Mens Nisse Vis og de andre Nisser var på opdagelse i deres egen have, så de bedre kunne forstå mennesker, var der livlig aktivitet oven på Jorden.
Menneskene tumlede imod hinanden. Her og der – forundret og utilpasse. De kunne ikke rigtig finde fodfæste. Alt det nye stod og bankede på, kaldte og lokkede. Hver enkelt mærkede det, nogen så det, andre overhørte det.
Alting ting tog længere tid nu. Julepynt kom ikke frem, lys blev skubbet foran, priser steg i takt med frustration. Småkager måtte vente, og de duftende vaniliekranse var nogle steder mere hul, end krans.
Men hvad var det nu for noget, alt det nye. Det gamle råbte op, højt og skingrende. Det tilbød sig selv igen og igen – for genkendelsen havde altid hjulpet mennesket til at vælge. Trygheden i at blive i det gamle.
De, der var lidt opmærksomme og bevidste stoppede op, lyttede til det gamle. Hørte om det stadig kunne bidrage, om der var noget i det, der skabte ro og tryghed. Om der var vækst for forandring i det gamle. Men ingen steder havde det gamle nogen vibration på det spørgsmål. Det næsten gemte sig, og gjorde at menneskene stivnede helt.
Andre glemte at spørge, tumlede derud af – råbte op om hamsterhjul og evighedprojekter. De vidste nok, et sted dybt i dem selv, at de selv kunne stoppe. Men trygheden i at spinde rundt, håbet om at lande et magisk sted var for lokkende. Så hellere uroens bevægelse, fremfor roens forløsning.
Enkelte havde taget valget De var trådt fuldt ind i det nye. Havde åbnet op, for det der står og venter. Usikkerhed, vilje, forløsning, ønsket om forståelse og forklaring stod side og´m side med accepten af, at de havde valgt. Der var ingen vej tilbage herfra.
Nisse Kridt brugte de fine snefnug til at sanle sig et overblik over, hvad det var at de så. Han samlede hver fnug sammen og skabte billeder, der var så levende at det føltes som om en ny Storfilm netop havde premiere i biografen.
Her er før, viste Nisse Kridt, mens snefnuggene dansede rundt og viste den ene historie efter den anden. Historier fyldt med håb, drømme og muligheder. Men også historer med begrænsninger, infiltrationer, misforståelser, kampe og magtudfoldelse. Det hele er pænt pakket ind i det, mennesker kalder kærlighed og storhed.
Her er tiden imellem sagde han og hoppede over i et nyt billede. Her er her hvor pauserne er, reflektion, stilstanden. Der hvor alt er et med skildpadder, pindsvin og muldvarpe. Men det er også her, at de store støvbolde kommer forbi og indfanger, dem, der ikke vil vælge selv.
Nisse Kridt lavede så levende et billede af en stor støvbold, at Nisserne hvirvlede med rundt. De så hvordan menneskene rakte ud efter ting her og der, hilste, vinkede, forsvandt, og kom igen. De var ude af trit med tiden, og mente et i dette nu, sagde noget andet i et andet nu, og gjorde noget trejde kort efter.
Det gode i dette er, at menneskene mærker dem selv sagde Nisse Kridt, mens han forsøgte at holde styr på alle Nisserne. Menneskene er tættere på sig selv i denne støvbold end de har været før. At intet så bliver som de tror, mens de hvirvler rundt, eller som de troede, da de var i før – det er noget helt andet.
Nisse Kridt trådte ind i nuet, og Nisserne gispede efter vejret. De kunne godt forstå at det kunne være en udfordring at være menneske, og at der indimellem blev skabt mærkelige ting her på Jorden.
Det de blev mest overrasket over, var så få mennesker der var trådt ind i det nye.
Det er ellers snart Nytår i mennesketiden sagde Nisse Raket. Det var ham, der år efter år sørgede for at der kom flotte farver på Himlen denne særlige aften – og at færrest mulig mennesker kom til skade. Men hvem ved, kommer der mon farver på himlen i år, sukkede han bekymret.
Det er ganske uvant at en Nisse trådte ind i fremtidens bekymringer, så der må og skal skabes balance i menneskene.
Om Nisserne kan hjælpe, eller om der er skabt for meget kaos, det kan du måske læse mere om i morgen.
