Tytte og Trane – Julekalender 2019

Julekalender 2019

Historien om Tytte og Trane – læs et afsnit hver dag – eller den hele hvis du er nysgerrig, eller mangler et afsnit.

(Den er pt uredigeret – så bær over med slåfejl og finurligheder)

 

1. december – og 1 advent

Tytte vågnede ved at hun mærkede en dejlig varme omkring sig. Hun strakte sig – lidt dovent, men alligevel med massere af energi. Hun følte at hendes lille korte krop blev mindst 5 cm længere.

Ikke at hun ønskede at være 5 cm højere, for så ville hun næsten være en kæmpe, og det ville hun ikke. Dertil var der for mange skrækhistorier om kæmper.

Det var lidt pudsigt med alle de der historier, der var om kæmper – i sagn, i godnathistorier, trykt på kæmpe stykker papir, inde i de skærme der var helt flade – dem som menneskene rendte rundt med hele tiden. Tytte prøvede at følge så meget med som muligt, men det gik så stærkt indimellem at det var en umulighed. Det var som om der slet ikke var nogen mennesker, der blev lige her og nu, og nød det de var i. De var hele tiden videre.

Tytte synes det blev lidt varmere end hun egentlig brød sig om – hun kikkede efter Trane – han var det tætteste på en kæmpe som hun kendte. Han var hele 2 cm højere end hende, nogen kaldte ham for doven – men Tytte vidste at der altid var liv i ham. Hun kunne se det på øjnene, de fortalte altid en historie, og de så alt mulig som ingen andre kunne se.

Tytte elskede Trane – og hun var så glad for at netop de to var taget på tur i år.

Tytte satte sig op med et sæt – på tur – varme – Trane – hvor var han – hvad var det nu de skulle de to. Åhh den hukommelse som alle snakkede om. Hun kikkede sig omkring – hun lå lige ved siden af en flagrende flamme – ild. Hun vidste hun skulle have respekt for ilden – den havde det med at forandre alting på et kort øjeblik. Skove, pandaer, huse, hjerter og chokolade blev væk ved ild. Men den kunne også transformere – når den blev hvid, blå og lilla. Den magiske flamme.

Men resten omkring hende var smukt – der var grønt, uanset hvor hun kikkede hen, store smukke sløjfer, grankogler, nødder, bær, gnitrende papir, hjerter, og de fineste glasengle.

Tytte hørte Trane rømme sig – han lød altid lidt rusten først på sæsonnen. Som om han havde holdt en masse ord tilbage og ventede på at få lov at tale.

Lille Tyttebær lød det stille fra ham – sådan kaldte han hende altid – så er det vist nu at vores rejse starter. Husk at den er ekstra magisk i år – det er både 1. advent og 1 december. På en og samme dag. Så meget lys, så meget spænding, så meget forventning. Hvor mon vores rejse går hen i år?

Tytte vidste det ikke – hun var altid kun lige her og nu, men måske du ved det.

Skal Tytte og Trane komme forbi dig – din biks, din virksomhed i år – så send en besked – så ser vi hvad historien vil i år.

 

2. december

Tytte og Trane skuttede sig lidt – frosten havde fanget dem i nattens mørke. De havde længe sovet trygt og godt i en af de smukke adventskranse som Ida havde lavet. Tytte havde flere gange i sin drøm hørt en mild stemme sige “ hos FlowersbyIda”. Men det havde slet ikke været en drøm. Hun og Trane havde sovet i en blomsterbutik og i går havde hun nydt alle de smukke blomster og kranse der var alle vegne. Ida var helt fantastisk til at kreere med blomster, binde dekorationer og skabe udtryk som ingen andre formåede.

Tytte og Trane havde følt sig helt sikre ved at overnatte der nogle uger. De havde forladt skovbunden derhjemme for et stykke tid siden, for i Tranes lille bog stod der at mennesker altid var et andet sted end der, de var. Og de skulle finde menneskene – hvor de så end var.

Tytte forstod det ikke helt. Hvordan kunne man være et andet sted end man var. Hun havde ofte hørt menneskebørn sige sige “jeg glæder mig til jul” – men hun havde sjældent hørt dem sige “jeg er glad for”.

Nisser – som Tytte og Trane er – har den egenskab at være lige præcis i nuet. De er i og med følelserne. De havde siden Morbær havde fået dem, lært at følelser er her og nu – og gemmer man dem, så er det det samme som at lade dem gå til spilde. Og hvem kan lide at lade ting gå til spilde, risengrød, småkager – eller lune sko og varme huer i denne vintertid. Nej så hellere dele og gøre flere glade.

Alt i alt så var Tytte og Trane var lige præcis med det de var i – skønhed, glæde, latter, sorg, bekymring, forundring – begejstring – der var mange følelser – nogle gange blandede de sig men ofte kun en ting af gangen. Tytte elskede dem alle sammen – alle følelserne. Der skete hele tiden noget nyt – følelser varede kun 20 sekunder hvis hun gik lige igennem dem – men gik hun uden om kunne de vare en hel nisselandsbystørrelse – og det er meget.

Derfor gjorde kulden ikke så meget – for solen kikkede frem – brød det mørke der havde fanget dem – og kulden den rystede de væk – for der var lys alle vegne som de kunne varme sig ved.

Trane så lidt eftertænksom ud – han kikkede i den brune bog. Vi skal hen til en bodywhisper fortalte han. En der kan lege og skabe magi.

Tytte hoppede glad af begejstring – for godt nok havde det været hyggeligt at være pynt i en adventskrans – men nu var det tid at lege og have det sjovt. Hun satte sig glad op på det blad som Trane havde lavet om til en kælk – og de gled stille igennem det danske landkort – de skulle til Ka-Ris-e. Tytte kunne allerede dufte det, umm, kanel….og hvad var det mere der lugtede af.

 

3. December

Trane traskede glad afsted – mens han trak det store ahorn blad efter sig. Han havde foldet det sammen, så det var stærkt og solidt, og let gled hen over den fedtede og regnvåde jord. Det var meget lettere at få Tytte med når hun sad der, for ellers var hun allevegne. Hun elskede at snakke med dyr, blomster, træer og buske – og de havde altid noget at fortælle hende.

Det var ikke alle nisser der kunne tale med dyrene – de fleste kunne, og så var der bare dem, det faldt helt naturligt at tale med dyr – som Tytte. Trods hendes unge alder, så kunne hun tale med alle slags dyr.

Trane var spændt på om Tytte også kunne tale med mennesker – de var også en slags dyr. Det havde de talt om på det årlige nissemøde for 517 år siden – at menneskene var en slags dyr. De havde nogle andre færdigheder, og var langsommere, mere skrøbelige og gjorde nogle besynderlige ting ind imellem. Men for det meste var de fredelige – det var ikke så mange mennesker der tog nisserne i munden og løb af sted med dem. Trane var ikke bange for mennesker, men respekt det havde han.

Indimellem var der en der tog dem i nakken og smed dem langt væk – mens de så meget overrasket og forskrækket ud. Men de fleste lod som om de ikke eksisterede – det var mest børn der så dem – og så sagde de voksne at nisser og julemænd ikke eksisterede. Trane lo højt – bare de vidste bedre.

Turen gik lidt ned sydpå, Trane spurgte Tytte hvor de skulle hen – hun svarede glad og hoppede så meget at koglen hun sad på næsten faldt ud af bladet – Vi har fået en invitation til at få ris der duftede godt. Ka-rIs-e læste Tytte højt – Ka – ja det kan vi – Ris – ummm – grød mulede Trane – se – selvfølgelig kunne de se. Nisser ser så meget længere end mennesker.

Og duften – der duftede af kanel, rose, appelsin og mange andre spændende ting. Tytte læste ikke så godt – det var som om bogstaverne hoppede rundt og byttede plads hele tiden – men hun prøvede altid – og Trane var god til at forstå meningen – også når det ikke gav mening. Tytte kunne ikke helt udtale efternavnet der stod under invitationen – men Hej-di (Heidie) – det kunne hun læse.

De kom frem sidst på eftermiddagen – men der var slet ingen hjemme. Heldigvis stod der en masse kasser med bøger – Duft dig glad – hed den, så Tytte og Trane kunne kravle op til et vindue og kikke ind. Tytte var næsten ved at besvime så godt duftede det – og Trane smaskede højt – for derhenne på komfuret stod en skål – mon det var risengrød i den – han kunne skimte et rødt bær øverst oppe.

Tytte og Trane kikkede sig lidt omkring, trætte efter turen, sultne og lidt kolde. I næsten samme øjeblik fik Tytte øje på et skilt hvor der stod velkommen, og Trane så en sprække som han tænkte han kunne mase sig igennem – men kunne han det?.

Sidder Trane nu fast i vinduessprækken og kan Tytte få skubbet ham helt ind – og er de egentlig velkommen der. Hvad er det der dufter så godt og får Trane mon sin grød.

Måske du får svar på noget af det i morgen

 

 

4. december

Tytte og trane gabte højlydt. De var netop blevet puttet godt af hende Hej-Di. Trane havde fået en sukkerskål at ligge i og Tytte kunne lige putte sig godt rundt i flødekanden – så rungede det også så sjovt når hun snakkede. Heidie havde forklaret at de – sukkerskålen og flødekanden – skulle med i morgen for der var nemlig snart guldbryllup – og så skulle alting være fint og klar til morgenbordet. Tytte kunne godt lide tanken om at sove i guld, og Trane mente at sukker var guld – specielt når det var oven på grød og sammen med kanel.

De havde haft en herlig dag – altså da de først havde fået Trane fri af vinduet. Han havde godt nok siddet godt fast det meste af natten. Tytte havde skubbet og mast til ham, men han sad lige så sikkert som tårnet på en kirke.

Trane var først kommet fri da katten kom – ikke fordi han var spor bange for katte – og han hylede heller ikke særlig meget – det var mest en julesang han gik og øvede sig på forklarede han bagefter. Tytte håbede ikke at han skulle øve sig alt for mange gange, for det lød temmelig skingert – selv for nisseører i en varm nissehue.

Tytte prøvede at få Trane til at fortælle hvad det var der var sket – dengang med Købmand Hylde-bærs kat. Men Trane lukkede helt i og blev tavs som en skildpadde i sit skjold. Hun opgave og begyndte i stedet at snakke om dagens oplevelser.

Trane var landet i en kæmpe trækasse – og Tytte hoppede ned til ham med det samme. De stod lidt betuttede efter nattens fastholdelse og overvældet af alle de skønne dufte, og mens de forsigtigt kikkede rundt efter grød, kom der en mand og løftede dem op.

Han snusede til dem og brummede, at de der olierflasker da også blev mere og mere juleagtige – men han synes nu ikke at de duftede særlig godt. Trane var lige ved at fnyse af ham – han havde fået sit julebad for 204 år siden, så han duftede frisk af nisse, jul og gran.

Men så var Heidie kommet – hun var sådan næsten et nissemenneske – måske en alf eller en fe. Helt rigtig menneske var hun ikke – for hun så dem med det samme, og hun kunne tale med dem. Både Tytte og Trane følte sig trygge og kravlede glad op på hendes hånd da hun rakte den frem.

Tytte ville høre det hele – alt hvad de her dufte var for noget – hvorfor det duftede så godt og hvor det kom fra. Trane ville hellere sidde med den store dufte-bog, læse i den – og så selvfølgelig spørge om det var muligt med noget grød – med sukker på, og så en flaske af kanelolie.

De havde fået grød, historier og fortællinger. Derefter var de inviteret med til en session – de vidste ikke lige hvad det var – men en mor og et barn kom for at besøge Heidie. Barnet var rigtig øv, havde ondt i maven og synes at livet var lidt surt. Heidie stillede mange sjove spørgsmål, brugte trylleformularer – uhhh her blev Tytte lidt forskrækket – tænkt hvis hun blev tryllet om. Men Heidie forklarede at den kun virkede til mennesker – der kunne hun trylle alle deres begrænsninger væk.

Tytte og Trane kikkede på hinanden – mennesker var underlige – begrænsninger – hvad var da det for et ord. Det stod ikke i Tranes kloge nissebog. Men noget i det underlig virkede – for barnet hoppede glad ned fra stolen, gav Heidie et kram og sagde hun var den bedste til at gøre børn glade – og nu ville han hjem og lege med nisserne.

Umm, der var også …mumlede Tytte – ja svarede Trane – det synes jeg også. Tytte vidste ikke hvad det var han også synes, men lyden af en gnasken på en sukkerknald fik hende til at lukke øjnene og sove herligt.

Hvad morgendagen bringer – vil morgendagen vise – for nu får de to trætte og mætte nisser lov at sove i fred

 

5. december

Tytte vågnede ved at hun fik noget vådt i hovedet. ikke bare en dråbe, men en sjat – næsten som på tegnefilm, hvor de frøs billedet og der stod spalt over det hele.

Hun skulle til at protestere højlydt, men med et blev hun hevet op af flødekanden med en mumlen om at der var kans i sukker skålen og klumper i fløden – og det duede ikke, for alt skulle være perfekt til Guldbrylluppet i morgen. Og med de ord landede Tytte med et bump på en hård stålflade.

Tytte kikkede sig omkring. Hun kunne svagt huske fornemmelsen af velvære i kroppen, men lige nu var hun blot forvirret, en anelse forslået og temmelig gennemblødt. Hun kunne ikke se Trane noget sted, men kunne høre hans helt særlige lyd. Den lyd, når han var lige præcis mellem helt veltilpas og helt utilfreds.

Endelig fik Tytte øje på ham – han kom kravlende op af et kæmpe bjerg med sukkerknalder. Indimellem stak hans røde hue ud, så Tytte troede at NU kom han frem, men nej – det var som om han havde bestemt sig for at han ville helt til top.

Tytte glemte alt om sin våde hue og den forslåede krop, hun satte sig ned og kluk lo over huen der stak ud – og forsvandt – og hov der var den igen – og væk var den. Åhhh det var så morsomt, og hun kunne næsten ikke lade være med at grine – både når huen kom frem og når den var væk. Der var nu noget sjovt ved det der trylleri som Hej-Di havde snakket om i går.

Trane dukkede endelig frem – der helt oppe på toppen. Han så stolt og veltilfreds ud – helt som når han havde været i skoven hele dagen for at stable brænde. Kom hviskede han højt – kom – men forsigtigt. Vi må væk herfra inden vi bliver skyllet ud.

Tytte boblede stadig af grin og råbte op til ham, at han da kunne komme ned og hente hende, men Trane rystede på hovedet – og så lidt flov ud. Han var kommet til at bide lidt meget i snukkerkalderne mens han havde bygget tårnet – så han var ikke sikker på at det kunne bære hans vægt, hvis han kravlede ned af det.

Men omvendt så havde Tytte ikke helt forstået alvoren i situationen. De var fanget i køkkenvasken – og det her var den eneste chance for at komme op. Heidie var kørt – og de måtte væk inden de blev skyllet ud og ned i kloarken. Trane havde ikke lyst til at hilse på rotterne en gang mere. Rotter stod på den side i hans store bog – under: prøv kun en gang.

Trane klappede forsigtigt på sin baglomme – lappen på hans bukser sad der endnu. Den var rigtig fin, – det var Mor-bær der havde syet den på – men han kunne næsten mærke Hr. Rottes tand i ballen endnu. Trane rømmede sig – og mærkede at sukkerbjerget begynde at give efter under ham.

Kom Tytte hviskede han – søde Tytte kom nu. Tytte reagerede ikke, hun trillede rundt og lo så herligt og smittende, at Trane næsten glemte alvoren i det hele. Hvordan skulle han dog få hende til at komme.

Han kom i tanke om drengen, der vil lege med nisser – så mon nisser kunne lege med menneskebørn. Trane håbede at det virkede – Tytte – Tytte vil du lege en leg?

Det ville Tytte gerne – hun elskede at lege. Vi leger at du er et menneskebarn Tytte. Og som du ved så har menesker altid travlt – så Tytte – skynd dig – alt hvad du kan – op på toppen her – så skal du se noget meget smukt og særligt.

Om Tytte når at komme op af sukkerbjerget – væk fra vasken, eller hun skal hilse på Hr Rotte det må du læse mere om i morgen

 

6. december

Trane var kravlet op på køkkenbordet og holdt vejret med så meget nisespændning, at hans næse næsten fik samme farve som en smølf. Han kikkede, kaldte og legede menneskebarn med Tytte, så hun trygt og roligt kunne kravle op af det vaklende sukkerbjerg.

Det var lidt af en opgave, for hver gang Tytte så den røde hue begyndte hun at grine igen – hue rød – hue væk – hue rød – hue væk. Trane turde slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis hun så den blå næse – så han trak huen helt ned over sig mens han forsøgte stille at puste ud – og trække vejret helt ned til nissemaven lige som Nisse Sol-bær havde lært ham.

Hver gang han gjorde de så rumlede maven igen – og hjertet slog et lille hop. Trane tænkte, at det var efter alt det sukker – og han lovede sig selv, at for de næste 14 sekunder, der ville han ikke tænke på søde sager. Et sekund for hver sukekrknald han havde spist. Åhh den gjorde lidt av den mave.

Men endelig kom Tytte helt op – det var i samme sekund som sukkerbjerget væltede og larmede, så der kom en masse mennesker rendende – også katten. Trane og Tytte smuttede udenfor, mens der alligevel var forvirring over larmen.

De løb længe i fuld fart – på deres må korte ben, alt imens Tyttede jublede og grinede. Men med et stoppede hun – så brat at Trane næsten faldt over hende. Nu gider jeg ikke lege menneske mere sagde Tytte bestemt – de løber alt for stærkt.

Trane hev lidt efter vejret – det kunne han kun give hende ret i. Så hånd i hånd gik de hen over marken, lidt her, lidt der – lidt deres egne vegne – indtil de stoppede op ved det smukkeste og fineste juletræ – fyldt med blinkende lys.

Mens de stod der – hånd i hånd – helt benovet over så meget lys og så megen skønhed kom der et kæmpe vindpust, der fangede deres små kroppe – og hvirvlede dem rundt i luften sammen med alle efterårets farverige blade.

Tytte blev først forskrækket over den voldsomme bevægelse, men hun kikkede op, så de skønne rødbrune farver og spurgte Trane om det var regnbuen de var landet på.

Trane var lidt ør af al den løben, gåen, hvirvlen rundt og holden vejret. Han vidste godt, at man altid skulle tale sandt – men eftersom han aldrig havde været på en regnbue, så kunne det jo godt være sådan en de var på lige nu. Og hvis det gjorde Tytte glad at være på regnbuen, så var det måske helt i orden at svare ja til det. Men inden han fik tænkt færdig klukkede Tytte højt – nej fortsatte hun for regnbuen er jo i striber – det må være sjælsbroen vi er landet på.

Trane stoppede næsten op i luften. Sjælsbroen. Det ord havde han hørt før – den førte til sjælshaven. Sådan en havde alle mennesker – det var det fineste og reneste sted at Nisser kunne blive inviteret ind til. Alle mennskers sjælshave var hellig – men de kunne altid invitere Nisser, trolde, Alfer – og alle de andre dyr ind – det var en ære at få lov til at besøge en sjælshave.

Trane hoppede i luften af spændning – gad vide hvis sjælsbro de var på – og mon de kom ind i haven? Trane havde slet ikke styr på sine tanker – og Tytte snakkede løs om alt det smukke hun så på vejen. Hun var helt sikker på at det var et vidunderligt sted de var på vej til.

Trane vidste ikke rigtig hvordan – men det var som om et stort blad var foldet over dem og de dalende stille ned. Og hvis ikke han tog helt fejl så landede de i en skål med pebernødder. Han prøvede at tælle hvor mange sekunder der var gået – og mente at det nok var mere end hundrede, så han glemte alt om maven, rumlen, snurretur og sukkerknalder – der var pebernødder. Trane var lykkelig.

Tytte var lidt mere betænkelig – for ved siden af skålen var der to kæmpe nisser – ikke bare to cm højere – men virkelig kæmpenisser. Og der lå en nisse med benene oppe – mon de havde druknet den i pebernødder.

Hvor Tytte og Trane er landet – og om pebernødder er til at spise eller drukne nisser i – det kan du måske læse mere om i morgen

 

7. december

Tytte havde luft-propper i ørene efter den hvirlende tur hun og Trane havde haft. Hun besluttede at nisser var ikke skabt til flyve rundt alle mulige mærkelige steder – de var til jord, muld, skovbund og klodens pulserende banken.

Trane var også gnaske godt tilfreds med at de var landet – specielt med stedet han var landet. Pebernødder var hans absolut favoritspise – lige efter grød og andre skønne ting. Han boltrede sig rundt i skålen – helt som børn i det store badebassin, som lugtede fælt af klor. Tytte havde været der engang – men det var altså ikke hendes århundrede til at bade i – så hun var sneget sig ud – også selvom alle børnene så glade og lykkelige ud.

Tytte kikkede skeptisk på de kæmpestore nisser, hun var fortsat lidt bange for dem, men de sad helt fredeligt med hovederne mod hinanden og kikkede på Trane der hyggede sig. Tytte satte sig og på kanten af skålen, og faldt lidt i staver. Der var en skøn melodi i baggrunden. Ikke en hun havde hørt før – og lyden var helt særlig – blød, vibrerende, lokkende, kaldende. Den havde lidt af det samme som elverpigerne havde – den totale overgivelse, gå med det der er så meget større. Et helt særligt nu, der aldrig kunne genskabes.

Tytte sad stille længe, helt opslugt af det som lyden gjorde ved hende. Hendes lille krop var helt afslappet og sagelig. Hun opdagede slet ikke at melodien stoppede – heller ikke at hun blev løftet op og betragtet med rolige nysgerrige øjne.

En varm stemme udbrød – du Kirsten – jeg tror vi har fået gæster. Her vendte Tytte tilbage, propperne i ørene gjorde at hun kun have hørt Kiste – så hun blev lidt paf – var nissen virkelig druknet eller havde Trane spist for mange pebernødder. Eller var det en skattekiste – var det alligevel regnbuen de var landet på.

Tytte nåede slet ikke længere i sin tankerække, for den varme stemme og de rare øjne blev fulgt op at det fineste væsen. En menneskeengel. Tytte vidste godt de eksisterede, men det var ikke så tit at hun havde mødt dem. Helt uden at tænke over det rakte hun ud, og kravlede over til Englemennesket.

Tytte og Trane blev inviteret til grød i et hyggeligt og varmt køkken. Der var ild i brændeovnen, vinduerne lyste op med sterinlys, og der var smukke billeder overalt. Trane var så mæt og veltilpas at han end ikke opdagede den sorte kat der hoppede op på stolen ved siden af ham. Dovent og helt ubevidst rakte han hånden ud, mærkede den bløde pels og blev med et meget træt.

Tytte var vanen tro nysgerrig og videbegærlig – så hun ville vide hvorfor en menenskeengel var en Kiste, om de var på regnbuen, hvad det var for en melodi og hvor de egentlig var henne i landet. Hun havde mange spørgsmål, men det var som om de blev puttet væk, i takt med at en lille julesok kærligt puttede sig om hende.

Tytte følte hun næsten svævede – men på en ny måde. Hun vidste hun var langt væk fra moder jord, med det var et godt sted. Der var stille, en duft af hav, luft og massere af kærlighed. Hun glædede sig allerede til at vågne igen – men for nu, et dybt nissesuk, et gab og et smil ved lyden at Trane der snakkede i søvne.

 

8. december

Tytte vågnede ved at Trane hylede højere end hun nogen sinde havde hørt før. Hun skuttede sig lidt i sin lille varme julesok, og syntes at der var lidt rigelig plads – og hun frøs om ørerne.

Tytte åbnede det ene øje lidt på klem – en lille sprække, hvor der kun var plads til at lukke lidt af verden ind. Helt i det tempo som hun synes. Hun vidste at gjorde hun det med øjet til den ene side, så ville hun se hvad hun skulle lave den dag – og hvis hun gjorde det med det andet øje, så ville hun se hvad hun ville modtage den dag. Det var genoldig smart.

Tytte åbnede det øje så hun kunne se hvad hun skulle modtage – og det første hun så var Trane der sad i en lille balje med vand, og Enlemennesket og manden med de rare øjne var ved at skrubbe ham med en stor børste.

Trane kunne mange ord, i et langt nissestræk – her i 217 år havde han ikke været i bad og det var sandelig ikke jul endnu – om mennesker ikke vidste at bad var farligt for nisser – de kunne skrumpe af det. Der kom også ord ud af ham, som Tytte var helt sikker på, at hun aldrig havde hørt før.

Tytte klukkede – det så så herligt ud at hun åbnede begge øjne. Der så hun med et en hue og et sæt – det hang midt i luften – og lignede nisse-tænkeligt meget hendes tøj. Tytte blev med et bevidst om al den plads der var om hende – og hun kikkede forsigtigt ned i strømpen – og der var kun hendes nissekrop.

Inden Tytte nåede at fange alvoren i det hele sad også hun i en lille balje med vand. Nisser vil de næste mange tusinde generationer snakke om hvorvidt det var Trane eller Tytte der hylede højest den dag.

Men vandet, sæben, den dejlige skruppen på ryggen og den smukke musik fik langsomt både Tytte og Trane til at falde til ro. Efter lang tid, hvor de havde grinet, pustet sæbebobler, skummet og lavet skumhatte blev de løftet op og puttet ind i et varm klæde.

De to mennesker tilbød endda også at Tytte og Trane kunne få en massage. Ingen af dem vidste hvad det var, men når alt var godt, så kunne det kun blive endnu bedre.

Tytte og Trane blev nusset, strukket, masseret og fik så megen omsorg at de næsten helt glemte at de var nisser. Tytte så engle danse, alfer flyve og næsehorn komme gående. Trane legede med dinusaouer, jagtede bjørne og løb på skøjter. Alt sammen mens deres små kroppe genfandt hvile, velvære og afslappethed.

Nisser kender ikke til tid, og heller ikke her var der nogen fornemmelse af tid. Tytte nød alt det hun fik – og det blev endnu bedre. Hendes ellers stive nissedragt fik hun på, – nu helt blød, varm, uden skjolder – og huen duftede ikke længere af sur mælk. Trane var også godt tilfreds med sit rene tøj. Han lyste helt op ved tanken om at Nisse Sol-bær så ham nu.

Efter det uventede bad kom de på en lang gåtur rundt i Nab – hvor Tytte og Trane sad godt i hver menneskelomme. De hyggede sig med ord og med at Nabbe af alt . De fik Nabbet af det det store vand, små aflange både, fugle på papir, rare mennesker og en masse andre skønne ting. Da de kom hjem fik de serveret en kæmpe skål grød, som de også Nabbede af.

Livet var en fest sagde Trane og klappede sig på maven – men hvad var det – hvor var hans lille seddel. Den seddel der var så vigtig. Den seddel der var årsagen til at de var her – var den blevet vasket væk.

Hvad det er for en seddel og om det er vasket ud – det kan du måske læse mere om i morgen.

 

9. december

Trane havde ikke sovet hele natten, han havde ledt overalt efter det stykke papir der havde ligget i hans lomme. Men væk var det. Hans glade sovehjerte næsten krøllede sig sammen af træthed, og den store agernbog gav ham heller ikke noget svar. Han havde endda læst alle linierne under forsvundne ting,

– se under huen
– kik i strømperne
– se under grødskålen

Han havde tjekket bag ørerne, men der var kun den fjer han brugte når han skulle skrive noget vigtigt, som ikke kom andre ved.

Trane havde prøve alle tingene, men sedlen var ikke dukket frem. Han havde endda vækket Tytte for at få hende til at kikke i køkkenet – der mente han alligevel at Tytte var – trods hendes unge alder – bedre til at finde rundt end han var. Selvom Tytte fandt mange sjove ting, som hun glad kom og viste frem, så fandt hun ikke sedlen – men som Trane funderede opgivende over – så vidste hun heller ikke hvad de ledte efter.

Leif og Kirsten – de rare mennesker som Tytte og Trane havde været hos, vågnede til et kaos som kun nisser formår at skabe. Har du haft besøg af en nisse, så ved du hvordan det er – men ellers så brug din fantasi – der kan være meget, der er flyttet rundt, når en Nisse har været på spil. Eller sagt på en anden måde, alt ses fra en ny vinkel når der har været nisser på besøg.

Trane havde næsten opgivet det hele – han var lige ved at falde ned i den tungsindige stemning, – en stemning man kun sjældent ser nisser være i, da de altid vælger at slippe tunge og besværlige tanker. De møder dem, går igennem dem – hilser på følelserne og er dermed videre. En egenskab som mennesker kan lære en masse af, men det vil nok tage lidt tid, men de kunne øve sig tænke Tytte – og kikkede på den deprimerede Trane der sad med hagen i hænderne og næsten var forsvundet ned i sin egen forlomme på bukserne.

Tytte blev så glad da menneske kom. I må hjælpe Trane – han er helt konfus – og vil hverken have grød eller pebernødder. Da menneskene hørte det, vidste de godt at den var helt gal. Heldigvis har mennesker en mekanisme der hedder hjerne og teknik – Tytte forstod det ikke helt – heller ikke selvom Trane havde forklaret hende det igen og igen. Men mennesker – de kunne noget – med at sætte før, nu og lige om lidt sammen til noget helt fjollet, der ikke gav mening.

Men lige nu havde Tytte brug for noget der ikke gav mening, hun vidste at der skulle noget uventet til for at få Trane ud af den stemning han var fanget i.

Manden med de rare øjne og den skønne musik kikkede på et vejrkort. Han forklarede Tytte om vind og blæst – snakkede om deres hvirvletur forleden – hvordan de var kommet fra en ø til en anden – og måske – var sedlen blæst væk fra Trane der. Så hvis de fulgte blæsten vilde de måske finde sedlen.

Tytte nikkede – megt voksent og klogt. Ikke at hun forstod noget af det, men da han tegnede streger og figurer på en sjov skærm var Tytte helt med. Mest fordi hun havde aldrig set sådan noget, og det så mægtig sjovt ud. Hun spurgte Trane om det hele lød nisseklart, men han sukkede bare dybt. Tytte lænede sig ind i tilliden til det menneskene sagde. Hun smagte på den – tilliden, og det var som at få et jordbær i munden på en klar vinterdag – så det kunne kun være rigtigt.

Tytte fik en rygsæk med, fyldt med guf og proviant, så hun og trane kunne klare sig på den tur de skulle ud på. Trane fik en bjælde på sig, så Tytte kunne høre hvor han var, hvis han ikke kom op af sin egen forlomme.

De to mennesker bar Tytte og Trane ud i vinden – og med kærlighed, visdom og en indsigt som kun de to har til sammen, sendte de Tytte og Trane afsted i blæsten – på jagt efter den forsvunde seddel.

Hvor vinden fører dem hen, og om de finder Tranes seddel – det kan du måske læse mere om i morgen.

 

10. december

Tytte havde ligget i solen hele dagen – en lille plet uden vind, med græs, muld og blade om sig. Hun havde kikket på den kæmpe blå himmel, lukket øjenen når solen havde været lige på hende – og smilet med skyerne når de havde dannet sjove figurer. Hele dagen havde hun forsøgt at hitte rede i hvor hun var, hvad der var sket – og mest af alt hvor Trane var.

Tytte huskede – som Nisser generelt – meget sjældent det der var sket – så det krævede virkelig koncentration og stilstand at huske.

Tytte huskede at hun og Trane var blevet sendt afsted med blæsten – den hvirvlede op og ned og var alle vegne. Tytte havde lidt ønsket, at Trane ikke var forsvundet ned i sin forlomme, for det var godt nok besværligt at være den voksne og ansvarlige. Hun forstod med et at Nisser blev så gamle, for så kunne de være børn så meget længere tid. Børn var ligetil, indtil voksne sagde noget andet.

Tytte havde ikke haft nogen ide om hvor de skulle hen – hun havde blot holdt godt fast i Tranes hue, så hun var sikker på at de kom samme vej.

Efter mange timer i luften – det der føltes som timer, tænkte Tytte – hun kendte stadig ikke begrebet tid, der havde de fået selskab af en måge. Den var stor, bred og havde en sort/hvid stribet trøje på. På ryggen stod der en masse bogstaver, men Tytte kunne ikke læse dem, så meget hoppede de.

Mågen havde skrattet op om at det var en skrækkelig blæst – hård vind meldte den. Tytte nikkede mens hun tænkte på det – hvordan kunne vind være hård, når hun ikke kunne se den, det forstod hun ikke. Hun huskede at der var kommet et kæmpe pust, der fik hende til at miste grebet i Tranes hue og hun kunne se ham forsvinde ud i mørket.

Tytte blinkede med øjene mod lyset. Hun kunne stadig høre mågen skratte – det ligner næsten en flyvende godbid der – og væk var den.

Tytte kunne med et se det for sig, Trane alene i luften, uden at gøre modstand og slugt af en måge midt om natten. Hun huskede sin frygt, hvad om det ville blive hendes tur – hvad slags godbid hun mon ville være. Og hvem ville mon finde på at spise hende.

Tytte mærkede et puf i ryggen – hun lukkede øjnene helt i og så det for sig, hvalens store gab. Hvis nu det var den der havde spist Trane – og havde den mon også spist hende. Var det slet ikke solen hun så op i, men bare hvalens mave.

Bare Trane havde været der – så kunne de bruge hans usynlige fjer til at kilde hvalen så de blev nyst op. Tytte skuttede sig – det blev med et meget koldt at være i hvalens mave. Hun mærkede igen en puffen, men ville ikke se hvad det var. Hun savnede Trane – også selvom han gemte sig, og ikke længere ville være ansvarlig.

Hvem der puffer til Tytte og om Trane virkelig er blevet spist af en hval – det kan du måske læse mere om i morgen.

 

11. december

Den insisterende puffen fik Tytte til at åbne det ene øje lidt – bare en lille smal sprække, for hun vidste ikke, om hun havde lyst til at se hvad det var der puffede til hende.

Det første hun så var et spist næb – derefter to øjne. Hun krummede sig sammen da hun genkendte dens skratten. Der gik et stykke tid før end hun kunne adskille lydene fra sit eget hjertes hamren. Hun var ikke sikker, men hørte det som Kom-bar-do, og eftersom hun var blevet kold af at ligge på jorden hele dagen, rejste hun sig, helt stiv i kroppen, og fulgte med.

Hop op skrattede mågen – nu tydeligere – for Tytte kunne jo snakke med dyrene – når nu hun var i ro med sig selv. Tytte var lidt betænktelig, hun synes hun havde fløjet nok rundt den seneste tid, og Nisse Brom-bær brummede altid at Nissepiger ikke skulle være forfløjne. Men omvendt – han var her ikke lige nu til at stikke til hende, så hun kravlede op og fulgte med Mågen.

Det blev til en kort tur – Mågen næsten vraltede i stedet for at flyve, men hele vejen skrattede den og fortalte en masse om klipperne, øen, den nye færgen, der havde gjort at den igen kunne komme til denne skønne Ø. Der havde den været engang i sine unge dage som Millitærmåge – men så var udkiksposten blevet nedlagt og den var blevet forflyttet til Jylland sammen med en god ven.

Tytte lyttede med store øjne – en Millitærmåge, og nu i stribet trøje – den lignede mest en af fangerne fra Bjørnebanden. men rar det var den – når den ikke lige puffede til hende og spiste Trane. Tyttede sukkede dybt. Trane. Var han bare fortid nu.

Mågen stoppede meget pludseligt op, og Tyttede faldt ned ved et vindue, der stod på klem. Umm, der duftede så dejligt, men der duftede også af farlig. Tytte kendte duften, det var de der olier. Hvad den farlige duft var, det kunne hun ikke lige finde ud af.

Tytte glemte hurtigt sin skepsis – hun var nu engang født nysgerrig og videbegærlig, så hun smuttede ind gennem vinduet. Hun huskede at takke Mågen for at have hentet hende, og så gik hun på opdagelse i boligen.

Tytte nåede ikke langt – så blev hun overvældet af farver. Kæmpe store og velduftende solgule blomster lå på bordet, sammen med forårsgrøn-græs-bunker – eller noget der lignede og så store mængder af rødrød. Ikke at det duftede som rødgrød, men farven var der – altså næsten. Tytte mærkede med et sulten og kulden i sin lille krop. Hun kikkede sig omkring, for at se om de var noget hun kunne spise.

Der stod de fineste skåle med noget rødt stads i – Tytte tænkte at det kunne hun godt spise. Netop som hun stak hele sin lille næve ned i det og puttede en klump op til munden hørte hun mågen pirke på ruden, skratte og virre med hovedet – og hun hørte en mild stemme der bød hende velkommen

– jeg var spændt på om du kom i dag – når nu det er sæbe-produktions-dag, eller om I først kom når det er bolchetid.
Stemmen fortsatte
– hvor er Trane i øvrigt henne?

Tytte nåede kun lige at smage på det røde stads – det føltes godt på læberne, men smagte ikke godt som mad. Sæbe. Med et kendte Tytte frygtduften. Det duftede af bad. Og selvom hun nød sit bløde nissetøj og selvom det havde været mægtigt skøgt med alt det skum, så var hun ikke klar på flere bade i dette århundrede.

Tytte var helt forvirret.
Hvem var damen – hvor kendte hun Tytte og Trane fra – og hvor var Trane egentlig
Havner Tytte i et nyt bad, er det noget farligt hun har spist, og hvorfor bliver Mågen ved med at prikke på ruden

Det kan du måske få svar på i morgen

 

12. december

Tytte var blevet vartet godt op i alle leder og kanter – hun havde fået varm kakao med kanel og smukke brune kager til. Det lignede de pebernødder som Trane havde siddet på inden de blev bagt. Tytte klukkede ved tanken om at Trane gjorde det år efter år – i spænding for at få den første varme nybagte pebernød.

Damen – AC – som hun blev omtalt havde forklaret Tytte om alle de skønne farver, der var på bordet, det var sæbe, lib-balsam og mange andre sjove ting. Alle sammen nogle som hun selv havde lavet. Tytte nikkede – hun synes farverne var så fine, og Tytte elskede selv at lave ting – hun brugte nu mest kogler, fjer, blade og alt andet som hun kunne finde eller låne. Mor-bær var indimellem blevet lidt knotten når Tytte havde lånt for mange af hendes ting – men hun var altid blevet glad når Tytte havde vist hende de fine billeder, figurer og mønstre hun havde skabt.

Mågen var blevet udenfor, men den blev insisterende ved at prikke på vinduet. Tytte og AC blev enige om at give den nogle krummer, så havde den lidt at styrke sig på inden næste færge skulle sejle.

De var kun lige kommet hen til vinduet da Tytte så en rød hue. Hun vidste at det var Tranes hue – Nisser blev altid genkendt på deres hue. Den hang på toppen af en stor busk. Mågen, der først blev fortørnet over Tytte troede den havde spist Trane, forklarede at den havde grebet Trane i luften, og var fløjet tilbage efter Tytte – men på vejen var Trane faldet ud af huen – og landet i den store busk. Mågen havde tænkt det var bedre at finde Tytte enda t grave Trane ud – for han løb ingensteder.

Mågen havde hængt huen, så den kunne finde stedet igen – helt som en skattejagt tænkte Tytte glad. Men kunne de finde Trane – ville Tytte kunne kende ham uden huen på.

AC var praktisk – hun lod den store fuldmåne lyse op for dem, så det var nemt at se efter en lille rød uldtot. Der gik da heller ikke lang tid før hun havde fundet Trane. Han hang på en gren, hans seler havde fanget den, og han kunne ikke slippe fri. Han var kold, forfrossen – og temmelig forlegen – sådan hænge og dingle der, helt nøgen uden sin hue på.

Det gode var at han ikke længere gemte sig i sin egen lomme. Han havde nemlig fået den ide at ham ville bede Mågen om at finde sedlen til ham.

Så snart Trane havde fået sin hue på, kravlede han op til Mågen og hviskede den en masse i ørene. Tytte blev helt forundret – for det virkede som om at mågen forstod hvad det var Trane sagde – og han plejede ikke at tale med dyrene.

Jo lille Tytte forklarede Trane – det er fordi det er d. 12 – 12 – det er en helt særlig dag, som sammen med månen bliver særlige ønsker skabt og de går i opfyldelse hvis man virkelig gør noget for det.

Tytte tænkte så det knagede. Det med tal – det viste hun ikke. Jo der var mange der snakkede om dem, men hvad de gjorde – det havde hun ikke forstået. Hun vidste at når der var 9 så passede det med tæerne på fødderne – dem der var og så den hun brugte til at tælle med.

Trane snakkede om menneske portaler, men også om terror og andre ting han havde hørt mens han havde hængt i busken. Alt sammen noget, der gjorde Tytte helt bedrøvet. Hvordan kunne en dag både være den mest lykkelige dag og føles så trist og alvorlig.

Tytte kikkede håbefuldt på AC – hun havde snakket noget om bolcher – ikke de der Svannike nogen som Mågen havde fortalt om, men nogle helt særlige nogle som kun hun kunne lave.

Tytte kunne næsten mærke mundvandet løbe, og glemte alt om at høre efter hvad Trane fortalte.

Om Tytte for bolcher – og om mågen finder Tranes seddel, det må du læse mere om i morgen.

 

13. december

Tytte og Trane havde haft en herlig dag. De var blevet passet af en glad smilende dame, der havde budt dem velkommen med et Heijjj – med sådan en glæde at hele Tyttes mave boblede.

De havde været et hyggeligt sted, hvor den smilende dame blev ved at snakke med sin flade skærm – Siri – Klinik Smil. Hun snakkede tider, kunder, konkurrencer og meget mere.

Tytte blev boblende glad hver gang, og kunne mærke hver eneste fibre klukke af latter. Trane var mere alvorlig. Han kikkede efter mågen og var bekymret for om den kunne finde ham, nu de ikke lige var hos AC.

Med et sagde damen med et smil, at nu var arbejde slut. Trane blev helt overrasket – også han havde hørt den glade stemme hele tiden, men i hans nissebog stod der ikke grin og smil under menneske-arbejde. Det måtte han undersøge engang.

Damen tog dem med til en skole – det var nemlig Luciadag fortalte hun, så der var optog. Tytte havde forsøgt at følge med i nyhederne og hørt noget om optøjer – men alle de børn der gik på rad og række med lys i hånden, det kunne da ikke være optøjer. Hun synes det politik var noget mærkeligt noget.

Trane forklarede klogt om Luciadag. At Lucia var en helgen, og at dengang i det 14. århundrede, der var denne dag den korteste – men så blev årene længere og derfor var det nu en anden dag der var kortere.

Det forstod Tytte godt – når kagen blev mindre, blev maven større – og så blev den mindre igen. Og lysene – de blev også mindre som sangen gik, men rækken af lys blev længere. Det var noget ganske finurligt sjovt det her med Lucia dag.

Tytte nød den smukke sang og alt det fine lys, men da hun hørte at Lucia dag på svensk hedder Lusse-dag, så synes hun alligevel at det var tid til at komme hjem til AC igen – for hun havde lovet at de skulle lave bolcher.

Tytte glædede sig og snakkede i et væk. Trane hoste lidt indimellem og fortalte om Nisse Brom-bær’s hold-kæft-bolcher, men dem kendte Tytte slet ikke til. Hun var så spændt på om de fik rød/hvide stribet stokke, æbler i sukkerlage, måske en kegle med lakridssmag. Der var så mange muligheder.

De to Nisser havde fået af vide at de skulle passe godt på, for bolchemassen var skrækkelig varm.

Tytte sad pænt på hylden over gryden, så hun kunne følge med og se det hele. Trane havde høfligt ventet i vindueskarmen, men maven kaldte altså så højt, at han måtte hen og kikke ned i gryden. Bare kikke. Ikke røre.

Trane kikkede længe, men til sidst der overgav han sig. AC havde sagt at han ikke måtte dyppe næsen, fingrene eller huen ned i bolchemassen – det havde han lovet hende – men hun havde ikke sagt noget om tåen.

Trane tænkte ikke længe, støvlen blev snørret op og den stribede sok rullet ned, og ganske forsigtigt men meget hurtigt dyppede han sin tå i den skønne bolchemasse.

Hvad der sker med Tranes tå og om Mågen når at finde ham det kan du måske læse mere om i morgen.

 

14. december

Trane vågede med klumpfod. Hele foden føltes tung og ubevægelig . Samtidig kildede det helt utrolig meget.

Tytte strakte sig, kikkede over Tranes mave, mens hun prøvede at se hvilket humør han var i. Umiddelbart kunne han ikke huske hvad der var sket, så Tytte mumlede Bolcher, i håb om at Trane genkaldte sin tå-dyppen i bolchemassen.

Tytte var først blevet forskrækket over Trane var besvimet men derefter havde hun grinet højt og længe. En omvendt nisse-slikkepind. Det var så fornøjeligt at se på. Hun mente bestemt at det var en ide til AC – altså ikke med rigtige nisser.

Tytte havde banket på tåen længe, men bolchet sad godt fast. Indimellem måtte hun lige smage på det. Der var der hun kom til at kilde Trane – når hun holdt om foden , skikkede og bankede på samme tid.

Det blev ganske besværligt da Trane selv ville hjælpe til. Han løftede foden op til munden, men tyngden fik ham til at tilte og trille rundt. Igen og igen prøvede han, men hver gang rullede han videre.

Han trillede så meget at katten til sidst troede at han var legetøj. Heldigvis var AC der til at hive han op på bordet igen.

Mens de funderede over hvordan Tranes tå blev sig selv igen, og hvor strømper og støvle skulle være imens, pirkede Mågen igen på vinduet.

Den var kommet for at hente Tytte og Trane – den havde set en seddel der passede til den som Trane havde beskrevet.

Tytte og Trane blev pakket godt sammen i et lunt tæppe, rygsækken fyldt med kager og saft.

Mågen fik et strikket halstørklæde om halsen, hvor Tranes støvle var bundet fast i den ene side og strømpen i den anden side – og sådan blev de sendt afsted på endnu en flyvetur – tværs gennem universet, over vandet, forbi bakker og ned i dale – alt sammen i månelysets skær.

På vejen kom de forbi et hus der vibrerede så Tyttte og Trane næsten faldt af. Det var energi, latter og snak – men mest af alt så duftede der af chokolade.

Trane måtte virkelig gøre op med sug selv – hvad var vigtigst – Hans seddel, eller chokolade

Hvad Trane vælger kan du læse om i morgen.

 

15. december

Det var mågen der afgjorde det. Tranes sok var begyndt at kilde den i næsen, så mågen nøs igen og igen, og kom hele tiden ud af kurs. Da Trane tilmed begyndte at rumstere ved duften af chokolade valgte den at lande.

Den fandt et stort hus der lyste op og gav genlyd af latter, snak og glade stemmer. Mågen var hurtig til at finde en lun plads på taget, her kunne den skue ud over en hel by, der var oplyst af lys, juledekorationer og smukke tårne.

Tytte og Trane blev enige om at de mennesker de havde mødt indtil nu var skønne mennesker – så de listede ned via loftet, og ned i stuen.

Trane gik meget målrettet – hans næse næsten vibrerede hver gang de skulle dreje. Tytte glemte vanen tro at følge med, for der var mange spændende ting hun skulle gå på opdagelse i. Heldigvis kom Trane kun langsomt frem pga hans store bolchetå

Tytte var vildt benovet – de var landet i et hus fyldt med senge. Hun var sikker på at det måtte være et hospital – for så mange senge havde hun aldrig set før på et sted. Der lå mennesker alle vegne og hos dem alle var der en til at hygge om dem. De havde puder, tæpper og endnu flere puder. Det så mægtig hyggeligt ud.

Tytte indhentede Trane, fortalte ham at de var havnet på et hospital. Trane nikkede eftertænksomt – noget af det Tytte fortalte passede godt på hospital, men menneske havde ikke hospitals-dragter på, så Trane kom frem til at det måske var et privathospital.

Tytte satte sig op hos nogen af patienterne – bare for at lytte med. Nogle lå på ryggen og sagde lyde der næsten havde samme dybde som julemanden når han lo – men lyden der kom ud var helt anderledes.

Andre snakkede og grine, og de fleste kunne nogle mærkelige ord og sætninger. Lige meget hvordan Tytte vendte ordene så gav de ikke mening – en blev ved at sige du skal bare være spørgsmålet. Tytte tænkte at det var hun også – ihvertfald et spørgsmålstegn, men efter et stykke tid blev det for besværligt at være, og hun gled videre til næste seng.

Tytte hyggede sig – ned blandt mennesker, oppe på reoler, kikke op og der – der var julemandens rensdyr – de kikkede på hende med store øjne – bare ventende på at det var tid at komme på tur. Tytte klappede dem kærligt på panden – og tænkte at de var helt stille – slet ikke så varme som dem hun ellers plejede at klappe. Ved nærmere eftersyn havde de ikke en klokke om halsen – men kugler i hornene. Det måtte være nogle andre rensdyr end dem julemanden havde med blev hun enig med sig selv om.

Tytte hørte Trane brumme – på sin helt særlige måde – hun vidste at han havde fundet noget der var godt, så hun hoppede glad afsted efter ham. Hun fadt ham på det største bord med guf hun nogen sinde havde set. Der var guf alle vegne i alle former og figurer. Selv julemanden var der – i en helt særlig udgave. Han duftede ikke særlig godt, og var meget blød at røre ved – det fæltes næsten som at ligge på han mave en kold vinteraften .

Trane havde fundet chokoladen – jeg vidste det – jeg vidste det blev han ved med at hviske – næsen snyder ikke, og han satte sig godt til rette med en kugle der var så stor, at han dårlig kunne kikke over den.

Tytte var knasende mæt af alt det bolche hun havde spist, så hun nulrede lidt rundt, dukkede sig indimellem når der kom en menneskehånd for tæt på. Umm lød det, så lækkert, jeg får helt lyst til at spise det, selvom jeg ikke er spor sulten. Det var noget mærkelig noget, spise hvis man ikke var sulten. Tytte klukkede – de mennesker var sære.

Indimellem glemte Tytte helt at passe på, så der var en der fangede hende, satte hende på en tallerken sammen med en masse andet. Heldigvis så kunne Tytte gøre sig selv helt lille, eller helt stor, så det var kun en enkelt dame, der var lige ved at hapse en bid af hende – men slap fordi der var en der skulle tage billeder af hende – altså damen. Tytte prøvede at hoppe op og være med – hun ville så gerne se et billede af sig selv .

Menneske sad med små stokke med skæg, huer og briller på – og de flade skærme tegnede igen de her sjove ting, så Tytte var blevet helt fascineret af det sted sted hun var. Med et var alle menneske igen syge og gik i seng, så Tytte besluttede at hun ville prøve det med overskægget.

Hun fandt det første der kunne tegne, og så malede hun det største overskæg på sig selv. Herefter kravlede hun op på bordet til Trane, der lykkelig sad og guflede chokolade – han synes de mindede ham så dejligt om hjemme – hjemme i skovbær-by. Tytte fandt et dejligt sted at ligge, trak en knasende sprød dyne over sig, sukkede lidt og nød at den smagte lidt salt samtidig med der duftede sødt om hende.

Det var et himmerisk Nørh´det sted de var kommet tænkte hun inden hun lukkede øjnene og sov. Trane hørte ordet bytte mere end en gang, og for hver gang krammede han sig kugle lidt mere – for han skulle ikke bytte noget. Måske lige tåen for en chokolade mere, men så sov han lige så stille, midt på bordet, og hørte kun svagt at alle menneskene sagde tak for i dag, farvel og at de glædede sig til næste års julebyt.

Trane mærkede at det gippede i kroppen, Julebyt – hvem vil bytte julen – det kan du måske læse mere om i morgen

 

16. december

Mågen havde skrattet tidligt – de skulle videre, hvis de skulle nå frem inden dagen var omme. Tytte var godt tilfreds for hendes knasende sprøde dyne var blevet kortere i nattens løb, og hele hendes mund smagte af salt.

Trane vidste at de skulle videre – hans seddel var vigtig – men hvad var der der med julebyt for noget. Mennesker byttede alle vegne, hele tiden. Han havde set i nyhederne der var fundet en klumpfisk og den skulle fryses og bruges som undervisning. Nu havde menneske byttet lærerne med en frossen klumpfisk.

Trane blev helt skræmt – tænk hvis de fandt ham og hans klumpfod – hvad nu hvis de frøs ham og brugte ham til undervisning. Uden at tænke så meget mere besluttede Trane sig for sætte sin tå i klemme da der var en der ville smække hoveddøren, og ganske stille flækkede bolchet omkring hans tå.

Nisser er ikke til at lade gode ting til at gå til spilde, men Tytte mente alligevel at det flækkede bolche måtte komme andre til gode, så hun fik hevet Trane med op til Mågen og så var de klar til dagens tur.

Om det var blæsten, regnen – eller noget andet der var årsag vides ikke, men Mågens retning var langtfra optimal. Men de kom vidt omkring på dagens tur. De så Kronborg, hilste på Holger Danske, de så Tivoli med en masse mennesker – voksne og glade og forventningsfulde børn.

Tytte og Trane vinkede til dem oppe fra Mågen af. En glad pigestemme lød højt – se mor, se der er to Nisser der flyver på en Måge. Jeg tror de synger fødselsdagssang.

Moderen klappede hende på hovedet smilede til de andre voksne der var med, og roste barnet for at hun havde sådan en livlig fantasi. Pigen protesterede, hun havde set Nisserne, men langsomt tonede hendes stemme ud.

Trane sukkede højt. Han tænkte på hans gode ven Piet H. Han havde engang skrevet : Fantasi er kunsten at se ting, som ikke er endnu.

Det var kloge ord tænkte Trane. For hver gang vi Nisser tænker på noget så skaber vi det – for ellers er der ingen grund til at drømme om det.

Trane ville dele sine kloge tanker med Tytte, men hun havde travlt med at kaste sølvglimmer ud på den mørke morgenhimmel. Tænk hvor mange der vil se stjerneskud i dag hviskede hun ærbødigt. Stjerneskud der gør at ønsker går i opfyldelse.

Trane skulle til at spørge hvad Tytte da drømte om – men så landede Mågen. Nu er vi her brummede den – men skynd jer væk. Jeg er fløjet igen. Ræven spiste hønsene – måske den også spiser Måger.

Og væk var mågen – dog lød et lille bump, og et strikket halstørklæde, hvor der var bundet en nissestøvle og en nissesok fast i, landede lidt væk.

Om de er landet der hvor Tranes seddel er, og hvad Tytte drømmer om, det kan du måske læse mere om i morgen 

 

17. december

Trane havde fået støvle og strømpe på igen. Først havde han i bare iver fået dem omvendt på – først støvle og så strømpe, men det varmede ikke den kolde fod, så han havde byttet rundt igen, alt imens Tytte rendte og kikke efter æg – hun tænkte at hvis hun fandt et så kunne hun ruge det ud, selvom ræven havde spist hønen.

Trane opgav at forklare Tytte, at Nisser ikke kunne ruge æg ud, de kunne kun bruge æggeskallerne til at gemme sig i. Men han vidste at Tytte altid var dedikeret til det der skete i hendes hoved, så han lod hende hygge sig og lede i krogene alle steder.

Indimellem kom hun og forklarede hvad hun havde set og oplevet. Der var mange spændende ting. Enkelte gange var hun længe væk, og Trane hørte hende snakke lystigt. Han troede det var med hende selv at Tytte snakkede, men hun kom og fortalte at Henstene havde budt dem velkomne, de måtte gerne sove i høet hos dem. Bare de ikke spise af gullerødderne, så var der rigelig plads til Nisser i høet.

Trane næsten spruttede ved tanken – spise gulerødder. Han skuttede sig, det var nogle billeder der smagte bedre end andre. Gulerødder – dem måtte hesten deles om med kaninen – og haren – og snemanden når han dukkede op. Ikke tale om trane skulle knække sin tand på sådan en tingest.

Tytte og Trane gik omkring for at finde Tranes seddel. De glemte godt nok begge to igen og igen hvad de kikkede efter, for der var så mange spændende ting at se på. Der var grene, træer, skov, der var blade, buske, og skønne bunker som de kunne kravle op af og rutche ned af. De begge klukkede og havde en fest ved at kravle rundt alle vegne.

En enkelt gang var det ved at gå galt for Trane synes bestemt at han så sin seddel – en glinsende fin en – men da han stak hånden ud for t samle den op kom en skratten der var så meget højere end Mågens – og et farverigt væsen kom farende efter ham.

Trane løb så hurtigt hans korte ben kunne hjulle afsted. Han løb og løbe, mens Tytte hoppede og heppede. Hun havde ikke set hvad der skete, så hun troede at Trane og fasanen løb om kap. Hun vidste ikke helt hvem hun holdt med – men hun var spændt på om Trane nåede målstregen før fasanen gjorde.

Med et blev der stille, og Fasanen kom spankulerende stolt tilbage hen over græsset – lettere utilfreds med at være blevet prikket i øjet – bare sådan. Den synes ikke om nissestreger – og slet ikke ved juletid.

Tytte synes hjerne blev til en rundkørsel. Hvorfor prikkede Trane Fasanen i øjnene og hvor var Trane. Tytte undskyldte høfligt til Fasanen, mente bestemt ikke at Trane ville genere den, men om den ville fortælle hvor Trane var blevet af. Det duede altså ikke, at han sådan blev væk hele tiden. Og nu Tytte snakkede med Fasanen, om den så havde set Tranes seddel.

Tytte lod ordene vælte ud af munden, det skete altid når der skete for meget i hovedet – men skulle hun høre alle svarene så blev hovedet fyldt igen. Derfor, da hun hørte Trane og Åen – og blev hun helt panikken – hvad var der sket med Trane. Hun glemte alt om høflighed og løb afsted i den retning Trane var forsvundet – og der var han. På en lille bjælke ude i vandet.

Trane skummede for sig selv – han lignede ret meget Nisse Brom-bær når han havde spist sammen med Nisse Rønne. De to havde det med at toppes om alle mulige og umulige ting – også nogle der slet ikke eksisterede. Men de ville begge have ret, og kunne diskutere til langt ud på natten.

Tytte sukkede højt – hun forstod at Trane aldrig mere ville flyve, hverken med eller uden måge, ikke i frit fald ned af en skrant, slet ikke ned igennem en buskads uden nissehue.

Tytte viste når Trane var i det humør så var det bedst at lade ham skumme færdig. Måske var det godt at han sad derude, og hun ikke lige vidste hvordan hun skulle få ham ind igen.

Tytte lod dagen gå på held, hun lod sig fange af skumringen, lyttede til elverpigernes skønne sang, nattens hvisken og vindens sitren.

Hun sad stille og benovet – lidt træt efter dagens leg, kikkende omkring, og syntes bestemt at hun så julemanden og hans rensdyr. Hun synes også hun hørte den rare stemme, der sagde at hun bare skulle sige til hvis hun ville have hjælp med at få Trane ind. Samtidig undrede Tytte sig, plejede rensdyr at gø.

Om det er julemanden, og om hans rensdyr gør -, hvem er det, der vil hjælpe, og driver Trane væk, det kan du måske læse mere om i morgen.

 

18. december

Tytte var vågnet i den tidlige morgendis – hun kikkede direkte ind i de smukkeste brune øjne. Det store hoved var lidt på skrå, de brune nuancer fortonede sig med baggrunden der var ved at indtage dagens farver.

Tytte genkendte stemmen – den spurgte igen, mildt og kærligt og hun ville have hjælp til at få Trane ind fra åen. Tytte vågnede helt, nåede at tænke at der var god tid, så hun strakte sin krop så lang hun var. Der var nu noget helt særligt i at strække alle led ud, bevæge dem lade dem samle sig igen. Da led var på plads igen, var det som om at huen også virkede igen og hun kunne både tænke og se klart.

Bambi – som det var, der havde vækket Tytte, fik et stort ja tak til hjælp. Inden de gik ned mod åen, snakkede Tytte og Bambi længe om det at hjælpe. Både det med at række ud og spørge efter hjælp, det at bede om hjælp og det at tilbyde hjælp.

Tytte var ikke helt sikker på hun forstod det helt, men Bambi var meget alvorlig. Hjælp skulle man ikke spøge med. Hverken fra nisser, dyr eller mennesker. Feks havde damen oppe på gården hjulpet Bambis bror dengang han blev ramt af en bil – og hun hjalp altid en masse andre dyr.

Bambi havde stor respekt for damen – for som den hviskede ærbødigt – hun kan tale med os. Tytte stoppede op midt i en bevægelse, et menneske der kunne tale med dyr – sådan et måtte hun altså se. Tytte blev så nysgerrig at hun var ved at glemme alt om Trane, men Bambi fortalte at damen sov endnu, men de skulle nok hilse på hende om lidt.

Trane var drevet midt ud i åen – og han nægtede at bevæge sig. Godt nok bærer Nisser ikke nag, men flere bade det var ganske udelukket. Bambi hoppede let og elegant hen over åen – alt imens den takkede for at den ikke var ved den tyske grænse så der var stål-hegn alle vegne, som den skulle passe på. Den kunne bedre lidt levende hegn.

Trane glemte alt om nattens mørke og strabadser, han lyttede interesseret til Bambis ord. Han havde engang studeret det fænomen med hegn – levende og hårde. Han vidste at de hårde havde virket til mennesker – altså selvom de ikke virkede helt alligevel, for mennesker elskede at bryde igennem ting, der begrænsede dem.

Hvor de levende hegn – det var noget med dyr, mad, spise. Trane blev distraheret lige så hurtigt som Tytte, så sulten tog over og han spurgte Bambi hvor den fik mad henne – som ikke var gulerødder.

Bambi puffede blidt og forsigtigt til Tranes lille pind, så han bevægede sig over på den anden side af åen. Tytte stod klar til at hive ham op af pinden, op i græsset og i sikkerhed.

Sammen fulgtes de op mod det store hus. Fasanen skogren fik Trane til at stoppe op et øjeblik – han skulle have Tytte til at oversætte, at det blot betød, at det var dens område de var inde på nu, men de var velkomne.

De nåede op til huset, Bambi viste dem hvordan de kunne komme ind, og hvor de skulle gå hen for at finde mad – for den havde fortalt damen, at de var der – så grøden stod klar.

Bambi fortsatte med at fortælle, men både Tytte og Trane havde hørt grød og var forsvundet afsted, med spændte og forventningsfulde maver. Trane synes godt nok at Tyttes mave knurrede lige lovlig højt – og Tytte var lidt utilfreds med at Trane knurrede så meget af hende. Hun var mindst lige så sulten som han.

Hvad nu – hvis det slet ikke er Tytte og Trane der knurrer – hvem er det så. Hvad er det for en dame der sådan kan tale med dyr. Og har hun mon Tranes seddel. Alt dette kan du måske læse mere om i morgen

 

19. december

Tytte og Trane fandt hurtig grøden. Det er noget nisser kan. Kanselsukker var der også rigeligt af – så inden længe sad de med hver deres balje med grød, og igen hørte de begge en knurren men den kom et andet sted fra denne gang.

De stoppede begge op, men nåede ikke at blive helt forskrækket for en rar dame kom og tændte kalenderlyset – mens hun fortalte at de godt måtte være der. Den dybe knurren stoppede, og stille kom en snude op og hilste på dem.

Tytte var lidt i tvivl om hvilket dyr det var – den var smallere end en hest . men næsten samme størrelse, den lignede ikke Bambi, men var blød på samme måde. Damen præsenterede sig som Kikkenbo, fortalte at hunden – som hilste på den – var en Grand danois Boomer, og Katten der lå ved siden af hed Pete.

Trane skuttede sig ved katten – hvad gjorde at alle mennesker skulle have kat – men det var som om Kikkenbo-damen læste han tanker og fortalte om det praktiske i at have kat – den holdt mus og rotter ude, den var hyggelig og dens spinnen havde en skøn helbredende virkning på mennesker. Det vidste Trane godt, der var noget med knogler og vibration, så de bedre kunne heale.

Kikkenbo fortalte lystigt om stedet, om huset, dyrene, om hendes arbejde. At hun var sådan en der kunne tale med dyr. Hun fortalte også at dyr ofte ikke ville tale når deres ejer var der, for de lyttede ikke så tit. Men når de var sammen med hende så fortalte de i et væk, hvor det gjorde ondt, hvad der var i vejen og hvordan det kunne være bedre. Lidt ligesom med Nisser – de taler også kun når de har lyst – og har tillid til mennesker – ellers kunne de ligne en vissen pind.

Trane vidste ikke helt om han skulle være benovet over damen eller om han skulle være fornærmet – sådan at blive sammenlignet med en vissen pind.

Tytte var ligeglad – hun synes det var herligt at der var et menneske der snakkede med sig selv, dyr, Nisser og andre levende ting. Hun ville med ud og se det hele, hestene, harerne, flere fasaner og alt mulig andet sjov. Måske de også fik en elefant at se – altså hvis damen arbejdede med dyr – så kunne det være at der også var elefanter. Tytte ville så gerne i Cirkus og se elefanterne. Nøj hvor blev hun skuffet da hun hørte at det kunne man ikke mere. Det havde den der politik forbudt. Men der var stadig klovne og andet sjov. Tytte vidste ikke helt om det var cirkus eller politik Kikkenbo snakkede om, så hun kravlede op på skulderen og hviskede at nu var det tid at komme ud se stedet.

Dagen gik hurtigt – dagene blev også kortere og kortere, så lyset og solen skulle udnyttes. Trane gik på opdagelse efter sin seddel, mens Tytte og damen hyggede med snak, dyr, latter og hinanden. Det var en festlig dag.

Med et hørte Trane Tyttes gennemtrængende hvinen – han vidste aldrig om det var godt eller skidt, så han strøg afsted. Lyden gav genlyd alle steder, så det var lidt svært at navigere efter den, men endelig fandt han hende.

Se hvinenede Tytte, se Trane.

Hvad det er Trane skal se – de må du læse mere om i morgen

 

20. december

Tytte og Trane hylede om kap. Tytte fordi hun havde fået øje på Julemanden. Han var fløjet lige ind i gavlen på Kikkenbo´s hus. Bam. så hang han der. Altså ikke at hun vidste at det havde sagt bam, men hun forestillede sig at det havde lydt højt da han landede. Så var det detfor at der var så mange Bambier – og Bambis bror var nok et af rensdyrene fra kanen.

Tytte havde med at hendes hoved løb meget stærkt når hun blev grebet af en følelse hun ikke helt kunne lide. Så var det som om at nissehuen blev til en snurretop, og alt blev samlet i en tråd der var umulig at stoppe. Hun så slet ikke at julemanden så glad og veltilfreds ud, og han havde et lys i hånden.

Trane hylede om muligt endnu højere, for han havde fået øje på sin seddel – han var helt sikker på at det var den – den sad oppe bag ved julemanden.

Selvom Nisser sjælden gør det store stads af sig, så lykkedes det for Tytte og Trane at skabe så meget larm, at både dyr om mennesker stimelde sammen for at se hvad der skete. Havde det været et eventyr, så var det næsten som i Snehvide hvor dyrene stimlede sammen for at lytte til musikken – bortset fra at her kunne det ikke helt kaldes for musik.

Heldigvis var der en lang stige som de kunne låne, og på meget kort tid så var de begge oppe ved julemanden. De havde begge et egerns egenskab – opmærksom, livlig og væver. Og som totemdyr – så er egern “elsket af alle”, hvilket dog ikke fik Tytte og Trane til at føle sig mere værd – for dem var kærlighed ægte og ligetil. De mere var kærlighed end tænkte over kærlighed.

Tytte kravlede rundt på julemanden – mærkede den bløde mave, det fine skæg, prikkede ham alle steder, for at tjekke at han ikke havde brækket arme eller ben, og i øvrigt var ved godt humør.

Trane næsten fløj forbi julemanden – i ærbødigt tempo, mens han mindede sig selv om sit løfte om aldrig at flyve mere. Stille, helt stille løsnede han det blanke skinnende papir fra gavlen. Han kunne næsten ikke se på det, hvad nu hvis det var gået i stykker, hvad nu om de helt særlige ord var blevet væk.

Om julemanden og Tanes seddel er intakt kan du måske læse mere om i morgen .

21. december

“Du er lyset i mit hjerte” læste Trane højt. Han var så glad for at han havde fundet sedlen, det var den han skulle bruge næste gang han så Nisse Sol-bær. Det var ikke rigtig nok at ordene stod der – selve sedlen skulle også være intakt.

Sedlen var som et magisk spejl – det så blankt og fint ud – men for dem, hvor kærligheden var ægte der kunne fremtiden afspejles med lys og glæde. Lyste sedlen op mens Trane læste ordene højt for Sol-bær, så kunne de gå igennem med største lethed.

Tytte havde efterhånden fået løsnet julemanden fra gavlen. Han var frygtelig kilden og igen og igenhavde det dybe HO – HO – Hoo genlydt udover de store marker. En lyd der vakte længsel og skabte genklang i mange børn, men også en lyd der fik selv den mest tvivlende voksen til at forstumme et øjeblik inden den bevidste bevidsthed tog over.

Tytte tænkte – at hvis bare alle gik med hue, så ville så mange hjerner få fri, og alle kroppene kunne skabe så meget mere glæde. Hvad mon Moder jord-bær ville sige til endnu mere glæde. Multi glæde mærkede Tytte – hvis både, dyr, menesker, Nisser og alle andre væsener var glade – det kun skabe multi-mange- bær-glæde.

Julemanden rakte Tytte sit lys, spurgte om hun ville holde det for ham – netop i dag var det vigtigt at der var lys – for det var den korteste dag på året. Men herfra, forklarede han, så blev dagene længere, med tid til leg, sjov, glæde og mirakler. Julemanden fortsatte – de skulle nå at samle rensdyrene sammen og lappe kanen, så de var klar til at flyve, men også vigtigt at udnævne Kikkenbo til ÆresNisse – nu han havde fået lov at bo på gavlen så længe.

Det blev en aktiv eftermiddag, alle lyser timer blev udnyttet – med hygge, sang, dans, musik, spørgsmål – leg og en masse andre ting. Der var selvfølgelig også tid til småkager, julefilm og hygge når der var lyst til det. Tytte fik endda set et træ blive båret ind i huset, få lys på og en masse smukke kugler – og alverdens hjerter og kæmmerhuse – fyldt med juleguf og stribede stokke. I dette nu var det hendes lykkeligeste øjeblik – helt som alle de andre skønne øjeblikke hun havde haft.

Tytte så gaver mange steder, familier, delte familier, meninger, ønsker, håb, drømme og sorg. Selvom hverken hun eller hendes hue forstod hvad det der med “splittet jul” var for noget, så så mange børn rigtig glade ud.

Tytte kikkede på himlen – så den smalle måne lyse op – og bag den – helt derude – der så hun stjernen – og hun vidste at den kaldte på hende.

Så når aftenen falder på – lige der hvor tusmørket falder – så lyt engang – hør om du kan høre bjælderne og en varm latter. Se eventuelt om du kan se skyggen der farer forbi. Se evt efter den lysende stjerne – og mærk hvad den gør ved dig. Hvem ved – måske er det Tytte og Trane sammen med Julemanden – måske er det indbildning, kun du ved, hvad netop du ved.

– og hvad morgendagen bringer – det kan du læse mere om i morgen

 

22. december

Julemanden havde god tid – selvom han han midlertidig havde været optaget at at hænge på en gavl, så var han helt rolig, og havde tid til at vise Tytte og Trane menneske i det Danske land.

Stille fløj de på tur, hilste på dem, der så dem, smilede til dem der ikke gjorde, og ønskede dem alle en smuk dag. De kom forbi fyldte butikker, tomme butikker, travle butiksmedarbejdere, og dem der spekulerede over hvor julehandlen var forsvundet hen.
– det vidste Tytte godt – den var hoppet ind i den flade skærm som de fleste mennesker rendte rundt med – det havde hun selv hørt den anden dag.

Selv juleposten kom ud af den, var der en mand der sagde – Tytte vidste nu ikke lige hvordan posten skulle komme ud af den flade tingest. Hjemme i Nisse-bær-byen, der kom Postmand Hind altid med en stor trillebør med agern, alle med beskeder og budskaber hinsides fra – han kunne ihvertfald ikke være i sådan en. Tytte smilede glad, det var altid en fest at få læst breve og beskeder op, når de sad rundt om det store bål, mens grøden kogte og maverne rumlede.

Tytte og Trane var forbi familier, der holdt jul forskudt at tid og dato – for at få det hele til at passe sammen. Det vidste Tytte godt hvordan man gjorde – man skulle blot trække i tiden, så den passede, så behøvede man slet ikke at skynde sig. Det gjorde at hun altid kunne være lige der hvor hun var – måske en dag Trane lærte at han ikke behøvede at være bekymret, når hun var væk – for hun var der jo hele tiden.

Der var travlhed, kærlighed, traditioner, ønsker og illusioner – julemanden forklarede og viste rundt – helt uden dom, blot med kærlig betragtning. Julemanden fortalte at han ofte blev brugt som en trussel – eller et løfte – at børn skulle være artige, så fik de gaver – og var de ikke så kom han ikke. Det var noget mærkeligt noget tænkte Trane – for Julemanden var der altid – og han havde altid gaver med. Men måske mennesker havde glemt hvad gaver egentlig var.

Tytte og Trane fik set familier der ikke havde nok, der var nogen der havde rigeligt, der var dem, der var glade for det de havde – der var dem der ønskede mere. Der var også dem, der var helt alene, og dem der slet ikke havde noget sted at være. De fik også set næstekærlighed, folk der delte, gav væk, og ønskede at glæde andre.

Tytte var bevæget ved at se det hele – når hun fik muligheden satte hun en kærlig sløjfe et sted, blot så hun vidste hun havde været der. En sløjfe med en boble af energi – en boble den enkelte kunne hente når der var behov – helt uden for tid og sted. Det var den slags gaver hun selv elskede at få – en boble, netop når hun havde brug for den – og var der en sløjfe om, var det kun ekstra godt.

Julemanden landede stille sin kane, bjælderne raslede i takt til kirkeklokkerne. Så er I her vist sagde han. Tytte og Trane så meget overrasket ud – hvor var det de var – og hvad skulle de der.

Det kan du læse mere om i morgen.

 

23. december

Tytte og Trane vinkede til kanen der strøg afsted hen over himlen, som det fineste stjerneskud. De vidste at Julemanden fra nu havde nogle hektiske timer foran sig – for at nå alle dem, der valgte at tro.

Som han havde fortalt dem i går, så betød det ikke så meget hvad den enkelte troede på. Tro var en finurlig race – helt som Nisser – dem var der også mange arter af – lige som mennesker, dyr og andre væsener. Alt og alle er unikke, og dermed er det vigtigt at respektere hver enkelt – hvad end det inviterer ind til. Julemanden havde snakket meget om at invitere ind – både det der var godt, men også afvisning. Som han sagde, når han kom med kanen, rensdyrene og den unikke stemning, men blev mødt med afvisning, så vidste han at der var andre steder hvor hjerterne åbnede sig og han var velkommen.

Tro blev skabt udfra den tilstand man befandt sig i, kom Trane frem til. Ja nikkede Tytte, hun troede på det bedste i alt og alle, og havde kun oplevet gode ting i sit liv. Nu havde Tytte ikke levet så mange hundrede år endnu, men vis var hun alligevel tænkte Trane. Ofte var hendes helt ligefremme og uskyldige tilgang til ting, det der gjorde det så enkelt og ligefremt at være sammen med hende. Hun fik ting til at ske, også når andre gik i tænkehuen for at overveje.

Trane kom i tanke om at det var derfor han havde inviteret Tytte med. Han havde brug for hendes livlige input til hvad han skulle give til Nisse Sol-bær, når han læste sedlen op for hende. Og i dag var det lillejuleaften – dagen hvor at alle forberedelser skulle være klaret. En gammel tradition vidste han – ikke at den havde noget med kirken og den kirkelige tro at gøre, men en menneskevarm og kærlig tradition, der var under forandring.

Trane vidste at dengang for tusindvis af år siden, da Jesus barnet kom til, der lyste stjernen op og viste vej. De vise mænd kom og gav gaver – og der skete en forandring for mange. Trane var sikker på at Nisse Sol-bær lyste under samme stjerne, for smuk var hun, og født den dag – ganske vist nogle år senere, men hun forandrede også verden når hun viste sig.

Trane havde kikket på guld, røgelse og myrra, men det var som om det ikke var rigtigt. Han havde kikket på ringe, men det var vist kun The Loard´s ring der var stærk nok til at bære hele vejen. Menneskenes ringe havde det med at gå fra hinanden.

Tytte og Trane var blevet sat af ved et kæmpe supermarked. De synes at de så deres fætter Hjulius komme susende, men han havde for travlt til at hilse, så han fik en kærlig tanke, mens Tytte og Trane gik på opdagelse i folks tanker, handlinger, mindsæt og overbevisninger. Hvad var det smukkeste og fineste de mon kunne forestille sig at modtage.

Hvad var de villige til at modtage – og hvad var de villige til at afvise. Var der i det hele taget noget af menneskets tanker der kunne bruges som inspiration til Trane. Tytte synes med et hun var kommet på en stor opgave, for nøj, der var mange tanker og forventninger blandt de mennesker. Så synes hun helt bestemt at dyr og Nisser var mere lige til.

Tytte stoppede op et øjeblik – hvorfor var det så vigtigt for Trane at gøre som mennesker. Om hun får svar på det, og om de finder den rigtige gave – det får du måske svar på i morgen.

 

24. december

Tytte havde bruge hele lillejuleaftens-aften på at finde hoved og nissehue i det som Trane fortalte. Den gyldne seddel, med det vigtige budskab – det der gjorde at Nisseporten åbnede sig og Trane og Nisse Sol-bær kunne gå igennem den sammen, hvis det føltes helt rigtigt. Det var vigtigt det med følelser – det ved enhver Nisse, nikkede Tytte tankefuldt.

Tytte forstod ikke Tranes ønske om en ring, der ikke skulle være en ring, men noget der svarede til en ring. Hun vidste at det ikke var den flade tingest, som menneskene viste frem, når de sagde ring. Tytte klukkede for sig selv – hun havde lært en masse om mennesker i denne måned, men former og figurer havde de en sjov opfattelse af. Det var som om de glemte at åbne op og tage imod og se det der egentlig var inden i.

Hvad var det nu Julemanden havde sagt, det med at invitere ind – både afvisning og velkomst. Tytte tænkte hvad bedre end et hjerte kan invitere ind og afvise på samme tid. Det bankende store hjerte – der kunne være så stort og vis som en nissehue på den klogeste Skov-bær-Nisse – og så mennesker der snakkede om knuste hjerter, bristede håb og drømme i denne søde juletid.

Tytte spurgte nogle af dem hun mødte – hvad med hjerter – julehjertet. Mennesket blev ved med at sige at Julen var hjerternes fest – men hvad med resten af året. Hvor blev det store rummelige menneskehjerte af der?

En pige forklarede, at mennesker var skrøbelige. Jo større, jo mere åbent – jo mere sårbart. Men i julen var det tilladt, det var jo en tradition. Det gave ingen mening i Tyttes hue – jo mere sårbar – jo mere stærk – det vidste hun – det vidste alle Nisser – styrke var forsvar – sårbarhed var åbenhed og invitation. Hvad hvis menneske ikke gemte hjerterne til den der tradition, men brugte det hele året, ville hjerterne så være hele.

Hvad med Mågen – den der skrattede Kom-bar-do. Hvis alle fulgte den – hvor kom de så hen. Tytte tænkte på alle de menneskebørn, der ønskede, håbede og drømte – hvor mange af dem var lykkelige lige nu i deres egen nissehue. Hvad med alle de voksene menneskebørn, der troede, gerne ville og valgte at være med det, der var. Og så dem der hele tiden ville vælge noget andet end det, der var. Var de sårbare eller stærke. Gemte de deres hjerte. Tytte sukkede Det var en vanskelig opgave det her. Havde det bare været dyr hun skulle snakke med – de var så ligetil og ærlige. Gad de så blev de, gad de ikke så gik de.

Hvorfor var det nu at Trane ville finde noget, der havde med mennesker at gøre. Han var Nisse – en helt ægte en af slagsen. Trane var mere som et dyr end et menneske. Han var ærlig som huen var høj. Han blev altid blå om næsen når han prøvede at sige noget der ikke passede. Og han var trofast som det gladeste barnehjerte.

Tytte havde spurgt mange mennesker hvad deres ønske var – sådan helt indefra – hvad var det smukkeste de kunne drømme om. Hun tænkte at hvis hun kunne finde ud af det, så måtte det være det, som Trane ledte efter.

Tytte gav sig til at samle alle de informationer hun havde fået, både lillejuleaften og juleaftens dag. Hun tog på rejse i tiden, helt uden for tid og sted. Hun vandrede gennem årtusinder, tider, og dimensioner. Hun så på Jesusbarnet, Kirken, Tro, Krige, Lege, Tilbedelse, Tilladelse, Stjerner, Overdådighed, Familier, Samvær, Gaver, Ønsker, Håb, Mod, Lys, Mørke, Lyd, Stilhed – og meget mere. Med et forstod hun – for mennesket havde altid været – et sted inden i – og Trane – han var, lige nu, lige her, og han ønskede mest af alt at hver enkelt fandt den tilstand igen. At være. Hvad kunne Trane få med, der altid eksisterede.

Tytte sad længe og mærkede på alt det hun var rejst igennem – tiden stod forunderlig stille mens hun gjorde det. Hvert sted stoppede hun og tog det bedste med sig. Hun så på det der var, gav plads til at hvert sted fik tid og mulighed for at mærke hvad der skete, og så tog hun følelsen med sig. Langsomt, og stille og rolig fik Tytte samlet et stort hjerte fyldt med menneskets læring, visdom og indsigt. Hun flettede det hele ind i det smukkeste lysende hjerte.

Tytte og Trane gik mod skoven – helt i eget tempo. De gik deres vej, krydsede huse, stier, familier, alle med hver deres drømme, ønsker og behov. Tytte vidste at hver enkelt var forbundet, på helt særlig vis – uagtet om de var bevidste om det eller ej. Uagtet om de var sammen eller hver for sig, så lystet hjertet op når de gik forbi.

To små – men glade og stolte – nissehuer forsvandt ud af syne. Huer der var smukt forbundet af en rød sløjfe, bærende på et lysende hjerte.

Mærker du suset fra kanen og hører du bjælderne rasle, så ved du hvem det er. Ser du den røde sløjfe, så vid at det er et hjerte fyldt med kærlighed og visdom til dig. Ser du er helt særligt gyldent skær, så ved du at Nisse Sol-bær og Nisse Trane-bær er trådt igennem den magiske port, som kun Nisser kender til – og så dem, der har fuldt med i historien her. Hører du dyrene snakke og lyden af en klukkende latter, så kan du være sikker på at Tytte er forbi igen.

Tag godt imod hende – hun ønsker dig en Glædelig Jul og Alt det bedste – og hun hilser fra Trane og alle skovens Nisser

 

ps

Den er kopieret direkte fra Facebook, så jeg tager en dag hvor jeg gennemlæser og redigerer for kommaer, eventuelle slåfejl mm.

Tak til Hann Højer Meyland, Siri Moe, Ann Kirstine, Leif og Kirsten Nykilde der ville have besøg af Nisserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *