Hvad sker der når vi vil forandring?
Forandring, muligheder, vækst. Jeg vil det hele. Ideerne er mange, tankerne er endnu flere – og hvad er det så lige der sker. Ingenting. Kender du det?
Hos mig er det frygten der hat styret. Frygten for at blive set. Jeg har fra gange lille oplevet ubehag ved at blive set. Jeg skabte tidligt en overbevisning om, at det var bedre at være usynlig, passiv og stille. Så alle mine ideer og tanker gennem livet blev parkeret, overdraget til andre, og forsøgte jeg selv, sørgede jeg altid for at skabe så meget kaos, at jeg måtte opgive, at jeg fejlede eller det på anden måde blev umuliggjort. Jeg beviste igen og igen overfor mig selv at det var bedst at jeg ikke gjorde noget.
Et mønster
Dette mønster blev jeg bevidst om for nogle år siden, og jeg har arbejdet intenst med at jeg gerne må – jeg må gerne være her. Jeg har ret til at være her. Første gang jeg blev bedt om at sige de to sætninger, gik jeg i total panik. Jeg rystede, dirrede, tårerne piskede ned af mine kinder og jeg forventede at straffen kom voldsommere end nogensinde før.
Det har været intenst arbejde at ændre mit mønster. Ingen og igen er jeg faldet tilbage til gammel vane, til det kendte, til at det er bedre at stoppe mens legen er god. For hver gang jeg har taget mig selv i at vælge det gamle mønster, har jeg rost mig selv, været stolt af at jeg opdagede det. For det er først når vi opdager at vi gentager uhensigtmæssige mønstre at vi kan gøre noget. Dvs først skal vi opdage dem – derefter skal vi acceptere det – hvilket kan været det sværeste af alt – og først herefter har vi mulighed for at ændre på egne handlinger og vaner.
For mig har det nememste i mange år været at give andre skylden.
- Det er også bare fordi
- Jeg tager altid hensyn til andre
- De andre har mere brug for det
- Andre vil gerne
- Jeg har ikke lige så stort behov
- Det var hende der sagde
Jeg prøvede igen – igen
Undskyldningerne var mange. Når jeg besluttede mig for at NU ville jeg bryde det. NU var det min tur, så var en sikker strategi at vælge det der var sværrest, det der var umuliggjort på forhånd, og det hvor jeg var sikker på at svaret var nej. Jeg skabte mine nye valg om forandring med en bevidsthed om at jeg var sikker på at blive en fiasko.
Det blev mit nye mønster i mange år. Det var vanskeligere at komme ud af end at det var de andres skyld. For her var jeg både skyldneren og udøveren. Det blev en interessant opgave at ændre det tankemønster.
Jeg begyndte at vælge ting som jeg kunne gøre inden for de næste fem minutter, som jeg vidste at jeg ville gøre og som ville gøre mig glad. Dvs planen om at løbe 10 km var ikke mulig – heller ikke at køre til byen og købe løbesko. Alle beslutninger, alle valg var med bevidsthed om hvad gør mig glad – og hvad kan jeg gøre inden for 5 minutter. Det lyder så enkelt – men var utrolig vanskeligt, for det krævede to ting:
- At jeg mærkede hvad jeg havde lyst til
- At jeg var klar til at være en succes
At vælge og turde gøre nyt
Jeg har leget med dette i flere år nu, jeg er blevet rigtig god til det, jeg glemmer det indimellem, og der er stadig vej endnu til at turde være helt fri.
Den del passer – og alligevel ikke. Jeg er mere end klar til at være fri, komme frem, træde frem og blive set – være set – vise mig. Men hele min krop husker gamle fiaskoer, frygt, angst mm. Hele min krop husker overgivelse og opgivelse, og stopper derfor helt automatisk med et forundret spørgsmål – det mener du da ikke, vi skal ikke fortsætte herfra.
Jeg mener det – jeg skal fortsætte. Udfordringen kommer så i at jeg ikke ved hvordan det er at fortsætte. Jeg har ingen referencerammer, jeg har ingen erindring om hvad det vil sige eller hvordan jeg gør. Jeg har ingen forbillede der viser mig vejen. Jeg har kun mig, og de valg som jeg selv træffer nu. Jeg har den erfaring jeg har skabt i mig selv gennem de seneste år – gør dette mig glad de næste fem minutter. Ja, det gør det – så tør jeg, så gør jeg, så vælger jeg at gå lidt længere.
Jeg har Jettemor som ven. Hun er giga destruktiv og irriterende, og hun er der lige så snart jeg er det mindste i tvivl. Så er hun der – udtrykker sine meninger og holdninger i en overdøvende larm og forsøger at fjerne alt hvad der minder om mine tanker og følelser. Hun gør det for at passe på mig – men hun gør det med en gammel bevidsthed – med udgangspunkt i hvor jeg var – ikke hvor jeg er i dag.
Så når jeg vil noget i dag, når beslutningen er taget – så har jeg mig selv som udfordring, nye valg som muligheder, og Jettemor til at fortælle mig at alt er håbløst. Det er en fantastisk kombination at agere i. Det kræver indimellem lidt tid at adskille, hvad vil jeg, hvad er gammel frygt, hvad er nye bekymringer, hvad tilhører Jettemors meninger, hvilke bekymringer er reelle, og mest af alt bevidstheden om hvor let det er at gøre – når alle de andre tanker er sorteret fra.
Pauser – og frivillig være usynlig.
Jeg har længe skreget på forandring, noget, udadreagerende. Jeg vil frem. Angsten har haft overtaget – for hvis jeg skal være synlig – så kan jeg ikke gemme mig.
Jeg har et par dage nu tilladt mig pauser – det kræver en del for mig at sætte mig ned og bevidst lave ingenting – for jeg kunne jo, der er lige, og…. Men pauser er blevet prioriteret – og gab jeg keder mig. De gør bare at jeg vil endnu mere. Hvordan hænger det sammen med at gemme mig mens jeg er synlig. Det var en udfordring. I går fik jeg så en mulighed for at bruge en usynlighedskappe – som I Harry Potter. Hvilken lettelse det var at få sådan en på. Så kan jeg være tilstede, uden at blive set. Jeg kan være, gøre, handle, betragte uden at være synlig og være på. Jeg blev så jublende glad og lettet, så hele mit hjerte tillod sig at banke højlydt. Jeg fik med et en mulighed for at være synlig – med pauser i min usynlighedskappe. Jeg er ikke usynlig i den form, som jeg valgte det som barn – jeg er tilstede – som mig, med mine behov, uden forventning og pres fra omverden, fra mit indre, fra Jettemor, fra normer, regler, gamle vaner. Jeg er trygt beskyttet fra alt det, der ikke skal være mere.
Forandring – den er på vej. Jeg er gået i gang med at skabe den. Jeg har givet mig selv et løfte om at jeg vil forandre mig – min fysiske krop, jeg har ikke længere brug for at panser mod verden. Den skal have lov at opleve den lethed, som jeg mærker, at jeg selv er. Jeg kan agere i verden. Jeg er klar til mig – til verden og tænker at verden er klar til mig.
Jeg har oprettet en gruppe på FB, der vil beskrive den vej. Hvad, hvor, hvordan den vil udvikle sig ved jeg ikke. Det er okay – vejen er ny, beslutningen er ny. Den er endnu pakket ind i min usynlighedskappe, men den bliver synlig i takt med at jeg er det.
En ting er dog sikker. Jeg fortsætter – uden angst. Jeg fortsætter med nysgerrighed, accept, tilbagefald, nye beslutninger, håb, mod, tro, og bevidsthed.
Jeg vælger forandringen – hvad vælger du?
