Nisse Skribent mærkede suset. Hun havde oplevet det før, engang for mange år siden. Det helt særlige sus, der kommer, når man forsvinder fra tid og sted.
Nisserne i Skoven mærkede også suset, og de fik med et meget travlt. Det var som om gammelt og nyt bankede mod hinanden. De måtte for alt i verden undgå at det skabte mere kaos end der havde været på jorden.
I uvanlig uforsigtig nissestil drog alle Nisserne afsted mod den store Port. De måtte få vippebroen på plads, og i dag var afstanden kortere end nogensinde.
Nissehuerne kunne ses på lang afstand. Hver og en Nisse havde tændt lyset i spidsen af huen. Det lys, der tændtes ved fuld koncentration og vilje. Der hvor kun hjertet viser hvorhen og huen viswr vej.
Menneskene så sommetider dette lys på himlen. Mange omtalte det som stjerneskud og ønskedrys. De færrste ved at de kan forbinde sig med Moder Jord og opnå samme virkning.
NIsse Skribent har skrevet en hel pergamentrulle om det, men det var sidst hun havde mærket dette sus, og var forsvundet en tid. Så endnu har ingen fortalt, at de har set og læst denne rulle.
Nisserne kom til Porten, og i vanlig tillid trådte de ud i intetheden. Men denne gang gik de hånd i hånd og skabte en lang kæde, der var ubrydelig.
Det skete kun sjældent at Nisser brugte denne formation, sidst skal vi tilbage til 1848, hvor de havde været til stor Inspiration for H C Andersen og hans papirklip.
Moder Jord rakte fingerspidser frem, og støttede kærligt Nisserne. Sammen, med vilje og styrke fik de genskabt vippebroens virkning.
Nyt og gammelt fik lov at mødes, forenes og smelte sammen. Men ikke som før. Der var kommet en virkning, der hørte til nuet.
Det, der ikke skulle med videre, blev sorteret fra nu.
Så de mennesker, der vælger at gå igennem, de er igennem – uden før, uden gammelt, blot fyldt med nu og nye valg.
Skal Nisserne min blive ved at holde broen, og hvor er det Nisse Skribent er kommet hen. Det kan du måske læse mere om i morgen.
