Julehistorie 2017 – Hjulius

Hjulius dukkede op i december 2017. Hvor han kom fra ved jeg ikke, men frem ville han. Jeg havde mine tanker og ideer om hvad han ville, men forsøgte jeg det mindste at styre historien, begrænse den i længde, guide Hjulius et sted hen, så blev ikke et eneste ord skrevet. Så meget hurtigt fik Hjulius lov til at fortælle selv og skabe sin egen historie.

Jeg har valgt at dele den her, hvis der er behov for eller lyst til en hyggelig julehistorie.

Prolog:

(Det er 21. november 2017, der er kommunalvalg)

Hjulius bumpede til den ene side. “Højre lød det”, men inden han nåede at forstå hvad der skete, bumpede han til den anden side og en ny stemme brød igennem med “Nej – venstre”.

Hjulius skuttede sig. Hans lune tæppe var væk. Sengen han han trygt havde sovet i de sidste 4 år var med et blevet levende. Den blev vendt og drejet i alle retninger, så han var glad for den lille snor og blyanten der hang deri. Den kunne han holde fast i og gynge frem og tilbage mens han langsomt vågnede og prøvede at sortere stemmerne, lydene og ordene. Centrum demokraterne, parti, personlig stemme, demokrati, SF, folketing. Hjulius gabte. Så mange ord der ikke gav nogen mening, og slet ikke når han ikke helt følte at han havde sovet nok.

Med et blev hans hjem stille igen. Folk snakkede stadigvæk, men lavere og mere tålmodigt. Nye stemmer blandede sig. Barnestemmer. Glade stemmer. Forventningsfulde stemmer. Hjulius strakte sig så lang han var – eller måske så kort han var. Da han næsten var nået ud til det yderste af sig selv nåede lyden og duften til ham. Han kendte den så godt. Lyden og duften af jul. Pebernødder, brunkager, konfekt blev hældt op i kæmpe store skåle. Ja skålene var små for menneskene, men for ham var de store.

Hjulius samlede sig sammen. Det føltes alt for tidligt at vågne, og han havde lyst til at finde et sted at sove lidt mere. Men duften af kager fik hans mave til at rumle lidt. Det sorte stads de drak til skulle han ikke nøde noget af. Det havde han smagt engang for mange år siden. Pyhh, han havde spyttet i flere dage og var næsten ikke faldet i søvn da julen var båret ud. Så aldrig mere. Han smaskede lidt for sig selv, så et krus foran sig fyldt med skum oven på. Umm det var længe siden at han havde fået et stort varmt glas skumtop.

Hjulius kravlede op af snoren og kikkede ud over kanten af sit værelse. Der var mennesker overalt. I lange rækker. De så travle og forvirrede ud. Ubeslutsomme og lidt trætte. Måske de også havde brug for en lur lidt endnu.

Hjulius fik øje på en lille pige. Hun holdt en voksen mand i hånden og i den anden hånd holdt hun den smukkeste julesok Hjulius nogensinde havde set. Pigen snakkede uafbrudt. Fortalte, spurgte og spurgte igen. Manden lyttede ikke helt, svarede lidt i øst og vest, talte uden om uden at være præcis.

Pigen blev ved at spørge hvilken dato det var. Manden svarede irriteret, det er jo den 21. november, det er valgdag. “Jammen er det så min fødselsdag” spurgte pigen. Manden gav hende et kram “Nej du har først fødselsdag til december. 1. december. Den dag nisserne flytter ind”

Hjulius vågnede helt. 1. december. Nisser. Jul. Pludselig var det hele klart for ham. Men hvorfor var han vågnet nu. Inden han nåede længere i sine tanker skete der noget dernede. Menneskerækkerne begyndte at bevæge sig.

Manden og pigen gik hen til skranken. Damen der sad bag den fik et lille kort af manden, og mens han fik en hel masse papirer fik pigen lov til at fylde den smukke julesok med pebernødder, brunkager og juleguf, hvorefter de blev ført hen til den boks han sad i. Der opstod lidt tumult og højrøstet diskussion om hvorvidt pigen måtte komme med ind i boksen. Manden mente at ingen skulle stå uden for alene.

Det tæppe han havde brugt som dyne hang i frit fald. Det blev hevet til side og ind kom både manden og pigen. Det var ikke rigtig plads til dem begge og de lange rækker af papir som manden stod med. Der var så meget papir at hele nissereglementet kunne stå der flere gange.

Pigen snakkede videre, men Hjulius kunne ikke høre efter nu, for manden begyndte at hive i snoren og Hjulius måtte kæmpe for at holde fast, men han kunne ikke og svingede fra den ene side til den anden mens han faldt ned med et brag.

“Hmm det er mærkeligt brummede manden. Det er som om blyanten selv satte et X på mig – der må vist være nisser på spil”.

Mens Hjulius sad og ømmede sig, mærkede han at der var en der kikkede på ham. Det var pigen. Store øjne, der var blevet helt mørke af begejstring. “Far” hviskede hun “Far må jeg godt få nissen” Manden brummede og sagde at selvfølgelig måtte hun gerne få nissen, for der var nisser nok i politik.

Pigen rakte hånden ud og greb fast om Hjulius. Han skulle til at protestere højlydt, men inden han nåede til det havde hun puttet ham ned i julesokken. Den var endnu blødere, mere lun og smukkere end han havde forestillet sig. Og den var fyldt med kager. Der var også en sten, og en kogle og en fjer. Hjulius besluttede sig hurtigt. Her ville han gerne være indtil det blev december, og med en pebernød på maven lagde han hovedet op af en brunkage og faldt hurtigt i søvn, uvist om hvad den næste tid ville bringe ham.

 

Så nærmer vi os december

Hjulius strakte sine korte arme så langt han kunne. Han elskede at vågne netop på denne dag. Dagen før 1. december. Den tid på året hvor menneske tror på nisser. Selvom det var blevet vanskeligere de seneste år. Menneskene var sværere at glæde. De susede rundt og havde så travlt alle vegne. Tidligere kunne han godt komme frem i hele november, men nu vrissede folk hvis der var nisser så tidligt – for slet ikke at tale om oktober. Derfor havde han lært sig selv at sove helt til denne dag. Længe, og så blødt som aldrig før.

Hjulius følte sig allerede veltilpas, han elskede denne årstid og kunne næsten smage julen i munden. Han klappede sig selv kærligt på maven som han plejede, når han vågnede efter sommerpausen, for at fortælle maven at den snart skulle få de lækreste sager, som kun fandtes til jul. Godt nok var han født samme år som Lars Okholm, men den der kostpyramide var ikke for rigtige nisser. Altså sommernisser var jo også nisser, men at de kunne leve af grønt, dyr og jord forstod han slet ikke. Nej han foretrak helt sikkert risengrød, marcipan, chokolade og de lækreste sprøde kager.

Hjulius synes ikke helt at tingene stod hvor de plejede, men han var heller ikke helt vågen. Han havde drømt så skønt om jul, kager, lys og gaver at han slet ikke havde lyst til at vågne helt endnu. Han gabte og lod hænderne falde ned på maven, men de stødte imod noget hårdt. Med stor forundring opdagede Hjulius at det var en pebernød der lå på hans mave. Hvordan var den landet der. Måske drømte han stadig lidt. Med stor fornøjelse gik han i gang med at snuse til den, uden at bekymre sig yderligere for hvordan den var havnet der. Hjulius besluttede sig for at pebernødden var helt ægte og lige til at spise, men netop da han skulle til at tage en stor bid rystede hele hans lune bolig voldsomt.
En stemme mumlede, “Nå da da, der er godt nok en der vil have en god jul. Julesokken er fyldt på forhånd.”
– “Nå men den skal vel op og hænge alligevel” lød den med en anden stemme,
og med et fløj hele Hjulius lune bolig højt opad, pebernødden trillede fra ham og netop som han ville bukke sig efter den satte noget sig fast i hans hue.
Hjulius sprællede, men kom ingen vegne. Den første stemme talte igen “Jeg tror sørme at der er nisser i den sok der, se hvordan den spræller”
Den anden stemme talte igen “Sig mig Hansen, er du begyndt at tro på nisser. Så skulle du nok have haft stemt på Julemanden til kommunevalget”

Valg, stemmer. Hjulius huskede med et den besynderlige dag. Han var vågnet på en mærkværdig dag. Alle menneskene i lange rækker, og alle de ord de kunne. Pigen med den vidunderlige bløde sok. Kagerne. Det var derfor der lå en pebernød på hans mave. Men hvad nu. Nu hang han der. Ubehjælpelig fast. Pebernødden var væk. Brunkagerne kunne han dufte. Gad vide hvor han var havnet. Hvorfor kunne han ikke komme fri?

 

1. december

Hjulius havde hængt der hele natten. Han havde kæmpet for at komme fri af det hans hue hang fast i, men det var forgæves. Selv alle de akrobatiske øvelser han havde lært virkede ikke. Han kunne ikke slå krølle på sig selv og nå toppen af huen. Han tænkte på de fascinerende yogastillinger han havde set det år han tilbragte december i en yogaklub, men de virkede umulige for hans lille korte krop.
Hjulius prøvede at tænke nissereglementet igennem. Hvad var det der stod om at slippe ud af umulige situationer. Hjulius sukkede højt. Han kunne kun huske en regel – reglen om nissehuer. Reglen der sagde at nissehuen kun måtte tages af i yderste nødstilfælde. Det var nisseregel nr. 1-2 og så nogle flere tal.

Det var absolut ikke fordi Hjulius ikke kunne tallene. Der var bare nogle tal der var nemmere end andre. Han kunne for eksempel tal nr 1 – for der var det første december. Så kunne han tal nr. 2 og 4 for når han satte de to tal sammen var han lykkelig, det var den bedste dag på hele året.

Hjulius var ved at falde i staver ved tanken om juleaften, men så dukkede Talmester Nisse med et op i hans tanker. Det var den nisse som skulle lære Hjulius og en hel flok andre nissebørn tallene. Hjulius klukkede for sig selv ved tanken om timerne. Alle nissebørnene havde siddet pænt på lange rækker og terpet tal, men Hjulius kunne simpelthen ikke sidde stille. Han havde benyttet enhver mulighed til at rende rundt med sin magiske tryllepind og få de andres nissehuer til at lave sjove ting. En hue havde blinket som et fyrtårn, en anden havde drejet rundt som et juletræ. En hue havde sunget sange, en havde øffet som en gris – hvordan Hjulius havde fået den til det vidste han ikke selv, men åhhh det havde været så morsomt. Det sjoveste var nu da han havde tryllet Talmester Nisses hue om til en kagemand. Alle de søde Nissebørn, der altid sad så stille og pænt havde jublet og var rendt op for at få en bid af kagen.

Hjulius holdt op med at grine. Talmester Nisse var blevet rasende. Det er sjældent Nisser bliver vrede, og Hjulius vidste at det var noget man ikke ville opleve mere end en gang. Talmester Nisse havde taget Hjulius magiske pind og tryllet den ind i Hjulius hue. Der kunne den blive til Hjulius kunne alle tallene, forfra og bagfra. Hjulius sukkede – en – to – åhh hvad var det så…. Hjulius klukkede igen da han huskede Talmester Nisses hue da den blev sig selv igen. Bidemærker og huller alle vegne. Måske var det derfor Hjulius ikke fangede hele talrækken – fordi den var hullet. Men hvordan skulle han så nogensinde komme fri herfra?

Hjulius talte og talte en – to, eeeennn toooo……

Har du lyst er du velkommen til at følge med i morgen og se hvor langt Hjulius er nået i talrækken – og om han kommer fri af det der holder fast i hans hue

 

2. december

Hjulius humør var faldet lidt. Trods han havde talt og sunget julesange hele natten, så var han stadig ikke kommet i tanke om hvilket nummer Umulius-reglen havde i nissereglementet og hvad det var der stod i den med at komme ud af umulige situationer. Hjulius gabte. Han havde slet ikke sovet i nat. Først var klokken blevet et. Så var den blevet to, og bimelim så var det også blevet tre ifølge det store kirkeur som han kunne høre et sted i nærheden.

Hjulius stoppede med at svinge fra side til side. En – to – bimelim, nej, nej sukkede han. Det er ikke sådan det er. Hjulius tog sin korte arm op til nissehuen, kløede sig forsigtigt og undskyldte pænt til huen at den sådan var i stræk så længe. Ja ja, han smilede lidt for sig selv. Selv af en nisse at være var han ikke særlig lang. Så måske det ville være godt med lidt ekstra længde. Måske hvis han hang der længe nok ville han blive så høj at han kunne komme med til højdespring for kravlenisser. Hjulius fnisede lidt, og tænkte at det ville være sjovt, men sikkert også en flad fornemmelse.

Hjulius mærkede sulten i sin mave. Aldrig havde han været vågen så længe uden at få en eneste småkage. Bare han dog kunne spise talrækken og komme fri. Hjulius tog sig sammen og prøvede igen – en – to – bim – tre – lum. Hmm, der var noget her. Han smagte på ettallet. Hvordan det føltes i munden, lidt som en saltstang, han skulle hurtig videre og have mere. To – åhh som den lækreste chokolade, hvor når han tog den næste bid var det som han skulle besvime. Tre, umm, luften kom ind gennem næsen og kinderne blev hel pustet op af velvære.

En – to – tre – hvad mon bimelim smagte af. Det gav et kæmpe ryk i nissehuen. Hjulius hoppede i luften af forskrækkelse. Bare huen holdt tænkte han mens han smagte på tallene igen – en – to – tre og bimelim. Det knagede igen i huen, og med et huskede Hjulius Umulius-reglen. En – to tre og bimelim – slip og væk. Men der var en note til den regel. Man måtte som nisse kun bruge den tre gange i et århundrede. Hjulius prøvede at huske hvor 100 var i talrækken, men opgav ved tanken om Talmester Nisses hullede hue og besluttede sig for at bruge remsen.

En-to-tre-og bimelim – slip og væk mumlede Hjulius højt og med et mærkede han at det løsnede om hans hoved og at han faldt og faldt – og faldt lidt længere. På vejen greb han en pebernød, men han tabte dem mens han hvirvlede igennem luften.

Hjulius landede med et bump på gulvet. Han vidste ikke hvad der var værst. Smerten i rumpen, tabet af pebernødden eller det at hans hue hang højt højt deroppe. Hjulius nåede slet ikke at overveje hvad der var sket, for en stor sort hund stod og gøede af ham. Han vidste fra Gammel Historie Nisse at det måtte være en vagthund, og de spiste små nisser som Hjulius spiste pebernødder.

Hjulius fik kæmpet sig op på benene og hjulede afsted så hurtigt han kunne. Han måtte have løbet meget stærkt for hunden kunne slet ikke følge med, den blev heldigvis i sin æske og holdt op med at gø da Hjulius var et stykke væk. Men han havde slet ikke lyst til at hilse på hunden igen – for han havde set at der var mange flere i andre æsker.

Hjulius stødte ind i en papkasse. Den smukkeste fine kasse, med nisser, vinterlandskab på og små låger i. Hjulius ramlede lige ind i en låge der stod lidt på klem og han besluttede sig for at det passede perfekt til en nisse, så han klemte sig ind og blev mødt af den skønneste duft af chokolade. Det måtte være lykken det her. Men han savnede nu sin hue.

Hvor Hjulius nu er havnet og hvordan han klarer sig uden nissehue må du læse om i morgen

 

3. december

Hjulius opdagede at han havde blundet lidt, men det havde været nødvendigt for at få pulsen ned efter den lange løbetur i går. Måske havde han også være en lille bitte smule bange, i hvert fald havde det føltes som om der havde været en karrusel i hans mave da han var kravlet ind i kassen.

Hjulius havde siddet stille meget længe for at være helt sikker på at hunden ikke kom efter ham. Da han havde besluttet sig for, at han var i sikkerhed havde han genkendt en stemme. Den stemme, der tilhørte personen som havde hængt hans nissehue fast. Hansen hed han. Hansen var faldet med et endnu større brag end Hjulius gjorde, og han havde hylet op over at der lå pebernødder på hele gulvet, og at det ikke lignede noget at aflevere fyldte julesokker med huller i. Den anden stemme havde blandet sig, snakket om en ambulance, gips på og sløjfe på hullet i sokken.

Så kunne Hjulius ikke huske mere. Han var blevet overvældet af duften af chokolade og var begyndt at undersøge hvor den kom fra. Han skulle kun grave ganske lidt i noget smukt knitrende papir som kom han til den fineste blanke skal af lys chokolade. Ummm det smagte så godt i en tom og sulten nissemave.
Hjulius spiste alt den chokolade der var – han følte sig lidt nissesnydt for under chokoladen var der en stor gul boble som ikke kunne spises. Når Hjulius skubbede til den raslede det inden, men han havde været for mæt til at finde ud af hvad det var og hvordan han kom ind i den. Men nu her hvor han var vågnet igen ville han se om han kunne åbne den.

Hjulius havde næsten fået boblen skilt ad på midten, da der lød stemmer lige på den anden side af ham.
”Se mor, en chokoladejulekalender – er den ikke fin”
Der var stille lidt og en blid, meget kærlig men sørgmodig stemme svarede ”Ja den er rigtig fin, jeg ville ønske jeg havde råd til at give dig den, men det har jeg ikke. Det er lidt småt med pengene, og vi skal gerne gemme nogle til det er jul”
”Har vi heller ikke råd nu hvor det er første advent” lød det forsigtigt fra barnestemmen.
Moderen svarede med så stor kærlighed at Hjulius næsten fik tårer i øjnene ”Nej vi har heller ikke råd, selvom det er advent. Men vi kan kikke på de smukke billeder og lege at vi er på skiferie i den dejlige sne og hilser på Juleanden”

En stemme rømmede sig. Det var den der havde sendt Hansen med ambulancen. ”Hrmmfr, Jeg kan se at lågen i den der julekalender er gået op, så kan jeg ikke sælge den, så hvis I kan bruge den, så øhhh, så må I gerne tage den med”
”Åhh mor kan vi? Så kan vi også få julen hjem til os? Åh mor, sig ja tak”

Hjulius hørte moderen mumle et ”Tak, tusinde tak, det er al for meget” og netop som Hjulius fik delt den gule boble midt på blev kassen han sad i løftet op og holdt godt fast. Den glade barnestemme nynnede og hoppede afsted. Hjulius tumlede rundt i det lille rum han sad i, og med et landede den ene halvdel af den gule boble på hans hoved og satte sig fast. Hjulius prøvede forgæves at hive den af, og tænkte på hvor han mon var på vej hen, og hvad med hans elskede røde nissehue. Ville han nogensinde se den igen.

Hvor Hjulius er på vej hen, og hvad det er der sidder på hans hoved vil du få svar på i morgen

 

4. december

Hjulius følte sig trængt op i en krog. Han sad mast af en halv gul boble, en anden halv gul boble på hovedet og så julemanden på skødet. Altså ikke selveste julemanden men en figur der lignede julemanden, men der manglede nu den store varme trygge mave, smilerynkerne og den altid lattermilde lyd der kom fra selveste Julemanden.

Hjulius blev indfanget af en smal lysstråle. Han sukkede af glæde. Han synes at han havde han været vågen længe nok og befundet sig i sokker, kasser og mørke længe nok, så han ville ud til lyset, solen, sneen, ud til alt det hvide, vinter – og mest af alt til julen.

Hjulius havde netop besluttet sig for at kravle ud af kassen da han hørte barnestemmen fra i går “Se mor, låge nummer 4 har åbnet sig af sig selv, jeg er så spændt på hvad der er i den ” Lyset strømmede ind til Hjulius, så han måtte lukke øjnene og sidde helt stille et øjeblik. Han mærkede noget greb fat i ham helt forsigtigt og den boblende stemme lød igen “Se mor, der er slet ikke noget chokolade, men en julemand og en sjov julekylling der er på vej ud af ægget” Stemmen fortsatte “og mor, det gør ikke noget med chokoladen, der er stadig dem fra dag et og to, men dem gemmer vi til en særlig dag”

Hjulius sad helt stiv af forargelse. Han var blevet kaldt for en kylling. Endda en julekylling. En kylling på vej ud af sit æg. Havde Hjulius haft mod nok, så havde han fortalt at han mindst var 90 år gammel og så noget mere, så han var bestemt ikke en kylling længere.

Hjulius blev forsigtig holdt op, vendt og drejet i alle retninger. Han måtte sprælle med både arme og ben når barnet kilede ham for meget. Specielt lige der i siderne hvor bukserne sad fast var Hjulius ekstra kilden. Han huskede at han altid var den, der blev fundet først når de legede gemmeleg, for lige så snart han sad op af noget og det rørte siderne ved bukserne kom han til at grine. Men her var han helt stille, altså lige udover at han sprællede vildt med arme og ben.

Barnestemmen “Mor, mor må jeg godt tage den sjove kylling med hen i skolen” Hjulius hørte ikke hvad moderen svarede, men tænkte at det var et ja, for meget forsigtigt fik han en rød klud om sig og blev puttet ned brystlommen på jakken.

Hjulius virrede lidt med hovedet og flyttede sig rundt så han kunne se ud. Solen skinnede, det var koldt og helt hvidt over det hele. Ikke sne, hvad var det nu det hed, nå ja, frost, rimfrost. Hjulius smilte for sig selv. Der var ikke meget rim i den frost. Frost rim, rim frost. Ais, der fandtes bedre rim end det.

Selvom Hjulius frøs om sine øre og savnede den varme hue, så nød han at være ude, kikke rundt, mærke solen og lyset. Hjulius faldt ind i den hoppende bevægelse barnet lavede, en to tre hop, fire fem seks hop, syv, otte hop, ni, ti hop. Hjulius talte med, åhh det var så sjovt, en to tre hop, fire fem seks hop, syv otte hop, ni ti, hop. Bare Talmester Nisse havde leget på den måde, så havde tallene været meget sjovere.

Hjulius talte og hoppede med, glad og spændt på hvor vejen og dagen ville føre ham hen.

 

5. december

Hjulius hyggede sig meget. Det gik op for ham at han var kommet med i skole, og at menneskeskolen var helt anderledes end nisseskolen. I første omgang blev han sat i et penalhus, men var ikke særlig bekvemt og Hjulius var alt for nysgerrig til at sidde stille, så han begyndte at gå lidt rundt. Det vakte en kæmpe opsigt og alle børnene ville røre ved ham – og ihhh de kildede så meget at Hjulius sprællede løs med arme og ben.

Til sidst bad læren om ro. Hjulius var overrasket over at læreren måtte sige det så mange gange med en mærkelig stemme før end børnene satte sig ned igen. I Nisseskolen rørte Lærermesteren blot ved klokken med sin tryllepind og så sad alle nissebørnene på deres pladser.

Hjulius sukkede for sig selv. Hans elskede nissehue og hans tryllepind. Hvor han dog savnede begge dele. Hjulius hev lidt i sine seler og stak hænderne i lommen. Hov hvad var det. Der lå noget i lommen. Hjulius vidste med det samme at det var hans tryllepind, men hvordan var den havnet der?

Hjulius rokkede lidt frem og tilbage for at få tankerne på plads. Tryllepinden sad fast i hans hue. Huen var hængt fast i loftet. Han selv var væk fra loftet. Hvordan kunne pinden så være i hans lomme. Hjulius tænkte så meget at han mærkede den gule boble på sit hoved bevæge sig – og med et huskede han det. Nisseregel nr. 5. ”Når man kan tælle til ti, så kan man alt i verden li, og det der er gråt kan blive godt, for nissepinde kan man nemlig altid finde” Og Hjulius havde jo talt til ti. Hvordan var det nu det var. Det var let og sjovt. En to tre – hop, fire fem seks – hop – syv otte – hop – ni, ti – hop.

Hjulius talte og hoppede så meget at læren til sidst mente at nu var det vist på tide med bevægelse i undervisningen. Alle børnene skulle løbe ud til flagstangen, svare på nogle spørgsmål og løbe ind i klassen igen.

Drengen hvis bord Hjulius sad på rokkede frem og tilbage, helt som Hjulius havde gjort før. Hjulius kunne høre at drengen tænkte så det knagede, men også se at han ikke kom frem til en løsning.

”Undskyld” hviskede Hjulius, ”er der noget jeg kan hjælpe med” Drengen rystede bare på hovedet ”Nej, de andre griner af mig, for jeg har skæve ben og jeg kan ikke løbe” Hjulius kikkede på sine korte ben, de var også skæve og bøjede sjovt indad og udad, men han havde aldrig overvejet at han ikke kunne løbe, han hjullede bare afsted, glad let og frem mod målet. Jo ofte var der mange der kom frem før ham, men de blev altid så glade når han kom. ”Hvad nu hvis du ved at du kan løbe” spurgte han drengen ”Hvad om de andre hepper på dig fremfor at drille dig” Drengen kikkede forundret op ”Kan de det?” ”Ja ja” nikkede Hjulius glad. ”Kom så hjuller vi sammen ud til flagstangen”

Drengen med de skæve ben smilede, tog Hjulius i hånden og sammen hjullede de ud til flagstangen. Og ganske som Hjulius havde sagt, så var der ingen der drillede, men de heppede og hjuede alle sammen. Først stille og i forundring, men da drengen med de skæve ben kunne svare på mange flere spørgsmål end de andre børn henne ved flagstangen var der jubel så højt og i så stor beundring at læren slet ikke nænnede at tysse på børnene. De fik lov at have en fest i leg, latter, hjullen og bevægelse.

Hjulius havde for første gang en hel dag i skolen som han syntes var mægtigt sjov. Om han bliver i skolen eller skal et andet sted hen må du læse om i morgen

 

6. december

Hjulius havde været på skolen hele natten. Dagen før var sluttet helt kaotisk. Med et var brandalarmen gået og alle børnene skulle gå udenfor. Der var kommet brandbiler susende, men heldigvis havde der ikke været ildebrand. Det havde kun været en øvelse, og fordi børnene havde været så dygtige, havde den ene brandmand til sidst sprøjtet en masse hvidt skum ud, så det lignede en blanding af sne og skumdrik.

Børnene og Hjulius havde hygget sig herligt. Men en efter en skulle børnene hjem, og ingen af dem havde husket at tage Hjulius med sig indenfor. Heldigvis var han så lille at han uden problemer fandt en sprække i skolens system og kravlede ind i varmen. Ikke at der var særlig varmt på en skole om natten, så Hjulius besluttede sig for at gå på opdagelse for at holde varmen. Han stødte på alt fra uspiste madpakker, kaffekopper, lange rækker af bøger, et maddepot, kærestebreve, vandhaner, trommer og mange flere ting.

Det sjoveste sted var nu der hvor der var sakse, papir og farver. Hjulius havde på sin tur set, at nogle steder var der et enkelt julehjerte og andre steder var der mange nisser, trolde, lys og gran. Hjulius elskede at klippe og klistre så inden han havde tænkt over det havde han lavet en guirlande, der kunne nå rundt om skolen flere gange. Han havde klippet kravlenisser ud, leget højdespring med dem – hvor han med stor morskab vandt. Hjulius havde flettet hjerter i mange farver og stjerner i alle størrelser. Da han endelig syntes at nu havde han lyst til noget andet, var hele rummet han sad i fyldt med juleklip.

Hjulius blev lidt betuttet. Hvad var det Nissemor Orden altid sagde. Jo, at han var den største rodehue i hele julen. Nissemor Orden sagde det altid med et varmt og kærligt smil og spurgte om han ville have hjælp med at rydde op – og det var altid sjovt. Nissemor Orden satte Hjulius i gang i et hjørne og inden han var kommet ud derfra havde hun svinget sin magiske pind med ordene: 11, 12, 14, med 13 midt deri, skab orden i det kaos Hjulius så godt kan li.

Den gule boble på Hjulius hoved var efterhånden blevet helt løs. Han satte den, uden at tænke over det, hen i det ene hjørne og svingede med sin tryllepind. Han mumlede først ordene 11, 12, 14, med 13 midt deri, skab orden i det kaos jeg så godt kan li. Et enkelt hjerte flyttede sig, og Hjulius prøvede igen lidt højere og lidt tydeligere. Han opdagede at når han sagde højt og tydeligt, med en styrke som om han mente det og troede på det, så virkede tryllepinden med det samme.

Hjemme i Nissehulen tænkte Hjulius aldrig over hvor tingene blev af. Dem havde Nissemor Orden styr på, men her var han lidt forundret over så nemt det var at rydde op selv. Hjulius tænkte dog sjældent længe over tingene, så han var bare glad ved at uanset hvor han kikkede hen var der hjerter, stjerner, nisser, gran, lys og guirlander. Det var så smukt og hyggeligt at kikke på. Lige til at blive glad i nissehuen af.

Hjulius sukkede. Han kom i tanke om at han nu hverken havde nissehue eller den gule boble på hovedet. Alle han vilde hårtotter strittede i alle retninger. Efter mange timer med saks og farver havde totterne forskellige længder og farver. Men Hjulius var for træt til at bekymre sig om det. Han var mæt og tilpas for han havde også fundet en stor pose med pebernødder. Hjulius kikkede efter et godt sted hvor han kunne sove. Han fandt en lille blød og lun vante der lige netop passede til hans korte krop. Hjulius frøs om ørene, og lagde hænderne om bag dem. Det gjorde at alle unødige tanker forsvandt, roen og harmonien fik Hjulius til at lukke øjnene helt. Det eneste synlige der var af ham, var de hårtotter der stak ud af vanten.

Der gik ikke lang tid før Hjulius sov trygt, og selvom skolen blev fyldt med børn og voksne var der ingen der opdagede ham den dag. Hvad der mere sker, må du læse om i morgen

 

7. december

Hjulius strakte sig, han vidste han skulle vågne, men lysten til at blive liggende var stor. Han kunne høre vinden suse og mærkede blæsten ruske omkring sig og indimellem ramme hans øre. Der var så lunt og hyggeligt at ligge her, så han gabte og vendte sig om på den anden side, mærkede en skøn varm blød hånd som han puttede sig ind i og faldt straks i søvn igen.

Hjulius blev vækket ved en hyggelig snakken. Det lød næsten som Babysøster Nisse der snakkede når hun lå hjemme i vuggen. Hun havde så meget at fortælle, og fik altid de andre Nisser til at grine. Babysøster Nisse havde endnu ikke fået et navn, men Hjulius var sikker på at hun ville komme til at hedde Nisse Lattermild når hun voksede ud af vuggen.

Hjulius mærkede hånden han lå op ad bevæge sig. Han blev løftet op og ned nogle gange, og indimellem røg hans hoved ud af vanten og så tilbage igen. Hver gang hans strittende farverige totter kikkede frem var der en som klukkede hjerteligt. Efter et par gange faldt Hjulius helt ud af vanten og landede med et bump på en hvid madras. Hjulius kikkede ind i de største øjne han nogensinde havde set, og de kikkede længe på ham med nysgerrighed og accept.

Hjulius skulle til at spørge hvor han var havnet og hvorfor de små fingre var puttet ned i hans lune seng, men med et ændrede øjnene sig og sammen med en frygtelig lugt lød der et skrig så højt at Hjulius aldrig havde hørt noget lignende. End ikke brandbilerne forleden havde larmet lige så meget. Hjulius blev så forskrækket at han satte sig på rumpen og ikke kunne røre sig ud af stedet.

Der gik ikke lang tid før en dame kom, hun havde en mild og kærlig stemme, småpludrede uden at sige nogle rigtige ord. Med et gik det op for Hjulius at det var en menneskeudgave af Babysøster Nisse han sad ved siden af. Denne her måtte komme til at hedde Menneske Skrigehals når den voksede ud af vuggen tænkte Hjulius for sig selv. Godt nok var larmen stoppet da damen kom, men der var stadig et ekko i hans øre som han aldrig havde oplevet da han havde hue på.

Damen tog babyen op, snakkede om at den skulle skiftes. Hjulius blev nysgerrig. Hvad mon den skulle skiftes til, en nisse, et juletræ, klejner måske. Hjulius måtte finde ud af det, så han nåede lige at hoppe op i hånden på babyen inden damen gik med den.

Inde i huset genkendte Hjulius drengen med de skæve ben. Damen roste ham for at han havde fundet lillesøsters vanter, for nu havde hun varme fingre igen.

Hjulius og Lillesøster blev båret afsted og lagt ned på et blødt underlag. Lillesøster var blevet glad igen og snakkede løs. Hun fortalte om de drømme hun havde haft, om nissen der havde sovet hos hende og alt det sjove hun ville lave sammen med nissen. Damen smilede og pludrede løs med mærkelige ord, som Hjulius end ikke var sikker på var rigtige ord. Det virkede næsten som om at damen slet ikke forstod hvad babyen sagde. Men kærlig var hun, og helt tydeligt at hun kunne lide babyen – også selvom den lugtede fælt.

Hjulius var lidt skuffet, for det var bare tøjet der blev skiftet på menneske babyen, og da det var gjort tog damen babyen og gik. Hjulius sad tilbage et fremmed sted, midt i en stak tøj, og han kunne dufte at der var småkager et sted. En duft, der kunne overdøve enhver anden duft i en Nissenæse.

Hvor Hjulius er havnet og om han finder småkagerne må du læse om i morgen

 

8. december

Hjulius havde meget hurtigt fundet ud af at hvordan han kom ned fra puslebordet uden at slå sig. Han havde bundet tøjet sammen og firet det ud over kanten, så han sikkert kunne kravle ned på gulvet og finde de småkager der duftede så godt.

Den nederste knude var dog gået op og samtidig med at Hjulius landede på gulvet og han fik et stykke tøj i nakken kom drengen med de skæve ben hen til ham. ”Nå der er du” lød det fra drengen ”og du prøver at bruge Lillesøsters strømpe som en hue. Øjeblik så skal jeg hjælpe dig” Drengen bar Hjulius ud i køkkenet, fandt en blød elastik og med fælles hjælp fik de sat en rød babystrømpe på Hjulius hoved. Drengen gjorde det hele, Hjulius skulle blot sige om den sad det rigtige sted uden at stramme eller genere, og om de viltre lokker var nogenlunde samlet.

Hjulius havde hygget sig med børnene hele dagen. De havde fået mange småkager af en slags som Hjulius aldrig havde smagt før, drengen havde fortalt en masse om skolen, og Lillesøster havde grinet hver gang hun så på Hjulius, men pludrende fortalt om de andre nisser hun kendte.

Hjulius sad nu ved morgenbordet og igen var maden af en helt anden slags end Hjulius havde smagt før, men han var sulten og spiste løs af den tallerken han havde fået. Damen havde smilet da drengen havde bedt om en tallerken til nissen, hun havde kærligt nikket og øset rigeligt op, mens hun spurgte hvad det dog var med hendes børn og nisser.

Hjulius havde ikke spekuleret på det. Men det er rigtigt, der var ikke så mange børn der snakkede med ham. Der var mange der snakkede til ham, men de troede ikke rigtig på at han svarede, så ofte lyttede han bare til deres, tanker, ideer og følelser. Men disse to børn, de både talte, så og lyttede til ham. Derfor var det også nemt at sige til drengen at han helst ikke ville med i skole, for han ville ud og lege i sneen. ”Ahh” brummede det et sted bag en raslende avis ”der er ingen sne i dag, det bliver delvist skyfrit, står der her” Drengen lavede en ”vær stille” bevægelse, og lovede uden ord at Hjulius nok skulle få lov at blive hjemme fra skolen.

Hjulius blev sat ind på drengens værelse, han fik en skål med kager med, en kæmpe karton med juice i, den var noget højere end Hjulius, og deroppe var der et sugerør. Hvilken herlig leg at skulle drikke af den. Drengen kløede Hjulius bag øret, som om han var en kat tænkte Hjulius forarget. ”Du må have en god dag sagde drengen, der er kun to ting du ikke må. Du må ikke pynte op til Jul, og du må ikke lege med min computer”

Hjulius nikkede og gik i gang med den første kage. Han morede sig højlydt over ordene ”delvist skyfrit”, altså enten var der skyer eller også var der ikke. Han kunne da ikke være delvist en nisse, eller delvis en vaniliekrans – tænk hvis det kun var hullet der var der. Hjulius blev helt forskrækket ved tanken og prøvede at huske hvad drengen havde sagt han skulle gøre. Nå ja, han skulle pynte op til Jul og gøre noget ved computeren. Hjulius kendte ikke så meget til computere, så han måtte hellere se at komme i gang.

Hvad Hjulius får lavet med computeren, og hvorfor der ikke må pyntes op kan du læse om de følgende dage

 

9. december

Hjulius havde ingen forstand på computere. Han havde lært at det var den menneskelige tænkeboks, men hvad meningen med den var forstod han ikke. Hjulius havde set at menneskene satte sig foran den og med et var de et andet sted henne, uden at de flyttede sig væk, så han tænkte at det ikke ville være en nem opgave at gøre noget ved computeren. Specielt fordi han ikke havde fået af vide hvad det var han skulle gøre.

Hjulius hoppede rundt på tastaturet og hyggede sig med at knapperne sagde lyde når han landede på dem. Uden han egentlig vidst hvordan så åbnede der sig pludselig en vild og voldsom verden foran ham. Det blev med et nat, biler susede rundt, politibiler og soldater jagtede ham, bygninger blev sprængt i luften og mærkværdige figurer rendte rundt med våben og stjal alt muligt. Selvom Hjulius intet gjorde, så fløj kuglerne om ørene på ham, og han blev kastet rundt i biler, faldt i vandet og han måtte gemme sig i en togtunnel. Det var slet ikke spor sjovt at være en rar nisse i dette univers.

Hjulius tænkte ved sig selv at det var nok det som drengen gerne ville have ham til at ordne, så Hjulius fandt sin magiske pind frem og sagde uden at blinke 15 – 16 – 17 hop i pytten, så 18 – lad der være fred om natten. Og med et blev alt stille, menneskefigurene gik fortsat rundt, men afleverede pænt det tilbage de havde lånt, de byggede bygninger op, og brændte alle våbene. Hjulius var godt tilfreds med sin indsats, og hoppede af begejstring igen på tastaturet.

Noget nyt dukkede frem. Hjulius kikkede og blev helt glad ved at han genkendte bogstaverne. Der var et F – det var det Fredelige Nisse begyndte med. Det var Fredelige Nisse alle gik til hvis de var blevet uenige. Når man så havde siddet der ved fødderne et stykke tid, så var det som om uoverensstemmelser var opløst og den rigtige løsning havde fundet vejen selv.

Det næste bogstav var I – helt som i Nisse, så F igen og det sidste var et A – som i Altvidende Nissemor. Det var Nissemor som Hjulius havde størst respekt for. Bare han var i nærheden af hende virkede det som om hun kendte alle han tanker og handlinger både nu, før og efter. Altvidende Nisse sagde aldrig så meget, men kikkede blot på ham og smilede, nikkede og fortalte at han selv vidste hvad der var rigtigt at gøre.

Det gjaldt også nu. Hjulius kikkede på den store verden foran ham. Der var en masse mænd der rendte rundt efter en bold. De løb, sparkede, faldt – men det virkede ikke som om de slog sig. Andre gange når nettet fangede bolden jublede de, altså undtagen da Hjulius tog bolden under armen og løb ind i nettet med den. Så blev de sure og han fik vist et rødt kort og blev sendt ud på bænken.

Hjulius kunne ikke lide bænken. Dansenisse havde fortalt ham at der var biller under den, så hvis man blev siddende for længe på bænken så kom de og flyttede ind i ens nissebukser, så det var bedre at danse og synge end at sidde på bænken. Så Hjulius tænkte at hans opgave måtte være at lære dem på bænken at danse og synge. De var meget modvillige, men der var dog en sang de alle kunne blive enige om. En sang de kaldte en slagsang. Hjulius kendte den ikke, men han kunne se at de var glade og hyggede sig. Bedst som alle dem på bænken sang og dansede kom der en herre i sort tøj og viste Hjulius helt ud. Nu havde han lavet ballade nok for en dag.

Hjulius sukkede, menneskene var ikke nemme at gøre tilfredse. Men måske han havde ordnet nok computer for en dag. Der var også noget andet han skulle gøre. Hjulius kunne ikke lige huske hvad det var, men måske hvis han tog sig en kage til, så kom han nok i tanke om det inden drengen kom hjem.

Hvad Hjulius kommer i tanke om han skulle gøre må du læse om i morgen

 

10. december

Hjulius sad alene på værelset. Drengen var kommet hjem fra skole forleden, havde givet Hjulius et knus og sagt at hele familien skulle afsted på weekend, så Hjulius måtte klare sig selv til søndag. Inden Hjulius havde fået spurgt om hvorfor han ikke skulle med, var der stille og familien var væk.

Hjulius kikkede sig omkring. Computeren var ordnet, godt nok havde Hjulius besluttet sig for at stoppe da han blev udvist af F-I-F-A men med alt den ekstra tid han havde fået, så havde han fundet en masse andet sjovt som han også kunne ordne. Så nu mente han at alt inde i den sjove maskine var glad, positiv, fyldt med julelyde, nisser og kager – narhh – måske rettere kagekrummer.

Hjulius havde næsten guffet sig igennem alle kagerne. De smagte helt fantastisk selvom de ikke lignede nogen af dem han havde fået før til jul. Han måtte se om han kunne få opskriften med hjem til Bagermester Nisse. Bagermester Nisse brød sig godt nok ikke om at få kritik af kager – uanset om det var godt eller skidt. Men måske fornyelse ville være en mulighed. De kager han bagte i Nisselandsbyen var ud fra opskrifter der var Nissevis af år gamle.

Hjulius var tilfreds med sig selv og sin indsats. Men hvad var det mere at han skulle gøre. Han kikkede sig omkring, Hjemmet varmt og venligt. Der var smukke varme farver uanset hvor Hjulius kikkede hen, men alligevel manglede der noget. Med et gik det op for Hjulius at det var Jul der manglede, og med det samme fik han energi igen, og han gik straks i gang med at forme alt hvad han kunne til nisser, snemænd, hjerter og stjerne. Hjulius glemte som altid alt om tid og sted når han hyggede sig og havde det sjovt. Derfor hørte han slet ikke at familien kom hjem, og netop som Hjulius skulle til at bruge sin magiske pind til at hænge alle juletingene op kom drengen ind i værelset.

Drengen kom med et hvin som Hjulius ikke ville kunne gentage om han så fik lov at prøve fra nu af og til Juleaften. Drengen tog sig til hovedet og greb ud efter Hjulius. ”Nej, nej, nej” hviskede han. ”Jeg sagde INGEN juleting” Hjulius var helt uforstående, INGEN juleting, hvad var det der foregik. Drengens far kom forbi værelset, og blev på alle måder overvældet af den mængde julepynt Hjulius havde skabt.

Faderen satte sig ned på sengen. ”kom min søn, sæt dig her” Drengen satte sig ved siden af ham. Hjulius var lidt urolig, men begyndte at lytte til hvad manden sagde. Manden snakkede om tro og religion. At der var kristne, muslimer, budister, Jehova og mange andre former for tro. At der var nogle mennesker der troede på Gud, Jesus fødsel og fejrede det den 24 december. Men det gjorde de ikke. De havde en anden tro. En tro der inkluderede en anden Gud. Den var ikke bedre – ej dårligere, blot anderledes. Og ja, fortsatte manden. Han vidste godt at det kunne være udfordrende at være anderledes. Udfordrende at holde på sin egen tro, stil, væremåde. Udfordrende at se ud som man gør, skæve ben, store tænder, smukke øjne, fjollede huer, maver i forskellige former. Men det vigtigste nikkede manden er at man er smuk i sin sjæl. At man er ren i sit hjerte. Og jeg er sikker på at alt dette er skabt i kærlighed og med ren intention, så skal vi se at få hængt det op?

Drengen smilede taknemmeligt og spurgte forsigtigt. Selvom vi ikke er til Dansk jul – tror vi så på Nisser?

Hvad faderen svarer må du læse om i morgen

 

11. december

Hjulius havde den mest fantastisk dag. Den var slet ikke som han havde regnet med at den skulle være. I går havde hele familien pyntet op til Jul med alle de juleting som Hjulius havde lavet. Også moderen havde været med – og lillesøster havde grinet for hver en ting der raslede, blinkede og bevægede sig.

I dag havde faderen lagt avisen fra sig ved morgenbordet og fortalt spændende historier om nisser, alfer, feer, skovtrolde og mange andre spændende væsener. Hjulius kendte dem godt alle sammen, men havde aldrig overvejet at de skønne væsener var aktive hele året. Han troede mest at de sov når han sov, og var vågen når han var vågen.

”Vil det sige” spurgte han ”at verden lever mens jeg sover” Manden nikkede og fortsatte med at fortælle at nisser de første 100 år de levede kun var fremme ved Juletid – det var der de lærte om livet, menneske, ønsker, verden, relationer glæde, lys og kærlighed. Når nisser var fyldt 100 år så fik de lov at være fremme hele året – altså hvis de havde lyst. Nisser var meget arbejdsomme og flittige hjælpere til dem der så og hørte dem. Også dem der blot bad om nissers hjælp fik den, men mange mennesker synes at det var noget pjat.

Hjulius sukkede, gad vide hvornår han fyldte 100 år – og ville der være nogen til at fejre ham når nu han ikke kunne huske hvor 100 var henne i talrækken.

Drengen spurgte sin far om han så kunne se og høre Hjulius. Faderen smilede og fortalte at de fleste mennesker lagde den evne fra sig når de blev voksne, men han havde engang for mange år siden lovet en gammel nisse at han altid ville være barn i sit hjerte – så derfor fornemmede han når der var nisser og kunne svare på deres spørgsmål, selvom han ikke hørte dem længere.

Hjulius hoppede af begejstring. Med et forstod han hvorfor der nogle gange var nogen der så og hørte ham helt som han var, og andre gange så de kun dele af ham, eller slet ikke. Hjulius følte sig med et rig på visdom. Der var så meget i denne menneskerverden som han var nysgerrig på. Og manden sad og fortalte om et Univers der var endnu større. Stjernerne, regnbuefolket, havets energi. Hjulius var klar til at blive 100 år med det samme, så han gik straks i gang med at tælle, en, ti, og mange flere giver cirka 100.

Manden der hørte Hjulius måtte smile af ham. Sig mig lød det fra ham. Skal vi ikke alle sammen tage i skoven i dag. Det har sneet en smule, så vi kan lege, tælle træer og se om vi møder nogle skønne nisser i skoven. Moderen afbrød med en lidt striks stemme ”det er mandag, det er skole, det er vigtigt at lære noget og vi pjækker ikke” Drengen og faderen kikkede på hinanden, og svarede i kor ”Vi pjækker ikke, vi finder blot på noget der er endnu bedre, og der er en masse visdom at hente i skoven”

Inden længe var alle i fuld gang med at smøre ekstra mange madpakker, finde varmt tøj og drikke frem, og sammen begav den lille familie og Hjulius sig ud i skoven.

Hvem og hvad de møder der, og om Hjulius får lært at tælle må du læse om i morgen

 

12. december

Hjulius havde haft en skøn dag i skoven. Aldrig havde han hygget og grinet så meget. Hele familien havde hjulpet ham med at tælle, selv Baby søster kunne hjælpe. Hver gang Hjulius havde talt til ti, fandt de en ting som de kunne give til Babysøster, der sad i barnevognen. Det var alt fra grankogler, til sjove sten, til sneglehuse og kviste,

En af de sjove sten, som moderen fandt, var godt nok en trold der forsøgte at skjule sig for dem ved at ligge helt stille. Hjulius havde næsten tisset i bukserne af grin, da troldestenen forandrede sig i moderens hånd. Hun hvinede højt og snakkede løs om at det var okay hele hendes familie var fjollede med nisser, men hun nægtede at tage en troldesten med hjem. Så trolden blev sat ned igen – ganske ublidt råbte han efter dem, om han dog ikke kunne forvente en smule høflighed her på en kold vinterdag.

De havde leget og hygget i skoven i mange timer, der var kommet mere sne, og det havde været fornøjeligt og magisk på alle måder. På vejen hjem havde Hjulius lært ti´er remsen. 10-20-30….. hele vejen til 100. Åhh, det havde været mægtigt sjovt. De havde alle sammen hoppet en gang for hver af de ting de havde lagt ned til Baby lillesøster, og når de nåede til 100 havde drengen og Hjulius rullet rundt i sneen. De nåede til 100 mange gange, og faderen ville gerne fortælle Hjulius om tusinder, men der stoppede Hjulius ham. Hjulius kendte nemlig alt til tusindben, dem havde han selv lavet en opgave om hos Nisse Natur.

Hjulius havde fundet så mange tusindben til den opgave, at de måtte have fat i Julemandens store magiske tryllepind for at få dem tilbage på deres plads igen. Julemanden havde klappet Hjulius på huen og brummet at det går sandelig ikke at alle jordens børn får tusindben i deres julegaver. Så jo, Hjulius kunne alt om tusinde tallet.

Hjulius var med et blevet stille. Drengen blev helt bekymret og spurgte hvad Hjulius tænkte på. Hjulius forklarede at det undrede ham, at de voksne hoppede med på ti´er tallene, men ikke rullede rundt i sneen sammen med ham og drengen. Faderen, der altid hørte Hjulius spørgsmål, tænkte lidt og forklarede så, at kroppe sommetider glemte hvordan det var at være barn og have det sjovt. Derfor blev den genert og stivnede lidt og skulle have tid til at genhuske at lege. Men, fortsatte manden, hvis Hjulius lyttede efter kunne han helt bestemt høre hjerterne banke og mærke lysten og se erindringen om det at lege.

Hjulius nikkede. Han så det godt, voksen-kroppen stod helt stille, men den varme hjertelyd var lige så tydelig som kirkeklokker en stille aften, og selvom begge de voksne stod helt stille, så bevægede en svævende masse sig rundt omkring dem. Hjulius nikkede eftertænksomt, vil det sige at I leger med selvom I ikke leger? Det skulle de voksne tænke længe over før end de svarede.

Hjulius havde glemt alt om skole denne morgen og havde glædet sig til hvad familien skulle lave sammen i dag, men nej. Drengen blev sendt i skole, faderen tog på arbejde og moderen sagde lidt i spøg, hvad så med jeres Nisse, hvem tager den med, skal den i skole, med på arbejde eller skal den blive herhjemme hos mig og bage småkager

Hvor Hjulius tilbringer dagen må du læse om i morgen

 

13. december

Hjulius havde valgt at tage med faderen på arbejde i går. Det havde været så kedeligt. En masse mennesker havde siddet på lange rækker, med papirer, telefoner, samtaler mm. Der var hele dagen en trykket stemning, også selvom de hele tiden sagde Det er SKAT. Hjulius tænkte på Nissepige Skat derhjemme og fik helt røde kinder og en boblende fornemmelse i maven. Men sådan så disse mennesker slet ikke ud – jo de havde røde kinder, men de så ikke boblende og glade ud.

Faderen var også venlig på arbejdet og kunne godt lide at lave sjov. Han forsøgte hele tiden at opmuntre de andre, komme med sjove og finurlige bemærkninger. Hjulius mærkede også denne her svævende masse omkring manden. Han kaldte det energilag, og Hjulius så at han sendte sine kollegaer god energi når de var presset eller frustreret. De andre blev ganske enkelt i bedre humør når han var i nærheden.

Hjulius blev ikke mange timer på skrivebordet. Han skulle være stille og måtte ikke stille spørgsmål hele tiden. De andre drillede manden når han snakkede med Hjulius – for de troede at han snakkede med sig selv eller en kedelig nisse på bordet. Flere end normalt kom forbi faderes skrivebord, men de fleste med usikre kommentarer som: ”Nå, så du har overgivet dig” ”Jeg troede ikke at sådan en som dig holdt Jul” ”Hvad Søren, er der nisser på bordet, jeg troede det var rotter på loftet” og ”Er du gået i lære som Julemand”

Alle stemmerne var venlige, men Hjulius syntes ikke at det var sjovt. Han blev lidt trist inden i hjertet og tung i maven. Han savnede respekten og forståelsen for julen, nisser og Julemanden. Men det var først da der var en dame der forsøgte at bruge ham som blyantspidser at han fik nok. Så da faderen skulle til møde besluttede Hjulius sig for at gå på opdagelse. Han havde lovet at være stille og opføre sig pænt imens, men ikke et ord om at han skulle blive på sin plads. Om det var fordi Hjulius var væk eller manden blot glemte ham ved ingen, men med et var det blevet sent og aften og Hjulius havde overnattet i en potteplante på et tilfældigt kontor han var kommet forbi.

Hjulius vågnede ved at nogen sang, den smukkeste fine sang om at lyset blev båret frem, venner, gaver og hilse på hver en gæst. Han måtte straks op og se hvad der skete. Der stod en hel række af mennesker, iført de fineste hvide dragter. De havde alle lys i hånden og den pige der stod forrest havde også en krans på hovedet, som der også var lys i. Hun var vidunderlig smuk midt i alt det lys hun var omringet af.

Langsomt begyndte rækken af mennesker at bevæge sig, og de sang højere og højere. Hjulius måtte simpelthen følge med, så da de passerede forbi ham hoppede han op til den pige der gik forrest. Hjulius fandt en tryg plads oppe i kransen og han kunne holde sig godt fast i de silkebløde røde snore der var.
Hjulius var glad. Sangen var smuk og fin, lyset spredte glæde og håb. Hvert sted de kom frem stoppede alle op og smilede. Hjulius kunne se på menneske at de med et trak vejret. De trak lyset ind i dem selv og delte ud af det resten af dagen. Hjulius tænkte at alle mennesker burde tænde et lys i deres indre, for det gjorde at det blev meget sjovere at være med på arbejde.

Hvor længe Hjulius bliver på arbejdet må du læse om i morgen

 

14. december

Hjulius havde besluttet sig for at finde ud af hvad det der weekend var for noget, så han ville blive på arbejdet i nogle dage. Han sov herligt i sin potteplante, og der var rigeligt med kager rundt omkring, så sulte ville han ikke.

Hjulius fandt ud af at der var mange afdelinger i den bygning han var i, og at de lavede noget forskelligt alle steder. Han havde dog ikke fundet noget der var spor spændende, så han besluttede sig for at hans opgave her var at få menneskene i godt humør. Hjulius brugte sin tryllepind flittigt i de dage. Han hængte nisser op, tændte lys, byttede om på bogstaverne på computeren, fik telefonerne til at spille julemelodier når de ringede, lagde pap-nissehuer på alle bordene, ja alt hvad han kunne finde på af sjove ting, der fik et smil frem.

Hjulius kom i tanke om Drille Nisse Gå SÅ Væk og nogle af de nisseløjer han lavede. Nogle af dem var ret sjove, andre gjorde at folk blev frygtelig sure på ham, og han måtte holde sig væk fra dem nogle dage. Der var engang en dame der havde jagtet Drille Nisse Gå SÅ Væk i flere timer med en kagerulle. Det var da han havde byttet rundt på alle ingredienserne i køkkenskabet, og damen havde lavet mad til mange fine mennesker, og det hele var blevet uspiseligt. Damen var grædefærdig men blev først rigtig rasende da hun opdagede, at hele køkkenet var smurt ind i margarine.

Drille Nisse Gå SÅ Væk var ikke så gammel dengang, og havde glemt at sikre sig sin vej væk. Så han var havnet midt på det glatte gulv sammen med den rasende dame. Damen havde set ham og i flere timer havde hun skøjtet rundt på det glatte gulv, rasende og med fråde i mundvierne, kagerullen i hånden og lovet at Drillenisser aldrig nogen sinde skulle komme i hendes køkken igen. Hjulius var sikker på at Drille Nisse Gå SÅ Væk havde lært noget den dag. For han havde aldrig siden byttet om på madvarer igen, heller ikke salt og sukker ved kaffeautomaten.

Hjulius hoppede op på en vogn der passerede forbi ham. Den kom hver dag og var fyldt med kopper og tallerkener – og en masse kage. I dag var det den kedelige vogn, der var kopperne beskidte og der var bidt af de fleste kager, men Hjulius fandt dog en der var hel og fin, så han satte sig godt tilrette og spiste løs.

Vognen Hjulius sad på blev kørt ned i det store fælleskøkken. Der var fuld aktivitet. Det var det sted der var mest liv og snak af alle de steder Hjulius havde været i denne uge. Han gøs lidt da han så en dame stå med en kagerulle. Bare hun ikke så ham og troede at han var en drillenisse. En mand var ved at lave spandevis af kaffe. En dame smurte rugbrødsmadder, så Hjulius helt opgav at forestille sig hvor mange madpakker der ville være til. En steg duftede helt vidunderligt, men med et var der verdens bedste duft i Hjulius næse. Duften af risengrød.

Hjulius glemte alt om forsigtighed og hoppede direkte efter duften. Han kom hen til en stor rund dame, der stod ved det største komfur Hjulius nogen sinde havde set. Hun havde tre gryder, så kæmpe store at selveste Julemanden kunne bade i hver af dem, til at stå på blusset. Hjulius var ikke i tvivl, det var risengrød. Han kendte duften, måden damen rørte rundt på og den boblende lyd og duften af kanel i nærheden.

Den runde dame kaldte på en ung pige. ”Så er grøden sat over, sørg nu for at den ikke brænder på, og når den er klar så tag en stor portion fra til nissen, jeg vil ikke have drillerier i mit køkken”

Om grøden er til Hjulius eller en anden nisse må du læse om i morgen

 

15. december

Hjulius droppede alt forsigtighed. Det var så længe siden at han havde set risengrød at han glemte alt om reglementer, Nisselove og menneskelige barrierer. Han sprintede på sine små skæve ben hen ad gulvet, op af håndtagene på skufferne og bruge pigens forklæde til at svinge sig det sidste stykke op på bordet.

Hjulius kikkede på det tynde sjask der var i gryden og kom til at tænke på Nissemor Grød. Hun var den der lavede den bedste grød i hele Nissebyen. Det var hende der lavede grød når der var forsamlinger – uanset om det var festlige samlinger eller triste samlinger. Det endte altid med at blive en hyggelig og dejlig dag. Som dengang alle nisserne troede at Skøjte Nisse var blevet spist af Vanddragen. Nisser er ikke så glade for vand, og den dag var Skøjte Nisse gået igennem isen. De Vise Nisser snakkede om Globus opvarmning, ludomaner og noget andet som Hjulius ikke helt forstod – han elskede at spille ludo, og hvad det havde at gøre med Skøjte Nisse kunne han ikke hitte rede i.

Nissemor Grød havde først lavet en kæmpe grydefuld, dvs den var lille i forhold til de gryder der stod på dette komfur, og bagefter havde hun lavet en grydefuld til minde om Skøjte Nisse. Den havde de sat ud på søen og langsomt var isen smeltet og gryden skulle netop til at gå igennem isen, da Skøjte Nisse spruttende kom op igennem hullet. Hun fortalte at hun var faldet igennem, og isen havde lukket sig og den store Vanddrage var kommet efter hende. Men hun havde sat sig på den nakke og viklet dens øre ind i skøjterne så den ikke kunne se noget og navigere rundt. Skøjte Nisse fortalte meget og mange historier om tiden under vandet. Hjulius var betaget, tænk at opleve så meget på så kort tid. Men han havde ikke lyst til at røre ved vand for at opleve det. Og hvem siger alle vil være lige så heldige som Skøjte Nisse og komme op igen.

Men alle Nisserne havde jublet over at Skøjte Nisse var blevet reddet. De havde spist grød, snakket, spillet musik og fortalt historier hele aftenen. Hjulius havde danset som aldrig før, for han ville ikke have biller i sine bukser, som han ville få hvis han var bænkevarmer. Men han ville gerne være grødpasser, det fik han ofte lov til hos Nissemor Grød, så med vilje og intens tålmodighed satte Hjulius sig til at vente på at grøden blev færdig i disse kæmpe gryder.

Pigen var lige ved at glemme en tallerkenfuld til Nissen, men Hjulius fik hende til at snuble – altså bare ganske lidt – så hun kom i tanke om ham. Det var også Hjulius der fik hende til at øse en kæmpe skefuld mere op end hun selv havde fundet på. Og smørklatten blev så stor at hele huset kunne have fået vanliekranse med den mængde smør brummede pigen, mon nissen også skal have al kanelsukkeret. Det mente Hjulius bestemt at han skulle.

Det blev den største tallerkenfuld risengrød Hjulius nogensinde havde set. Heldigvis for ham vidste pigen ikke hvor Nissen boede, så hun satte tallerkenen på gulvet henne i hjørnet. Hjulius var ikke mange øjeblikke om at nå hen til den og var i fuld gang med at spise. Indimellem hørte han en forundret, næsten panisk stemme der sagde ”Jeg takker for at jeg er ved mit fulde fem, og det kun er indbildning at jeg ser at grøden forsvinder for mine øjne” Hjulius svarede høfligt, “at han var sikker på at hun var ved sin fulde fem, og at hun skulle tro på det hun så og hørte – og i øvrigt var grøden var næsten lige så god som den hjemme i Nissebyen” Hjulius havde dårlig talt færdig før at pigen lagde sig ned ved siden af ham. En masse mennesker kom rendende, fik rejst hende op og sendt hende hjem. Det måtte være juletravlheden der gjorde at hun besvimede og skulle tidlig på weekend sagde de.

Hjulius gabte, mæt og tilfreds. Weekend. Det var det han ville prøve. Gad vide hvad han skulle gøre her? Hvad Hjulius finder på i weekenden, må du læse om i morgen.

 

16. december

Hjulius besluttede sig for at tage på gaveindkøb. Han vidste ikke hvordan det foregik eller hvem han skulle købe gaver til. Hjemme i Nissebyen havde de en kæmpe kurv med gaver i. En kurv der var åben og man kunne altid gå hen og få en gave hvis man havde lyst, enten fordi man synes man havde gjort noget godt, eller trængte til en opmuntring. Det var også tilladt at hente en gave hvis man ville fri til en anden Nisse eller blot invitere hende ud. Det var aldrig til at vide hvad der var i pakken, og nogle gange fik Nissen der inviterede et afslag fordi gaven var for fjollet. F.eks. blev Nisse Skønhed ret fornærmet da Charme Nisse kom med en gave til hende. Hun troede det var en forlovelsesring, men så var det en masse nissestrømper der skulle vaskes. Det var første gang at Hjulius hørte udtrykket ”Sure sokker og Skønhellig Nej tak”

Hjulius havde hørt nogle af køkkendamerne snakke om at et storcenter ville være et godt sted til julegaver, så han fandt en bus som han tog med. Der var ikke så mange mennesker med i begyndelsen, så Hjulius havde et helt sæde for sig selv. Når folk kom ind kikkede de på sædet men gik forbi, en enkelt kommenterede at det var beskidt og der lå nullermænd på. En anden mente at et barn fik kolde fødder siden der lå en barnesok. Et par børn hilste glad på ham inden deres mor trak dem ned i den anden ende af bussen. ”Jammen jeg ville bare hilse på Nissen” lød det hjerteskærende fra det ene barn.

Bussen blev langsomt fyldt op, og en dame satte sig upåvirket ved siden af Hjulius. Netop som han skulle til at hilse høfligt og spørge om hun var på vej til storcentret, satte hun en stor tung dametaske oven i ham, så kun hans korte nissefødder stak sprællende ud.

Hjulius vidste ikke hvor længe han lå der. Han hev højlydt og hvinende efter vejret og fik munden fuld af taskenuller så han hostede og spruttede. Flere gange hørte han spørgsmålet ”Er du okay” og at damen, hvis taske han lå under, vrissende svare, at hun sandelig aldrig havde haft det bedre, og hvorfor folk i øvrigt blandede sig. Hver gang der blev spurgt rodede damen rundt i sin taske efter noget, indimellem gav det luft til Hjulius så han kunne bevæge sig og andre gange blev han mast endnu mere.

Damen mumlede for sig selv, at bussen lugtede sur og gammel og mest af alt som sure sokker. Det var ikke til at køre med det offentlige, de var altid for sent på den, og ingenting passede sammen, og nu skulle hun til den anden ende af landet, det ville tage en evighed.

Hjulius kæmpede for at komme fri. Han mærkede at lillesøsters strømpe løsnede sig fra hans hoved, og han måtte give damen lidt ret – den lugtede af sur sok. Nissehuer lugtede aldrig, trods de var på i hundrede vis af år. Det var det magiske stjernedrys-pulver der var i toppen af huen, der gjorde at Nisser altid var friske og rene.

Hjulius fik fat på sin tryllepind og tænkte at dette var en umulius situation. Han måtte bruge trylleformularen, selvom det var anden gang på kort tid, men han havde ikke tid at rejse til den anden ende af landet. Han skulle finde julegaver.

Hjulius talte stille for sig selv ”En – to tre og bimelim – slip og væk”. Med det samme var han fri af damens taske og bussen stoppede meget brat. Buschaufføren meldte beklagende i højtaleren at bussen var punkteret, men alle passagerer kunne gå ind på cafeen og få gløgg og æbleskiver på busselskabets regning – eller de kunne tage en anden bus videre.

Hjulius synes han havde fået nok af busser, og tænkte at måske æbleskiver kunne være en julegave. Damen sukkede højlydt, rejste sig tog sin taske og fik øje på Hjulius der sad med det farverige hår strittende i alle retninger og Babysøsters sok ved siden af sig. Uden et ord tog damen fat om Hjulius, lagde ham ned i tasken og gik.

Om Hjulius får æbleskiver og julegaver eller han skal med den sure dame til den anden ende af landet må du læse om i morgen

 

17. december

Hjulius var mast godt ned i damens taske. Han lå klemt mellem nøgler, lommetørklæder, en portemonnæ, en kuvert, en lille æske pakket ind i knitrende papir, blyanter og en lille sjov stift der var fyldt med klistret rød farve. Inden Hjulius havde set sig om havde han fået lavet mange røde pletter på sine kinder og i det meste af tasken.

Alt imens Hjulius prøvede at grave sig op af tasken gik damen hen imod cafeen. Hun brokkede sig så meget at Hjulius fornemmede, at alle andre langsomt skabte længere og længere afstand til dem. Eftersom Hjulius ikke kunne undgå at høre ordene, begyndte han at lytte til det, hun egentlig sagde. Nisse Sprogøre sagde altid, at det der bliver sagt er ikke altid det, der bliver sagt. En sætning som Hjulius aldrig helt havde forstået. Men jo mere damen brokkede sig, klagede over fliser, sten, fugle, mennesker, busser, jul og gaver, jo mere nysgerrig blev Hjulius på, hvad det egentlig var hun sagde. Han tænkte at så vred kunne man ikke være. Så meget surhed var umulig at gemme i så lille og så gammel en dame, hun måtte have noget at sige – som hun altså ikke sagde.

Eftersom alle holdt afstand, fik damen udleveret gløgg og æbleskiver med det samme. Hun fik endda dobbelt portion, helt uden at Hjulius blandede sig. Så snart de satte sig ved bordet hoppede Hjulius op af tasken og spurgte damen hvad det var hun egentlig sagde med alle de ord hun sagde. Damen kikkede lidt forundret og uforstående på ham, smilede så og synes at det var så hyggeligt at hendes barndoms Dam Trold var dukket op igen. Hun huskede dog ikke at den havde så farverigt og uglet hår. Hjulius nåede slet ikke at blive fornærmet over at være kaldt for en trold, førend damen fandt en stålkam i tasken og begyndte at rede uglerne ud af Hjulius manke. For hver tot der blev filtret ud snakkede damen om barndommen, tiden, legene, menneske, forældre, familie, venner, søskende, alle dem hun havde mistet igennem tiden. Selv hendes børn og børnebørn var væk nu, altså ikke helt væk, men langt væk. Helt i den anden ende af landet og hun orkede ikke at rejse så langt.

Hjulius lyttede til det hele. Indimellem når damen faldt i staver spiste han lidt af æbleskiverne og gumlede tænksomt på de ord damen sagde. Hjulius kunne ikke hitte rede i det hele, men han mærkede damen skiftede humør flere gange undervejs. Han huskede på Phd Nisse, der havde studeret menneskene i mange år. Hun sagde altid, at der var en lys grundfølelse menneske skulle vende tilbage til. En følelse der boede i hjertet. En følelse der gjorde dem glade, lykkelige og afholdte.

Med et vidste Hjulius hvad han skulle købe som julegave og hvem der skulle have det. Han skulle finde et Hjerte, for damen her måtte helt bestemt have mistet sit eget engang.

Damen vendte tilbage til det nu hun var i, drak gløggen, som både var for stærk, sur og sød på samme tid. Der var for få mandler og for mange rosiner, og det ene krus var for varmt og det andet var for koldt. Hjulius tænkte at det hastede med at finde et hjerte til damen, så han listede sig ned af bordet og smuttede med ud af døren, da en ung pige forlod cafeen. Døren smækkede og ramte Hjulius i ryggen så han fløj afsted, mange meter frem, og landede foran en kæmpe svingdør. Det var den største dør Hjulius nogensinde havde set, og han tænkte at når et sted havde så stor en dør, så måtte det være et meget venligt sted, og venlige steder måtte have hjerter.

Hvor Hjulius er landet og om han finder et hjerte som han kan give i gave må du læse om i morgen

 

18. december

Hjulius tænkte at han måtte være kommet til et andet land. Det vrimlede med mennesker, kæmpe gittervogne med små hjul, poser der raslede, firkantede æsker der boinkede ind i alt og alle. Bløde pelse der sneg sig kærligt om hans øre, for derefter at blive rystet, for der skulle ikke være smulder på dem. Sutter og vanter der blev tabt – men Hjulius skulle ikke nøde at gemme sig i en vante i dag, for han skulle finde et hjerte til den sure dame.

Hjulius kikkede sig omkring, det var lidt vanskeligt, for der var hele tiden folk der blokerede hans udsyn. Der var musik, larm, snak, smasken, latter, gråd så han kunne ikke høre noget hjerte kalde. Hjulius prøvede at dufte et hjerte, men da han snusede ind kom der en blanding af kulde, varme, sved, skarpe parfumer, læder, pølser, brændte mandler og meget mere. Hjulius forstod ikke hvorfor at menneskene brændte mandlerne, de var meget bedre hvis man blot ristede dem, snittede dem helt fint og tilsatte Nisse Bagermesters hemmelige ingrediens, hvorefter de blev overtrukket med flydende chokolade. Det gav de lækreste Bounty-julekugler, der fik enhver Nisse til at savle lidt ved tanken.

Hjulius måtte tørre sig lidt om munden for at skubbe savlen til side. Det var en hel nissehåndfuld som han skubbede på gulvet. Om det var det en herre faldt i, eller han blot mistede balance ved ingen, men i hvert fald gled en mand så lang han var og landede der på gulvet. Hjulius havde lært at der altid var venlige mennesker når nogen faldt, så han bekymrede sig ikke om manden men benyttede den plads han fik til at kikke rundt for at orientere sig. Godt nok hørte han i sine yderste øre at manden råbte op om pebernødder, nisser og de at falde. Men Hjulius lyttede ikke, han ville finde et hjerte til gaven.

Hjulius fandt en stille plads i en plante hvor der var fri udsigt. Han så sig omkring og højt højt deroppe hang det smukkeste fine hjerte. Hjulius tænkte at det måtte være sådan et han skulle give i gave. Men hvordan skulle han få fat i det. Han måtte gå i tænkeboks og prøve at huske hvad Nisse Maler sagde når han skulle nå toppen af kirketårnet. Hjulius jublede. Han kunne huske det. Det var så enkelt, for Nisse Knold og Nisse tot arbejde jo for Nisse Maler, og det var altid dem, der kravlede op hvor der var højest ned.

Hjulius efterlignede Nisse Malers farverige stemme: Pause rulle rot, når man er som Knold og Tot, kan man skabe en pyramide, med den visdom man kan lide.
Hjulius jublede for alt omkring ham stod stille, larmen forstummede og roen forplantede sig gennem de lange gange og de mange rum der var.

Hjulius hoppede ned fra planten og gik i gang med at skabe en pyramide. Han var så taknemmelig for alle de mange lande der var. Der var et skoland, så han hentede sko i alle størrelser til at lave en solid bund, der var et køkkenland – dog blev der ikke lavet mad, men gryder, potter og pander er altid en god ting sagde Nisse Madmor, så Hjulius skabte et lag af køkkengrej. Der var også et apparatland, en hel masse flade tingester med billeder på. De var mægtig tunge syntes Hjulius, men de fyldte meget, mindst 55 tommer og var god hjælp til at komme op ad. Hjulius var rundt i alle de forskellige lande, tøj, bolde, legesager og mange flere ting blev brugt til at skabe den perfekte pyramide. Hjulius huskede glad på Nisse Pyramide Dahl, der sagde man skulle bruge kompas, retningslinjer, størrelsesforhold og mange andre kloge ting. Hjulius huskede det hele – eller prøvede i hvert fald på det, og byggede en kæmpe pyramide. En solid dame der ikke var til at skubbe væk blev brugt som stolpe. Manden der var faldet på gulvet blev brudt som sidestøtte. Hjulius syntes at manden virkede bekendt men havde ikke tid til at fundere over det lige nu.

Efter mange nissetimers arbejde kunne Hjulius endelig kravle op til toppen af pyramiden og nå til hjertet. Netop som han satte sig på Hjertet lød Nisse Malers stemme igen: At male er en pryd, dovenskab er ingen fryd, så jobbet er klaret og alle kender svaret. Og med de ord blev pausen opløst, musikken begyndte at spille, menneskene begyndte at bevæge sig, lidt forundret, men med en klarhed og en bevidsthed som aldrig før.

Nogle fortsatte i samme retning som før, andre valgte en anden vej, alt var helt som det skulle være for menneskene, men hvad med Hjulius, er det det rigtige hjerte han fandt? Det må du læse om i morgen.

 

19. december

Hjulius sad på det hjerte han var kommet op til i går. Det var lysende smukt, men koldt, køligt og uden varme. Han sad længe og funderede over hvordan så megen skønhed kunne være så afvisende og livløst. Hjemme var Nissedronning af skønhed så smuk, varm og levende, at selv de mindste nissehuer vibrerede, når hun gik forbi. Hjulius blev helt bekymret, var det mon fordi han ikke havde sin hue, at han kun følte kulden. Men så kikkede han ned på de glade børn der hoppede rundt ned på gulvet, forventningsfulde, spændte og levende og han mærkede sit eget hjerte smile stort og helt automatisk dryssede magisk nissesne ned til dem. Hjulius blev helt forundret, for den magiske sne var jo i huen, og den havde han ikke. Og uden hue kunne kun de voksne nisser drysse magi-sne.

Det blev for mange tanker for Hjulius, så han kikkede på børnene og fik selv lyst til at lege, hoppe og danse – og skråle de skønneste julesange, men så snart han begyndte at bevæge sig kunne han mærke hvor ustabilt det kolde hjerte hang, så stille frøs han til og sad helt stille igen.

Hjulius havde lært af Den Store Resursenisse, at han skulle passe på sine ting og ikke bruge noget overilet eller uden omtanke, men nu synes han faktisk, at han havde siddet der og tænkt længe nok. Og han kunne kun se to muligheder, falde i frit fald eller bruge umulius remsen for tredje gang. Hjulius huskede, at han kun måtte bruge umulius remsen 3 gange på 100 år. Og han havde allerede brugt den to gange på kort tid. Men turen i skoven havde lært ham at tælle, og han kunne nu tælle til 100 og lidt mere.

Og Hjulius huskede sin 90 års dag, hvilken fest der havde været. De havde spillet nissebanko og råbt Hjulius hver gang nr 90 var trukket ud – og det blev den mange gange for det var Hjulius egne plader der blev brugt til at spille med. Og fra 90 skulle der kun findes 10 små ting i skoven, som blev til en stor tier og en rulletur i sneen på vejen hjem, Jo, Hjulius huskede skam den skønne dag og hvordan han talte.

Men Hjulius kunne ikke huske hvor mange gange han havde sovet siden fødselsdagen, men det var helt sikkert, at han var tættere på 100 år end 24 år. Så meget vidste han. Lige så sikker var han på at dette kolde hjerte ikke var den rigtige gave til damen. Og med den visdom svingede Hjulius sin tryllepind med umuliusremsen og var straks nede på jorden igen – helt uden at slå bagdelen eller andre lemmer.

Hjulius sukkede, måske han skulle have haft brugt remsen til at trylle det rigtige hjerte frem til damen, men så snart han tænkte tanken hørte han Nisse Hjertesorg sige: “Man kan ønske, man kan drømme, man kan be´, men kun i sandhed det bedste for dig kan ske”. Hjulius sukkede igen, han syntes med et at det var vanskeligt at være nisse og gøre noget godt, og han savnede Nissebyen, Nisserne, hyggen og sin hue. Optimistnisses stemme hviskede han i ørene: “Se efter det du kan li, dermed er der altid en gave at gi, hjerter flettes og mange munde mættes, og når maven er fyldt som en sæk, er alt tristhed pludselig væk”

Hjulius måtte ryste hele sin korte krop. Nisse Optimist havde ret. Han – Hjulius – kunne ikke sidde her og være trist, og tristhed forsvandt altid når maven var fuld. Og hvad var det Nisse Optimist sagde – kik efter noget du kan li. Hjulius elskede grød, nisseguf og chokolade, så han begav sig ud i den store verden hav var havnet i for at se om der var et Grød-nisse-chokoladeland et sted.

Om Hjulius finder sådan et sted, og et hjerte, og hvorfor han savner Nissebyen må du læse om i morgen

 

20. december

Hjulius fandt hurtig ud af, at hvis han skulle rundt i dette gigantiske sted han var havnet i, så måtte han bruge menneskene som transportmiddel. Han hoppede op til dem, nogle havde bløde støvler på så han let kunne sidde der, andre havde snore med en figur i, der hængte ned fra jakkerne, som han kunne gynge i. Nogle gange måtte han kravle lidt op for at finde noget at holde fast i. En enkelt mand løftede ham endda helt naturligt op på skulderen så han bedre kunne se.

Hjulius kom rundt i mange lande – dvs menneske kaldte det for butikker, hvilket Hjulius ikke helt forstod, for i Nissebyen var butikkerne rolige, nisser kom og afleverede noget, der var tid og plads til en snak, og så fik de noget andet med igen – og i hvert fald altid en pebernød til den videre rejse. Menneske var tavse, medmindre de var flere sammen, de var rastløse og utålmodige og blev helt sammenknugede hver gang de puttede et stykke plastic i et apparat. Men så så de glade ud igen, når de fik en papkop med det varme sorte stads i. Hjulius havde endnu ikke set nogen drikke skumdrik, ihhh hvor han glædede sig til Jul, for der måtte da være skumdrik at finde.

Hjulius kom i mange butikker, men ingen af stederne var der grød, guf eller chokolade, og han havde næsten opgivet at finde et hjerte, da han med et så en masse nisser foran sig. De dannede en rød pil, der viste hvilken vej han skulle gå. Hjulius virrede med hovedet, så hårtotterne igen væltede ud til alle sider. Han kendte den vigtige regel der sagde: Er der nissehuer nok – samlet i en flok, så dannes en pil – og du føres frem med stil.

Hjulius hoppede ned på gulvet og fulgte pilen. Han havde det som om, at han blev båret afsted. Det var så let og kærlig en fornemmelse, helt som at være hjemme. Han følte næsten, at han blev renset og kunne slippe mennesket energispor der sad i ham. Han hørte Nisse Nissehue fortælle, at når en Nisse var uden hue, så kan menneskeverden være svær at gennemskue. Det virkede rigtigt nikkede Hjulius for sig selv mens han hev i en farverig hårtot.

Hjulius vidste ikke hvor længe eller hvor langt han blev båret. Det var som om alt foregik i sin helt egen verden, men jo længere frem han kom, jo tydeligere kunne han dufte chokolade, kager og juleguf, og da den røde pil gik i opløsning stod han foran en kæmpe butik med chokolade. Hjulius måtte derind med det samme, og uden han vidste hvordan sad han foran en rude, hvor der bagved var en mase herligheder – og en venlig smilende dame der spurgte hvad det skulle være.

Hjulius blev overrasket for det var ikke andre i butikken, og damen kikkede direkte på ham. ”Har du besluttet dig for noget” spurgte hun igen. ”Her er flødeboller, kanelsnegle, konfekt, kager og honninghjerter”. Hjulius hoppede. Hjerter – honning, honninghjerter. Det lød helt vidunderligt i hans øre, og han kunne næsten smage det i munden bare han sagde ordet. ”Hvilken størrelse” spurgte damen. ”Lille, stor eller mellem?” Det store selvfølgelig, og Hjulius så et kæmpe stort, lækkert, sprødt og blødt honninghjerte blive pakket ned – han nåede endda at se at der var et barndomsbillede af Julemanden på. Det kunne kun være det rigtige hjerte det her.

Hjulius fik posen af damen, der smilede og sagde at han kunne betale en anden gang. Julen er til for at glæde og give hjerter videre til de rigtige. Hjulius takkede oprigtigt og mente at dette hjerte ville gøre en stor forskel.

Hvad der sker med hjertet, og hvorfor der med et var samlet Nisser i flok må du læse om i morgen

 

21. december

Hjulius havde fundet er trygt sted at sove natten igennem – under det store Juletræ, der var fyldt med børns juleklip, sutter, ønskesedler, plastickugler der lignede glas og en lyskæde der lyste de yderste grene op. Hjulius havde sat sig med posen med Honninghjertet knuget ind til sig. Han havde tænkt på Nissebyens juletræ der var lyst op helt inde fra træstammen og hele vejen ud – for det er vigtigt at lyset kommer indefra, så stråler det bedre sagde Nisse Lys altid.

Hjulius havde sovet meget let og drømt en masse. Han synes han hørte alle de kendte nissestemmer, vågnede indimellem ved puslen og dufte, og en enkelt gang var han ved at tage en bid af Honninghjertet. Han kom vist også til at knække lidt i det, men fik samlet det sammen igen og syntes at det med et var endnu smukkere og mere levende. Nisse smedemester sagde også altid ”at et revnet hjerte er et stærkt hjerte for det vælger helheden fremfor adskillelse”.

Hjulius sukkede, og smaskede lidt for sig selv. Han drømte endnu mere intenst at han var hjemme i Nissebyen. Han kunne høre, dufte, sågar se dem alle sammen for sig. Han mærkede kærligheden, sorgen, savnet og glæden i hele sin korte nissekrop. Han gned sig i øjnene for at vågne, for han havde en opgave til i dag, nemlig at give damen hjertet. Nissebyen og nisserne forsvandt ikke da han gned sig i øjnene, så Hjulius strakte sig. Men netop som han havde strakt sig så langt han kunne lød Nisse Drillessvend stemme ”Jeg sagde det jo, han er den korteste Nisse, det er derfor han er født på årets korteste dag” Nisse Drillesvends svendenisse fortsatte ”og det er derfor han er så god til at spille kort, og aldrig kommer for langt væk”

Hjulius prøvede at forstå hvad der skete, da Nisse Gammelnok tyssende hviskede ”Nu er det nu” og med et lød den smukkeste fødselsdagssang fra hundredevis af nisser: Hjulius har fødselsdag og det har han jo i dag, Hjulius har fødselsdag og det har han i dag – og hør nu her hvordan vi alle nisse vil….”

Det gik op for Hjulius, at han slet ikke drømte. Alle nisserne var her. Og nisserne havde pyntet juletræet – som Hjulius havde sovet under – op helt inde fra stammen. Det var som at være hjemme i Nissebyen. Nisserne sang fødselsdagssang og nissede i timevis for Hjulius, så han boblede og var så glad som aldrig før. Han havde fundet vejen til de 100 magiske Nisseår.

Efter nogle timer tyssede Nisse Gammelnok igen på Nisserne. Han holdt en kort tale, den skulle den jo være, for Hjulius var kort, og nisser rummer kun det der svarer til deres længde på en gang. Var ordstrømmen længere end nissen forsvandt resten. Så Nisse Gammelnok rømmede sig og ønskede Hjulius tillykke med de 100 nisseår. Hjulius skulle vide at det var en særlig dag i dag, den der samlede lys og mørke, så at være født på denne dag gjorde en til noget helt særligt. At være fyldt 100 nisseår betød at ens hue forandrede sig i dagens løb og tilpassede nissehovedet med al den visdom der var i nissernes univers. Men rømmede Nisse Gammelnok sig, det kræver at man har huen på, ellers går nissernes visdom til spilde.

Hjulius blev med et alvorlig. Han havde leget fjollet, hygget, grinet og danset med alle nisserne og elsket at de var der. Men talen fik ham til at blive så alvorlig, at han slet ikke opdagede det kæmpe glas skumdrik, der var sat foran ham. For hvor var hans hue, kunne han finde den igen – i dag. Hvad hvis han ikke fandt den, ville han så aldrig blive klogere. Hvad med damen der havde mistet sit hjerte, og drengen med de skæve ben. Hvad med barnet der gemte chokolade til helt særlig lejlighed – og hvad med alle de andre mennesker Hjulius havde mødt denne gang.

Hjulius huskede drengens far, der havde lovet altid at bevare barnegenet i sig, så Hjulius slog et par kolbøtter, takkede Nisserne for en fantastisk fødselsdagsfest og at han var meget rørt over at de alle var kommet trods Nissetravlhed og Juleopgaver, men dagen var kort i dag, og han havde noget vigtigt han skulle gøre. Så om de kunne udsætte 100 m løb og skumdrik til en anden dag.

Talmester Nisser smilede. Endelig var Hjulius blevet voksen. Men han havde dårlig nået at tænke tanken før Hjulius slog 17 kolbøtter ud af træet, for kort efter at komme tilbage efter Honninghjertet som han havde glemt, og igen for at finde sin tryllepind – og sikke et rod han fik lavet med de andres tryllepinde inden han fandt sin egen. Da Hjulius kom tilbage 3. gang for at spørge hvilken vej han skulle sukkede Talmester Nisse ”Gad vide hvordan den dreng vil samle sine ender, så kort han end er – og endda uden hue, det er en gåde for selv den klogeste Nisse”

Om Hjulius finder vej må du læse om i morgen

 

22. december

Hjulius kendte kun en, der kunne hjælpe ham med at finde den butik hvor hans hue var hængt op i loftet. Det var det barn, der havde fået den æske han havde gemt sig i, da hunden var efter ham. Han vidste dog ikke om det var en dreng eller en pige, men han huskede den hoppende bevægelse, den glade taknemmelige begejstring, det ydmygt stille spørgsmål om de kunne tage imod en gratis gave. Ordene om at gemme og dele ud til særlige lejligheder.

Hjulius følte at han blevet mere vis – om det skyldte at han var blevet 100 nisseår, eller at alle nisserne hjemmefra stadig var i nærheden vidste han ikke, men i hvert fald lagde han en plan for hvad han skulle. Han ville starte ved skolen, for der havde han sidst set barnet, men da han kom dertil var alt lukket og slukket. På døren stod et sort skilt med ”God Jul & Godt Nytår – Vi ses efter ferien” Hjulius mente at ferie var mere end den tid han havde, og så længe kunne han ikke vente, så han tog næste mulighed i sin tankerække. Hvor deler man ud ved særlige lejligheder.

Hjulius gik langt på sine korte nisseben. Indimellem valgte han at hjulle afsted, for det gik meget hurtigere. Det var lidt ukontrollerbart når Hjuliuus hjullede og ofte havnede han steder han ikke havde regnet med. Det skete også her, så med et var han i en helt anden gade. Der var små butikker, fint pyntet op, der var folk der stod op derinde, nogle sad ned, andre drak af krus og nogle spiste, andre steder var der musik. Det mindede næsten om det derhjemme.

Hjulius fik øje på en genkendelig skikkelse, et barn, der hoppede afsted på en helt særlig måde og nynnede og talte på samme tid. Barnet havde en fyldt strømpe i den ene hånd. Ikke så blød som Hjulius huskede det, men det var helt sikkert en julestrømpe. Barnet stoppede ved en butik, og trykkede hele sin næse imod ruden. Hjulius kendte fornemmelsen, betagelsen, det at dufte gennem ruden, se og suge det hele til sig, drømme at man var på den anden side af ruden. Hjulius hjullede derhen så langsomt han kunne – han skulle jo helst ikke hjulle forkert.

Hjulius var næsten fremme, da en dame kom ud af butikken. Hun gav barnet en pose ”Her, og stik så af med dig, det er ikke pænt at tigge” Hjulius hørte barnet sige at hun ikke tiggede, men blot kikkede. Men også at hun sagde tusinde tak, og at sagerne ville bringe glæde på særlige steder sammen med julesokken. Hjulius vidste nu, at det var det rigtige barn han havde fundet, så med forpustet stemme hviskede han ”Med god intention lad mig række efter hvad jeg skal nå, og nå det jeg rækker efter” Hvor ordene kom fra vidste Hjulius ikke, men med et var han trygt i lommen hos barnet, der hoppede videre på sin hel egen måde.

Hvor de var på vej hen vidste Hjulius ikke, men der dukkede mennesker op som Hjulius ikke havde set før. De så kolde, forhutlede og lidt forpjuskede ud. De havde tæpper og poser med sig, men ingen gaver. Deres øjne var rare og fyldt med venlighed. Pigen satte sig på en bænk og åbnede julesokken og posen hun havde fået, og op af sin taske tog hun den fine æske Hjulius havde gemt sig i. Der var kun to låger åbnet – den Hjulius havde været i og en mere. Den med 24 på.

Hjulius opdagede hurtigt at det var en anden julesok end den han troede det var – det var ikke den med hans hue i, men han kunne ikke forstyrre pigen. Hun så meget koncentreret ud, og dele brødet fra bageren i lige store dele. Pigen sagde ikke så meget, men sad helt stille, og indimellem kom en person hen til hende og hun rakte et stykke brød frem og enten nogle småkager, noget frugt eller andet fra julesokken, og hvis de pegede på æsken, fik de det der var bag en låge.

Hjulius var helt fascineret, så meget kærlighed, så meget stilhed, så meget ærlighed. Så lidt at dele ud af og alligevel så meget at give. Hjulius trak pigen lidt i ærmet, hun smilede til ham, sagde at han var svær at kende uden den gule hat. Hjulius virrede med hovedet, og spurgte om pigen ville hjælpe han tilbage til butikken, for det var noget vigtigt han skulle hente.

Pigen nikkede glad – hun ville altid gerne hjælpe. Hun rakte det sidste stykke brød til en fremmed, tog den smukke æske med sig, for julen skal med hjem igen sagde hun. Og som hun forklarede Hjulius på vej til butikken. Selvom man ikke har så meget, så er der sommetider nogen der har mindre, og har man noget, er der altid noget at dele af. Hjulius nikkede, det var kloge ord tænkte han og rakte pigen et stykke at det Honninghjerte han stadig knugede ind til sig.

Om Hjulius endelige bliver bragt hen til sin hue må du læse om i morgen – og hvad med hjertet, nu han har delt ud af det

 

23. december

Hjulius vidste at nissetid og mennesketid ikke var i den samme tidsramme. Menneske var travle og gjorde alt op i timer, ører og minutter, hvor nisser valgte nuet og øjeblikket. Han huskede drengen der havde spurgt sin mor ”Mor, hvor lang tid er et øjeblik så i dag” Moderen havde kikket forundret på ham og svaret ”at et øjeblik er ganske kort tid”. Drengen havde reflekteret lidt og sagt ”Det føles som længe siden at du sagde, at du havde tid om et øjeblik” I nissetid vil et øjeblik være herfra og dertil – og alt vil være rigtigt derimellem. I mennesketid var et øjeblik alle mulige ting.

Nissetid – nisse øjeblikke gjorde, at Hjulius havde tid til at finde sin hue på sin fødselsdag, men i mennesketid begyndte det at være stresset for butikkerne lukkede snart forklarede pigen, mens de gik hen imod butikken hvor julesokken med Hjulius hue var.

Hjulius følte sig meget heldig da de kom frem og han så, at der stadig var åbent. Pigen satte ham forsigtigt ned på jorden. ”Jeg må ikke gå derind” sagde hun, ”jeg må først komme igen når de har lukket, så kan vi måske få nogle fine varer til at holde jul for. Min mor vil ikke have at jeg gør det, men jeg vil så gerne have en rigtig fin jul” Hjulius forstod det ikke helt. Drengen med de skæve ben og hans familie holdt ikke jul – men de havde pyntet op til jul. Pigen her og hendes mor ville gerne holde jul, men havde ikke råd til at holde jul. Den sure dame ville ikke holde jul, men det var fordi hun havde mistet sit julehjerte.

Hjulius syntes med et det blev for mange tanker på en gang, så han smuttede ind i butikken og fik straks øje på julesokken – dvs der var hundredevis af julesokker, der han oppe under loftet. Hjulius kikkede på alle sokkerne. Han var slet ikke i tvivl. Der var kun en det kunne være. En overfyldt sok, der var så smuk, fin, blød og skinnede som en stjerne blandt alle de andre strømper. Og der – øverst oppe stak en lille rød top ud. Hjulius mærkede sit hjerte banke og alle krøllerne trak sig sammen for at springe ud igen – og igen. Der var han hue – helt deroppe. Men hvordan skulle han få den ned.

Hjulius mærkede en banken i gulvet og hørte en genkendelig stemme. ”Nu laver du ikke ballade vel”. Hjulius var ikke i tvivl, det var den stemme der havde hængt ham op i huen, en stemme der tilhørte manden, der faldt i pebernødderne – og da Hjulius kikkede op kunne han se at det også var den mand der var faldet i storcentret – landet med alle butikkerne. Hjulius sank en nisseklump, og skulle til at bedyre at han ikke lavede ballade, men han ville rigtig gerne have netop den sok ned. Men inden han nåede at svare lød en lige så genkendelig stemme, ”nej jeg laver ikke ballade, jeg vil bare hente min lillesøsters strømpe – det er den der, den der ligner en stjerne.” Det var drengen med de skæve ben. Hvem der blev mest overrasket – Hjulius eller butiksuddeleren – vides ikke. Butiksuddeleren fandt en stige og kravlede besværligt op af den med krykke i den ene hånd og en kæmpe forbinding om den ene fod. Han brokkede sig, klagede højlydt over at folk der ikke holdt jul nassede på andres gode vilje og tog imod gratis ting.

I det manden vrissende rakte drengen den fyldte strømpe, kom pigen der havde ført Hjulius til butikken ind. Hun afbrød den brokkende talestrøm. ”Drengen har lige så meget ret til en julesok som alle andre børn der elsker jul, nisser, lyset og livet. Og han skal holde jul. Han holder jul med mig og min mor. Vi deles om det vi har.” ”Men”, fortsatte hun, mens hun tog huen – ”jeg tror ikke at denne hue er din – det er borgmesterens datters.” Drengen havde set at Hjulius nissehue var skubbet på gulvet, så han skyndte at bukke sig for at samle den op, undskyldte fejltagelsen og sammen smuttede han, Hjulius og pigen ud af butikken så hurtigt de kunne.

Uddeleren kunne en masse gloser Hjulius aldrig havde hørt før, og han fægtede efter dem med sin krykke, og lovede at hverken børn, nisser eller jul skulle komme ind i hans butik nogensinde igen. Det sidste de hørte var at han ville politianmelde dem for tyveri.

Hjulius løg afsted med de to børn så hurtigt han kunne, de grinede, fjollede og snakkede om hvad drengen ville have gjort hvis pigen ikke var kommet. For han kunne ikke være gået med strømpen var de enige om, for borgmesterens datter glædede sig helt sikkert til at få den udleveret. Men pyt – det vigtigste var at de fik huen. Med et stoppede de alle op. Huen, Hjulius hue. Den skulle han have på.

De fandt en stor sten de alle tre kunne sidde på. Pigen rettede Hjulius krøller så de sad nogenlunde, og drengen holdt huen frem. Han spurgte om Hjulius selv ville tage den på, eller om han måtte have æren. Det måtte han, og med stor forsigtighed blev huen sat på Hjulius hoved. Hjulius mærkede forandringen med det samme, det var som om at huen voksede idet den rørte hans hoved. Den rakte nærmest ud efter ham og omfavnede ham med en varme, en glæde, en storhed som han aldrig havde oplevet før. Han følte sig mild og vis på samme tid, og med stor barnlig nisseglæde spurgte han de to børn om de ville have et stykke honninghjerte.

Hvad der sker med politianmeldelsen, og bliver Hjulius mere vis nu han er genforenet med sin hue – det må du læse om i morgen

 

24. december

Hjulius havde valgt at tilbringe natten for sig selv. Der var noget han skulle tænke over. Så selv om både drengen med de skæve ben, og pigen, der delte ud af det lidt hun havde, havde tilbudt at han kunne komme med dem hjem, havde han sagt nej tak. Dog havde han lovet at de kunne mødes på samme sten dagen efter. De havde fundet en sort pind og tegnet et stort X på stenen, så de alle vidste hvor den var. Hjulius syntes at det mindede om en sørøverskat der var gemt der. Han gøs lidt, for han havde hørt mange historier om skibsnisser.

Hjulius havde siddet længe efter børnene var gået. Han sad med det fine Honninghjerte i sine hænder. Helt var det ikke mere, for han havde delt gavmildt ud af det til børnene, men man kunne stadig se at det var et hjerte, og billedet af julemanden var der også. Hjulius bestemte sig for, at han ville give det til damen alligevel – for godt nok var hjertet ikke helt – men han havde delt ud med kærlighed – og det kunne kun være en god ting.

Hjulius bemærkede, at han slet ikke bekymrede sig om hvordan han skulle finde damen. Det var som om hans hue vidste hvilken retning han skulle gå i, så han gik uden at tænke. Han tog endda en sen aftenbus, og fik et lift af et par unge mennesker der havde været i byen. Altså de opdagede slet ikke at han fulgtes med dem, for de var helt forfjamsket – og meget forelsket i hinanden. Hjulius blev helt glad ved deres kærlighed og tænkte at han kunne fylde hjertet op med lidt af den energi. På sin vej til damen mødte Hjulius også venlighed, taknemmelighed, hjælpsomhed, glæde, latter, savn, sorg. Hjulius stoppede op alle stederne, betragtede menneskene og fyldte hjertet med energien af deres følelser. Jo tættere han kom på det sted, han mærkede at damen var, jo mere fyldt blev hjertet – og da han fandt hende – siddende ved stationen, hvor hun knugede sin taske ind til sig, der føltes det næsten som om at hjertet var levende.

Hjulius satte sig ved siden af hende. Han sagde ikke noget, men sad der bare. Igen lyttede han uden ord. Uden at kommentere. Da damen stoppede sin lange talestrøm var hendes stemme mildere, hun var mere rolig og Hjulius rakte hende Honninghjertet. ”Værsgo, det er til dig, jeg tror du har mistet dit eget. Dette er stort, fint, sødt og krydret. Det dufter herligt og smager vidunderligt. Det deler ud med kærlighed og omsorg, og lader sig fylde af alle de gode oplevelser det møder på sin vej” Hjulius lagde hjertet i skødet på damen, hvorefter han hoppede ned. ”Og får du lyst til at sige Tak, så er jeg ved den store sten med det sorte X” Hjulius tænkte at hvis damen ville sige Tak, så havde hun valgt at tage hjertet til sig, men hun skulle selv vælge.

Hjulius mødtes med børnene dagen efter. Dvs han sad og ventede ved stenen sammen med pigen. De forstod ikke helt hvorfor den skævbenede dreng ikke kom som aftalt. Der gik lang tid, og pigen fortalte at moderen stadig ikke havde råd til julen, men de havde grød og saftevand, og så havde hun chokoladen fra låge nr. 24 og 2 skumfiduser, så det skulle nok blive en dejlig Jul alligevel.

Da drengen endelig kom havde han sin far med – og en betjent. De bad pigen om at gå med hen til butikken med den vrede butiksuddeler. Børnene blev bedt om at forklare hvad der var sket dagen før, og de gik ivrigt i gang med at fortælle om Hjulius hue der var fanget i julesokken, og at det blot var den, de var kommet efter. Slet ikke for at stjæle eller være uforskammet.

Betjenten rømmede sig, hostede for at undertrykke en latter over børnenes livlige fantasi. ”Undskyld mig Hansen – er det virkelig de to børn her du mener vil stjæle fra din butik” Hansen nikkede ivrigt, men i det sammen gjorde Hjulius sig større. Han vidste ikke hvordan, men langsomt udvidede han sig og fyldte mere og mere. Til sidst fyldte han så meget at Hansen slet ikke kunne huske hvad det var han ville, og hvorfor de alle sammen var der. Betjenten klappede Hansen på skulderen ”Hvad så Hansen, er du sikker på, at du ikke også slog hovedet da du faldt?” Så takkede han af, og ønskede dem alle en god Jul.

Drengens far spurgte Hansen om hvad han skulle nu. Hansen havde ingen planer, det var helligdag, og butikken var lukket, så han skulle blot være sig selv. Faderen spurgte om Hansen havde lyst at gå med dem hjem og spise, for det måtte være svært at lave mad med den fod og en krykke. Godt nok holdt de ikke jul. Men der var rigeligt mad, mange småkager – og en nisse havde sørget for der var pyntet op.

Hansen var tavs længe, mest fordi han var forundret over venligheden trods hans uvenlighed. Men han mærkede varmen og ærligheden – den samme som Hjulius mærkede i sin hue, og med et accepterede han – dog på betingelse af at han måtte medbringe nogle varer.

Drengen trak sin far i ærmet og hviskede ham noget i øret. Faderen så forundret på ham, men skrev en lille seddel og bad pigen aflevere sedlen til sin mor. Hjulius smilede for sig selv, han vidste, at det var en invitation til dem også, for hvor der er hjerterum er der altid plads til nogle ekstra.

Hjulius, drengen med de skæve ben, faderen og Hansen på krykker gik langsomt afsted. Der gik ikke lang tid før de blev hentet af en glad hoppende og nynnende pige og en stille og ydmyg dame der var fyldt med Taknemmelighed. ”Jeg har taget grød med” sagde hun – ”ja, og skumfiduser til skumdrik” lød det fra pigen ”Mor havde købt en hel pose til mig”.

På deres vej kom de forbi sørøver stenen. Hjulius genkendte næsten ikke damen der sad på den. Hun var rank, så venlig og smilende ud. Hun stoppede det lille selskab og sagde at hun havde en besked til nissen. Hun ville gerne sige ”Tak” Børnene smilede og jublede, Hansen var ved at falde i panik over, at der skulle være nisser her, men blev grebet så han ikke kom yderligere til skade.

Drengens far spurgte damen: ”Har du lyst til at fortælle, hvad det er med denne her Nisse, mens vi går. Vi er på vej hjem til min kone og Lillesøster, der er mad, hygge, grød, skumdrik. Gaver har vi ikke, men vi kan være sammen og skabe en dejlig aften alligevel.” Det havde damen, og sammen fortsatte de igennem en hjertevarm aften – og selvfølgelig var der tid til at gå rundt om det store Juletræ der stod på torvet.

Mens de gik om juletræet huskede Hjulius endnu en remse:
Tælle til en, tælle til ti, jul det er noget jeg kan li
Grød i min mave, det kvitterer jeg med en gave
Skumdrik i min hånd, gaven pakkes ind i bånd
En nisse med en hue, så er der magi i en stue
Lad lyset skinne, og glæde du altid vil finde

Hjulius så på lyset, duftede grøden, vidste skumdrikken kom. Han mærkede magien i huen, og vidste at han ikke behøvede at finde tryllepinden frem. Ønsker var skabt, tanker sendt ud, julens budskab var blevet hørt, så han hviskede så højt han kunne:

Glædelig Jul til dig, uanset hvem du er og hvor du er