Klimaks og guldkarameller

Andet 0

Klimax og guldkarameller


Jeg har den seneste tid haft denne her fornemmelse af at klimaks manglede.
Forløsning udebliver – selvom den virker som om den er der. Som om selve klimakset er en fysisk ting, men lige uden for rækkevidde, lidt usynlig, i en gråzone, noget som er mit, men alligevel ikke. Som om det er blevet besudlet på en måde.

Jeg smiler lidt af ordet besudlet, det er ikke et jeg plejer at bruge, og når uvante ord dukker op, så ved jeg, at jeg har hjælp fra/adgang til andet sted. Guider, hjælpere er med, med budskaber som jeg ikke selv ser med det menneskelige øje.

Det er ikke et specifikt klimaks jeg går efter, det er mere en tilstand. Forløsningen. Afslutningen. Budskabet – gaven i det jeg vælger. Det der er i det til mig. Helt uden for al energi, given og modtagen. Uden for rammer, normer, betaling og ligende.

I går spurgte en mig om jeg egentlig havde modtaget gaven i et forløb jeg er med i. Umiddelbart mente jeg ja, men jeg gik i gang med at fundere. En masse logisk, meget følelsesmæssigt, en stor inspiration – så ja, men nej. Det vækkede nysgerrigheden.

Hvor er gaven

Hvad er gave

Vil jeg modtage gaven

Jeg satte mig ned med energien – min egen, energien klimaks og forløsning og var nysgerrig på hvad der dukkede op.

Meget hurtigt kom en guldkaramel. Der var genkendelse og nydelse med. Lidt forbudt, også meget gammelt. Fortid, barn, begrænsning – kun at måtte få en eller to.

Oplevelsen, dette fine papir, knitre, folde ud. Skuffelsen ved at karamellem var halv størrelse af papiret, glæden ved chokoladen, smagen, forundringen over det hang i tænderne, sødmen, det kvalmende, tørsten efter at slukke det vamle. Afvisningen ved ikke at måtte skylle den ned.

Det blev til en hel rejse i at gå på opdagelse i fortiden med en guldkaramel. Tilbage til nuet, se hvad den ville nu.

Der – et stykke til venstre for mig stod en fin hvid kop, og ved underkoppen lå en karamel – stor fin og lækker. Jeg mærkede helt klart at jeg selv har pakket den ud, forventningen, nydelsen, glæden, men så forsvandt den ligesom. Den tilhørte ikke længere mig.

Det var som om den var besudlet, som om nogen havde gjort noget ved den, tabt den, skubbet den på gulvet og lagt den tilbage , nusset, lidt klam – uden at fortælle det, blot i håb om at jeg ikke opdagede det.

Jeg nåede ikke så meget længere i går, men ser jeg på det i dag, så er jeg væsken i den hvide kop. En blanding af kaffe, te, kakao – der er drysset sukker i og en cremet fløde, og bevægelsen er at jeg bliver rørt rundt. Denne skypunpe der dannes i koppen, når der drejes hurtigt rundt. Det mærkes som om jeg er denne skypunpe i dette nu.

Jeg må lege med hvad en skypunpe er. En bevægelse der er i flow. En bevægelse der inviterer alt med, hvirvler op, rydder ud, ommøblerer, transformerer og til sidst sætter det hel ned igen, så den enkelte kan vælge hvad vil jeg herfra.

Nogen forsøger at snige sig ind med kaos, ødelæggelse, destruktivt, men jeg kan ikke nå det, det kan ikke gribes, det er ikke mit. Bevægelsen, skypumpen hos mig er givende, nærende og berigende – uvist hvor hen, uvist med hvad, uvist med hvordan, men det buldrer derud af, den er i flow, der er power. Jeg kan høre lyden i toppen af dem, mærke bevægelsen i den, mærke suset og overgivelsen.

Stille lander skypunpen, let, kærligt og helt forsigtigt sættes jeg ned. Kun for at rejse mig, vide at den besudlede karamel ikke er min. Måske pakkede jeg den ud, måske var det gaven, men ikke min.

Tristhed over at gave ikke modtages, at den puffes væk, spildes og besudles. Større tristhed over at den samles op uden ærlighed, lægges frem som ren, som om det skete var ligegyldigt, uden værdi.

Ved at det er værdien i handlingen der er afgørende. Det er ikke handlingens størresle eller budskab. Det er værdien deri.

Hvad er det jeg samler op, som jeg bør lade ligge

Hvad er det jeg videregiver som reelt er mit

Hvad lader jeg gå til spilde for andre gav det en anden værdi

Hvor er det jeg ikke anerender værdien i den jeg er

Hvor er det jeg ikke anerkender værdien i det jeg jeg vælger

Hvor er det jeg ikke anerkender værdien i hjertes tale

Koppen, indholdet, skypumpen og karamellen forsvinder stille ud af min energi.
Billeder dukker op, en forsøget at nøde mig med den, en anden ser forundret ud, en tredie lidt skuffet, men reelt så bæres koppen blot væk. Med ærlighed. Den hørte ikke til her.


Det var ikke længere min. Jeg var der. jeg er der ikke mere.

Med et mærker jeg mig på ny

Noget pulserer

Forløsningen er kommet

Klimax er nået i overgangen fra før til nu
Jeg er klar til at se, mærke, sanse gaven

Jeg er klar til at tage imod.
Må du nyde din kop, din karamel, din gave, men mest af alt den du er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *