Julekalender 2020

1. december 2020

Nisse Kvas sad og hang lidt på kanten af sin hængekøje. Han havde været så begejstret da han havde fundet den i skoven. Den havde ligget og lyst op på en sommerdag som den fineste blåhvide isflage, lige der midt i skovbunden.

Nisse Tut havde protesteret mod at han tog den med. Han havde grinet af hende, da hun sagde at hun fik ondt i maven ved at se på den. Den gjorde hende ked af det havde hun også sagt. Men den var så fin – den passede lige til en nissestørrelse og den var så smart, at den blev bredere når han møffede lidt rundt i den .

Så Nisse Tut havde fyldt den med gode ting og trukket den i elastikken hele vejen hjem. Det havde været lidt svært, for ved hver et bump i skovbunden havde den virket som en katapult og ting var røget ud af den.

Lige så stædig som Nisse Kvas havde været med at få den hjem, lige så træt af den var han nu. Lige siden hav havde lagt sig i den, var der ikke rigtig sket noget. Sommeren og efteråret var på en mærkelig måde forsvundet uden han havde lagt mærke til det.

Ingen havde inviteret til Nissefesten. Gammelfars fødselsdag var der noget mærkeligt ved, det var som om at ingen ville tale om den. Nisse Kvas gumlede længe på en tør kogle – det var faktisk længe siden at han havde snakket med nogen eller hørt nogen pusle i krogene.

Nisse Kvas vidste godt at det nu var decembertid – den smukkeste tid på året, hvor alle sanserne boblede og legede med. Men lige nu var der ingen sanser der boblede. Ingen frisk gran til at kilde i næsen, ingen smukke røde klokker der bimlede når de blev fanget i vinden. Ingen velsmagende krydrede kager eller lækker grød i skålen. Årets bløde halstørklæde som Nissemor plejede at strikke var heller ikke kommet endnu. Der var faktisk rigtig meget, der slet ikke var som det plejede.

Nisse Kvas kikkede sig omkring. Han så at Nisse Tut havde tændt et enkelt lys, der stod og blafrede, men helt nede, så det var længe siden at hun havde været der. Der lå en seddel ved siden af – jeg rækker ud efter stjerneskuddet. Det var Nisse Tut der havde skrevet den. Nisse Kvas kendte de runde former og hjerterne i bogstaverne. Han blev med et helt bekymret – lyset betød alt for Nisse Tut. Hvor var hun, hvad var der sket siden han kom hjem og hvorfor virkede alting så anderledes. Og hvilket stjerneskud var det Nisse Tut rakte ud efter.

Måske der er svar på noget af det i morgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *