Når jeg bliver meget lille.
Når jeg bliver meget lille – så bliver jeg gigantisk stor. Når jeg bliver stor – så er gammel vane at svinge med alle parader, forsvar, rasle med sabler – og puste mig så meget op, at ingen kommer tættere på. Så lang afstand som mulig til alt og alle – også mig selv.
Her til morgen vågnede jeg til spørgsmålet – er du okay? Jeg bliver blæst af banen når jeg mærker på dig.
Første tanke – besynderligt spørgsmål – jeg har det fint, godt, roligt – tid til mig. Næste tanke – der er nok en grund til spørgsmålet – så jeg hopper lige ud og kikker hvordan jeg har det. Det blev så til en katapultagtig reaktion – så snart jeg kikkede på mig – så fløj jeg mange meter tilbage.
Besynderligt – for jeg lå jo bare der, med min dyne – puttede, funderede, ønskede et kram, en omfavnelse, tilhørsforhold og væren. Mest af alt bare at gemme mig, blive opslugt af noget, som jeg ikke selv havde defineret endnu – og dog – som jeg ikke selv havde indrømmet at jeg havde erkendt endnu.
Jeg benyttede mig af at jeg gennem årene har opbygget en tillid til og accept af mig selv – så jeg vidste godt, at jeg ikke var så farlig, som min reaktion umiddelbart indbød til.
Rejsen gennem lagene
Så en kærlig rejse – derfra hvor jeg nu var landet – tilbage gennem energilagene – gennem hvad er det jeg mødte i mig – på vejen tilbage til mig.
Sorg var første lag – denne dybe sorg jeg altid favner ved højtider. Så megen lys og skønhed i december. Så megen kærlighed og nærvær. Så mange ønsker og håb. Så megen tilgivelse og opstandelse.
Og alligevel, så er modpolen der – modpolen til alt dette – mennesker, organisationer, børn, voksne, sjæle, energier – levende som bundne, der kalder. Alt det som jeg mærker, sanser og fornemmer. Alt det jeg i så mange år har forsøgt at heale, skabe balance for – velvidende at uanset hvor meget jeg gør, så vil der altid være mere at gøre. Hjertets smerte er ubeskrivelig – også selvom det tilhører andre.
Under sorgen lå angsten – en angst der hurtig blev neutraliseret – den tilhører så meget før, og er ikke berettiget til at være i mig længere. Ja, jeg ser den, ja jeg hører den – ja jeg taler til den, men den får ikke plads og mulighed for at styre. Angsten er fri fra mig – jeg fra den. Men angsten er så mange steder – angsten for at miste, angsten for at dø – angsten for at leve, angsten for at tage imod. Angsten gør ondt – dybt ned i sjælen.
Under angsten ligger vrede. Vrede over alt det, der er holdt nede, tilbageholdt, holdt igen. Vrede over alt det uforløste. Vrede over alt det, der ikke er sket.
Boblen med “Hvis bare”
Jeg tumler ind i en energiboble der kalder – spørger – hvis bare…. så havde….. Jeg kan nøgternt sige at hvis bare eksisterer ikke. Hvis bare jeg var gået til højre – ja, men det gjorde du ikke. Hvis bare jeg havde sagt ja da han spurgte – ja, men det gjorde du ikke, hvis bare……
Hvis bare er der ikke – du er her, jeg er her. Lad os tage ansvaret for det – ved at være her. Legen med “Hvis bare” må gerne leges – såfremt der skabes refleksion og handling.
Hvis bare jeg havde giftet mig med rigmanden
– ja – hvad så
Så havde jeg været rig og lykkelig
– okay
– hvad er rigdom for dig – lige nu – lige her
– hvad er lykke for dig – lige nu – lige her
Det du drømmer om – skab det, lad det skabes, det er egentlig ganske enkelt. Tag et skridt af gangen. Vælg hvad du kan gøre lige nu – lige her for at komme lidt tættere på målet. Det første lille skridt er det største af dem alle. Gør noget. Derefter ser verden anderledes ud.
Vulkanens energi
Jeg mærker på alt det uforløste – alt det der er vulkanen i mig. Alle de gange jeg har stoppet mit udbrudshul i vulkanen – det ulmer, det sitrer- det former sig og er ikke længere til at holde tilbage.
Jeg fangede mig selv i og med kontrol, var ellers lige ved at give mig hen, flyde med lavaen, eksplodere, bryde ud – men ro på Jette, pause, vær varsom – verden skal gerne overleve – og med et blev jeg lille igen – en lille bitte del af denne verden, hvor alt er intenst.
Jeg smiler, ved at det er mit eget vag – at bremse lidt endnu. Jeg har lige brug for det. Men jeg kan være i det – når jeg bliver mindet om at jeg er – at jeg er mit valg. Når en kærlig ven prikker på min boble – fortæller mig at det er okay at jeg cutter alle bånd hvis det er det der skal til – velvidende at hun og mange andre vil være der, så jeg har svinget med min universelle sabel.
Mirakler
Energien omkring højtider er altid intens – julen er ingen undtagelse. Forventninger, forløsninger.
Jeg var mange år om at lære, at det meste af det jeg tænkte, mærkede og følte i december tilhørte mange andre end mig. Og uanset hvor meget jeg prøvede, gjorde og forsøgte så balancerede verden aldrig. Af gammel vane blev jeg med et lille. Jeg orkede ikke at bære alverdens byrder og bekymringer. Jeg vil bare gerne være mig – let og levende. Jeg passede på mig selv. Gemte mig – bag det, som jeg ikke længere har brug for. Jeg gemte mig så godt, at jeg ikke selv kunne finde mig.
.
Jeg er taknemmelig for at andre banker på min skal – det enkle spørgsmål “Er du okay” gør en kæmpe forskel.
.
I dag er der ingen forpligtigelse – jeg ved, at jeg er der hvor jeg er – med det jeg gør. Jeg gør en forskel med det jeg gør. Stort eller småt – reelt set uden betydning, for det er handlingen der skaber forskellen. Du skaber forskellen med det du gør. Du skaber en forskel ved at være.
.
Hvis endnu flere vælger at være, hvis flere skubber, forandrer, skaber, modtager og tager imod – bare lidt – hele tiden, så vil miraklerne ske.
.
Julen er miraklernes tid – jeg undres altid – hvad er et mirakel – hvad er vores forventning til et mirakel. For mig er miraklerne det vi end ikke vidste ville ske – det vi ikke kan drømme om, håbe på, forestille os. Og ja, jeg er villig til at lade miraklerne ske.
Med et bliver jeg kollo enorm igen – jeg fylder mig ud, verden ud – universet ud. Jeg træder ind i mig, takker for at være – med plads om mig. Takker for kærlig puf, for støtten til at være åben og lægge forsvar, så tillid, lys, kærlighed og handling kan vokse og ekspandere.
Forløsende tårer
Tårer triller stille og forløsende, på egne vegne. Over det at slippe og sætte fri. Over styrke og modet til at sætte fri. Over savnet – tilhørsforholdet – det at have båret ansvaret.
Tårer triller stille af glæde og taknemmelighed. Over at sætte mig fri – være bevidstheden om at jeg er her, i dette liv, med mig, mine valg og mine handlinger. Fri til at agere som mig.
Tårer triller for mig som lille – i kærlighed og vished om at der er en der passer på mig – i vished om at glemmer jeg selv at passe på mig – så er der en, der banker på ruden og vækker mig i live.
Lad dit hjerte være din rude – må du kærligt tage vare på dig – stor som lille. Må du kærligt lade andre kikke ind, se dig og banke på. Må du lade andre se dit lys – se dig.
Lad julen være hjertets lys – stort som småt – med dig som dit livs flamme.
