Hvorfor går der 40 år?

Filmskandale

I disse dage ruller sagerne frem mod Ernst Johansen. Jeg har lyttet lidt til dem i medierne, og blev for lidt siden fanget af en artikel om kvinder, der beskrev deres oplevelse med Ernst, overgreb, tillid, tvang, misbrug, tavshed i en og samme handling. Misbrugets vej til succes. Misbrug af tillid. Det offentlige misbrug. Vejen frem.

Tankerne vandrer. Til hjemmets misbrug. Kærlighedens misbrug. Egne oplevelser, egne følelser, alt det gemte, alt det fortrængte. Alt det der var, men ikke skete, for vi talte ikke om det. Vi sagde det ikke til nogen. Alt det som jeg fik af vide jeg selv ville, alt det jeg selv var skyld i. Alt det der blev så voldsomt at jeg kapslede det inde, fortrængte det, og først tillod det at komme frem, da min krop ikke kunne bære det mere. Selv der tillod jeg ikke mig selv at tro på det, jeg prøvede ihærdigt at fortælle min krop, min hjerne mig selv at sådan noget kan voksne ikke gøre mod børn. Omvendt så kan intet menneske skabe så voldsomme scener, oplevelser og erindringer i fri fantasi. Følelserne, smerten, fornemmelsen, lugten var for intens. For oprigtig. Jeg vidste, at jeg måtte erkende at det var mit. At det var sket. For mig tog det 40 år før jeg tillod noget af det at komme ud med ord.

Oplevelser der er så voldsomme og grænseoverskridende er umulige at sætte ord på i nuet. De kapsles inde i en skal og gemmes væk i ens indre. Ens barndom, ens identitet, ens tillid, ens liv bliver kapslet inde. Der er ingen ord til det i nuet. Og det er underordnet om det er i hjemmet eller i offentlig regi.

Når vi kapsler følelser og oplevelser inde skaber vi en usand verden omkring en del af os selv. Vi mister en oprigtig del af os, og prøver derefter forgæves at skabe en ny sandhed i os. Vi prøver at tilpasse os til en verden, der ikke længere er sand. Følelsen af rigtig og forkert bliver diffus. Evnen, til at mærke hvad jeg vil, forsvinder. Skylden, skammen tager automatisk over og sikrer at selvværdet ikke får plads. Andre har ret, andres behov er vigtigere, skylden er min. Skammen er min – og min nye sandhed skabes herfra.

Hvorfor sagde du ikke noget?

Som jeg ser i medierne var belønningen for overgrebet en rolle. En påstand om at det her skal til. En sandhed om at det her er rigtigt – hvis du vil have rollen.

I hjemmet er der andre regler, du vil gerne, mor bliver ked, far bliver vred, det slår mor ihjel hvis hun ved noget, du gør mig så glad. Mange ord, sandheder i alle lag – følelser der vender ind, ansvar der placeres steder hvor de ikke hører til.

Uanset om det er en belønning eller en trussel, så er overgreb efterfulgt af skyld og skam, men det værste er tavsheden, ligegyldigheden fra den der begik overgrebet. Det at blive brugt og derefter afvist, kasseret, overset. Tomheden overvinder alt kaos i en. Ordene eksisterer ikke.

At blive udsat for et overgreb er så voldsom en oplevelse for kroppen, at den stivner. Den kan ikke rumme smerten og følelsen i den. Krop og hoved kommer i konflikt med hvad der er sandt. Autoriteter, tillid, barnlighed, leg, spænding, nyt, glæde, væmmelse. Det er så grænseoverskridende, og de færreste børn formår at sætte ord på det. De ved instinktivt at det er forkert, de mærker skylden og skammen – og hvem lærer at tale skammens sprog?

Min påstand er at det er næsten fysisk umuligt at fortælle om et overgreb. Væmmelse, skam har ingen ord. Og de få børn der fortæller om det bliver ofte mødt med afvisning, for det vil han – hun da ikke finde på. Sådan en livlig fantasi du har, var en af de sætninger jeg selv hørte.

At leve efter overgreb

Overgreb kan ikke gradueres. Om det er forsøg på overgreb eller gentagen misbrug. Om du formåede at sige fra eller lod stå til. Der er ingen signifikans på eftervirkningerne. Et overgreb er overgreb – nu og for altid.

Nogle lever med bevidstheden om at de har været udsat for overgreb. De forsøger på deres måde at skabe et liv hvor de kan være med dem selv – hvilket ofte er et liv på flugt fra dem selv. Ved at flytte, skabe, kreere, opløste ægteskaber, skiftende kærester, ingen kærester, rejse udenlands, væk fra oprindelsesstedet. Et aktivt liv – der kan virke spændende, interessant, forvirrende, andet – men hvor den dybe drivkraft er flugten fra sig selv.

Andre fortrænger oplevelsen så intenst at det kan tage årtier før oplevelserne, erindringerne dukker op igen. Det lykkedes for nogle at skabe et rimeligt liv, mand, kone, børn, arbejde. De lever et tilsyneladende normalt liv, selvom de har været udsat for overgreb – og først når de presses for meget dukker fortiden op igen.

Det indkapslede overgreb bliver i en – uanset om det er med bevidsthed, eller det er fortrængt. Er kapslen for intens bliver det igen til en evig flugt fra sig selv. Der vil aldrig være ro til at være med sig selv. Kapslen inde i os larmer for meget. Den bliver tungere og tungere at bære, hermetisk lukket og umulig at åbne, medmindre den rigtige hjælp kommer – i form af ord, lyd, billeder, pres, dufte, eller i tryghed om at nu er jeg sikker, nu er jeg stærk nok – en følelse der ofte først kommer efter et sammenbrud. Det er her det egentlige arbejde begynder. Arbejdet med at forløse sig selv. Genfinde sig selv, og tage sig af den del der har været gemt væk så længe. En del af en, der aldrig formåede at blive ældre, og stadig sidder dybt begravet i en med sorg, smerte, angst, skyld og skam.

Gennemsnitsalderen for henvendelser med overgreb i barndommen er 36 år. Et skræmmende højt tal. Så mange årtiers smerte der er indkapslet. For mig er det logisk at sagen mod Ernst Johansen først kommer frem nu. Det kræver så meget styrke, mod og bevidsthed at turde mærke sig selv, erkende hvad der er er sket med ens krop. Det kræver så megen styrke at blive bevidst om at det ikke er ens eget ansvar det der skete med ens krop dengang. At det ikke var muligt at sige nej. Det kræver et stærkt barn at overleve et overgreb. Det kræver et endnu stærkere barn at vælge at leve efter et overgreb.

Jeg sidder med stor respekt for dem der vælger at træde frem og fortælle om deres oplevelser med Ernst Johansen. Jeg sidder med stor sorg over alle dem, der har været udsat for overgreb i hjemmene og ikke er kendte nok til at træde frem og til at blive hørt.

Jeg sidder med et stort ønske om at bevare barnet som barn, med oprigtig tillid og kærlighed til livet. Lad os skabe sådan en verden – sammen og hver for sig.

 

4 Responses

  1. Gitte Dahl
    |

    Jeg så ham på facebook for har ikke fjernsyn. Det lyder nok underligt, men jeg fik den tanke at han selv har været udsat for det eller måske selv har udført det. Benægtelsen af “at det skulle kunne ødelægge ens liv” og “det ville da ikke have ødelagt hans, hvis det var” i sammenhold med hans krops og øjenbevægelser imens, gav mig den tanke. Nu ville det jo heller ikke være første gang i historien at et menneske der fornægtede/skammede sig over, et overgreb på sin egen krop ville reagere præcis sådan. Ved at gøre det til noget ubetydeligt uden virkning, kan man forsvare ikke at tage sig af det der ligger derinde. Ved ikke om det giver mening på nogen måde, men det gør det for mig.

  2. Gitte Dahl
    |

    Du er virkelig god til at sætte ord på tingene og kan kun være meget enig i dine betragtninger omkring fortielser og eftervirkninger.

  3. Jette Knudsen
    |

    Kære Gitte,

    Så fin en betragtning, og jeg er tilbøjelig til at være enig. De mænd der misbruger er ofte selv blevet misbrugt, hvor kvinder der er blevet misbrugt ofte vælger at overse misbrug. Mænd oplever at de har retten til at gøre det, og kvinder fornægter at det sker. Og fornægtelsen, liggyldigheden, det at minimere handlingens betydning er en stærk indikator – kombineret med at den der har udført overgreb kan fornægte lige så intenst som den der er udsat for overgrebet. Så en konfrontation er ikke ensbetydende med en åben erindring – og dermed kan afvisning af beskyldningen være ærlig i dette nu – fortrængning taget i betragtning.
    .

  4. Gitte Dahl
    |

    Det er fuldstændig rigtigt og du er en meget klog kvinde Jette <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *