Flipperspil

Andet 0

Kan du huske Flipperspillet?

Flipperspillet – en kugle blev skudt afsted og så gjaldt det om at holde den i bevægelse med små flip flop arme, der skød den videre med større fart. Man skulle få så mange point som muligt inden den røg helt ud til højre og ned i den lange endeløse søjle, hvor der intet var at gøre – andet end at kikke på nedturen – at spillet var slut.

Et spil fyldt med lyd, farver, blinken. Et spil der fik blodtrykket til at stige, koncentrationen i højsæde, ord, som man ikke vidste man kendte, til at flyde frit. Konkurrencegenet blev intensiveret, ikke kun til andre, men også til en selv. Denne her dybe følelse af – jeg kan – jeg må – jeg skal gøre det bedre. Frygten for at tabe krøllet ind i ønsket om at vinde.

Jeg har ikke tænkt på spillet i mange år, men forleden sad jeg med en besynderlig fornemmelse i maven. Jeg havde det som om jeg var kommet ud på en rutsjetur som jeg ikke selv kunne kontrollere. Helt som kuglen i flipperspillet.

I et desperat forsøg på kontrol forsøgte jeg alligevel. Jeg sad deroppe øverst og forrest i den store rutsjebane i Tivoli. Ja, længere er jeg ikke nået i den karriere, så fuld respekt for dig, der synes at den rutsjebane er en bagatel. Følelsen af at kikke lodret ned, mærke at bevægelsen er sat i gang, men alligevel være så meget i kontrol at jeg ikke slap og tillod mig selv at trille afsted. Det var som at forsøge at pause kuglen i Flipperspillet lige inden jeg så den ryge helt til højre og styrtdykke.

Jeg vidste jeg skulle forholde mig til min indre kugle, og jo mere opmærksomhed jeg gav den, jo mere begyndte den at lyse. Jeg opdagede, at den slet ikke var inde i mig længere, men mere som en varm levende og helt vidunderlig størrelse lige foran mit solarplexus. Jeg kunne fysisk mærk den i hænderne, dens struktur, varmen, energien, dens potentiale. Den var ekstrem levende, kærlig og ærlig. Den havde så meget den ville fortælle mig. Selv nu bliver jeg lidt rørt, når jeg tænker på den og mærker efter.

Kort opsumering så indeholder den kugle mig, min livstid, mit potentiale. Den indeholder alt det, som jeg skaber fra nu og fremad. Der er ingen blokeringer eller begrænsninger – heller ikke forventninger eller krav – men uendelig kærlighed, accept og tillid.

Hele 2020 har været et år med en stærk Jeg-energi. Ikke ego-centreret i den opfattelse som mange har udfra gammel jantelov. Men en Ego-energi som i Jeg = Ego. Tilladelsen af at det er okay at være mig. At Jeg vælger at være mig, vælger mig til, men min ret til at være. Min ret til at være. Min ret til at være mig. Det har været et fantastisk år med den vinkel – at tilvælge mig.

Det har på ingen måde været fravalg af andre, selvom det udefra kan opleves sådan. Jo mere bevidst jeg er blevet om mig, min sande kerne, mine ønsker drømme og behov, jo mere har jeg sluppet af plejer, burde og skulle.

Det jeg har gjort i årtier blev med et til et stort spørgsmålstegn og hvorfor dælen gør jeg det her. Det blev ekstreme mængder tid, når jeg fik sorteret det fra, som reelt ikke gav mig noget. Tid jeg brugte til at fundere over – hvad gør mig glad. Hvad vil jeg.

Jeg har brugt 2020 til at stå ved mig selv, lytte til mine egne ord. Jeg har handlet på det jeg har sagt – ud fra hvis jeg har sagt det to gange, så krævede det handling eller også skulle jeg stoppe med at sige det. Det gav en ekstrem frihed og bevidsthed. Frihed til at mærke efter – vil jeg det her, og handle på det. Bevidsthed om hvor meget jeg – og mennesker generelt – siger uden at handle på det.

Jeg har handlet på mig. Jeg har skabt et kursusforløb – Bevidsthedsrejsen – som skaber unik forandring hos deltagerne. Det er forrygende og fantastisk – på alle planer. Hele vejen igennem var der kun nyt på den næste side i min fremtisbog. Jeg bevægede mig i en konstant zone af at her har jeg ikke været før. Ukendt, spændende, frygtindgydende.

Mere end en gang tilbød kroppen og gammel energi og gamle vaner at jeg kunne droppe det hele. Legen, udfordringen med hvor lille og usynlig kan jeg gøre mig selv, hvor stor og synlig kan jeg gøre mig. Vil jeg gøre det, bør jeg ikke hellere og hvad nu hvis.

Hver en ting er kærligt blevet mødt, med accept og respekt – men også en klar holdning om, at hvis det ikke bidrag med noget konstruktivt til mig og min fremtid, så måtte det sætte sig over og vente på, at jeg havde tid til at deale med det. En del af mig havde besluttet at det her år – det er i det positive mood. Gammelt okay – men kun til frigivelse, forløsning og bevidsthed.

Når jeg kikker på min lysende kugle, så fortæller den mig, at det er tid at slippe det sidste. Det er tid at lyse helt og aldeles som mig – uden begrænsninger og forbehold, Det er et endegyldigt tilvalg af mig.

En skræmmende følelse, men også forløsende. Skræmmende, for hvor skal jeg så gemme mig, kuglen griner højt – minder mig om at jeg ikke har brug for at gemme mig. Jeg er uendelig klar til at være mig. Jeg er klar til at alle ved hvem jeg er, at jeg er synlig for dem, der har gavn af at se mig.

Jeg har længe hørt ordene “jeg vil gerne prøve dig” eller “man skal møde dig førend man forstår hvad du kan” og “Du er sådan en der skal opleves” Ord og sætninger der selvfølgelig er positive, men jeg har gjort mig selv forkert i dem.

Jeg vil være fri som mig. Jeg er fri som mig. Så må Du som dig mærke og vælge om jeg er et bidrag til dig. Du er mere end velkommen til at række ud og spørge.

I Flipperspillet er der mange steder kuglen kan ramme og boinge ud med point. Sådan er jeg også. Jeg er mangfoldig og alle steder er der en niche – der er også et sted hvor du kan ramme og få din gevinst. Det er et spørgsmål om at turde og vælge det.

Jeg ved jeg har sendt min lysende kugle afsted – fra det var en skræmmende Rutsjebane er det nu på livet vej – mit livs vej. Jeg er så klar. Mere fri end nogensinde.

Jeg glæder mig til vi ses – i et glimt eller til at klinge rent igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *