Hvor unik og original har du brug for at være?

At være sig selv

Vær dig selv. Det er en sætning der florerer på mange medier i disse år. Til glæde, inspiration – og til frustration. For hvem er jeg. Hvornår er jeg defineret som mig. Du er unik. Du er din egen. Super, herligt, men hvem er jeg så, når jeg tænker, ager og handler som tusindvis af andre. Hvem er jeg, når jeg endelig har fundet mig selv og opdager at en anden har gjort det jeg gerne vil gøre – er jeg så den person, en kopi, eller noget helt femte.

Jeg havde i mine unge år bestemt mig for, at jeg absolut ikke var som andre. Det betød ikke, at jeg var mig selv, blot at jeg ikke var som andre. Jeg ville ikke gøre det, som andre gjorde, tænkte eller sagde. En beslutning skabt ud fra den negative følelse, der opstod i mig, når jeg gjorde som andre, men ikke var den succes de andre var eller havde den morskab som andre oplevede. I en lang årrække blev det afgørende for mig at gøre noget andet, end flertallet gjorde – uagtet af hvad jeg havde lyst til. Jeg kikkede på hvor strømmen gik hen – og valgte en anden vej.

Det betyder b.l.a. at jeg aldrig har lært at skrive på maskine, for valgfaget maskinskrivning var efterspurgt og flertallet valgte det – ergo valgte jeg noget andet. Foto tror jeg at det var, interessant i sig selv, men det er vist uden betydning i denne sammenhæng. Dengang var jeg båret af min trods, mit oprør, og skabte min verden derfra. I mange år har jeg kun skrevet med papir og blyant – også efter computer kom, igen, jeg ville gå mod strømmen.

Med årene har jeg lært at skrive på tastatur, et hjemmebrygget 5½ fingersystem. Lidt akavet og for langsomt til de ord der popper op og vil ud. Men bedre og bedre som ordene kommer, og måske har jeg blot skabt min egen unikke skrivestil – der inkluderer ømme fingerspidser.

At være unik

Når vi er unikke, når vi er os selv. Er der så plads til flere af vores slags? Er der flere af vores slags, eller er vi så en kopi, en efteraber, tager vi noget fra andre, har andre taget noget fra os? Kommer vi for sent hvis vi præsenterer en ide som andre har sagt højt. Sagde den anden kun ideen højt fordi vi havde tænkt den?

Med tiden har jeg lært, erkendt og accepteret, at jeg gerne må gøre som andre. At andre gerne må gøre som mig. At vi kan lade os inspirere af andre, af det andre gør, men er vi os selv, så vi vil altid have vores eget unikke udtryk. Med den indsigt kommer erkendelsen også, at jeg kan inspirere andre, at andre kan inspireres af mig. At de skaber deres ud fra det, jeg har gjort, sagt, ageret med – at de gør det på deres egen unikke måde.

I disse dage der fylder min bog en del i energien. Jeg ved at den er unik, jeg er rolig med den, jeg ved at den har sin egen særegne plads i universet. Den er klar til at komme ud, og jeg har sat den fri i energien til at den kan lege, bidrage og skabe det, som den er bestilt til at gøre. Indtil nu har jeg tilladt min egen glæde, begejstring, ydmyghed, refleksion og kærlighed til den at fylde. Jeg havde slet ikke forholdt mig til at bogen skal sælges, præsenteres og anmeldes.

For en stund kom jeg i vildrede. Jeg er på ukendt grund. Skal jeg sælge selv, via forretning, på nettet, andre muligheder. Økonomiske for og imod. Praktisk. Indtjening, udgift. Hvad gør andre. Hvad gør jeg. Interessante tanker, der gav en bragende hovedpine og som skabte frustration i mig.

Jeg delte tanker, hovedpine og frustration med Heidie Kosiara, og jeg fik det kærlige spørgsmål: Kan du forud sælge signerede eksemplarer, så andre kan bidrage økonomisk til dig på forhånd.

Interessant holdning

Inden spørgsmålet var fuldendt var paraderne sat op. For den og den (ingen navne, ingen glemt) sælger pt signerede bøger, forud, fundraising, reklame, pyha, så kan jeg jo ikke også gøre sådan. Den og den er i gang med at skrive en bog. Virker det for dem, ja, nej, måske. Økonomisk bidrag, er det tiggergang. Ydmyge, bede om noget. Signere en bog. Flere bøger. Vil det virke for mig. Virker det for dem. Ja, nej, måske. Det er deres vej, måde, form. Jeg er jo min egen.

Med den interessant holdning satte mig ned med en kop kaffe og funderede over om der er plads til flere af samme slags. Kan jeg – og vigtigere, vil jeg – gøre som andre. Hvad virker for mig. Mister jeg noget af mig selv ved at gøre som andre. Et det tilladt at gøre det på den lette måde, eller skal jeg selv opfinde den dybe tallerken hver gang. Jeg må smile lidt af mig selv, for et kort øjeblik var jeg ved at vælge at gå imod strømmen, men tænkte så at min bog er unik, mit udtryk er sit eget, så jeg kan vælge om jeg vil gøre det nemt eller svært for mig selv.

Dagens valg blev for mig, at jeg vælger at gøre det let for mig. Et valg med kærlig accept af at jeg er mig, med min valg. Med min bevidsthed. At jeg er unik, men ikke længere har brug for at demonstrere det for mig selv. Jeg kan være i det, mærke hvad der fungerer – følge med strømmen, gå mod den, eller blot være i mig selv og lade strømmen inspirere til at vælge det, der er rigtigt for mig.

Hvad vælger du?

Hvor mange gange lader du være med at gøre, fordi en anden har gjort. Hvor mange gange gør du, fordi du plejer at gøre.

Hvad vil du vælge, hvis du vælger ud fra dig – uden tanke på hvem og hvad der eller har skabt, sagt og gjort.

Hvem og hvad er du når du er dig? Unik, original, almindelig, neutral, kedelig, sjov, finurlig, andet?

Har du brug for at definere dig i forhold til omgivelser, eller er det okay at være dig – som dig, på din unikke vej.

En tak fra mig, for at du er dig – som dig, med dine valg.

 

2 Responses

  1. Lone Helen Petersen
    |

    Kære Du ❤️
    Bliver nødt til at bidrage – dit oplæg inviterer ligefrem til det – så fint i henhold til at ville eller ikke ville være som andre.
    Der hvor jeg er nu – ligenu – vejen hertil har taget mig 57 år.
    Nogen kan mene det er lang tid – andre ikke – jeg mener at det tog præcis den tid det skulle, for at jeg kan stå ved mig – min måde at gøre det jeg Elsker på og stå ved det – ikke et’ sekund tænke på andres accept – det har jeg brugt alt for meget tid, af mine år på ❤️
    Så nej – og ja – Original eller ej – jeg vil bare være mig – med min Hjertebiks med plads til babyer OG Englekort i skøn samhørighed – og som en kæmpe sidegevinst – få andre til at reflektere over deres væren og gøren – præcis som du 💫
    Og ja tak ❤️ Til en signeret bog ❤️ Som jeg glæder mig meget til at læse 💁🏻‍♀️
    Kærligst Lone 🧚🏻‍♀️

  2. Jette Knudsen
    |

    Kære Lone,

    Tak<3
    Du er fantastisk. Stærk og modig i din rejse. Fra at bede om accepten flere gange og stadig være i tvivl til at hvile helt i dig selv, dele af dig, viderebringe din glæde, din sandhed og skabe en forskel i dine omgivelser - kunder, klienter, patienter, familie - store som små - unge som gamle. Det er stort at være vidne til. Tak for den unikke oplevelse at se dig transformere dig til dig <3
    - og der er reserveret en signeret bog til dig <3