forstået at denne her korn-spise-teori som Nisse Mink havde fablet så meget om, det var slet ikke om korn. Han sukkede lettet, for korn var altså ikke for en rigtig Nisse – måske Klid-Nisser, men dem havde han en smule foragt for.
Derimod var det en meget alvorlig ting den der konspiration. Den forvirrede mennesker, gjorde dem vrede og delte dem i mange grupper. Mere adskilte nu end nogen side før havde flere råbt de seneste dage. Han havde ikke ikke helt forstået hvordan mennesker kunne være adskilte, når de stod så mange stimlet sammen.
Sammenholdt med Nisse Mink der fortalte om ensomme vinduer, med næser trykkede flade mod ruden for at lytte til en sang, og se mennesker gå forbi.
Sammen sad de to Nisser længe og delte deres oplevelser. Det var så selv Nisse Mink var stille og helheden fremfor at finde flere ting at komme oven i. Indimellem, tænkte hun højt, er det nu smart at sætte sig lidt tilbage og kikke på det hele, inden man gør noget nyt.
Ja, nikkede Nisse Kvas, det skader aldrig at træde et skridt tilbage, for vejen frem er skabt ved, at du har været der før. Nisse Mink hoppede af begejstring – du siger noget. Hvor langt kan vi gå tilbage spurgte hun. Vi skal tilbage til at se hvor alt det her rod det opstod.
Nisse Kvas kunne ikke som Nisse Mink rejse på kryds og tværs i deres egen eller slægtens historie, og han skulle helt bestemt ikke på rejse i menneskets historie. Nisse Mink sukkede skuffet, men hun havde besluttet sig. Hun ville kalde på hr Ugle, når Nisse Kvas sov, for han havde sagt at han kunne hjælpe dem. Men indtil da, måtte hun sikre at Nisse Kvas havde noget at beskæftige sig med, og at han komme sove et godt sted.
Nedlukning. Nisse Kvas smagte lidt på ordet. Det var besk, lidt surt og syrligt. Det tog glæden ud af munden og begyndte at ringe for ørene. Nedlukning, gentog han. De har snakket om nedlukning hele dagen. Delvist og helt. Igen virrede han med sit hoved, hvordan kan man lukke delvist, altså enten gør man eller også gør man ikke.
Menneske er en særlig størrelse, de vil en helt masse midt imellem, for så kunne flere være tilfredse, forklarede Nisse Mink. Hun havde fået noget ud af sin tid som
Nyhedsnisse. Jo mere fyld mennesker lagde i ordene, jo klogere synes andre de var.
Men det er meget værre ude i verden forklarede hun. Det siger de hele tiden derinde på Borgen. Det er meget værre ude i verden. Nisse Kvas fnøs. Det var da det værste sludder, han længe havde hørt. Man havde det nu engang lige præcis som man havde det. Hverken mere eller mindre. Og hvordan andre havde det. kunne ikke ændre på hvordan, man selv havde det. Så hvordan andre havde det, det var deres, og hvordan han havde, det var hans.
Men hvad er det egentlig, at de vil lukke spurgte han. Nisse Mink sukkede, jeg ved det ikke, men jeg er sikker på at det står i visdomsbogen. Der er nogen i den, der er gemt væk, så mennesker går nu efter viden og tomhed fremfor visdom og livet.
Nisse Kvas nikkede, et Sputnink-lysglimt viste sig for ham som en lysende stjerne. Han var blevet svag, det øjeblik han havde fundet hængekøjen. Jeg har det. Jeg har det udbrød han, rejste sig op og skubbede den helt rene muslingeskal fra sig og marcherede ind på Borgen.
Nisse Mink vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Mørket var ved at falde på, så skulle hun følge efter Nisse Kvas eller kalde på Hr Ugle og rejse i tiden.
Hvad hun vælger kan du måske læse mere om i morgen.
Nisse Mink sad og rystede på kanten af en gren på det store juletræ, der stod uden for Borgen. Det var ikke fordi hun frøs, men nattens oplevelser havde efterladt en underlig kulde inde i hende.
Hun havde valgt at tage på tur i menneskenes verden sammen med Hr. Ugle. Han var kommet så snart hun havde kaldt på ham, og selvom han havde værget sig mod Nisse Minks ide, så havde han fløjet hende afsted.
De havde været langt omkring, mange steder, set sorte, gule, hvide og grønne mennesker. De grønne havde dog en sær form i forhold til andre, mere ranglede, lange arme og kæmpe store øjne. Men ellers lignede de hinanden. Nogle rige, andre fattige hvis man tog ud fra mønter, sedler, værdi – men tykkelsen på deres dankort var ens, så værdien var den samme alle steder reflekterede Nisse Mink.
Den største forskel havde været i hjerterne. Altså udgangspunktet var det samme, uanset hvor mennesket kom til jorden. Der var sjælen så ren og fin, men når den fik en krop, så gik der indimellem noget kludder i det. Den var den kludder som havde startet kulden i Nisse Mink.
Nisse Mink gøs lidt. Det havde også været nogle horrible scener, hun havde set i nattens løb. Nogle for længst glemt og slettet i historien. vidste hun. Mange ting var også forbudte at tale om. Men når hun kikkede sig omkring, så vidste hun, at mange af de mennesker der gik rundt, de bar historien i sig. Også selvom den var slettet et sted. De havde visdommen med. Den kom med sjælen, men nogle kroppe havde glemt at de havde en sjæl, og dermed var visdommen også væk.
Nisse Kvas kom stolt ud. Han havde været i Rigsarkivet hele natten for at lede efter det, der kunne bringe dem videre. Han havde først været menneskets arkiv. Her var alt det der var interessant sat hen under censur og slettet. De tykke sorte streger gjorde det umuligt at læse om historien.
Da han havde været næsten ved at give op kom Kirkerotten. Den hjemme fra skoven. Nisse Kvas havde hoppet en nissehue eller to af forskrækkelse, men samtidig var han blevet vældig glad ved at se Rotten.
Fru Rotte fortalte at mange dyr havde søgt ly her i Rigsarkivet, for i denne forandringstid, hvor alt blev forbudt, lukket ned, slettet der gik mange vigtige ting tabt. Hun kunne også fortælle at mange ting blev hentet frem, og der var et rend af mennesker, der ville have fat i de samme papirer for at dokumentere, indføre noter, fjerne noter og skabe en ny historie. Men historien kan ikke gøres ugjort forsatte Fru Rotte. Den er sket, hvad end du kalder den Blå eller Rød.
Nisse Kvas nikkede. Det var rigtigt. Historien ville altid være der. Spørgsmålet var kun, om man valgte at leve og være historien, eller om man valgte at være i nuet.
Han fortsatte tænksomt. Historie, det var sket – kan ikke gøre om, men den så forskellig ud, afhængig om det var nu man så den, eller fra en anden vinkel. Det samme med fremtiden. Var den skabt ud fra fortiden, så kunne det give kludder, hvis nuet er ændret, så historien ikke længere var der.
Det havde krævet mange tanker fra Nisse Kvas i nattens løb, men heldigvis var Fru Rotte, hendes 16 børn og deres familie meget villige til at hjælpe med at tegne, illustrere og hente dokumenter til Nisse kvas. For som Fru Rotte sagde – alle de vigtige dokumenter er lagt ind i Ris-arkivet – et sted hvor Nisser og Rotter havde deres helt særlige fredsaftale.
Ved morgengry mente Nisse Kvas at nu havde han nok dokumentation. Han havde 3 ruller papir under armen, med sirlige Nissenoter, skrevet i et særligt kodesprog. Der var forkortelser, der hentede fortiden og fremtiden og bragte det sammen til nuet.
Der var ingen svaghed tilbage at spore hos Nisse Kvas. Han gik direkte hen til Nisse Mink, fik hende ned af grenen, børstede grannåle af hende, og så piftede han højt. En lyd, der fik de omkring-gående til at stoppe op og føle et jag af genkendelse i sindet, men de fleste skubbede det væk som en tilfældighed.
Ved Nisse Kvas pift kom 2 Rotter susende, dagens taxi-service smilede han til Nisse Mink. Kom – nu skal vi hen til Riget og finde Nisse Tut. Inden nogen nåede at se, høre eller registrere noget, så pilede Rotterne afsted med Nisse Mink og Nisse Kvas siddende på ryggen.
Om de kommer til Riget, og om nisse Tut er der, og hvilke noter, det er Nisse Kvas har skrevet – det kan du måske læse mere om i morgen .
Nisse Kvas og Nisse Mink stod af Rotte-taxien ved Riget. 1 tur er gratis meldte Rotterne med et lunkent smil. I kalder bare, hvis I skal et andet sted hen. Måske er det os der kommer, måske nogle andre. Vi lever livet farligt, men vi er der altid. Tiden er til hurtige udskiftninger. Og væk var de.
Riget var kæmpe stort. Meget større end Nisse Kvas havde forestillet sig. Det summede på en særlig måde, men alligevel var lyden meget varierende fra de forskellige bygninger. Nede fra kælderen lød en klirrende lyd, der fik dem begge til at gyse og skynde sig væk.
Nisse Mink begyndte at fortælle om, at det var 23 år siden, at der var kommet lyde fra kælderen, men Nisse Kvas havde ikke tid at høre historien. Han brød sig egentlig ikke om uhyggelige ting, steder eller lyde. Og det lød ganske uhyggeligt, der fra kælderen syntes han.
Nisse Kvas havde set et skilt, hvor der stod noget med isolation. Og han vidste at Nisse Tut var isoleret, så det måtte være den vej de skulle. Men henne ved døren var der en tumult og en hel blanding af følelser. Det var som at købe en kageblanding, hvor alle krydderierne var mixet, så man skulle blot tilsætte vand. Lidt kunstig og ikke som hvis smagene var adskilt. Så noget der så rigtigt ud, men ikke var ægte.
Sådan var det ved indgangen. Alle menneskerne var som en blanding af følelser. Men der var ikke nogen god måde at få det forløst på. De ville gerne ind, men fik ikke lov, så følelser inde og ude kunne ikke mixes på den rigtige måde. Og det var noget rod, vidste Nisse Kvas – både for mennesker og Nisser.
Der stod en stor mand ved døren, som afviste de fleste, der prøvede at komme ind. Kun en besøgende pr patient lød det. Og alle skal bære maske og visir. Mange havde børn med, og var nød til at gå igen, da børnene ikke kunne være alene.
Nisse Kvas havde tænkt, at de kunne snige sig med en besøgende ind, og komme rundt, så de kunne finde Nisse Tut et sted, men nu måtte de stoppe op, og finde en anden måde at komme ind, og han skulle bestemt ikke via kælderen.
Om det var tilfælde eller mirakel vides ikke, men en sygeplejerske kom gående imod indgangen. Idet hun passerede Nisse Kvas og Nisse Mink, der bukkede hun sig ned, greb dem, og lagde dem øverst i sin taske. Sådan gør vi det, mumlede hun, og smilede til dørvagten, der forundret lukkede hende ind, helt uden at se dokumentation for hun arbejdede der.
Hvor skal I hen spurgte sygeplejersken. Nisse Kvas kikkede op af tasken, mærkede den rene kærlighed og så det lysende skær omkring hende. Vi skal finde Nisse Tut udbrød han taknemmeligt.
Uden Nisse Kvas vidste hvordan, så var de med et nået til en etage højt oppe. Han næsten følte at han fløj, sådan bankede hans hjerte af en helt ukendt fornemmelse. Nisse Mink sad med foldede hænder og snakkede om tro og visdomsmirakler.
Den rare sygeplejerske satte dem ved en aflukket afdeling, smilede så Nisse Kvas næsten smeltede. Herfra må I selv arbejde videre sagde hun. Vi kan gå den samme retning, men vores vej er vores egen, og væk var hun, lige så pludselig som hun var dukket op.
Nisse Mink vidste en masse om Riget og det at mennesker valgte at bo der i Julemåneden. Ensomhedssyndrom kaldtes det i bøgerne, men det passede ikke helt med den energi der var. Der var ingen besøgende på stuerne, ingen blomster ved sengene, og læger og sygeplejere småløb rundt iført dragter, masker, visir og handsker. Der var noget der ikke passede mellem videnskaben og troen mumlede hun for sig selv.
Nisse Kvas var ikke i tvivl. Han kunne mærke Nisse Tut tydeligere end nogensinde. Han kunne ikke høre hendes Nissehjerte slå, men han vidste, at hun var der. Med sin bedste vilje og største Nisse super kræfter fik han skubbet døren op. Han vidste egentlig at det ikke var nok, men han kunne mærke den lysende sygeplejerske ånd i ryggen og alting blev så let, også den store dør.
Derinde, der lå Nisse Tut, sammen med en hel masse mennesker. De lå alle helt stille, og der var koblet slanger og apparater til dem.
Nisse Kvas mærkede vigtigheden i at få hende ud af alle slangerne og få nisseliv i hende igen. Menneskene var også vigtige, men for at han kunne hjælpe dem, så måtte de få liv i Nisse Tut.
Hvordan Nisse Tut var end der, får vi nok aldrig af vide, men måske kan du læse mere i morgen om det lykkedes at få Nisseliv i Nisse Tut og hvad der så sker derfra.
Nisse Kvas og Nisse Mink havde brugt hele natten på at puste Nisseliv i Nisse Tut, og langsomt begyndte hun at få sin egen kulør igen. Hun var meget svag i kroppen, men hendes øjne var levende og vilde, på den måde som Skovnissers øjne nu engang er, når de er indebrændt med energi.
Mens Nisse Mink fik kreeret en båre, så de kunne få Nisse Tut væk fra dette sted, tilkaldte Nisse Kvas Fru Rotte og hele hendes familie. Han havde en enkelt opgave til dem. Jeg skal bruge Taxi-transport til gaden, og I andre, skab så meget kaos I kan på dette sted som muligt. Der skal være kaos før end der bliver bedring.
Hvor meget kaos det lykkedes Rotterne at skabe, det må du selv forestille dig. Men i mellem hyl, skrig og skrål blandet med panik og ærbødighed, der lykkedes det Taxi-Rotterne, at få de 3 Nisser ned på gaden. Nisse Mink støttede Nisse Tut og Nisse Kvas holdt godt fast i sine ruller med noter.
Trods det var lyst kom Hr Ugle og landede hos dem. Han benyttede et glimt af solstrejf og mennesket længsel efter blå himmel, til at lande uden at blive set. Mens mennesker stoppede op, lænede nakken tilbage og kikkede længselsfuldt mod sol, himmel, drømme, varme og sne, der puffede Hr. Ugle Nisserne sammen og greb dem i sine klør og fløj afsted.
Hver og en, der kikkede mod himlen netop der, så dem, men som med stjerneskud og mirakler, så var det ikke alle, der var klar til at se en Ugle komme flyvende med nisser ved højlys dag. De, der så dem, holdt det for sig selv, i frygt for at blive dømt på deres syn af sandhed.
Hr. Ugle bragte Nisserne til kanten af skoven, til hans Uglerede. Det var meget privat sted, og han inviterede aldrig nogen hertil. Det var herfra han holdt øje med alt og alle. Her havde han det store overblik og kunne se gennem mangt og meget. Det var her, at visdommen blev samlet til videnskabelige tanker.
Nisse Kvas synes det lød baglæns, men Nisse Mink nikkede og Nisse Tut var enig kunne han se. Visdommen eksisterer kun, hvis vi udlever den forklarede Hr Ugle. Mennesker er bange for visdommen, så de foretrækker viden. De vil læse sig til alting, forstå alting, have bevis for alting. Men når det skal udleves, så trækker de videnskortet, og lader handling gå forbi.
Det er derfor det hele stagnerer og visner hen, hviskede Nisse Tut stille. Nisse Mink nikkede igen. Vi skal ændre deres molekyler, dreje på dem og tviste det, så de bliver mere åbne og bevidste. Vi skal ændre menneskerne vibration, så de lever på glæde og overskud fremfor frygt og mangel.
Nisse Kvas rettede sig op med stolthed og autoritet. Han rullede sine noter ud, satte dem godt fat med grannåle, så de ikke fløj væk i den milde vind. Langsomt, men sikkert begyndte han at oversætte sine noter for de andre.
Hvad det er Nisse Kvas har noteret kan du måske læse mere om i morgen.
Nisse Kvas talte og talte. Alle hans noter, koder og tanker bagved, imellem og under blev grundigt forklaret. Ind imellem stillede Nisse Mink og Nisse Tut uddybende spørgsmål, med stor nysgerrighed og interesse. Hr Ugles hoved virrede lidt på skrå, de store øjne blinkede næsten umærkeligt, når der var noget, han var ekstra opmærksom på.
Nisse Kvas samlede trådene – dvs nogle af dem – et sted. Det var så uendeligt vigtigt med treenigheden – som Nisse Tut, Mink og Kvas var – en samlet treenighed, med noget der var større end dem – som Hr. Ugle.
Så var der det med lyset, håbet og troen. Ikke troen som i at bede om noget, men den virkelige dybe tro. Den tro, der fik ting til en til at fortsætte, uagtet om vejen var klar og synlig. Troen, tilliden til at det er det rigtige.
Mennesker bad ofte, var taknemmelige og ønskede sig en masse ting. Men de skulle dybere ned. Helt ned i deres maver forklarede Nisse Kvas, og han blev et øjeblik distraheret af sin egen mave der, knurrede lystigt ved tanken om grød. Menneskene skal lære at tro igen fortsatte han efter det stykke tid.
Nisse Tut nikkede meget langsomt. Måske hviskede hun stille. Måske er det det jeg skulle opleve i alle de slanger og apparater, at møde menneskets tro og håb, mangel på samme og støbe nogle viljekugler som befolkningen kan få, så de kan vågne igen.
Med Nisse Minks beskrivelser af tidsrejsen i menneskehistorien, sammenholdt med Nisse Tuts refleksion og Nisse Kvas noter og opdagelser, kom de langt omkring i forståelsen for hvad der var sket, lidt om hvorfor, og meget om hvor de skulle hjælpe menneskerne hen til.
Engang, forklarede Nisse Kvas, engang der troede alle væsener på jorden. Der var plads til alle uden rigtig og forkert. Dyr, mennesker, væsener levede i et med naturen – jorden, luften, vandet og ilden. Det hele var med til at skabe en bevægelse, et flow og en retning. Ikke den samme vej, men egne veje, med sammenkoblinger undervejs til at styrke og forankre visdom.
Ja, fortsatte Nisse Mink, men så kom der et mørke, der dog lyset væk. Mørkede skabte bindinger, kontrakter og aftaler på skæve steder. Steder der fungerede ud fra løfter, trusler og frygt. Dem, der valgte troen på lyset blev jagtet, udskudt og sendt væk.
Men diamanterne er der stadig, udbrød Nisse Tut. Jeg så dem, mens jeg var væk. Det var som om jeg svævede i et hult univers, hvor jeg kunne se alting, men ikke var tilstede. Det er bag skyggerne at budskabet ligger. Ilden skaber lyset, når lyset er rigtigt, så springes stenene, hvori svarene ligger.
Hr Ugle prøvede at samle op. Vil de sige, at vi kan hjælpe lyset – og dermed mennesker og dyr – på vej. Nisserne nikkede ivrigt. Ja, vi skal finde deres treenighed, så lyset giver svaret, svaret giver budskabet og budskabet giver diamanten, så visdommen genopstår.
Selvom Hr Ugle er mægtig klog og han kan se gennem det hele, så var der noget her, som han ikke helt forstod. Hvad var det med diamanten, og hvordan skulle de få kontakt med lyset og visdommen.
Jo flere spørgsmål Hr Ugle stillede, jo mere stille blev Nisserne. For selvom de havde det hele lysende klart i nissehuerne og på noterne, så manglede det vigtigste – selve udførelsen.
De tre Nisser havde hver i sær en ide, et forslag til hvordan, men ingen af dem turde bringe det på tale. De vidste at det ville medføre en stor risiko.
Hvad det er Nisserne overvejer, kan du måske læse mere om i morgen
Det havde været meget sent før end Hr. Ugle havde afbrudt mødet. En teknik, han vidste, at de ofte brugte på Borgen, men han var også bevidst om, at der ikke altid kom noget godt ud af det. Men I er en særlig størrelse, tuede han stille, så der sker vist ikke noget ved, at vi tager en pause og hviler Ugleforståelse, Nissetanker og planer til i morgen.
Dårlig havde han sagt det, før end 3 Nisser lå krøllet sammen i en cirkel i hans rede. Alle med huerne godt trukket ned om ørerne, så lyde og forstyrrelser blev holdt ude. Men så tæt at spidserne nåede hinanden og forstærkede tanker og virkning.
Hr Ugle puffede lidt kvas og grene over dem, så de ikke umiddelbart var til at se. Godt nok var der ikke nogen synlige dyr i skoven, men Heksemutter, Troldefar og Katten Hugo var der et sted, og hvem vidste, hvad der ellers var forhekset og tryllet om. Den uhyggelige stilhed, der var overalt i landet i denne tid, gjorde Hr. Ugle bekymret.
Mens Nisserne og sov trygt, og deres ideer faldt på plads i huerne, fløj Hr Ugle i store cirkler over Kirkeskoven, Byen, Riget, Borgen og mange andre steder, hvor han mærkede, at der var uro, sjælesorg og bekymringer. Hans store klare øje så og observerede hver en sjæl, der bevægede sig i nattens løb.
Dig, der er meget observante, kan se Nissehuerne i kvaset. De spjætter, trækker sig sammen og retter sig ud i takt med at ord, indtryk, sanser og særlige Nisseegenskaber mødes. Men det kræver en helt særlig ro og fokus, og du må ikke støje, lave en bevægelse eller have en tanke, der på nogen måde kan forstyrre – for enhver menneskelig forstyrrelse gør, at Nisserne toner ud, bliver usynlige og måske ikke genopstår før næste år.
Nisse Kvas vidste, at det var vigtigt at menneskene blev bragt i forbindelse med jorden igen. De skulle lære at genhøre Moder Jords hjerte og leve ud fra den vibration. Men naturen, dyrene og livet var gået i hårknude. Der var noget vigtigt, der var forskudt i strukturen, og det medførte kaos, oversvømmelser, udryddelser, ildebrænde og andre menneskelige katastrofer.
Han havde hørt meget om de grønne aftaler de seneste uger, at de var faldet på plads, men en forkert plads, så de blev genoptaget og diskuteret igen. Derfor var Heksemutters grønne suppe så vigtigt. Det var som om at budskabet lå på bunden af hendes gryde, og det kun ventede på at blive hentet op. Men det ville kræve snilde og indsigt at nå til bunden af hendes gryde.
Nisse Tut prøvede at samle stjerner og planeter. Det var en uhyre vanskelig opgave. Sidst de havde stået sådan på himlen, der havde hun være et ganske ung nisse, der slet ikke havde lært at kikke op over nissehuen. Men det var afgørende og meget vigtigt for den forandring, der ville indtræde. Den forandring som året havde budt på for mange, og dem der havde kæmpet imod havde haft det meget vanskeligt. Dem der havde levet forandringen var kommet lettere igennem, de havde bevaret troen i sindet.
Nisse Tut vidste, at noget skulle eksplodere førend det kunne stråle i alle retninger. Det var som om at en diamant skulle spejle hver enkelt stjerne, så alle kunne se deres eget lys. Mens hun havde bevæget sig i ingenmandsland på Riget, havde hun set den lysende stjerne gemt i det dybeste grønne.
Nisse Mink vidste at de måtte have fat i Visdomsbogen, som de havde efterladt i Heksemutters skab. Hvad Nisse Mink også vidste var, at hendes fortryllelse af bogen var ved at gå i opløsning, så der hvor bogen stod, der ville lugte mere og mere af mennesker. Hun gøs i søvne og huskede Troldefars vrede ved lugten af mennesker, og Kattens Hugos klo. Hun mærkede den næsten i nakken og følte den klamme ånde fra en sulten kat.
Nisse Mink drømte at Hr. Ugle generede Katten Hugo, så den jagtede ham, men samtidig sprang Troldefars seler op og hun mærkede et sug i maven, mens der var skrål og lyden af boblende vejrtrækning under hende.
Måske ved du, at hvad Nisser drømmer i nattens løb, skaber de i deres huer til dagen efter. Nisserne her havde kun arbejdet med deres egen magi, så ingen af dem vidste hvad de havde skabt ved at koble huerne sammen.
Hvad det hele bringer, kan du måske læse mere om i morgen.
Det var en alvorlig lille Nisseflok der begav sig hen imod Heksemutters hus. De var vågnet tidligt, mørket dækkede både oppe og ned og alt det, der imellem. De var tavse og koncentrerede, meget bevidste om hvad deres opgave var.
Energien var intens. Ikke kun pga deres mission, men der var et kæmpe energiskifte i gang i disse dage. Dagen i dag, var tilmed særlig. Det var vintersolhverv og naturens gang var at gå imod lysere tider, men det ville kun lykkedes hvis de fandt diamanten, ændrede på molekylerne og menneske ville se deres styrke og formål.
De var ikke gået langt, før end de mærkede Katten Hugo puste dem i nakken. Nisse Mink synes hun kunne genkende lugten af hans ånde og gøs helt inde i nissehuen. Katten Hugo gnæggede stille for sig selv. Heksemutter havde kun snakket om to nisser, så den tredje måtte være en godbid til ham. Han smaskede højt ved tanken, det var blot et valg hvilken Nisse, der ville smage bedst.
Nisserne fortsatte deres gang, de vidste at Katten Hugo ville angribe, hvis de stod stille, så de kom hurtigere mod Heksemutters hus end de havde regnet med. Hr. Ugle havde lovet, at han ville våge over dem, men de havde ikke set ham inden de tog afsted, så måske vidste han ikke, hvor de var.
Da de nåede til postkassen var de nød til at stoppe. Troldefar travede rasende rundt uden foran huset. Han var så rasende, for Heksemutter havde gjort et stort bad klar til ham, på den anden side af huset – og sagt at han ikke kunne få julemad før end han var ren. Og var det noget værre for en trold end et bad – nej vel.
Troldens hår strittede mere end nogensinde, halen svingede lystigt, så alt der var omkring den blev lagt ned. Selv store træer væltede under Troldefars vandring, men ikke et eneste træ turde ramme heksemutters hus.
De store brag er lød, når træerne knækkede og væltede fik ikke Nisserne til at trække sig. På en måde var det lettere for dem, at de ikke skulle lokke troldefar ud af huset, men omvendt, så var det yderst skræmmende at de skulle forbi ham nu.
Hvad gør vi hviskede Nisse Tut. Nisse Mink hvinede som svar, ikke som et svar til Nisse Tut, men fordi hun mærkede Kattens skarpe klo i nakken. Hun gik helt i panik og styrkede hen over den åbne plads, med Hugo lige i hælene. Han havde fået sit bytte fri herfra var det kun legen Musen efter katten – eller omvendt.
Selvom Nisse Mink kendte alle regler, forsvarsteknikker og overlevelsesstrategier, så glemte hun alt om dem, med Katten Hugo lige i nakken. Hun vidste, at han uden problem kunne slå en klo i hende og væk ville hun være. Hun løb det bedste hun havde lært, men med et faldt hun, så kort hun var, ved siden af et af de store træer.
Træets rødder gispede efter liv på helt samme måde som Nisse Mink gjorde netop der.
Nisse Mink mærkede det kæmpe sug over hende, og hun nåede at tænke at nu var alting ude. Mørket ville vinde, stjerneskud forsvinde og visdommen ville blive brugt til Heksemutters suppe.
Men det var ikke Kattens klo der kom susende, det var Hr. Ugle, der kom i lige rette tid til at nappe Katten Hugo i halen. De to havde haft adskillige konfrontationer gennem tiden. Hr. Ugle måtte indrømme, at han jævnligt havde drillet Katten, når han kedede sig. Lidt som han og Fru Rotte havde drillet Nisse Kvas. Det kom til gavn her, for Katten Hugo vendte om og satte i fuld firspring efter hr Ugle.
Nisse Mink rejste sig og børstede sig med værdighed. Så er Katten klarede meddelte hun. Og igen nævnte nogensinde hendes hylen og skrigen. Opgaven var løst, og det var det vigtigste. Næste mål var at komme forbi Troldefar.
Som du måske ved, så kan Troldefar ikke lide lugten af mennesker. Der er for meget sæbe og spåner over dem. Nisser kilede hans næse, så han nøs, og han kunne lugte dem på mange meters afstand. Men det værste han vidste var at blive kildet under fødderne.
Det vidste Hr Ugle, så han havde hentet Fru. Rotte og hele familien., og her i det tidlige morgengry, hvor mørket stadig var mørkt, der kom hele Rottebanden og bevægede sig langsomt hen imod Troldefar. De var forsigtige, for han trampede rundt, og igen ønskede en flad fætter her op til jul.
Rotterne løb frem og tilbage under Troldefars fødder, sørgede for at halerne strejfede fodsålen og efterlod lange kildende spor. Det tog sin tid, før end Troldefar mærkede dem, der var en vis mængde skidt under fødderne.
Men til sidst lykkede det. Troldefar mærkede at det kildede og begyndte at hoppe rundt på et ben – først det ene, så den andet. Han bandede og svovlede, grinede og klukkede, og bandede igen. Jorden gyngede, Heskemutters hus rystede og Nisserne kunne næsten ikke stå på benene.
Mens Troldefar hoppede rundt, smuttede Nisserne ind i huset. Nisse Tut kom dog lidt efter de andre. Hun havde benyttet sig af at Troldefar var faldet, og lå på ryggen med begge ben i vejret, så hun havde lånt hans seler, som de skulle bruge som katapult.
Inde i Køkkenet sad Heksemutter i sin gyngestol. Hun rokkede frem og tilbage og sagde mærkelige særlige uigenkendelige lyde. Nisserne synes næsten at hun lød helt menneskelig i sine lyde, hvilket gav mening, da de så at hun sad med den fortryllede hue i hånden.
Vi kan ikke give op nu, lød det bestemt fra Nisse kvas. Han spændte Troldefars seler fast til gyngestolen, trak en rød tråd ud af sit møre halstørklæde og gave Nisse Tut den i hånden. Så er det nu. Diamanten er nederst i suppegryden. Du har kun et forsøg, hviskede han og slap selerne.
Med stor præcision landede Nisse Tut lige midt i den grønne suppe. Det lille plop fik Heksemutter til at fare op og hen til gryden, hvor hun greb den store ske.
Hvad Hekesmutter gør med den store ske, om hun opdager Nisse Tut i gryden kan du måske læse mere om i morgen.
Der var et kaos uden lige i Heksemutters køkken. Nisse Tut var landet – helt som planlagt – på bunden af den store gryde, med den grønne suppe i. Hun holdt godt fast i den røde snor fra Nisse Kvas møre halstørklæde. Nisse Kvas havde lovet at binde knuder så solide, at kun en Nisse kunne få dem til at gå i opløsning, så hun kunne være helt tryg ved at følge den.
Hvad de ikke havde overvejet var, at Heksemutter jagtede Nisse Kvas rundt i køkkenet med den store ske. Så hver gang Nisse Tut næsten havde fat i diamanten, der lå på bunden, så rykkede Nisse kvas i snoren, så hun blev hevet væk fra den. Og nok kan Nisser holde vejret længe, men ingen Nisse havde nogen sinde overlevet Heksemutters suppe, så hvordan vil det mon gå med Nisse Tut.
Nisse Mink forsøgte at holde hovedet koldt, alt imens hun dukkede sig for det grønne klatter, der fløj af den store ske, hoppede over Nisse Kvas snor og undveg med snilde Heksemutters spidse hæle. Alt sammen mens hun både skulle holde øje med Mennesket Visdomsbog, der nu helt havde mistet sin fortryllelse, og lå synlig og klar på stolen, og hun på en eller anden måde skulle få stoppet det vanvid der udspillede sig i køkkenet.
Nisse Mink vidste, at den eneste, der kunne få Heksemutter til at forlade køkkenet uden kontrol, var Troldefar. Nisse Mink udtænkte en plan. Hun skulle op på Heksemutters gyngestol, rulle rundt på bogen, så hun lugtede af menneske, derefter ud til Troldefar og lokke ham ind i køkkenet.
Men dagen var til at planer skulle omdefineres og justeres. Der var ikke meget, der gik som forventet. Selvom hele året havde været på samme måde – mærkeligt og uforudsigeligt, så var det intet imod hvad planer og ideer blev udsat for i dag.
Mens Nisse Mink kravlede op på Heksemutters gyngestol, råbte Nisse Kvas op om, at halstørklædet næsten var trevlet helt op, og han snart måtte give slip på Nisse Tut. Nede i gryden var Nisse Tut blevet blå i hovedet, den grønne suppe havde mange kræfter i sig, og selv en sej Nisse kunne have svært ved at modstå Heksemutters magi.
Hvad Nisse Mink ikke vidste var, at Ingen andre – som i absolut ingen – havde nogensinde sat sig i Heksemutters gyngestol. End ikke Katten Hugo havde vovet et knurhår i den retning. Nisse Mink kravlede op, men blev søsyg, rundtosset og helt forvirret for stolen gav sig til at rokke i alle retninger. Selv den stærkeste storm kunne ikke skabe sådanne bølger, som stolen formåede at lave.
På forunderlig vis, og med en stor mængde nissesmidighed, lykkedes det Nisse Mink at komme op på sædet, hvor bogen lå. Hun havde tænkt, at hun blot skulle rulle rundt på den, og tiltrække menneskets duft, men stolen havde hoppet og danset så meget rundt, at Troldefars seler – som de havde brugt tidligere – var snoet sig rundt om stolen og bogen.
Troldefar kan som skrevet ikke lide mennesker, og hans seler var så vigtig en del af ham, at de vidste det. Så ikke nok med de var viklet om stolen og bogen, så slog de ud efter Nisse Mink, daskede og smaskede efter hende, så hun følte sig som en bordtennisbold i en kirkeklokke til julegudstjeneste.
Præcis hvordan vides ikke, men en sammensmeltning af alle kræfter, magi, vilje og styrke samt et mørt haltørklæde, nisser og hekseri i køkkenet fik med et det hele til at vælte som dominobrikker.
Gyngestolen væltede og strammede snorene der var på kryds og tværs i hele køkkenet. Det bevirkede at Heksemutters ene støvle blev fanget og hun mistede balancen, og greb ud efter det første hun kunne nå, med den hånd hun ikke havde skeen i.
Det var den store suppegryde, at Heksemutter fik fat i. Den var stor, dyb og af jern. Så tung, at den faktisk ikke kan vælte, men alt var ustabilt efter Troldefar havde væltet træer, gyngestolen havde hoppet og danset, og Rotter og Nisser havde hvirvlet op i jordens energi.
Men det endelige, der fik gryden til at vælte var Heksemutters kræfter, for det var under hendes værdighed at falde så lang som hun var. Derfor brugte hun alle sine kræfter, da hun fangede håndtaget på gryden, og mens hun svingede sig op, så tippede gryden til siden.
Den tippede så meget at Nisse Tut fik lidt luft og dermed overskud nok til at fange diamanten, som hun med sine sidste kræfter viklede sig selv og snoren om. Nu lå hun og svømmede rundt i den grønne suppe, som en blå smølf, der lyste i alle retninger.
Nisse Kvas begyndte straks at trække i snoren, udrede nisseknuder, mens han dukkede sig for den store ske, der skiftevis forsøgte at ramme ham, snoren, der holdt støvlen, og Nisse Mink der var ved at kravle ud af kattelemmen. Der fløj en strøm af ukvemsord fra Heksemutter, og de nærmest overdøvede Troldefars hylen og hvinen uden for.
Hvad alt dette kaos medfører, det kan du måske læse mere om i morgen.
Det var lykkedes for Nisse Mink at smutte igennem kattelemmen uden at blive ramt af heksemutters ske, eller grønne klatter. Hendes plan var at få lokket Troldefar ind i køkkenet, hvor han skulle lave så meget ballade, at Heksemutter jagtede ham ud. Derved kunne de få Nisse Tut og diamanten fri, og slippe væk derfra.
Troldefar reagerede med det samme på duften af menneske. Så selvom det ikke var lykkedes Nisse Mink at rulle sig særlig meget i visdomsbogen, så var det rigeligt til at Troldefar kunne lugte det. Han skiftevis hikkede af grin over, at det kildede under fødderne, og brølede ved lugten af mennesker.
Vreden tog langsomt over, og Troldefar fik rejst sig i sin fulde styrke. Nisse Mink vidste, at der var et vigtigt spænd mellem vrede og styrke. Vrede skabte ukontrollerede handlinger, mens styrke kunne transformeres til energi og give uanede kræfter. Derfor var det vigtigt, at hun sørgede for, at Troldefar forblev vred.
Inde i køkkenet havde Nisse Kvas fået ekstra travlt, nu, hvor Heksemutter kun havde ham og snoren at forholde sig til, og hun slog lystigt ud efter begge med den store ske, mens strømmen af eder og forbandelser fortsatte i en uendelig strøm ud af hende.
Nisse Kvas håbede, at Heksemutter var så meget i ubalance, at virkningen ikke ville indtræde, for han ville nødig ende som en brøkdel af det, hun udtrykte.
Nisse Kvas fordel var, at han havde bundet knuderne, så kun Nissekræfter kunne løse dem, men ulempen var at garnet var mørt, og tæt på at gå i opløsning. Han besluttede sig for at møde Heksemutters energi og lade hende spejle sig i den. Måske ville hun finde vej til det sted, hvor hendes knude blev bundet, så hun kunne opløse den.
Nisse Kvas vidste at det var farligt, for blev Heksemutter sluppet fri i sin egen energi, så var der ingen vej tilbage for Nisserne og dermed heller ikke for menneskene.
Da Heksemutter så sig selv i spejlet, blev hun et kort øjeblik helt mild og rolig. Hun skar den grimmeste grimasse, der med lidt god vilje, kan tolkes som et smil. Samtidig begyndte hun at udstødte små pludrende lyde, og trække tråden op til håret hvor hun bandt sløjfer og rottehaler alle de steder, hvor håret tillod det.
Nisse Kvas mærkede at hans kræfter – selv Nisse-super-kræfterne -var ved at rende ud. Han så, at Nisse Tut i gryden blev mere og mere blå, og lufboblerne der ploppede op blev mindre og mindre.
Det var der, at han bad om et mirakel gerne måtte ske, og dårlig havde han tænk tanken, før køkkendøren fløj og ind væltede først Nisse Mink, og derefter Troldefar. Nisse Mink gled så lang hun var og kurrede hen over gulvet, og ramlede lige ind i Heksemutter.
Det ville normalt have været ude med Nisse Mink der, men her fik hun Heksemutter trukket væk fra hendes spejl og knudepunkt, og kræfterne vendte tilbage til Nisse Kvas. Heksemutter havde været så fraværende, at hun kun så Troldefar er lå halvt inde i køkkenet.
Troldefar fægtede med den ene hånd, råbte at verden var i udbrud, for nisser og mennesker blevet til et. Med den anden hånd forsøgte han at holde sine bukser oppe, nu hvor selerne var væk, men de blev ved at glide ned, og lande om hans fødder.
Heksemutter blev særdeles rasende. Hun tålte ikke at nogen trodsede hende, og hun havde klart sagt, at Troldefar ikke skulle komme i hendes køkken, før end havde været i bad. Og enhver, der så ham løbe gennem skoven med bukserne om knæhaserne, hoppende over kviste, grene og træstubbe, med Heksemutter efter sig, svingende med den store ske, ved og kan lugte, at han ikke havde været i bad.
Hvor langt de løb, hvor de endte og om det store splask der lød og det uventede skybrud, som nogen betegnede som syreregn, havde noget at gøre med Troldefar og Heksemutter, det melder historien ikke noget om.
I køkkenet fik Nisse Mink og Nisse kvas travlt med at stable ting op, så de kunne nå op til gryden. Snoren var definitivt knækket, da Heksemutter styrtede efter Troldefar, og Nisse Tut sank langsomt til bunds i den store jerngryde.
Nisse Mink gik langt uden om gyngestolen. Hun havde lært at andres magi skulle hun ikke blande sig i, og selvom Visdomsbogen var vigtig, så var Nisse Tut endnu vigtigere.
Mens de knoklede det bedste, som Nisser har lært, så kom Hr Ugle susende ind i køkkenet, lettere forpustet og tæt jagtet af den rødglødende Kat Hugo. Katten Hugo havde mere end en gang være så tæt på at få fat i Uglen, men hver gang var den undsluppet. Selv da han stod med en halefjer i hunden, var Uglen fløjet videre. Dog mere ustabil og diffus i sin retning, men Hr Ugle vidste, at enhver omvej, var den rette vej på vejen.
Hr Ugle dykkede ned på bunden af gryden, fangede Nisse Tut, der var viklet godt fast til diamanten og greb hende i næbet. Det skete så hurtigt, at ingen i køkkenet opdagede det, og Hr Ugle lod som om han landede på Heksemutters gyngestol.
Det blev for meget for Katten Hugo, og med et elegant kattespring og skarpe klør sprang han op og landede på sædet – i klar forventning om, at nu havde han fanget Uglen. I et kort øjeblik kunne han endda smage den saftige og møre steg og mærke sin egen mætte og tilfredse mave i krogen bag brændeovnen .
Men så snart Katten Hugo landede i gyngestolen, slog den fra sig, men rysten, buldren og bragen. Og nu, der ikke var nogle snore til at holde den fast, så bevægede den sig endnu mere hidsigt, end du nogen sinde har set et ulykkeligt barn gøre det.
Den vred og vendte sig, selerne sprang og sendte Katten Hugo på sin længste flyvetur nogensinde. Der hvor han landede, sidder han stadig og summer over, hvordan mon egentlig en Ugle vil smage, og hvor mange liv han brugte på den flyvetur.
Visdomsbogen landede med et brag på gulvet og virkede uendelig stor og tung.
Mon Nisserne nogensinde fik den væk fra Heksemutters hus og tilbage til byen og menneskene. Det kan du måske læse mere om i morgen.
Der var stille i Heksemutters køkken. En stilhed, der kun kendes fra øjeblikket før, braget bryder ud. Et øjeblik, som mange mennesker normalt overhører, da de er for travle, paniske, forsøger at flygte fra sig selv og egne følelser. Men dette år havde skabt så meget rum omkring dem, at hvert eneste menneske fik muligheden for, at stoppe op et øjeblik og lytte til den stilhed.
I denne stilhed, her sker Miraklerne. De sker uagtet tro, håb, tillid, køn, alder, form og farve. Mirakler sker globalt, men de er også individuelle, og hver en sjæl har muligheden for at gribe dem.
Nisserne og Hr Ugle rakte ud og tog imod. Så med lethed lod de den milde brise løfte visdomsbogen op, så den flød afsted, kærlig puffet af Nisse Mink, i den retning, som Hr Ugle viste.
Fulgte du ham udefra, på de sociale medier eller med en mikrochip vil du måske undre dig over de skiftende retninger, cirkler, skridt tilbage og omveje som flokken tog. Men alt havde en mening, en betydning og et budskab.
Vidensdelingen er, at halefjeren på hr Ugle var taget af Katten Hugo, så den direkte vej ikke var mulig. Erfaring viser, at hver et sted de kom, der var ny læring og ny bevidsthed til dem. Og med hver bevidsthed åbnede de op for nye valg og muligheder, der blev efterfulgt af handling. Det at træde tilbage og betragte sin egen fremadrettede vej, skaber et andet perspektiv, og gør vejen lettere og genkendelig.
Nisserne havde et mål, en drøm et ønske så stort. Kikker du langt mod nord, kan du se Stjernen, der lyser. Og kikker du rigtigt godt, kan du se, at den smiler og blinker til dig.
Nisse Tut bar de på en blød pakke, som Rotterne havde fundet i skovkanten. Den var lige så blød som Nisse Minks pels, og den duftede helt fantastisk. Nisse Kvas følte næsten, at Nissemor gik ved siden af ham, så hjemligt lugtede den.
Jo længere de gik, jo bedre fik Nisse Tut det. Den blå farve i hendes hoved var ved at forsvinde, og de grønne suppeklatter, hun havde hostet op, begyndte langsomt at blive mindre. Jo bedre Nisse Tut fik det, jo mere lyste diamanten, der lå ved hendes side.
Havde Nisserne set sig tilbage, så havde de set, at hver en grøn klat havde skabt en forandring. Et træ begyndte at skyde op, knopper brød frem på blomster og buske. En ild blev justeret, så den brændte i rette styrke og vand blev klart og rent. Dyr, der længe havde været forsvundet, kikkede med et frem, forundret over det lange fravær, klar til at indtage livet igen.
Flokken, der nu bestod af Nisse Kvas, Mink og Tut, samt Hr. Ugle, Rottemor og hendes familie, skovens dyr, træer, buske samt ild og vand, vandrede afsted med Visdomsbogen mellem sig, båret af Miraklets vinde.
En opmærksom læser, der måske hellere ville have været i kirke i dag, vil se, at ligheden med de tre vise mænd er slående. Folket, byen tælling og miraklet var på vej – helt uden for tid og sted.
De nåede til Lyskilden, der hvor lysets treenighed blev samlet. Det indre lys, det ydre lys og diamantens lys. Ser du det for dig, vil dine øjne blinke, og du vil sikkert blive blændet et øjeblik. Måske fordi du bliver rørt, måske fordi lyset spejles i en tåre, eller måske fordi du ved, at det er dit lys, der skinner i dette nu.
Det var som om, at Visdomsbogen selv fandt sin plads i lyskilden. Den rettede sig op i hvert enkelt menneskes power, sandhed og styrke. Siderne blafrede, kaldte på hver sjæl, der var klar til at lytte.
Bogen lignede for nogen en ganske almindelig bog med juleeventyr, men drejede de hovedet lidt, så så de lyset, mærkede vibrationen og kunne vælge om de ville gå med eller trække sig.
Der var plads til barnet, manden og kvinden i hver enkel. Mennesket egen individuelle treenighed. Samling af fortid, nutid og fremtid. Intentionen er sat, drømmen er fri, vejen er skabt.
Langsomt forsvinder Rotterne i hver deres retning. De har bidraget med deres, og vælger selv deres skæbne herfra.
Hr Ugle lod sine vinger sprede sig, lettede lydløst og svæver et sted deroppe. Vis, klog, og han lever sin visdom. Så ser du en skygge på himlen, så træk vejret, vid at alle veje er vejen til din drøm. Træk kærligt på det, der er så meget større. Og det du har glemt, det står i din visdomsbog.
Nisse Kvas åbnede pakken, som de havde båret Nisse Tut på. Han kunne ikke stå for duften og blødheden. Som du måske har gættet, så er det ganske rigtigt, årets halstørklæde fra Nissemor der lå der i. Måske lignede det, det gamle, men det bragte nyt med sig. Nisse Kvas takkede for det bidrag som Nissemor havde været i årets løb, og tog imod det, som det nye halstøtklæde ville bringe.
Nisse Tut kikkede hen på Nisse Mink. Nyhedsnisse smilede hun, endda under dæknavn. Vil du fortælle hvad dit rigtige Nissenavn er.
Nisse Mink klukkede, lagde den minkfrakke, hun havde haft på, på jorden, mens hun ærbødigt gav energien tilbage til dyrene og Moder Jord.
Herefter rejste hun sig, vendte sig mod Nisse Tut og menneskene. Jeg er Julens Nisse klukkede hun. Så mit navn er Nisse Jul. Jeg kommer med glæde, lys og stjerneskud. Jeg byder ind til nærvær og fællesskab, til glæde og mirakler.
Sammen stod de tre Nisser i lyset, med nissehænder på hjertet og kikkede mod himlen, hvor stjerneskud spejlede sig i diamantens lys.
Glædelig Jul hviskede de stille.