Når vi glemmer hvor vi var

Der hvor jeg var

Jeg har taget en lang vej gennem livet. Jeg var der, hvor jeg intet kunne – hverken fysisk eller psykisk. Jeg var der, hvor jeg ønskede at en eller andet trak livet stik ud for mig. Jeg formåede ikke selv at gøre det, jeg orkede ikke selv at gøre det, jeg ville ikke selv gøre det – jeg turde ikke gøre det.

Det var en tid, hvor der var så megen smerte, sorg, angst, afmagt i mig, at jeg ikke rummede at være mig selv, jeg rummede ikke at være i min krop, jeg rummede ikke at være i live, men jeg vidste ikke hvordan jeg kunne dø – så jeg overlevede bare. Et øjeblik ad gangen, videre til det næste – igen og igen.

Igen vej tilbage

Tiden gik, jeg kom så langt ud i og med mig selv, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg fik et valg. Jeg fik et valg om at genopstå i mit eget liv – med ansvaret for mig selv. Beslutningen var enkel, den tilstand jeg var i var ganske enkelt for umenneskelig, så jeg måtte gøre noget andet.  Jeg har altid overgivet mig, som i at opgive – men her valgte jeg at overgive mig til livet – med alt hvad det indebar. Jeg valgte livet, jeg valgte at leve.

Det blev en lang vej, en lang rejse. Det blev intenst arbejde, dag efter dag – time efter time – sågar minut efter minut. Jeg valgte mit liv skulle være let, jeg valgte glæde, leg, lethed og bevægelse. Mit liv skulle være let, legende og bevægeligt. For hvert et skridt jeg tog, blev jeg bevidst om, at der ikke var nogen vej tilbage. Alt herfra var nyt og ukendt.

Fra en tilstand af sort i sort med voldsomme skygger og ukendte parametre så tog det selvsagt et stykke tid at komme videre. Ofte stoppede jeg op, var ved at opgive, bandede over mg selv, min svaghed, min manglende evne til at udtrykke og bevæge mig, min passivitet – ja alt hvad jeg formåede at kritisere mig selv for blev fundet frem og gennemhaglet i tankerne. Indtil en del af mig hviskede – se hvor du var – lige før – for en uge siden – for en måned siden – for et år siden. Se på din vej, se på hvor langt du er kommet.

Denne hviskende del af mig blev min ven. Den gav mig mod og tro på, at det var det hele værd, at jeg kunne, at jeg kan. Jeg bruger stadig sætningen, jeg kikker stadig tilbage, jeg glædes stadig over, at jeg er her, hvor jeg er i dag.

Jeg glædes, selvom en del af mig har glemt, hvor jeg var. En del af mig har lagt tanker, følelser, smerter fra mig. De er ikke længere mine, men inspirerer forhåbentlig andre til at lægge deres fra sig. Det er turen værd. Det er livet værd. Det er dig selv værd.

Inspirerende erindring

I går læste jeg et andet menneske opslag på Facebook om netop denne rejse. Om smerten, angsten, accepten, frustrationen, overgivelsen og taknemmeligheden for rejsen og processen. Jeg læste, mindes, huskede og blev glad. Glad for jeg er videre, men glad for at endnu flere vælger at slippe, vælger at gøre, vælger at give dem selv lov til sig selv – også der hvor det ikke er let.

Jeg har ofte hørt sætningen ”jeg vil kunne det du kan”. Den del kan jeg ikke hjælpe med, men jeg kan guide, vejlede, råde og vise andre dem selv på deres vej. Vi kan som menneske sagtens vælge at følge flokken, normen og reglerne. Det er helt okay. Alt er som det skal være. Det er trygt, sikkert og godt. Det er uforpligtigende på sig egen måde – og alligevel forpligter det at tilpasse sig andre, at være en del af en fælles flok og en helhed.

Vælger vi som menneske at gå vores egen vej bliver vi sårbare men også stærke i os selv.  På vores vej ser vi, mærker vi, møder vi indsigt og læring – vi lærer af andre, vi lærer af vores egne erfaringer.

Jeg gik min vej selv

Jeg tog min rejse alene. Jeg havde ikke nogen jeg kunne spejle mig i. Jeg havde i mange år ikke nogen, der var en inspiration. Det var der, jeg var – det er okay. Jeg vidste ikke, at jeg kunne kikke op, række ud, spørge om hjælp. Jeg troede at jeg skulle klare alting selv. Jeg var overbevidst om, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan. Ihvertfald mødte jeg ikke andre, der var på sammenbruddets rand. Det tog tid, det tog dage, det tog år før at jeg opdagede, at jeg gerne måtte gøre livet let, det tog endnu flere år før jeg lærte hvordan, jeg gjorde livet let. I dag har jeg lært det – jeg glemmer det indimellem, og skal justere mig selv for at vende tilbage til at mit liv er let, når jeg vælger det.

I denne beslutning glemmer jeg sommetider hvor jeg var. Jeg har lagt smerten, sorgen, angsten, lammelsen fra mig. Jeg træder ikke længere ind i den, den er ikke længere en del af mig – men den er den del af den vej jeg gik. Derfor var det så rørende at læse det opslag i går. En kærlig refleksion fra en fremmed, en kærlig reminder til mig selv, om hvor jeg var, et kærligt budskab om at vi vælger selv, vi handler selv, vi er os selv.

Der er en dialog for tiden om at vi skal vise verden de uperfekte sider af os selv – jeg kan følge tanken, ideen, budskabet – men for mig er det lige så vigtigt at vise hvor vi kan komme hen. Hvilke muligheder er der for dig – for mig – for andre. Jeg mener at vi alle har et budskab til andre – med det vi kom fra – med der hvor vi er – med der hvor vi er nået til – med der hvor vi er på vej hen. Et kærligt budskab om, at der er plads til alle med netop det de kommer med.

Det vi glemmer

Når vi har gået længe, når vejen har været lang og vi er kommet igennem, så glemmer vi sommetider en del af rejsen. Vi glemmer nogle af de elementære vanskeligheder, der var engang. Derfor er det fantastisk, at udvikling og forandring altid er i gang – for der er altid en, vi kan se på, lære af, inspireres af – uanset hvor vi er. Den person, det budskab er der, når vi tør se os selv. Når vi tør vælge os til – når vi vælger os til.

Giv dig selv lov til at se hvor du var – anerkend hvor langt du er nået og vælg hvordan din vej skal være nu og fremefter. Når du møder dem, hvor du tænker at sådan vil du gerne have det – så vid at deres vej formegentlig også har taget deres bump på vejen, de har kravlet over stregen på gulvet, de har grædt, skreget, kæmpet, følt og mærket – og de har valgt – valgt dem selv, et liv, et mål, en tilstand – og de er fortsat på vej – på vej, på deres vej.

Når vi som menneske har valgt – skabt, kreeret, gået, forandret, bygget op så er det uendeligt vigtigt at huske hvor vi var engang – ikke at vi skal være der, men bare huske at vejen ikke altid var lys og gylden.

Som jeg oplever livet, er der ingen kort genvej, men der er muligheder. Jeg mærker ikke, at jeg med min vej, min erfaring kan bringe folk fra a til b. De er nød til at gå vejen selv, mærke dem, mærke deres, vælge dem selv. Men jeg er der for dem – ved dem – på deres vej fra a til b.

Mit bidrag

Det, jeg kan, er, at jeg kan være der, bidrage, støtte, guide, hjælpe og inspirere – med ord, med energi, med behandling. Jeg kan give tillid til og styrke til at netop du er rigtig på din vej – holde dig oprejst når du falder, fortælle dig at du ikke faldt, men blot tog en pause. Jeg kan bidrage med mod, styrke og tillid til dig – på din vej.

Jeg kan vejlede, informere, berette og beskrive hvordan min vej var – også selvom jeg indimellem glemmer hvor jeg var, så er historien der stadig. Jeg fortæller den – min historie, med min bevidsthed i dag – med min indsigt i dag – med det valg jeg har taget i dag.

Så for en stille stund fyldes jeg med taknemmelighed. Taknemmelighed for dette nu – for at blive mindet om hvor jeg var – og mærke hvor jeg er. Taknemmelig for at følge dig på din rejse – og det du vælger på din vej. Taknemmelig for at se hvor du var, hvor du er, og nysgerrig spørgende til hvor du vælger, at du er på vej hen.

Hvordan vælger du, at dit liv er?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *