Hvor er jeg?
I går fik jeg sætningen “Jeg kan slet ikke mærke dig længere”
Det er en sætning jeg har fået mere end en gang, med lige så varierende udfald. Nogle er forsvundet, da jeg ikke længere var der for dem ubegrænset, andre har valgt at trække sig, nogle er gået til angreb med hvorfor, krævet svar og handling. Andre har kærligt sat sig i venteposition, tålmodigt, afventende på at jeg dukkede op igen. Og en sjælden gang er der dem, der forcerer min voldgrav – skyder en pil over på min banehalvdel – og på det hvide flag står der “Hvordan har du det?”
I går var spørgsmålet kærligt, nysgerrigt, afventende, mest reflekterende og blev på egen banehalvdel, så mit svar kom ærligt: Du kan ikke mærke mig – for jeg har ikke været her et stykke tid.
En del af mig har været i krisecenter ale træningslejr kombineret med fuld alarmberedskab, og med fokus på nyt og anderledes. Som det måske kan læses, fornemmes og tolkes så har det været intenst.
Jeg har den seneste tid taget mig selv i, at tage turen rundt om mig selv igen igen igen. Jeg betragtede mig selv. var tilfreds med det jeg så og mærkede – ved hvor, hvad jeg kommer fra og har gennemlevet. Alt i alt et godt sted, jeg er glad, jeg er taknemmelig, jeg har det godt, jeg trives – og så alligevel, så erkendte jeg at det ikke er godt nok.
Jeg vil mere. Jeg vil mig. Jeg vil hele mig. 70% er ikke nok længere. Det er slut med at begrænse for at andre er glade. Det er slut med at begrænse fordi andre ikke er klar. Det er slut med at vente fordi jeg ikke selv bevæger mig.
Jeg er så f…… træt af altid at stoppe før end jeg er færdig – fordi det er sikkert, fordi det er trygt, fordi andre har brug for, fordi jeg igen igen finder på en grund til at jeg ikke må være hele mig.
Jeg er træt af at afvise, lade stå til fremfor at tage imod, skabe – ja sågar kræve.Jeg vil mere. Jeg vil verden. Jeg vil bruge mit potentiale.
Jeg er gået i træningslejr – jeg vil – vil du gøre dette for mig – jeg har brug for – det er dette jeg vil. Nå vil du noget andet – det gør du bare. Havde du regnet med jeg gjorde det – sur røv du – det havde jeg gjort, men nu vælger jeg noget andet, så det må du klare – men jeg ønsker dig det bedste på din vej.
Om det er egoistisk – ja for dælen, men mit ego elsker det – og jeg har brug for det. Jeg har brug for at stå op for mig. Jeg er der, jeg vil være der – men med lidt andre rammer og regler. Hvordan – jeg har absolut ingen ide – jeg må prøve mig frem. Jeg er ved at lære hvad det vil sige at handle på mig. Jeg træner hårdt.
En ting er sikkert, det er slut med at skabe mit liv udfra hvad andre gerne vil. Udfra hvad der gavner andre. Det har været trygt, godt og usvigelig sikkert og gammelkendt at gøre det – og jeg har elsket hvert et øjeblik. Men jeg kan ikke mere. En del af mig kalder på mig selv. Jeg har brug for at vælge mig til.
Jeg er klar til at tage imod, modtage og invitere ind. Jeg er klar til at afregne med universet. Jeg er mig, og det er et mirakel.
Tak for at være nu – før og fremefter <3
Christina
Elsker, når du er dig ❤