Vredens drivkraft
Jeg mødte et menneske forleden hvis drivkraft er vrede. Hun er vred over sin barndom, sin opvækst sit liv. Bevidst, som hun er, over sin vrede vælger hun at bruge den konstruktivt og skaber en masse muligheder og forandringer for og hos andre. Men drivkraften er vrede.
Jeg havde i mange år at min drivkraft var målet – og så videre. Helst inden at jeg nåede til målet. En tur på strøget, planlagt hygge, arbejde, familie, en biograftur, spise ud – fint – hvad så bagefter. Hvad der skete på vej dertil og under var underordnet. Jeg skulle videre, og helst hurtigt.
Logisk nok – nu jeg kikker tilbage – så gik jeg glip af en masse med den manglende tilstedeværelse jeg havde. Følelser, sanser, oplevelser, minder. Meget forsvandt ud i ingenting – fordi jeg reelt set ikke var til stede – jeg var videre. Drivkraften havde bragt mig mod næste mål.
Jeg nåede til et sted i mit liv hvor jeg ønskede forandring. Jeg formåede ikke at skabe den selv – for jeg var altid videre end næste skridt. Og vil vi forandring er vi nødt til at bevæge os, skridt for skridt. Mit ønske var stort, og jeg brugte et par år, på intenst at bede om hjælp til forandring. Jeg bad kun opadtil, ud i universet. Kom skab det for mig, som det er ment at jeg skal være. I de år skete der en masse, men jeg hverken lyttede eller forstod budskaberne, og jeg forblev i samme tilstand som jeg hele tiden havde været. Alt i mit fysiske jeg nægtede at forandre sig. Resultatet blev et sammenbrud, både fysisk og psykisk. Min verden forsvandt stille og roligt. Det blev fysisk umuligt for mig at gøre noget. Det blev psykisk umuligt at gøre noget. Det blev til en tilstand af lammelse på mange planer.
Jeg brugte lang tid på at tænke over hvad der skete. Jeg tænkte så jeg var grøn i hovedet, det eneste jeg kom frem til var jeg, at jeg ville overleve. Et sted midt i alt mit sammenbrud, midt i alle mine tanker, der gik det op for mig at min drivkraft i mange år havde været overlevelse. Jeg skulle blot overleve. Overleve arbejde. Overleve en tur på strøget. Overleve en biograftur. Overleve hygge. Overleve at være tilstede.
Valg om at leve
Eftersom jeg var brudt sammen, sygemeldt på ubestemt tid, ude af stand til at bevæge mig eller fungere socialt, så var der oceaner af tid til endnu flere tanker og megen refleksion. Det blev så tydeligt for mig, at når vi blot skal overleve, så forsvinder betydningen i følelser, tanker, og handling. De er der et sted, men minimeres i frygt, forsvinder i angsten – og stærkt tilbage står kampen for overlevelse.
Jeg tog på et tidspunkt beslutningen om at jeg ikke længere ville overleve. Jeg ville leve. Valget om at leve blev min drivkraft de kommende mange år. Når man – som jeg – så længe havde fravalgt livet, fravalgt følelser, tanker, sanser, minder, dufte, erindringer, livet – så er det hårdt arbejde at vælge livet til. Alt det jeg havde rendt fra kom med et væltende. Alt det jeg ikke ønskede at være i blev med et stående. Alt det der før var uden betydning, skulle jeg pludselig tage stilling til.
Basale ting var svære at forholde sig til. Noget så simpelt som kaffe blev vanskeligt. Tidligere var det nemt at sige ja tak til kaffe – for det var ligegyldigt. Vanen gjorde, at jeg sagde ja, men med et smagte den ikke godt. Hvad var muligheden så – drikke den, trods smagen, bede om te – og kassere en hel kop kaffe, der var lavet specielt til mig, drikke både og, havde jeg lyst til te, vand, cola, kakao, eller ingenting. Alt det der var nemt og ligegyldigt før, blev med et vanskeligt. I mit valg om at leve skulle jeg tage stilling til mig selv. Tage stilling til mine ønsker og mine behov. Ord jeg reelt set ikke havde noget forhold. Når man overlever, så er ønsker og behov ligegyldige. Det bliver til sådan en refleks – gør det der er bedst for dig, for så er du i det mindste glad.
Når forandring indtræder
Tvunget af min tilstand begyndte jeg at arbejde med at være tilstede, her og nu. Jeg valgte at nuet skulle være min drivkraft. Så fra altid at have være ved målet – og lidt længere, så var jeg lige nu. Ja, der ligger en sok. Ja, ovnen er tændt. Ja, gryden koger over. Jeg var kun i betragtningen i dette nu. Nej jeg kan ikke kapere, at du ringer. Nej lad være med at skrive. Forundring ved spørgsmål om besøg, nej, for du er her ikke i dette nu – og om lidt eksisterer ikke.
Det var en besynderlig tilstand – lige nu, lige her, uden konsekvens. Først når jeg blev spurgt om sokken skulle til vask, om jeg tørrede det spildte op, om lasagnen skulle spises i aften – for måske den så skulle i ovnen – så rykkede jeg til næste nu. Livet foregik i hak – men jeg lærte at nuet har sin egen drivkraft.
På længere sigt var det ikke hensigtsmæssigt kun at fungere i hak. I takt med at jeg fik det bedre, blev jeg bevidst om, at jeg havde et valg om at leve. At jeg havde taget valget at leve. At leve betyder at mærke, sanse, føle, tage konsekvenser, sige til og fra, skabe referencerammer. Jeg valgte livet til – med alt det fortiden indeholdt. Jeg valgte livet til med alt det nuet indeholder. Jeg valgte livet til med alt det fremtiden bringer. At leve, at lære at leve blev min drivkraft.
Jeg mødte mine gamle holdninger og overlevelse mekanismer. Nogle af de stærkeste var, at min vej skulle være svær og ufremkommeligt. Jeg måtte ikke have det let. Alt skulle helst være alvorligt. Det modstridende i dette er, at ingen af disse overbevisninger egentlig passer til mit egentlige jeg. Men jeg havde skabt den overbevisning og valgt at leve efter den i så mange år, at den blev min egen sandhed – indtil jeg valgte noget andet.
Efter 30 år hvor overlevelse var min drivkraft, tog jeg et par år med nuet som tilstand, herefter blev valget om at leve min drivkraft. På daglig basis mindede jeg mig selv om mit valg. Det gjorde jeg i næsten 8 år, indtil jeg en dag erkendte, at jeg var i live, at jeg er i live, at jeg lever. Herfra valgte jeg , at mit liv skal være nemt. Det skal være lyst, let og kærligt – og det er min drivkraft i dag – også på de vanskelige dage.
Hvad er din drivkraft?
I dag havde jeg – inspireret af mødet med hende med den vrede drivkraft – en inspirerende samtale med en – om netop hvad det er, der driver os. Hvad skaber vi med en drivkraft – er drivkraften nødvendig hvis vi vil skabe. Ja. Meget. Men vi kan bruge den med bevidsthed, omhyggelighed og kærlighed. Drivkraft øger vores funktion, vores virke, vores succes.
Drivkraft kan være uhyre destruktiv – den kan tromle alt og alle – inklusiv en selv – men den kan også være konstruktiv og givende og dermed skabe en masse.
Ved dagens spørgsmål og svar om drivkraft kom hele tiden et modspørgsmål. Er svaret ærligt? Er det din drivkraft, eller blot et mål eller en overbevisning?
Hvordan kan svaret være uærligt?
Du kan f.eks. have svaret at glæde er din drivkraft. Se så på om det du har gjort og gør – om det er glæden, der driver dig. Hvis ikke – så prøv igen. Eller vend den om, se på nogle af de ting du har udrettet – hvad drev dig til at gøre det.
At udrette kan være mange ting – f.eks. skabe et blomsterbed, føde børn, købe ny bil, bestige et bjerg, lave mad, sy en kjole, fri til kæresten, male huset, bestå eksamen.
Med denne øvelse kan du skabe en bevidsthed i dig, der giver plads til forståelse og forandring. Du giver dig selv mulighed for at kikke på dig, på dit, på din vej. Om du er der, hvor du gerne vil hen. Om din drivkraft skal ændres, for at nå det du gerne vil.
Hvis du for en stund sætter dig ned, mærker på hvad din drivkraft er, hvilket svar finder du så?
