Irettesættelse
Jeg blev irettesat i dag. Helt fortjent. Jeg havde lavet et opslag på facebook med noter til mig selv om kommende arrangementer. Ved en fejl fik jeg gjort det synligt, så det blev opfattet som et endeligt opslag – hvilket er alt for tidligt da vi kun er i planlægningsdelen. Dvs jeg havde overskreddet nogle grænser, der endnu ikke var optegnet, så en venlig – men bestemt henvendelse om at lukke det og respektere grundreglerne.
I et kort øjeblik blev jeg barn, ung, voksen igen. Et liv passerede forbi i raketfart. Skyld, skam, forsvar, begrundelser, accept, overgivelse. Ro på. Træk vejret. Paraderne var oppe inden jeg havde trukket vejret og læst færdig. Prøv igen Jette, kom nu. Du kan godt. Jeg kan godt.
Læse mail igen. Observere at den er venlig, kærlig, nøgtern, klar besked, dette er ikke okay, vi skal gøre noget andet. Helt fair. Med den fornemmelse blev der plads til mit. Jeg mærkede min egen forundring over at opslaget var synligt, – men ud fra det var blevet set og kommenteret, så var tillid til at det var sådan det var. Ergo havde jeg lavet en fejl. Hvad så.
Fortidens følelser
Ind på facebook, der selvfølgelig drillede i det øjeblik, så tid til at mærke på hvad der skete i mig.
Angst, sorg, vrede, skyld, skam og tonsvis af undskyldninger dukkede op fra mit liv. Alle de ord, fra alle de gange jeg har gjort noget forkert – set ud fra egne og andres synspunkt. Paraderne oppe igen, forsvar, ændre, forandre, skabe endnu mere, men nu med skyld og skam. Jeg pålagde mig selv en gæld til samfundet. En gæld der kun kunne indløses ved at gøre det endnu bedre, endnu mere perfekt, skjule spor, virkning, skabe og gøre, uden at det var synligt, at jeg havde været der.
Energien og jeg blev så tung og træt ved at træde ind i alt det. Så en tak men nej tak til den fortidsenergi. Jeg har gennem mange år lært at fejlen var min uanset hvad, så derfor var den en skøn fornemmelse at få tiden til at mærke, at det var mig, der havde gjort noget forkert – og mærke på hvad det gjorde ved mig.
Nutidens følelser
Jeg satte mig ned og mærkede på det, som jeg havde skrevet i mit opslag. Noter, tanker, leg med energi, helt som jeg vanlig gør. Min leg med energi. Intet rigtigt, intet forkert – udover at det lige var blevet synlig. Ingen skade sket, intet nag, ingen bebrejdelse, blot mulighed for at præcisere og justere forventninger. Accept af handling. Accept af mig.
Med de følelser åbnede facebook igen, jeg kunne gøre opslaget usynligt, og vende tilbage til et neutralt og nysgerrig udgangspunkt.
Det var en god fornemmelse for en stund at hyperventilere, mærke angsten, frygten. Mærke at det var en tidligere del af mig, der havde lysten til at trække sig, aflyse, en tidligere del, der syntes at alt bare kan være lige meget. En endnu bedre fornemmelse at vende tilbage til nuet. Vide at legen, glæden og letheden er der. Paratheden til at tage ansvar for mig, mine handlinger i dag. Det lette i at gøre, lytte, blive dømt uden at lade mig dømme. Friheden og bevægelsen i at skabe, argumentere og udvikle. At turde gøre noget nyt, vide at det er rigtigt – selv med justerings-bump på vejen.
Så tak for en irettesættelse, det gav næring til at vokse endnu mere i mig. Jeg glæder mig til de arrangementer der er på vej. Både de planlagte (bla. en aften med lyd, dufte og ord https://www.facebook.com/events/1979220562337831/ de arrangementer, der er på tegnebrædet og dem der endnu kun er i tankerne.
