Glædens muligheder

Andet 1
Hvad er glæde

En snehvid dag i februar, breder roen sig i mit hjem. Katten ligger i vindueskarmen til højre for mig – næsten i skulderhøjde – tryg, glad og får hun lidt opmærksomhed, så spinder hun gerne højlydt. Hun ville elske at ligge på min hals/brystkasse, men ikke nu – hendes tid er, når den er. Så en fin løsning, som vi begge kan være med i dette nu.

Min mand sover tv – det hedder det ikke i hans verden, men jeg ved ikke hvordan, jeg ellers skal udtrykke det. Han har haft susende travlt i 3 uger, og har den første fridag til sig selv – så sofa, tv – sport, noget, hvad ved jeg, for mig ligegyldigt. Han sover ikke melder han, men fjernbetjeningen er for 5. gang landet med et brag på gulvet og ligger lige nu adskilt – batteri, bagklap og hvad der er af dele på sådan en størrelse. Det er okay – han har brug for det, nyder pausen, roen, og glædes ved at slappe af.

Sønnike er forsvundet ind til sig selv – med et taknemmelig udbrud – FIFA, jeg har savnet dig. Han har ikke haft tid siden jul til at spille et spil, så med stor glæde og ro bliver der sparket til en bold i den virtuelle verden.

Ældste søn er taget retur til Århus – mærker og sanser at han er glad ved at være hjemme, klar til nyt semester.

Morgenglæde

Jeg startede dagen med stor glæde – et er at vågne til den smukke sne, der daler i kæmpe store eventyr fnug – det gør mig glad. Noget andet er at modtage en besked, om jeg kommer og holder et oplæg om min bog i april. Selvfølgelig gør jeg det. Alt i mig bobler og er glad. En fantastisk start på dagen. Selv nu spreder glæden sig og gør mig varm inden i. Jeg var så klar til at ekspandere, skabe, kreere der, nu og meget mere. Fantastisk fornemmelse.

Vi tog en tidlig handletur – varsel om snestorm skal respekteres. Men hvad nu? Der er købt ind, familien har fundet deres valg af glæde og beskæftigelse, der er lang tid til foredrag, så hvad så – hvad med mig. Hvad skal jeg lave. Hvad mere gør mig glad i dag.

Jeg tænkte et øjeblik rengøring, vasketøj, oprydning i kælder, men det hører ikke ind under sjov. Noget andet kaldte. Kom Jette, hvad vil gøre dig glad at lave i dag. Fluks kommer leg og energi op – hvem kan jeg lege med, er der en der vil bytte behandling, er der en jeg kan give en behandling, nogen, noget – der må da være en, der kan bruge mig.

Lyt engang til dig selv

Jette, stop lige engang – bruge dig – lyt til dig selv – hør dig selv. Du skal ikke give i dag – du har også kørt intens på nogle uger, så ro pause glæde – som de andre gør. Du skal nyde, være og tage imod. Bare tanken om at sætte mig til at sove til tv eller spille fodbold giver kramper. Jammen så kan jeg gøre sådan og sådan – og jeg bør også gøre, for jeg hat tænkt at jeg ville… STOP Jette STOP – prøv lige at mærke hvad du har lyst til – hvad vil du – hvad gør dig glad – her på en snehvid februar dag.Det der gør andre glade behøver ikke gøre dig glad.

Hvad er glæde for mig – for andre?

Glæde – og så blev der stille. Jeg synes ellers jeg havde lært det. Hvad der gør mig glad. Jeg er blevet så god – fra slet ikke at mærke – til at mærke lidt, noget – til at sige ja, nej, måske – ved ikke. Så hvad vil jeg, hvad gør mig glad.Lige nu, lige her.

Jeg rundede olierne, de vil altid lege – bare ikke lige nu – igen, der var andet der kaldte. Et par opfølgende spørgsmål til en veninde – fint at få på plads og præciseret, men det var heller ikke svaret på glæde.

Min hjerne gik i gang – hvad er glæde – generelt – for andre – for mig.

Er tv-sofa-snork glæde for mig – nej, men det er det for min mand. Stor respekt for at han vælger det, hans behov, hans lyst i dette nu. FIFA er det glæde for mig, klart nej, et er uendelige antal af fodboldkampe i tv, men ikke også FIFA. Men sønnike nyder det hele, fodbold uanset hvor han er, så er han glad, og jeg elsker, at han er glad.

Kikker Facebook – en er i IKEA – med stor glæde, en er ude at bygge snemand – med stor glæde, en holder fødselsdag – med stor glæde, en gør noget andet. Og ja, jeg er bevidst om at Facebook ikke afspejler det hele, men det afspejler den del, hver enkelt vælger at dele og vise – deres valg, deres glæde.

Glæden vil leves

Rastløsheden breder sig, og jeg ved at noget vil ud – energien skal bruges, og med et finder jeg mig selv her ved tasterne, legen, ordene, det at skabe, kreere, sætte sammen, tænke, ikke tænke, bare lege og lade ske – det gør mig glad.At katten hygger hos mig – det gør også glad.

For mig er glæden ofte nuet, lige her. Skønheden lige her. Det at reflektere gør mig glad. Det at gøre. Meget andet er kønsløst – og ja indimellem er jeg blot et vidne til verden, hvor jeg kikker og betragter – og jeg elsker glæden – hos dig, hos andre, i naturen, i verden – rundt omkring – med sit eget udtryk.

Glæden er ikke kun i fremtiden – glæden er her – nu – og den er vores eget ansvar.

Jeg lytter til sofalyde, udbrud om fodbold og kattens spinden,

Jeg bliver glad, når jeg bliver mindet om at glæde er lige her – der hvor jeg er, og jeg skaber den selv.

Bare jeg var lykkelig

Jeg hører ofte folk sige – jeg vil bare være glad – lykkelig. Ja, men hvad er glæde for dig. Det kan de færreste svare på – jeg kan heller ikke ubetinget svare for mig selv. Mange kan – som jeg – svare på hvad de ikke vil og det er selvfølgelig et stykke af vejen. Alternativt svarer de med noget, der bliver så stort og flyvsk, at det er for abstrakt til at bruge til noget.

  • Denne her med hvis bare jeg havde en million, så ville jeg være lykkelig.
  • Okay hvad er lykke for dig?
  • Det er at være fri
  • Hvad er det at være fri?
  • Det er at kunne gøre hvad jeg vil
  • Hvad vil du gøre hvis du kunne gøre hvad du vil?
  • Det ved jeg ikke
  • Så gør millionen en forskel?
Har vi glemt os selv og vores behov?

Har vi glemt at være i nuet – glædes, være – nyde. Bevare drømmen, ønsket, følelsen og fornemmelsen.

Hvor er det at vi nedtonede vores glæde, vores begejstring, vores lykke.

Hvor lærte vi at begrænse os, ikke kræve, være høflige og venlige.

Hvor lærte vi, at vi ikke må udtrykke hvad vi gerne vil.

Prikker til at det, at udtrykke sig er ikke ensbetydende med, at vi får det, at vi skal have det, men ærligheden i at udtrykke sig skaber så meget mere frihed til at gøre, skabe og kreere glæde og sjov for sig selv – og andre.

Det skaber bevidsthed at en udtrykker sig ærligt og oprigtigt – jeg vil gerne dette. Så kan jeg mærke på, hvad det gør ved mig – vil jeg gerne noget andet, vil jeg støtte dig id et du gerne vil – har det en betydning for mig at være noget andet, elelr er det okay blot at være – her, med dit valg.

Skal vi vælge det samme.

Må jeg vælge noget andet end dig.

Hvor ofte vælger du noget andet, end det du selv ville?

Krydderbolleteorien

Krydderboller, jeg ved ikke om de er udgået i vores sundhedsbevidste samfund, og dermed er blevet et ukendt begreb. Men tidligere var krydderboller luksus til morgenmad. De blev halveret og ristet. Ulempen var, at der var stor forskel på overdelen og på underdelen – og hvilken del den enkelte bedst kunne lide.

Jeg er opdraget i en tid hvor man tager hensyn til andre – dvs spørge hvad den anden vil, førend jeg selv valgte. Vil du have overdelen – eller underdelen. Vigtigt at spørge i et neutralt tonefald og med et udtryksløst ansigt, så intet påvirkede svaret. Modparten – der var opdraget i helt samme stil – gik så i gang med at fundere – jeg vil helst have underdelen, men det vil du også, så jeg siger overdelen, så du får underdelen og er glad – selvom jeg helst vil have underdelen, men det er høfligt at svare overdelen, så det gør jeg.

Nu var det så sådan, at jeg helst ville have overdelen, men fik underdelen – fordi jeg ikke udtrykte mig – og den anden var høflig med sin uærlighed. Resultat – begge fik den del, hvor de hellere ville have haft den anden – men nu var vi begge godt opdraget – høflige, velopdragne og dermed var alle vildt hensynsfulde – og en endte med at sidde en smule utilfreds og frustreret.

Med tiden skabte vi begrebet krydderbolleteorien – høflighed, uærlighed på den velmenende måde, der skaber utilfredshed hos alle. Min mand er god til at tage det han vil – for hvis ingen adre gør det – så kan han lige så godt gøre det. Jeg smiler ved det kaos og den frargelse det har skabt gennem tiden – og takker for den læring han har bidraget med.

Skov, strand eller by

Det har taget mig mange år at lære at udtrykke – og stå ved hvad jeg gerne vil. Jeg fik en aha -oplevelse for år tilbage, udviklingen af krydderbolleteorien.

Min mand og jeg var enige om at vi ville ud og gå en tur. Jeg ville gerne til vandet – min mand i skoven. Han ville absolut ikke til vandet – igen en fin evne til at udtrykke sig præcist. Jeg gad ikke skoven, så vi endte med at traske rundt i Roskilde – en smuk by, men absolut ikke det nogen af os havde lyst til, og det var ikke en glæde, fornøjelse eller inspiration for nogen af os. Men ingen af os havde insisteret eller givet os. Blot sagt hvad vi ihvertfald ikke ville.

Den dag tog jeg en beslutning, at jeg gad ikke halve løsninger – og eftersom jeg ikke formåede at udtrykke mig, så valgte jeg det, som gjorde min mand – eller mine børn glade – for så var nogen af os glade – og det var trods alt vigtigere en to halvsure voksne.

Jeg er meget bevidst om – at det var mit valg. Når jeg ikke kunne vælge mig – så kunne jeg vælge dem.

Hvad skaber mindst kaos

Det blev en vane – et mønster i mange år. Jeg har øvet – og øver mig i at mærke, hvad gør mig glad – det er ikke altid at jeg kan mærke det. Og finder jeg ud af det, så dukker kaos op – for kan jeg nu tillade mig det. Må jeg insistere på det, der gør mig glad.

I det, at jeg i så mange år har tilpasset mig – igen – helt klart mit valg, – og dermed forvent familien med, at deres beslutninger og behov var i første række, så tager det tid at ændre livsstil. Familien er helt indstillet på, at jeg skal gøre det, jeg vil. Jeg har deres støtte, og deres opbakning. Men alligevel, så hænger gamle vaner, mønstre, tanker og behov ved, for jeg plejer jo. Forandring, valg, bevidste valg tager tid – både for dem, og for mig.

Planeten Brunch

Til min fødselsdag fik jeg af vide, at vi skulle lave noget sammen, nu det var i en weekend – herligt, jeg stod op for mig selv og meldte at jeg gerne ville i den Blå Planet – hvor jeg aldrig har været. Stemningen blev lidt akavet – arhhh, det var ikke lige det, de havde tænkt. Måske en brunch eller noget. Jeg var stolt – og holdt stædigt fast – jeg ville til den Blå Planet. Det var min fødselsdag.

Dagen, weekenden nærmede sig – den ene havde haft en travl uge, den anden havde en eksamen lige rundt om hjørnet, en tredje havde travlt, været til fest og en fodboldkamp. Alt i alt 3 x uudtalt modstand på at tage af sted – så jeg trak mig. Jeg orkede ikke at  hive dem op, og jeg ville ikke ødelægge min dag med at have tre øv´er med. Jeg orkede ikke at stå ved mig selv – og min glæde, mit ønske.

Fluks kom det – jammen så kan vi tage ud og spise brunch, hvilket vi så gjorde.

Nu er det bare sådan, at jeg ikke er god til at spise ude, jeg er vildt dårlig til mange mennesker, og jeg spiser sjældent morgenmad. Objektivt en skodløsning for mig – men jeg havde 3 glade mennesker med ud og hjem, og de havde en herlig dag, i kærlig overbevisning om at de havde skabt, gjort og givet mig en god dag. De havde gjort det hele i bedste intention, og jeg havde ladet dem gøre det.

Dagen blev et løfte til mig selv – jeg lærer at udtrykke mig – jeg lærer at sætte mine krav og mine kriterier for, hvad det er jeg vil, skal og gør. Det kræver lidt øvelse, men jeg er på rette vej.

A eller B

Umiddelbart efter, med min beslutning frisk i mente, der kom jeg ud i et valg igen. A eller B.

Jeg gik ind i en dialog med mig selv

  • hvad skaber det hvis jeg vælger A
  • hvad skaber det hvis jeg vælger B

A føltes godt og trygt, det ville skabe, ekspandere og virke for mig – udover at det ikke kunne virke – for så ville B gå i opløsning, baglås og frustration og uro ville brede sig til noget, der skabte endnu mere kaos, end hvis jeg valgte B i første omgang.

B ville være uro, kaos, fravælgelse af ekspansion, mulighed for noget, jeg ikke lige kunne få øje på. Jeg følte mig begrænset, irriteret og hæmmet.

Valget var mit – og kun mit.

Eftersom hverken A eller B vandt på glæde (A´s glæde forsvandt i kaos) så kunne jeg ikke vælge ud fra, hvad der gør mig glad, hvad jeg vil, så jeg måtte vende spørgsmålet om – hvad skaber mindst kaos i mig.

Det blev B. Og så snart beslutningen var taget kom der ro på, og jeg fik lov at lege med mulighederne, ideerne og tankerne – som skabte noget helt andet, end det jeg først havde tænkt, ønsket og planlagt.

Hvad skaber det uventede?

Med et kom jeg et sted hen, som jeg ikke havde set komme. Igen får tanker og refleksion lov at lege – hvad sker der når vi giver lov til det vi ikke ser og forventer.

Hvilken sjov og glæde kan jeg skabe i og med den situation jeg har skabt.

Der er så plads til så megen leg og lethed, når vi giver lov.

Hvad vælger du?

Hvad giver du lov til?

Hvad er sjov for dig?

For nu – der har jeg leget, hygget med ord, tanker og følelser.

Må du skabe den dag og den glæde som du vælger i dag, livet er her – lige nu – og glæden vil leves.

 

 

 

 

  1. Gitte Dahl
    |

    Det satte mange tanker igang.
    Krydderbolleteorien har jeg aldrig hørt før og den er så rammende for det vi er opdraget med. Svært at vælge sit eget når det skal være med andre, som har andre ønsker. Let at vælge deres valg, i ønsket om mest glæde og ro på dagen, især fordi andres glæde også gør mig glad.