Skyld og skam

Skyld og skam.

De fleste kender ordene, men hvad er betydningen. Hvad gør det ved dig at det er din skyld, eller at du skal skamme dig. Det er min skyld – så kan jeg tage ansvaret, skældud, betale, få en bøde, blive straffet eller på anden måde handle mig ud af min skyld. Skam sidder dybt i en. Den kan ikke deles. Den æder sig dybere og dybere ind i en, og får til sidst så godt fast at det er en eksisterende del af ens følelse. Skam.

Skam deler vi sjældent med andre. Det er flovt, grænseoverskridende og for mange umuligt at dele skam med andre. Jeg har i mange år påtaget mig skylden – uagtet om det var min eller ej. Det lå blot så dybt i mig, at det var min skyld – så jeg handlede mig ud af skyldfølelse. Det er svært, specielt når det ikke altid var min følelse – skylden. Så jeg kunne handle, gøre og agere igen og igen – uden at det ændrede på min skyldfølelse – for den tilhørte en anden.

Skyldfølelse skaber vrede

Jeg blev bevidst om, at når vi gør ting af skyldfølelse, så skaber det vrede – ikke for den vi gør det for, men en vrede inden i en, rettet mod noget der er ukendt, usagt, ugjort. Jeg lærte mig selv at undlade at gøre ting af skyldfølelse – men gøre ting fordi jeg har lyst, fordi jeg gerne vil. I mange år troede jeg, at det var min skyld min mor var ked af det, så jeg kæmpede bravt for at sikre, at hun havde det godt. Jeg gjorde alt for at  opfylde hendes behov – selv inden hun opdagede, at hun havde dem – og jeg havde stadig skyldfølelse. Det viste sig, at jeg handlede på hendes følelse, og ligegyldigt hvor meget jeg gjorde, kunne jeg ikke ændre følelsen i hende. Tværtimod – i min iver for at handle fratog jeg hende næsten selv muligheden for at handle. Det ved jeg er usandt, men alligevel en snert af sandhed.

Selvforagt

Jeg har haft megen skyld og skam. Jeg har arbejdet med begge dele. Jeg har haft en kollosal foragt for mig selv, over at jeg, min krop, min psyke ikke kunne klare livet. Jeg synes det var patetisk, ynkeligt og ydmygende, at jeg gav op som 5 årrig efter overgrebet. Jeg har haft den største modstand på at acceptere at jeg overgav mig, at jeg undlod at kæmpe, at jeg ikke slog, skreg, råbte, gjorde noget. Velvidende at jeg dengang ikke kunne gøre modstand – at jeg gjorde det eneste rigtige – jeg overlevede. Jeg ved mit valg er rigtigt, at jeg overlevede, at det var fysisk umuligt at gøre modstand – jeg var fem – det var en voksen, angst, trusler, død, ødelæggelse, magt, magtmisbrug og misbrug var størtst. Større end en pige på fem. Alt det husker jeg ikke – og nej – idag vil jeg aldrig bede et barn på 5 om at tage sig sammen, og komme videre som jeg drev mig selv til. Men mig – min krop – det er noget andet, for jeg burde jo – selv som voksen når jeg har kikket tilbage har jeg siddet med følelsen, “Du kunne have taget dig sammen”.

Det er interessante tanker at have med i kroppen og i hovedet. Så tag dig dog sammen. Jeg har arbejdet intens med mig selv de seneste mange år – både fysisk og psykisk. Det at tillade mig selv at mærke, føle, røres, berøres. Accept, forståelse, tilgivelse. Men skylden var min – skammen var min. Også selvom jeg gang på gang har hørt andet, jeg har forstået ordene, men ikke taget dem til mig.

Release

Forleden skete der en ændring, og jeg har lyst at dele de ord der kom idag:

Jeg er der i mit liv hvor jeg er sikker. Jeg er stærk. Jeg er fri. Det er et godt sted at være. En platform til mig, hvor jeg er mig.

Vejen hertil har været lang, uendelige mange valg, beslutninger, følelser og frustrationer er gennemgået. Uendelig mange flere ligger og venter på at jeg en dag vælger at kikke på dem.

Men lige nu, lige her, så er jeg på min vej. Jeg er. Jeg er et godt sted. Det er okay, det er endda mere end okay.

Hvorfor jeg skriver idag, her, nu – er for at dele en smuk og berigende oplevelse forleden.

Jeg modtog en kropsbehandling – det har taget mange år at tillade andre rørte min krop, hvor jeg selv kan være tilstede. Andre har kunne røre den, men så er jeg stukket af, forsvundet og har efterladt mit fysiske jeg, til berøring var overstået – uagtet om det var selvvalgt behandling, kærlig omsorg, eller andet til gavn for mig. Jeg formåede ikke st være i den ved berøring.

Idag kan jeg blive i kroppen ved berøring – også når klamme, ulækre, grimme og ubehagelige følelser og erindringer dukker op.

Dem var der mange af forleden. Jeg følte mig som en svamp der blev trykket ned i alt det gamle. Tvunget til at suge det op og til mig. Objektivt ingen fornøjelse, men behandleren fik mig igennem, hvor jeg blev i mig.

Under hele behandlingen, ved hver en tanke, hver en følelse, hver en erindring, hver en lyd, ved hver en duft var han der med ordene:

Det er ikke din skyld, du har intet at skamme dig over. Det er ikke din skyld, du har intet at skamme dig over. Det er ikke din skyld, du har intet at skamme dig over.

Igen og igen gentog han sætninge for mig, højt, lavt, hviskende, insisterende – sågar råbende, og tilsidst hørte jeg dem.

Det er ikke min skyld, og jeg har intet at skamme mig over

Det er ikke min skyld, – og jeg har intet at skamme mig over.

Det er ikke min skyld. Jeg har intet at skamme mig over.

Noget blev forløst, jeg blev igen en smule stærkere, min platform blev lidt større. Der er plads til mig. Jeg må gerne være her. Jeg vælger at være her.

Jeg er stadig på vej men vejen er min. Det er okay, det er mere end okay.

Tal til din krop

Lad din krop være din ven, med alt det der er. Trøst den når den er ked, elsk den når den er trist, dans med den, når den er glad, favn den, når den er fraværende, spørg den, hvad den gerne vil når den er i tvivl, respekter den, når den er træt, lyt til den for den er din bedste ven – med alt det, den og du rummer.

Idag elsker jeg min krop – at den er med mig, og at jeg er i den. Hvad gør du – vælger du din krop som ven eller fjende?

6 Responses

  1. Gitte
    |

    Tak❤️

  2. Jette Knudsen
    |

    <3 Velbekomme Gitte <3

  3. Irene
    |

    Jeg læser og mærker efter, mærker det trykker lige der hvor der er skam. Tager en dyb indånding puster ud, mærker igen. Jo kan stadig mærke følelsen. Men den kan flytte nu, flytte på, skubbes væk. Mærker mine indåndinger og udåndinger, mærker mig, smiler og ved jeg har flyttet mig.
    Tak for dine altid skønne ord som giver refleksioner til ens indre 😘

  4. Jette Knudsen
    |

    Kære Irene.

    Det er så stærkt at turde mærke på skammen – turde blive ved den, og sågar trække vejret og puste ud – og endda turde mærke igen. Stor og kærlig respekt. Tak for at du læser med, reflekterer og leger med i kærlighed til og med dig <3

  5. Lone Petersen
    |

    Kære Du 😘
    Dine ord går som altid rent ind i krop,hjerte,sjæl og sind.
    Sætter tanker og refleksioner igang – Skyld og skam er for mig forbundet med ikke at blive hørt og set, for så må jeg jo ikke være noget værd, når dem jeg vælger at elske ikke har tid til at være i nuet med mig. Noget er heldigvis fortid, andet er stadig nutid, jeg arbejder stadig med at skille tingene ad. Sortere hvad der er dit og hvad der rent faktisk ER mit. Jeg er sikker på at det lykkes for mig at elske hele mig og at det målet er tættere på end nogensinde 💚🍀

  6. Jette Knudsen
    |

    Kære Lone

    Tak for dine ord. Det er en smuk proces med at adskille – hvad tilhører nu, og hvad tilhører før. Du er så meget et nu menneske, så må før sættes fri og give plads til alt det skønne i dig i dette nu <3 Må du blive set og lade dig se <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *