Jul 2022 – 6. december

Andet 0

Den hypnotiske farvespiral virkede som en tunnel igennem Porten. Ingen af Nisserne vil nogen sinde kunne svare på hvordan, de kom over på den anden side. Men med et var de der. Et sted hvor de havde adgang til alt i dem selv. Adgang til en tid, der rakte længere tilbage og længere ud og frem, end nogen Nisse havde forestillet sig. Nisse Vis kendte godt til dette sted. Hun havde mødt en af Nissearkivisterne engang, men aldrig selve Nissearkivaren. Ham, der havde det fulde overblik over alle kartotekstkort.

Det var en slags have, som Nisserne kom ind i. Magiens have vil et menneske nok have beskrevet det som i et eventyr. Der var det smukkeste lys, farver, blomster og dufte i netop de nuancer, toner og i den intensitet som passede til hver enkelt. Åen klukkede blidt, det store træs rødder formede sig som små borde og bænke, og der var lys og luft alle vegne. Bålet knitrede netop med den styrke, der skulle til for at grøden simrede og blev til den helt rigtige grød.

Det var porten til Sjælshaven, som Nisserne var kommet igennem

Hver Nisse var landet i deres egen have. Også de havde Sjælshaver som menneskene, men eftersom Nisser altid var i balance havde de ikke besøgt den før. De havde ikke brug for at rydde op og sortere i deres Sjælshave. Den var lige netop som den skulle være.

Nisse Vis vidste, at de heller ikke var her for deres skyld. Men for menneskets.

For kikker du i menneskets Sjælshave vil du opdage, at mange slet ikke dyrkede deres have. Nogle havde ikke kontrol over hvad der var plantet i den, andre lod vandet plumre til, nogen havde så meget uro, at deres verden var diset til, og bålet kunne enten være gået ud eller blusse helt overdrevent.

Nissearkivisterne forklarede Nisserne, at haven var den del, der nærede hvert et levende væsen. Det var her, man kunne se, hvordan følelserne havde det, om ideerne poppede, om der var handling i mennesket – ja, og hvem det var der bestemte hvilke ting, der skulle gøres.

Det gør jeg da brummede Nisse Bas. Jeg bestemmer da helt selv, hvad der er rigtigt for mig. Ingen skal komme her, og rode hos mig. Nice Bas var lidt kontant, han brød sig ikke om at andre blandede sig i hans lyd.

Nissearkivisten nikkede. Det er helt rigtigt Nisse Bas, sådan har du det. Men sådan er mennesker ikke. De overlader glad og gerne andre kloge folk deres Sjælshave. Mennesket søger her og der, får pyntet haven med ros og glimmer fra andre, men det virker ikke. De skal selv være pynten og glimmeret. Og det kan de ikke, hvis vandet er grumset, og skyerne dækker for solen og ilden er gået ud.

Nissearkivisterne viste hver Nisse rundt i deres egen have. Selv Nisse Bas måtte erkende, at han en enkelt gang havde ladet Nisse Violin tilføje nogle højre skinne toner, der slet ikke gjorde ham glad. Måske skal det siges, at Nisse Violin var en ungnisse, der var komplet tonedøv, men som elskede at stryge op og ned af strengene med alt hvad hun fandt på sin vej.

Ingen af Nisserne havde overvejet, hvad Nisse Violins formål var, men om nogle år, når de kikker tilbage på tiden, så vil de se, at Nisse Violin kom for at kalde folk op. Hun var kommet for at få dem til at lytte, og det vidste hun at Nisserne ville hjælpe med.

Nisse Vis nikkede tankefuldt. Der opstår en ubalance, når hver man ikke dyrker sin egen Jord.

Om Nisserne kan få mennesker til at se sig selv, og om Nisse Vis møder Nissearkiveren, og hvad der sker med alle de flyvske sedler på det store skrivebord – det kan du måske læse mere om i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *