Frigivelse

Vi er i en transformationstid. Det er en umulighed at undgå forandringen. Spørgmålet er kun om vi følger flowet eller om vi kæmper imod.

Forandring er uundgåelig – den sker om vi vi det eller ej. Hvert minut, hver time, hver dag forandres vi – også hos dig, der synes at livet er det samme evig og altid.

Det kræver en ekstrem styrke at fastholde stilstanden, passiviteten, at forblive den samme uden at flyde med.

Det kræver lidt mindre energi at flyde med flowet, tilpasse sig, forandre sig og tilpasse sig igen.

Det letteste er at tillade forandringen, vælge den og stå op sig selv, sin egen udvikling, sin egen vækst og gå i den retning som reelt kalder.

Jeg har længe arbejdet på at modtage, tage imod, skabe, gå hele vejen. Gå i mål. Jeg er en af dem, der har skabt en masse – for andre. Jeg har sikret at de kom så langt som de var klar til, fik de muligheder de skulle.
Jeg er en af dem der har skabt en masse gode ting for mig selv, men så lige der – lige før målstregen, der stoppede jeg. Noget bremsede mig.

Jeg har brugt, timer på at finde ud af hvad det er, der gør, at jeg stoppede der. Jeg har fundet mange argumenter og forklaringer. Undervejs har de alle givet mening og stor forståelse og accept i mit sind. Men tiden og forandringen gør at de ikke længere holder. Jeg nåede dertil hvor jeg måtte tage et bevist valg om forandring.

Jeg er her, hvor jeg gerne vil modtage, tage imod, nyde, investere og se mig selv ekspandere – som mig selv. Selvom jeg ikke præcis ved hvordan, så tillader jeg forandringen.

Idag gik jeg ind i nydelsen. Meget hurtig røg jeg tilbage til jeg var barn, ikke særlig gammel. Jeg er bekendt med, har accepteret og kommet videre med min historie og mit liv som misbrugsbarn. Så den den er ikke pointen i det efterfølgende. Det er selve følelsen.
Dybt i mig sidder der en læring, en overbevisning, et mindset om at jeg ikke må nyde og tage imod. Alle de gange jeg blev brugt (misbrugt) så jeg, mærkede jeg, fornemmede jeg glæden, tilfredsstillelsen hos den anden. Jeg mærkede deres behov, deres forløsning, deres begær. Jeg hørte deres om om deres kærlighed, ordene om så dejlig jeg var, hvor vigtig jeg var, hvad jeg gav dem. Og tilbage sad jeg med følelsen af uforløst tilfredsstillelse, kvalme, afsky og væmmelse. Ord som jeg ikke kendte betydningen af. Følelser jeg ikke vidste hvad betød – men de blev et spejl på den andens glæde og viste mig hvad jeg måtte modtage.
Et spejl der har fulgt mig i tiden til nu. Et spejl der viser sig hver gang jeg skaber noget godt, skønt og forløsende for andre, ikke men sexuelt, men i enhver henseende, så er mit mønster det samme. Jeg skulle tiltrække ubehag, skamme mig, gemme mig og gå i hi.
Udover dette spejl er der en læring i mig der stammer fra en anelse moralsk bevidsthed. Min misbruger vidste godt at det var forkert. Denne forkerthed blev udtrykt i at jeg blev sendt væk, sat til side, skulle forsvinde, blive usynlig, sige de rigtige ting, gøre de rigtige ting, grine for at vise jeg havde det sjovt. Samtidlig med at jeg mærkede hadet, forargten, væmmelsen. Det der var så rigtigt lige før blev med et betændt og ulækkert og jeg var skylden. Jeg skulle forsvinde.

Det er længe siden jeg har tilladt de følelser at dukke op, få ord på og udtrykke sig. Hvorfor de dukker op nu – fordi jeg gerne vil kende min værdi. Jeg vil gerne tage ejerskab over det jeg kan og gør – og jeg vil genre gøre det med glæde, stolthed og tilfredshed. Jeg vil gerne gøre det uden at skamme mig, føle mig ulækker, misbrugt eller kasseret .

Jeg har været i evig kamp med min krop i mange år, dvs med det som den har fortalt mig. Heldigvis var jeg den klogeste, så mens jeg ikke formåede at lytte, der overhørte jeg den. Og heldigvis er den, den mest tålmodige, for den har fortsat lyst til at være hos mig, fortælle dens oplevelser.

På vin vej, min rejse, i min bevidste transformation fik jeg et smukt mentalt billede af en pige med pelshat og fletninger. Hun har glade runde kinder, strålende øjne og et levende smil. Det jeg mærker på hende er at hun indtager livet. Jeg ved jeg kender denne følelse, kroppen kender denne følelse, og kalder på mere af den.
Første gange jeg tillod mig at tage kontakt med hende, der klyngede hun mig op og begyndte at partere mig. Jeg panikkede i nogle sekunder og brød mig ikke specielt om dette venskab. En kærlig ven blev dog ved at fortælle mig, at denne kvinde var et positivt venskab, at der var noget godt til mig i det.

Jeg tillod mig selv at møde pelskvinden igen. Jeg var fortsat klynget op, og hun skar store lunser ud af mig. Det var friskt, køligt, klart. Som det smukkeste islandskab med, hvidt, lys og fred i kilometervis. Jeg falder væk. Næsten besvimer af en ukendt følelse, jeg endnu ikke har identificeret.
Det næste billede der dukker op, er denne blinken med øjnene. Lyet er skarpt. Bålet kniterer. Jeg kan se halen på pelshuen, der hopper lystigt omkring. Den milde stemme, der roligt fortæller mig, at alt det betændte er skåret fri og smidt væk. Ådslerne har fået det – hun griner højt, de skal også have noget at leve af, så kan de lige så godt få det betændte og rådne, som vi ikke skal bruge. Hun viser mig, at resten af mig er blevet brugt, til hue, handsker, vater, snor, telt, mad. Alle dele af mig er anvendt – genanvendt, til nyt, smuk, praktisk og funktionelt. Det er meget smukt.

Langsomt vågner jeg hel. Jeg mærker at noget er forandret. Der er en latter i mig, som jeg genkender men ikke har hørt længe. Der er en fred, en styrke jeg ikke har haft længe. Jeg mærker ryggen rette sig ud, friheden i at stå ret.

Jeg mærker at jeg tager livet ind.

Det er stort. Det er storslået. Jeg kæmpede imod længe. Men valgte noget andet.
Jeg vælger livet. Jeg vælger indtagelse.

Jeg har ikke ord på det jeg går efter. Jeg kender ikke målstregen, men jeg ved at jeg er på vej. At jeg er klar til livet, nydelse, storhed, magi og flere mirakler.

Jeg er klar til at nære mig, med det min krop og jeg kan bruge.

Livet er fantastisk.

  1. Laila Ernst
    |

    Jeg synes, at dine skriv er utrolige sigende og meget lærerige, fordi Du er god til at sætte orde på, det Du oplever.

    Tror ikke der findes mange rundt i DK, der ikke kan se sig selv i en af de situationer, Du fortæller om.

    Jeg kan se mange af de ting, Du har stået i, som de samme situationer jeg står i, bare i begyndelses stadiet, hvor Du er kommet i gennem flere af dem undervejs eller de står som næste kasse på samlebåndet, klart til at blive opdager, taget ind og kigget på og i sidste ende, blive smidt væk og straks ryger der 1 kg, mere af livets rygsæk, Du har slæbt på siden Du blev født.

    Du er sej