12 ½ år som Fru. Knudsen
Jeg har kendt Hans i 25 + år og vi har boet sammen det meste af tiden – lidt sjovt – for jeg var sådan en der ihvertfald ikke skulle have kæreste, og slet ikke familie.
Hans havde altid joket med, at hvis han nogen sinde skulle giftes, så skulle det være 6. juni 2006 – for så kunne han huske datoen. (nul 6, nul 6, nul 6)
Årene gik – og en aften efter en katastrofal dårlig bridgeaften friede Hans – på sin egen krøllede måde – et stykke papir med teksten – hvad skal du om 6 måneder og 6 dage. Det gav ingen mening, jeg var rasende og skulle virkelig have det pindet ud før end jeg forstod det. Jeg er imponeret over at han stod ved sit valg den aften.
Hans husker fortsat datoen – og jeg glemmer den år efter år – og har da også en aftale om et foredrag i aften.
– men så kan vi fejre det i morgen.
– Nahhh – der har jeg julefrokost med arbejdet.
Det beskriver os egentlig fint – at vi er med det vi er. Det er okay, og ja 12½ år er specielt – men verden – vi går ikke i stå af den grund. Vi kan hygge, nyde, fjolle og fejre på anden vis. På enkel vis. Som os, med os.
At fejre begivenheder
Tiden – specielt da drengene var små – har lært os at leverpostejsmadder og fælles sofasnorken og indkøb kan være skønne samværs-fejrings-stunder.
Indimellem tænker jeg, at jeg snyder mig selv for en glæde ved ikke at stable en masse op – holde fokus på det i en tid op til – men omvendt så elsker jeg den daglige, brede glæde og tilfredshed. Jeg har svært ved at skulle gemme den til en enkelt begivenhed.
Så ja idag er det 12½ år som Fru Knudsen.
Min rejse
For mig personligt har det været intense år. Noget forandrede sig, da jeg blev gift. Lidt et definitivt udkald – Jette – nu er det nu. Men klog som jeg var, så lyttede jeg ikke de første år. Jeg insisterede på at beholde alt det gamle.
Jeg tænker på tiden før vi blev gift – jeg havde styr på (læs kontrol over) alting. Jeg lukkede ned for det der gjorde ondt, det der ikke skulle mærkes, sanses eller føles. Jeg rendte bare lidt stærkere, og var lidt mere effektiv.
Den Jette, der boede i Fru. Knudsen ville noget andet. Bang, så lå hun der. Rejste sig, faldt igen – rejste sig – faldt …..og gentog det indtil hun blev liggende.
Det tog lidt tid for mig at forstå at Fru. Knudsen det var mig – at det var mig der lå det – og ikke længere kunne rejse mig på samme måde som før. Det tog tid at forstå, at jeg skulle noget andet. Det var tid til at finde ud af hvem jeg var – hvem Jette var.
Det blev til ti intense år – med en tålmodig og accepterende mand, der må sin egen forsående/uforstående måde holdt liv i huset, økonomien, ægteskabet, familien – for han ville mig – selv da jeg ikke ville mig. Tankemmelighed og kærligheden er stor – både fra mig og Fru. Knudsen. Tak til dig Hans for at du er der – for at du var der.
Rejsen, tiden, årene – det at være gift – en begrænsende faktor – og en groundende faktor. Jeg tænker jeg var steget til vejrs hvis Hans ikke havde været der. Jeg elsker, at jeg i dag har muligheden for at være her – ekspandere – udvikle – og fortsat have to fødder på jorden. Og ja ja, indimellem går det alt for langsomt – men omvendt, så ved jeg, at alting sker i det tempo som jeg er klar til. Så må min utålmodige side finde på andet imens.
Humor og accept
Jeg blev spurgt engang – hvad holder jeres ægteskab sammen – svaret humor kom hurtigere end det var muligt. Men ja, det er humor. Der er intet der er umuligt at joke med – selv når det bliver tungt, sort og tragisk – så er der plads til en krølle, en forløsende bemærkning og et grin, der skaber luft til at være der igen.
Ja ja – Hans synes indimellem at han får for lidt respons på sine vittigheder, men lidt alvor og seriøsitet må der gerne være – eller hvad. Måske – måske ikke. Jeg er glad for at Hans får sin anerkendelse for jokene når han er ude blandt andre. Igen en vigtig faktor – at tillade at familien, forholdet giver et – arbejde, kollegaer, venner, veninder, omgivelser giver noget andet.
.
Plads, accept i forhold. I en lang periode valgte jeg mellemløsningen – jeg vil til vandet – du vil i skoven, okay så tager vi byen, som ingen af os gider. Det gik op for mig, at det ikke fungerede – jeg formåede ikke at stå op for mig og det jeg ville, – så jeg nød at se en mand der var glad og tilfreds med det han gjorde – jeg nød at se hvad drengene gerne ville – at de var glade og tilfredse.
.
De var skønne lærermestre for glæde og livesglæde. Det fungerede – men skabte også en ubalance i mig. Igen igen kom Hans på banen – Hvad vil du Jette – hvad gør dig glad. Et spørgsmål der var sværere at svare på end som så. Men tålmodigt, sikkert og stærkt begynder den følelse at vokse i mig – og jeg handler på det som jeg gerne ville. Kærligt og eksplosivt. Som en ener – som mig – som Jette. I dag går det stærkt. Jeg gør mit bedste for at huske at familien også er der. At vi er en helhed – selvom vi er individuelle. Jeg elsker støtte og accepten fra dem – at det er okay at jeg gør det, der gør mig glad – også selvom det er 12½ års-dag.
12½ år
12½ år – det er lang tid – 25 år er endnu længere tid. Jeg har kendt – og boet sammen med Hans i mere end halvdelen af mit liv. Hvilken forandring, hvilken vækst. Kærlighed, finurlighed, op og nedture – accept, irritation, forståelse, ærlighed, og væren. Forhold, ægteskab, årene rummer det hele – og det er okay.
.
Jeg er taknemmelig for min rejse på vejen – fra at være en der flygtede fra det hele – til en periode som Fru. Knudsen til at genopstå som mig – som den jeg er i dag – og tilmed have en skøn, kærlig og tålmodig Hans sammen med mig. Det er da en gave – det er en glæde – det er værd at fejre – hver dag.
.
På papiret er det kobber
I samliv har vi sølv
– så jeg vælger at investere i guldet
Jette Bahn
Kære begge to. ❤
Stort og hjerteligt tillykke til jer med kobberbrylluppet. Skønt det er sølv og bliver fejret med guld. ❤🏅🏆
Fantastisk og smukt skriv som indeholder så meget kærlighed, ømhed og nærvær at det ikke kan undgå at smitte. 🤣❤
Tak.. Må I få den for jer bedste dag. 🌹🌹🌹
Knus.
Jette Knudsen
Tak Jette <3
Tak for at være med på vejen
Skøn dag til dig
Leif Nykilde
Kære Jette og Hans
Fra hjertet tillykke med den fælles vej og at I har formået at gå den hver for sig og alligevel holde fokus <3
Kærligst Leif
Dorte
Kære Jette og Hans
I får også et til lykke med kobberbrylluppet her. Jeg er stadig forbavset over at tiden er gået så hurtigt. Jeg er taknemmelig for at have kendt jer begge i siden 1995 – det er snart sølvbryllup :). Jeg nyder at følge jer og jeres drenge. Nyd livet og kærligheden.
Kærlig hilsen Dorte og også et til lykke fra Jens
Jette Knudsen
Kære Leif
Tusinde tak for hilsen – så fin en dag, hver vores oplæg – Hans formiddag, mig aften – mødtes til kaffe og sofahygge midt på dagen og sofa og et glas champagne til at afrunde dagen. <3
Stort knus til dig og Kirsten <3
Jette Knudsen
Kære Dorte – og Jens
Tak for hilsen.
Ja imponerende som tiden er strøget afsted – mere end 25 år og du med på linien i alle årene.
Det er skønt at følge dig – og nu sammen med Jens
Livet er en gave når vi gider lov