Nisserne kunne mærke at det strammede til. Ikke på en ubehagelig måde. Det var mere som om noget var ved at samle sig.
Menneskene derimod følte at de gik imod dybet. Det var mørkere og mere tåget end længe. Kulden var på vej væk, men den tog sneens genskær med sig, og tætte skyer dækkede for både solen og månen, der ihærdigt forsøgte at lyse Jorden op.
Igen og igen gentog Nisse Vis – du er igennem – du er igennem – du er igennem.
Hun gentog det så mange gange, at det skabte en lyd på Jorden, og enkelte mennesker lyttede og hørte det. De forstod det ikke helt. De hang stadig i deres overbevisning, at de bare lige skulle klare dette. Så skulle alt nok blive godt.
Nisserne vidste så sikkert som smørklatter i huen, småkager i lommen og helheden i den perfekte grød, at man altid var igennem.
Du kan være der hvor du er, men du kan også spejle dig, være i et andet liv, men altid, ja altid, så var du lige her.
Mennesker glemmer sig selv, sagde Nisse Vis. De glemmer hvor de er. De har så travl med at nå alting, ferien, jobbet, børnene, fremtiden. De har så travlt at de glemmer hvor de er.
Det er ihverfald sådan det har været fortsatte hun. Men det er ændret. De er igennem, sagde hun højt og tydeligt.
Nisserne omkring hende nikkede. De vidste hun havde ret. Men hvad betød det egentligt?
Nisse Vis forklarede forsigtigt. Vi er her – og så der. Hvad der sker her – påvirker der, men når vi er her, så behøver vi ikke lade os påvirke af der.
Nisserne virrede med huerne, ja selv nissebørnene så forvirret ud.
Jo, sagde Nisse Vis, hver enkelt kan selv vælge hvilken historie de fortæller. De kan vælge hvilken historie de vil være. De kan vælge hvor de vil lægge deres fokus sagde hun.
Se nu Menneske Knold og Menneske Bøf der render rundt med en skovl og jagter lykken, som de har fortalt sig selv er lykken. De har købt historien om at det er høje huse, penge og magt der er rigdom, men de har glemt at spørge sig selv.
Nu er tiden ved at være der, broen vibrerer igen. Det er tid at forlade den gamle historie og gå over i den nye,
Nisse Skov rømmede sig, hvad øh, hvad øhhh om jeg taler med dem sagde han. Jeg, øhh, jeg kan øhh jeg kan spørge dem hvad de virkelig drømmer om.
Ihh må jeg gå med kvidrede Nisse Hjerte, jeg kan vise dem hvad kærlighed er.
Efter en aktiv dialog blev Nisserne enige om at drt var bedst at det kun var Nisse Skov der todg afsted.
Kærlighed skal åbnes langsomt, sagde Nisse Vis, så lad drømmene komme først og lad Menneske har gemt deres hjerter så længe, at de skal have tid.
Nisse Skov nikkede. Han var klar. Det var ikke så tit at han talte, og der var msnge øhher i ham, men han havde træernes styrke, røddernes dybde, bladenes cyklus, og livets mod. Så han vidste, at det ville skabe en forandring, hvis blot Menneske Knold og Menneske Bæf ville tale med ham.
Mon de vil det, og bliver menneske klar til Nisse Hjerte – det kan du måske læse mere om i morgen.
