At udtrykke min lyd og være mit udtryk.

”Du er et af de mennesker, der vil gå i graven med flere usagte ting end sagte ting”

Dette var en sætning jeg fik af en astrolog engang for mange år siden. Dengang noterede jeg mig, at det var skarpt set, at det passede perfekt på mig. Jeg vidste dengang – som nu – at jeg havde en stor viden og en dyb indsigt, men dengang formåede jeg ikke at udtrykke den – og jeg tror reelt set ikke at omgivelserne var klar dengang til at lytte. Det er den i dag.

Jeg havde som ganske lille lært mig selv, at ingen ville høre eller se mig, som den jeg var, derfor valgte jeg at være en anden og noget andet. Jeg forsøgte at fitte ind og tilpasse mig familie, skole og samfund, hvilket til fulde lykkedes. Jeg var den pæne stille pige.

Selvom jeg havde overbevist mig selv om, at der ingenting var at fortælle snakkede jeg meget. Jeg formidlede andres lyd og budskaber. Jeg var altid opmærksom på andres behov – sågar før de selv vidste, at de havde dem. Når der opstod misforståelser, problemer, uenigheder, så løste jeg dem. Jeg løste dem med ord, med energi, med healing. Jeg løste dem på måder jeg ikke selv var bevidst om, og først med tiden har jeg tilladt mig selv at anerkende mig selv for at jeg gjorde som jeg gjorde. Anerkende mig selv for min visdom, min bevidsthed, mine egenskaber.

Som barn, ung og en del af mit voksenliv gik jeg rundt i en fiktiv plasticboble. Jeg undlod at udtrykke mine ord, ønsker, behov, for der var altid nogen eller noget der var vigtigere end mig. Det blev en tilstand, en væren, der blev min egen tavse, heltmodige men selvdestruktive overlevelse. Ofte vendte jeg i tankerne tilbage til ordene om, at det her, det skal med i graven.

I dag – snart 30 år efter mit besøg hos astrologen, hvor jeg indirekte lagde min egen lyd i graven, åbner jeg for min blog. En blog med min lyd. En blog om mig, mit liv, min indsigt, min visdom, mit syn på verden. Hvordan den præcis vil udfolde sig ved jeg endnu ikke, men jeg har valgt at formidle mig. Formidle mine ord, budskaber, kanaliseringer, indtryk og udtryk. Jeg fanger den energi, der er. Energien i et sted, i et ord, i en sætning, i en handling eller i en ting. Jeg vælger at formidle med lethed, leg, glæde og humor – midt i det seriøse. Jeg vælger at udtrykke mig med bevidsthed og kærlighed.

Bogen “Min vej til Livet”

En af mine måder at udtrykke mig på er ved ord. Jeg har skrevet bogen ”Min vej til Livet”. Det er en biografi, min historie, fortalt og skrevet af mig. Jeg var 46 da jeg skrev den. Jeg har altid tænkt at biografier var for dem, der lå på gravens rand, dem der i sidste øjeblik havde noget, de gerne ville dele med verden. Jeg smiler lidt inden i, for det er der, jeg var. På gravens rand. Men ikke længere. Jeg har valgt at leve. Jeg har valgt min lyd. Jeg har valgt mit udtryk. Jeg har valgt at udtrykke mig.

Jeg vidste, at med mit valg om at leve og mit valg om at have et udtryk, så var jeg nød til at afslutte noget. Jeg var nød til at træde væk fra min fortid. Jeg skulle hen til dette nu.

Jeg har ofte hørt sætninger som ”det virker som om jeg kun ser en side af dig”, ”Hvad er det, du ikke fortæller mig”, ”Nu er det din tur til at fortælle noget om dig”, ”Jeg er nysgerrig på, hvem du er”. Sætninger der pressede mere end de gavnede. For hvem kan se hele vejen rundt om en luftballon? Jeg følte at jeg svævede, var langt væk, tæt på, oppustet, fyldt med ild, påvirkelig af hver et vindpust. Jeg var så påvirket af min fortid, at jeg blev væk inden andre nåede hele vejen rundt om mig.  Det var for skræmmende at blive set eller hørt. Jeg rummede ikke hele mig, og vidste at andre heller ikke kunne – kun i små doser.

De seneste 10 år har jeg arbejdet bevidst og intenst med mig selv. Reelt set endnu længere, men der havde jeg endnu ikke bevidstheden med. På de 10 år er jeg blevet så stærk, at jeg tør mig, at jeg tør være, at jeg tør min lyd og mit udtryk. Jeg er blevet klar til at blive set og hørt.

Skriveprocessen

Jeg har vidst i mange år, at jeg gerne ville fortælle min historie, og jeg er mere end en gang startet på at skrive den. Men hver gang blev jeg fanget ind i historien. Jeg blev en del af den, jeg trådte tilbage i tiden og formåede ikke at komme tilbage til hvor jeg var – tilbage til dette nu.

Den sidste gang jeg forsøgte at skrive min bog, min historie, var jeg taget med min mand til Bornholm. Han skulle arbejde hele ugen fra 8 morgen til 18 aften. Det var oplagt, tænkte jeg. Et hotelværelse, en stille ø, kun mig, ingen forpligtigelser, ren og fri tid. Der var tid til at skrive.

Jeg startede mandag morgen. Satte mig klar med computer og kaffe. Ordene var tunge, energien trist, jeg var bange og skræmt, glæden og lysten var væk, men viljen og stædigheden var der. Jeg ville skrive den bog. Som timerne gik blev jeg mere og mere sammenkrøbet og frustreret. Angst og frygt overtog mine ord, men jeg overbeviste mig selv om, at sådan var det at se fortiden i øjnene. Det var det, der skulle til, hvis jeg skulle igennem og frem til nu. Jeg skrev og skrev, og sidst på eftermiddagen tog jeg mig selv i at sidde på gulvet i et hjørne af hotelværelset. Sammenkrøbet, panisk, min tekst var fyldt med tastefejl, nærmest ulæselig, og der var timers redigeringsarbejde i den. Men jeg havde skrevet en del – jeg havde gennemført det jeg ville den dag – og jeg havde det værre end nogensinde før. Jeg brugte aftentimerne på at overveje om det virkelig var det værd, om jeg ville dette – og med et klart ja i energien kom spørgsmålet, om der var en lettere måde at gøre det på.

Mens jeg sidder og funderer over, om jeg virkelig endnu engang skal opgive at skrive min bog, så åbner min mand en sodavand. En sodavand der havde stået på bordet hele dagen. En sodavand der besluttede sig for at eksplodere, da proppen blev drejet. Hele hotelværelset var næsten ramt, men mest af alt – hele tastaturet på min computer svømmede i sodavand. Inden jeg nåede at reagere. kom der fine blå gnister fra den, og et stille suk bredte sig. Min computer var død, helt død. Den var totalt sammenbrændt og eftersom jeg ikke var sådan en, der tog backup, så var alle skriverier forsvundet, opløst, brændt sammen. Min historie var væk.

Jeg vidste, at universet var med mig. Jeg havde bedt om et svar på, om der var en lettere måde at skrive min historie på. Og kærligt, bestemt og meget illustrativt fortalte de mig, at det var der. Jeg skulle på ingen måde fortsætte, som jeg var startet. Det gjorde, at jeg resten af ugen fik skønne timer på Bornholm, fri til tanker, overvejelse, bevidsthed. Fri til spørgsmål om hvor jeg var i mit liv, hvor jeg havde været, hvor langt jeg var nået.

Jeg blev med et klar over, at jeg ikke skulle igennem min fortid længere. Jeg var forbi den. Jeg var der engang. Jeg er her. Jeg er her i dag, som mig, som voksen, med mine ord, min lyd, mit udtryk, min væren og min bevidsthed.

Jeg blev med et bevidst om, at historien var – men jeg er ikke historien. Jeg er dette nu. Med den bevidsthed kunne jeg skrive min historie. En historie med kærlig ping-pong mellem nutid og fortid. Nutid – her, nu. Fortid, ja, den var, den bragte mig hertil. Hertil hvor jeg er i dag. En kærlig tak til alt det der var.

Resultatet

Min historie blev til bogen ”Min vej til Livet”. En bog om at forlade mig selv, leve i verden uden at være tilstede. En bog om bevidsthed, overlevelse, valg og tilvalg. Angst, frygt, misbrug, fornægtelse er områder jeg fortæller om i bogen. Jeg fortæller om Engle og universet – set fra min synsvinkel. Fortæller hvordan de er et bidrag til min sandhed – til min historie – til min bog.

Det at tilvælge mig, tilvælge livet, vælge at leve. Det at tilvælge mit udtryk, turde og ville det er hermed en gave jeg åbner op for med denne blog. Jeg håber at du har lyst at læse med, lade dig påvirke, inspirere og tage imod den energi der er til dig.

”Min vej til Livet” udkommer i april. Har du lyst at reservere et eksemplar, så send en besked, og jeg vender tilbage så snart den udkommer.