Klimax og guldkarameller
Jeg har den seneste tid haft denne her fornemmelse af at klimaks manglede.
Forløsning udebliver – selvom den virker som om den er der. Som om selve klimakset er en fysisk ting, men lige uden for rækkevidde, lidt usynlig, i en gråzone, noget som er mit, men alligevel ikke. Som om det er blevet besudlet på en måde.
Jeg smiler lidt af ordet besudlet, det er ikke et jeg plejer at bruge, og når uvante ord dukker op, så ved jeg, at jeg har hjælp fra/adgang til andet sted. Guider, hjælpere er med, med budskaber som jeg ikke selv ser med det menneskelige øje.
Det er ikke et specifikt klimaks jeg går efter, det er mere en tilstand. Forløsningen. Afslutningen. Budskabet – gaven i det jeg vælger. Det der er i det til mig. Helt uden for al energi, given og modtagen. Uden for rammer, normer, betaling og ligende.
I går spurgte en mig om jeg egentlig havde modtaget gaven i et forløb jeg er med i. Umiddelbart mente jeg ja, men jeg gik i gang med at fundere. En masse logisk, meget følelsesmæssigt, en stor inspiration – så ja, men nej. Det vækkede nysgerrigheden.
Angst tilhører ikke nuet
Styrke – svaghed
Alt er ok – alt er præcis som det skal være. 
Hvad er glæde