Ubetinget kærlighed

At give og modtage

Det er nu befriende – og lidt frustrerende at opdage at alle de forsvar og panser jeg har lagt de seneste år, dem husker kroppen til fulde, og tager op efter gammelt behov og vane.

Jeg er et godt sted i dag – helt generelt i livet – et sted hvor jeg aldrig har været før. Så meget er nyt, alt er nyt, så mange muligheder, nye muligheder. Ingen og dem alle uden forventning, krav eller løsning. Jeg skal blot tage imod.

At starte med at lære nyt, forandre det jeg har lært, ændre, udtrykke, sige fra og sætte krav. Jeg skal lære at tage imod, det der gives, efterspørgsel og forespørgsel til , af og for mig, fordi jeg er mig, mig idag – ikke mig som før.

Det er uvant at være fri af før og fortid, og kroppen henter glad gamle erindringer og historier frem – foreslår at jeg kan bruge det mønster, eller den handling. Men nej – for den er gammel, historien er gammel, den tilhører før, ikke nu.

Hvad så nu, hvad tilhører nu – mærk det, sans det, smag det – men jeg ved ikke om jeg gør det, eller om jeg har lukket af, for alt er nyt nu – jeg har ikke løsningen, jeg har ikke svaret. Det er ganske interessant at observere, lege med og forholde mig til.

At modtage uden at mærke

Når jeg observerer og forholder så slipper jeg for at mærke. Det er trygt, det er godt – det er gammelkendt – hov det er vist en vane, et mønster, et forsvar – om igen – hvad mærker jeg lige nu, i dette nu.

Jeg leger med energien om at modtage og tage imod – ærligt, oprigtigt, uden forventning om at skulle eller ville give noget tilbage. Modtage og tage imod i tillid til, at giver ikke tager noget af mig, eller forventer at få noget tilbage. En ærlig modtagelse uden afvisning.

Om jeg tager imod kærlighed blot for at nyde og tage imod, eller om jeg afviser – afviser af frygt, eller for at kroppen husker at den skal give selv.

Jeg tænker, mærker – og ved, at jeg jeg i mange år har trives bedst med at afvise – for læring var at det var for vanskeligt, pinefuldt, ydmygende at tage imod. Et mønster der i dag sidder som en tyk mur af vane – hellere afvise end at tage imod – også selvom alt i mig ved, at der er så mange skønne mennesker, der ærligt vil give til mig i dag.

Jeg mærker min egen balance – tage imod – halvhjertet, for jeg vil gerne nyde, modtage og tage imod, men noget popper op, holder tilbage og blokerer. Interessant og frustrerende – lidt at lege med. Tag imod for at arbejde, knokle, forandre – det er okay. Tage imod for at nyde, for accept, anerkendelse skaber en tom plads i forståelsen.

Når andre giver mere end du vil modtage

Idag legede kroppen og jeg med ordene, om hvad andre gav, hvad jeg tog imod. Ærlighed, uærlighed, forventning, tilladelse til at sige stop. At blive elsket og afholdt efter stop. At modtage og tage imod efter stop. Det at blive elsket for den jeg var – fordig jeg var mig, og hvad det gjorde.

Kroppen stillede glad panserrække nr. 1,2,5,17 og 57 til rådighed. Brikken der hedder tag imod kærlighed knoklede rundt i min hjerne for at finde en brik, som den kunne spejle sig med og se om det var okay det der. Men det er nyt. At tage imod blot for at nyde og tage imod, så der var ingen brik at spejle sig med.

Nysgerrigheden, viljen, ønsket. Accepten af at jeg har afvist mange – også dem der gav med ærlighed, uden intention. Accepten af at tanker, bevidsthed har lagt gigantiske mængder af forsvar. Accepten af at kroppen til stadighed byder ind med hvad den ved.

Det skaber plads til at lære nyt, bygge op, åbne op, ændre mønster, tanker, vaner – lidt efter lidt. Række ud, invitere ind, geninvitere, åbne op og tage imod. Tage imod med ærlighed. Tage imod med tak. Tage imod uden at give igen.

Så lige nu fra mig til mig ønsket om en smuk og magiske weekend, fyldt med netop det jeg vælger at tage imod.

Må du få skabe din weekend, så den bliver optimal for dig og dine behov – fysisk som mentalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *