Veninde – dumpet eller bestået

Venskab.

Venskaber er en besynderlig størrelse. I mange år forstod jeg slet ikke værdien af det. Venskab. For mig var det at åbne op – og gå fra hinanden. Så hellere forblive lukket og beholde folk i mit liv. Indtil jeg opdagede, at de forsvandt uanset hvad – der besluttede jeg mig for at ændre på min tilgang til andre mennesker – men mest af alt til mig selv.

Min første veninde.

Tiden har lært mig at venskaber er en ting – veninder er noget andet.

Jeg fik min første rigtige veninde i 7. klasse. Inden da havde jeg været en af dem, der var ven med dem, som ingen andre kunne lide. En medfødt empati, ønske om at alle skulle være en del af fællesskabet, fik mig ofte til at vælge dem, der var uden for. Selvfølgelig kombineret med at jeg ikke ubetinget var førstevalg som veninde – dertil havde jeg for meget modstand på livet, på mennesker, på samvær og fællesskab.

Min skoleveninde og jeg var uadskillelige i 3 år – men så valgte hun gymnasiet, jeg flyttede og valgte en anden vej. Sidenhen kom der andre veninder til, men altid kun i begrænset tid og begrænsede perioder.

Andre er mere interessante.

Dengang tænkte jeg at det var helt naturligt – der var ikke nogen til mig ”for evigt”. I dag ved jeg, at hvis jeg dengang lukkede nogen ind i mit liv, så blev jeg skræmt og trak mig. Det skete gradvist og helt naturligt, så jeg spekulerede ikke over det – konstaterede bare at det var sådan – igen igen – at der var andre, der var mere interessante end mig.

Jeg havde også en periode hvor, hvis jeg kunne lide to mennesker – og de mig – så gjorde jeg alt for at koble dem sammen, for at konstatere at de bedre kunne lide hinanden end mig – og så trak jeg mig igen. En skøn, destruktiv – og selvopfyldende profeti.

Det var en teknik jeg brugte i mange år, indtil en vidunderlig pige klart meldte ud, at hun kom fordi hun kunne lide mig, og ikke den anden som jeg – af en grund hun slet ikke forstod – forsøgte at parre hende op med. Der gik mit venindemønster op for mig, og jeg begyndte at ændre min holdning, min accept og min tilgang til det at være mig og have veninder og venner.

Veninder på rejsen

De seneste 10 år har jeg været på en lang udviklingsrejse. Jeg er gået dybt i mig, opdaget og erkendt mange ting. Gode, interessant og dem der var uheldige, destruktive og uhensigtsmæssige. På rejsen har jeg valgt at åbne op for min egen sårbarhed, udvise tillid til andre blev hos mig, selvom jeg var sårbar.

Jeg har givet plads til at folk ser mig, rummer mig – og tilmed kan lide mig. Jeg summer stadig over en veninde fra fortiden som sagde ”Jette, du er nem at elske”.

Det har givet venskaber på et helt nyt plan. Specielt to piger kom helt tæt på mig i den udviklingsrejse, og mange ting blev delt – dybt, ærligt og stærke tanker, følelser og erindringer. De puffede, stillede spørgsmål, løftede og bidrag til mig og min vej.

De to piger fik begge lov at komme ind i mit liv, møde mig der, hvor jeg ikke selv havde styr på mit liv. Vi var på rejse sammen – og hver for sig. Jeg havde fuld tillid til, at disse venskaber var for evig. Smukt og berigende – uvist hvor vi skulle hen.

Min udvikling med de to piger var meget synkrone – fra mig til dem, og dem til en del i mig. De var hver deres sted, og jeg var glad for jeg havde lært, at de mennesker jeg kunne lide, ikke behøvede at være bedste venner med hinanden. Jeg var glad for min evne til at rumme flere på samme tid – og mig selv i flere lag – og dermed have plads til to skønne kvinder som veninder.

Veninder – med plads til sig selv.

Jeg har lært, at mit behov for samvær er mindre end de flestes.

Jeg er generelt meget introvert og sætter stor pris på tid for mig selv. Jeg fungerer ikke med kaffehygge og snak om ingenting flere gange om ugen – heller ikke med veninder. Der skal helst være en grund, hvis jeg skal møde med andre. ”At det er for længe siden sidst” er i dag blevet en gyldig grund. Uanset tid og sted, så er jeg ærlig, oprigtig og nærværende når jeg er tilstede med en.

Jeg trives rigtig godt med at være i nuet – og er du der, så er det fint. Men uden forventning og hvornår nu skal være – en dag, en uge, en måned eller et år – det er for mig uden betydning. Når vi er sammen, så er vi her – lige nu. De mennesker der er i mit liv i dag ved det, respekterer og accepterer det.

Dumpet som veninde

Det var en sommer for nogle år siden, jeg havde det fortsat rigtigt skidt, og fungerede ikke i det normale samfund. Familien og jeg var på ferie – hvilket var en pinsel for mig. Fremmed sted, omgivelser, mennesker, dufte, angst stress. Jeg skulle bruge alt min energi på blot at være i live og overleve.

Jeg var i den periode ind over psykiatri, psykolog og fik megen anden støtte. Jeg led af angst, ptsd – og flere ting. Alt sammen noget der gjorde, at jeg havde svært ved at fungere i samfundet – men da jeg havde mand og børn, så forsøgte jeg at få mig selv til at fungere som familie – hvilket bla betød ferie og overlevelse.

Den ene veninde – fra min intense udviklingsrejse – skrev netop den uge og spurgte om et råd – jeg svarede ærligt at jeg ikke var tilstede i og med mig selv, og derfor ikke kunne være et bidrag til hende. Hun vidste at jeg kæmpede for at overleve ferie, og at jeg skulle starte i et traumeforløb, når jeg kom tilbage fra ferien. Så 4 intense måneder ventede på mig, hvilket gjorde jeg ville være fraværende og i eget univers for en tid.

Min veninde insisterede på at spørge, et enkelt ja/nej spørgsmål, og så et personligt. Hun kendte mig godt – og vidste at jeg er direkte, ærlig og forholdsvis skarp. Lige der var jeg ekstra presset og følte lidt jeg blev trængt op i en krog. Men jeg gav mig – jeg havde – og har – svært ved, at sige nej, og når den anden bliver ved efter et nej, og endnu et, så er der kun ja tilbage.

Jeg husker spørgsmålet, jeg husker mit svar – og mener den dag i dag at det var ærligt og oprigtigt, venligt og støttende – om end skarpt og uden omsvøb. Hendes reaktion var at hun ville trække sig lidt. Jeg opfattede det positivt, at hun ville reflektere over svaret og sig selv, give plads til mig og at alt var okay.

Månederne gik med intensiveret traumeforløb – de var for mig hårde og intense og der blev gravet dybt i mig, mit liv og min fortid. Jeg så ingen mennesker i den periode udover min egen lille familie.

Jul, nytår og det nye år kom og en hyggelig besked fra min veninde tikkede ind. Hyggelig – troede jeg. Men det viste sig, at jeg var dumpet som veninde.

Spørgsmål med Hvorfor?

Beskeden var en lang række af spørgsmål. Pænt startende med hvordan jeg havde med vores manglende kontakt. Derefter med hvorfor jeg ikke havde gjort sådan og sådan og hvorfor jeg havde sagt sådan og sådan, da hun havde brug for mig.

Det interessant med ordet hvorfor er, at første reaktion er at gå i forsvar – så umiddelbart panikkede jeg, men valgte så at læse ordene igen, prøve at se det fra hendes side, og selvfølgelig havde hun ret – en god veninde havde gjort alt det hun efterlyste. Jeg fik overbevist mig selv om, at jeg burde have været der for hende – velvidende at det havde været fysisk og psykisk umuligt for mig, med det jeg selv havde været igennem.

Jeg gik fluks i gang med at skrive en undskyldende og forklarende besked – men jeg havde været der og der i mit liv. Helt som hun havde været i sit liv, dybt, begravet, angstprovokerende og forandrende. Mens jeg sad og smilede af, at synkroniteten var der igen, dukkede spørgsmålet op – hvad af alt dette – som du vil have, at jeg skulle have gjort, har du selv gjort for mig. Hvor var det min gode veninde havde været i den tid, hvor jeg havde det svært.

Jeg gik i tænkeboks. Venindeboks. Hvad er det at være veninde. Hvad er det at give, modtage og være tilstede. Hvad kan vi forvente. Skal en veninde kunne rumme alt – altid, eller er det okay at være på pause, være tilstede på nogle områder, men ikke andre. Kan veninder være til en del af livet, men ikke en anden. Gælder veninderegler kun en vej?

Tankerne fik mig til at ændre mit svar, jeg blev mere konstaterende, oplevede at der fortsat var plads til hende i mit liv. Jeg tænkte – forventede – at vores venskab var så stærkt, at det kunne rumme at vi havde været adskilt i flere måneder. Det havde for os begge været en kæmpe gigantisk proces og udvikling, og jeg glædende mig egentlig til at mødes igen, og fortsætte fra det sted og det udviklingstrin vi var i nu.

Hvad er en rigtig veninde?

Vi besluttede at mødes og snakke sammen. Det blev akavet og afsluttende. Jeg fik mange sætninger den dag – mange som jeg ikke kunne forholde mig til, ej heller forstå – og slet ikke at de kom fra hende. Jeg beklagede, at vi havde misforstået hinanden, men jeg ønskede ikke at undskylde for mine ord. De var kommet fra et ærligt sted – det mest støttende sted jeg kender.

Vi fandt ikke kemien igen, og langsomt oplevede jeg, at jeg blev vred over forventningen til mig – at jeg skulle være der uanet hvad. At der var krav til mig som veninde.

Den endelige sætning var ordene ”Havde jeg vidst du var sådan, så havde jeg aldrig delt det med dig” Der døde noget i mig. At jeg som en veninde skulle være på en bestemt måde. Det blev for akavet, uærligt og uden gensidig respekt.

Jeg kan være mig – som mig.

Og ja – jeg er en sammen med dig – måske anderledes, når jeg er med en anden, og noget tredje når der er en fremmed person. Venskaber er så meget forskelligt og eksisterer på mange planer, og trods forskellighederne er det altid et ærligt jeg, at jeg viser.

Her i dette venskab havde jeg vist uendelig meget af mig, delt og givet plads til sårbarhed på mange niveauer. Men jeg bestod ikke. Det gjorde ondt. Jeg følte at jeg blev fyret som veninde – fordi jeg havde været mig.

Jeg vil altid respektere hende for hendes oplevelse af situationen. Og det gør ondt at jeg svigtede hende – men jeg ved at at jeg aldrig ville kunne bestå venskabet fra hendes vinkel – hvis jeg skal være tro mod mig.

At blive rummet med ærlighed

Jeg er heldigvis beriget med mange skønne mennesker i mit liv. En af dem er helt særlig. Det er sjældent at vi ses, skriver sammen, men jeg ved at hun altid er der i energien, når jeg har brug for det.

En dag, hvor jeg havde en oplevelse, som jeg vidste, at hun var den eneste, der ville forstå – der var hun på ferie i en ødeørken – uden netadgang – men netop der – da jeg kaldte på hende i energien, der kom forbindelse til hendes telefon og jeg kunne dele min oplevelse, få et svar og så var energi/netadgang lukket igen.

Jeg var en kort stund bange for at jeg mistede hende som veninde – igen pga min umiddelbare ærlighed. Hun havde gennem et år klaget, råbt, ønsket, bedt om pause, ro og tid til sig selv. Trods mange snakke og samtaler, så havde hun nægtet at skrue ned for arbejde, udvikling, planer eller andet – hun havde frygtet roen så meget, at hun foretrak at knokle på – samtidig med hun konstant bad universet om ro.

Universet hørte hende – og hjalp hende med at få ro. Så en dag ringede hun og fortalte at hun lå på hospitalet med et brækket lårben. Det eneste der fløj ud af munden på mig var Tak – og tillykke.

Tavsheden var larmende. Samtalen blev kort. Og jeg stod tilbage med tvivl og usikkerhed. Igen måtte jeg overveje det her venindehalløj. Men jeg mente det. Det var et kæmpe tak for, at hun var sluppet med et brækket lårben – det kunne være gået meget værre. Jeg skrev til hende – undskyldte min respons, men også at jeg mente det. Det var et ærligt tillykke med at nu fik hun den ro, som hun havde bedt om og havde brug for. Jeg ønskede hende det bedste – og var taknemmelig for at hun fik hjælp til at finde roen.

Min veninde fortalte siden, at hun var blevet forbavset, overrasket og i første omgang ærgerlig over min reaktion. Hun er selv inden for sundhedsystemet og som hun sagde – jeg havde nok forventet spørgsmål om blodtryk, antal skruer og alt mulig andet – men så kom jeg i tanke om at du er dig – og din reaktion er den mest ærlige jeg har fået – om end jeg ikke havde brug for den lige der – så tog jeg den til mig. Og jeg vidste jo godt, at du ville svare sådan.

Venskaber og veninder i dag

I dag er jeg der hvor flere og flere mennesker kommer ind i mit liv. Der er fortsat mange, der blot er på gennemrejse. De har alle en helt unik gave med til mig, og jeg er dybt taknemelig over hver eneste – om det er en handling, et ord, et budskab eller en fysisk ting – det er uden betydning. De er hvert deres bidrag til mig, mit liv og min fortsatte vej.

Jeg møder mennesker, som jeg ønsker, altid vil være der – selvom jeg ved, at de kun er der for en tid. Men det bedste er, at jeg møder mennesker der bliver i mit liv – på trods af – eller netop pga ærlighed og ligeværdighed.

Det at være gensidigt bidrag til hinanden – uden regnskab, uden krav om tid og sted – men med accept af nuet, forandrlighed og udvikling. Med accept af jeg er mig – som mig. Det elsker jeg.

Jeg elsker at give og modtage – fra mig til dig – og omvendt. Med netop det som du og som jeg har brug for.

Tak for at du er.