Kan du huske Flipperspillet?

Flipperspillet – en kugle blev skudt afsted og så gjaldt det om at holde den i bevægelse med små flip flop arme, der skød den videre med større fart. Man skulle få så mange point som muligt inden den røg helt ud til højre og ned i den lange endeløse søjle, hvor der intet var at gøre – andet end at kikke på nedturen – at spillet var slut.

Et spil fyldt med lyd, farver, blinken. Et spil der fik blodtrykket til at stige, koncentrationen i højsæde, ord, som man ikke vidste man kendte, til at flyde frit. Konkurrencegenet blev intensiveret, ikke kun til andre, men også til en selv. Denne her dybe følelse af – jeg kan – jeg må – jeg skal gøre det bedre. Frygten for at tabe krøllet ind i ønsket om at vinde.

Jeg har ikke tænkt på spillet i mange år, men forleden sad jeg med en besynderlig fornemmelse i maven. Jeg havde det som om jeg var kommet ud på en rutsjetur som jeg ikke selv kunne kontrollere. Helt som kuglen i flipperspillet.

Først når du erkender dit værd kan du være dit værd

Det er så interessant hvor vi lægger vores egen værdi.

Må jeg godt prale, være stolt, fylde, proklamere, dele, videreformidle min viden, mine egenskaber. Eller skal jeg pakke den sammen, komme snigende, undskylde den, udskyde den.

Jeg har altid elsket at se folk vokse, personligt og arbejdsmæssigt. Jeg har støttet, bakket op, formidlet energi på den måde, som jeg nu engang gør.

Jeg gør det fra et ærligt sted, og jeg er bevidst om at min sandhed har ændret sig igennem tiden. Tidligere var det et must, et obligatorisk krav fra mig til mig – jeg skal hjælpe. I dag er det et valg en bevidsthed, en mulighed.

Det her med at hjælpe andre på vej kræver en egen bevidsthed.
Hvem er det du hjælper – og hvad vil de reelt. Hvor stort er dit ønske for at bidrage, hvad byder du dig selv, hvor er du henne i den proces.

Klimax og guldkarameller

Jeg har den seneste tid haft denne her fornemmelse af at klimaks manglede.
Forløsning udebliver – selvom den virker som om den er der. Som om selve klimakset er en fysisk ting, men lige uden for rækkevidde, lidt usynlig, i en gråzone, noget som er mit, men alligevel ikke. Som om det er blevet besudlet på en måde.

Jeg smiler lidt af ordet besudlet, det er ikke et jeg plejer at bruge, og når uvante ord dukker op, så ved jeg, at jeg har hjælp fra/adgang til andet sted. Guider, hjælpere er med, med budskaber som jeg ikke selv ser med det menneskelige øje.

Det er ikke et specifikt klimaks jeg går efter, det er mere en tilstand. Forløsningen. Afslutningen. Budskabet – gaven i det jeg vælger. Det der er i det til mig. Helt uden for al energi, given og modtagen. Uden for rammer, normer, betaling og ligende.

I går spurgte en mig om jeg egentlig havde modtaget gaven i et forløb jeg er med i. Umiddelbart mente jeg ja, men jeg gik i gang med at fundere. En masse logisk, meget følelsesmæssigt, en stor inspiration – så ja, men nej. Det vækkede nysgerrigheden.

Hvad bruger vi Virustiden til

Jeg ved jeg er heldig
Jeg ved jeg vælger
Jeg ved jeg tager imod den gave det er

Samfundet er lukket ned,
alt er i omvæltning
alt sættes i perspektiv.

Jeg elsker at regeringen tager ansvar, udviser handling
Jeg takker for der er fælles opbakning om beslutninger
Jeg respekterer at ikke alle er enige og at det påvirker mange

Når det så er sagt, så er der en gave i det her – til hver eneste en af os – spørgsmålet er kun om vi vælger den eller overser den. Læs Mere