Nisser er uhyre effektive til at organisere sig. De ved dybt i sig selv, hvad de er gode til, og de er der, hvor deres evne udspiller sig bedst. Det er yderst fascinerende at se på, hvordan korte ben, solide støvler, fyldte lommer, huer i mange former og farver myldrede imellem hinanden, men uden at gå i vejen for hinanden.
Også i dag vidste alle hvad de skulle og hvor de skulle hen. Hver Nisse havde respekt for sig selv, på lige fod som de havde respekt for enhver anden Nisse.
En forsamling Nisser drog afsted for at finde Menneske Knold og Menneske Bøf. De havde en nem opgave denne gang, for begge Herrer lå hjemme på sofaen, jamrende over træthed og hovedpine efter en festlig Julefrokost, hvor ingen af dem havde lade sig begrænse i indtagsele af livets glæder.
Vi er jo nogen der har råd til det lo Menneske Knold lidt, men kun for kort efter at jamre over at det larmede så meget, når de sparkede til bolden i Tv’et. Han vidste ikke, at det var Nisse Simultan, der drillede ham. Nisse Simultan havde en fantastisk evne til at oversætte bevægelse til lyde, så det virkede om om verden med et blev 3-dimensionel.
Nisse Syrlig foreslog at de kunne riste Menneske Knold og Bøf lidt mere, men oplevelsen af at være en bold i en VM kamp var vist rigelig påvirkning i denne omgang. Vi kan jo gnave lidt gulerødder imens, fnisede Nisse Simultan. Grøntsager skal være så sundt for mennesker siges der, klukkede han, alt imens Menneske Bøf følte at nogen gumlede i ham alle vegne fra.
Nisse Vis viste vej til Porten. Stien, der lignede alle andre stier, men på besynderlig vis var den alligevel anderledes. Noget var genkendelig andet var uvant. Den gik op – og den gik ned – og med et gik den ud i intetheden.
Træd på trædestenene lød det med sikker stemme oppe foran, og hver Nisse tråde ud i intetheden i tillid og i overgivelse. Det var som moder Jord rakte hånden ud og lod fingerspidserne danse, så hver en Nissefod trygt blev fanget og ført det rigtige sted hen.
Nisse Vis forklarede at intetheden de gik i nu, var tiden imellem. Tiden imellem – det er den særlige tid mellem gammel og nyt. Det var langt fra det samme som før og nu. Men overgangen mellem gammelt og nyt.
I mange år, fortalte hun videre, var broen mellem Gammel og Nyt vippet med sammen med bevægelsen. Det vil sige, når den enkelte gik videre forlod de det gamle, som der blev mindre af, og gik i mod det nye som der helt automatisk blev mere af. Derved var balancen der, hver enkelt gik på deres egen vippebom. Nogen med større hast og tyngde end andre, og kunne derved opleve at det føltes som en stejl bakke eller rutchetur, men altid, altid i mange mange år – der havde broens vippefunktion virket.
I år er det anderledes sagde Nisse Vis med en anden stemme og stoppede op, Nisserne, der var i en dans af bevægelse på Moder Jords fingerspidser tumlede ind i hende og landede lettere forsvirret og uvant rundt omkring. De kunne se alt det gamle som de kendte så godt, de kunne også se alt det nye der var i vente. Alt det, som Nisser aldrig bekymrede sig om, for nuet var nu engang nu, lige der hvor de var. Så hvad var der at bekymre sig over, når nu var netop her.
I dette øjeblik fikNisserne en snert af den fornemmels – bekymringene. For med alt det gamle de så, og alt det nye de så – der observerede de, at begge dele var lige store. Tiden her imellem, der var ingen bro til at få menneskene sikkert over. Så lige nu stod alle mennesker i tiden imellem. De hang sammen, men de var dem selv. Det var som grød med kanel og smørklat, hver sin del, men kun helheden skabte helheden – og den enkelte del var den enkelte del.
Alle er noget i sig selv, og i helheden er de sammenhængen sagde Nisse Vis stille. I denne tid, der frygter nogle at være sig, andre frygter helheden og sammenhængen er forsundet forklarede hun. Det er derfor vi skal åbne Porten, så de kan komme videre, i tryghed og med tillid. Menneske er ikke skabt til at rumme mere end helheden. I denne tid har adgang til alt det gamle og til alt det nye. Det giver mere end en i sammenhængen.
Nisserne nikkede. De lyttede som altid til Nisse Vis, men var også blevet opmærksomme på den store port foran dem. Den var skinnende, blank og glansfuld. Den strålede i alle farver, fra den dybeste natur til himlens magiske leg med toner. Ikke et eneste Nisseøje var tørt. Der var noget rørende og trygt ved denne port. De vidste ikke hvad. Men genkendelsen var stor. De vidste at de var blevet kaldt på.
Hvem der kalder, hvad der skal ske ved porten, og meget andet kan du måske læse mere om i morgen.