Føj – et 12 tal

Føj – et 12 tal

Igen i år dukkede karakterræset op – eller reaktionerne på karakterræset. Jeg har græmmet mig de forrige år – og lovet at jeg ikke ville reagere i år. Men hov – jeg blev ramt i dag. Måske skyldes det varmen. Temperaturen er høj (mere end 30 grader) – og de høje tal kan vi (jo) ikke lide i denne tid.

Vi er i en tid med eksamner, karakter, bedømmelser og vurderinger. Ikke kun ved eksamensbordet, men også udenfor. Det er måske det værste sted. Mor, far, bedsteforældre, klassekammerater, nyt studiested. Der er så mange domme over en karakter.

Forventning, krav, hyldest, ønsker – og fordomme. Jeg bliver sku så trist, når vi ikke må være stolte af vores unger i disse eksamendage – medmindre de får et 4 tal.

Jeg kan sagtens følge, at vi skal være stolte af vores børn – uanset hvilken karakter de får. Jeg opponerer ikke imod, at vi skal rose dem, der får andet end 12 – men kan vi ændre ordvalget så vi også roser dem, der får 12.

Jeg ved, at der er børn, unge, voksne der knokler for at få et 2 tal, 4 tal eller et 7 tal. Jeg ved, at der er børn og unge, der føler sig forpligtiget til at få topkarakterer, men lad os også give plads til dem der får topkarakterer – uden at de skal føle sig forkerte.

Glemt med karakteren

Jeg er selv fra 13 skalaen. På steder hvor karakteren 13 ikke blev afgivet andet end i helt exceptionelle tilfælde – og blev det uddelt så var hele skolen i undtagelsestilstand – som en tegnefilm der bliver pauset og dramaet fremtræder i slowmotion – og ingen anede om de skulle grine eller græde.

På en måde gjorde det eksamen nemt for mig – for toppen var uopnåelig. Men 11 – 10 – 9 det var okay for mig at få – og så var der alle de andre karakterer. De var også okay – bare ikke for mig. Jeg havde et mål – jeg skulle have en karakter højere end min søster havde fået året før mig – også selvom vi ikke gik på samme skole. I dag, med 12 skalaen er toppen opnåelig. Må vi nå toppen? Må vi være toppen?

For mig var eksamenerne nemme, det var at læse noget, aflure lærer og censor – mærke hvad de ville have og så spille et skuespil, en leg med ord og få en karakter – 9, 10 eller 11. Men intet sad fast efter jeg havde forladt lokalet. Det var så uendelig ligegyldigt. Dem der havde arbejdet for tingene, dem der fik 7 – mange af dem fik brug for det de lærte, og kunne huske det efterfølgende. Jeg havde smidt min indlæring ud sammen med karakteren.

Jeg tog min uddannelse da jeg var sidst i tyverne, det blev et sundt valg for mig – der lærte jeg for at lære, for at huske, for at kunne bruge min til lærte viden efterfølgende. Jeg formåede stadig at få karakterer, som jeg var tilfreds med – men det jeg var gladest for, var min indsats, min indstilling, min vished om at jeg kunne huske indlæringen.

Begavede børn er let, eller ej

Jeg er så heldig, at jeg har fået to drenge – begge lynende godt begavet, så skolen var intet problem for dem – dvs det var den – for al undervisning blev tilrettelagt efter laveste fællesnævner. Hvis jeg spurgte, om der måske kunne være en udfordring til mine drenge, var svaret om jeg ikke bare kunne være glad for at mine børn kunne skolearbejdet. Hmmm, jo…sådan da, men jeg ville også gerne have, at de havde det godt og trivedes med det de lavede. Og gab hvor de kedede sig i skolen. Den ene gik i skole for at spille fodbold i frikvartererne, den anden for at tegne i timerne.

Korrekt, jeg har brugt meget få timer med skolearbejde sammen med drengene, men brugt mange timer på at snakke menneskelige relationer, rollen som hjælpelærer, meningen i at et barn skal have ansvar – og alt mulig andet. For selvfølgelig forsøgte jeg at støtte op om mine børns skolegang, men jeg var også ærlig i de ting jeg ikke forstod eller kunne forklare.

Reaktion på eksamen 

Da de nåede tiden med eksamen, så tog de deres – forventede – 12 tal. Om de var glade, nej, for de blev overset, mobbet og hånet. Min ældste søn kom hjem efter et 12 tal, og var rimelig betuttet – for ingen havde sagt tillykke til ham. Hvor små kan vi blive? Kan vi kun rose og lykønske 4 taller?

Jeg har altid sagt tillykke til mine drenge – med overstået eksamen – spurgt om de var tilfredse med karakteren og eksamen. Min yngste søn havde fået 12 i engelsk – og nej han var ikke tilfreds. Han var frustreret, irriteret og vred – for han følte ikke, at han havde fået lov til at vise, hvad han kunne.

Gymnasiet – begge drenge valgte en strategi – lad os lalle os igennem, dog med en stolthed, en vilje til at få en ok karakter. Men indsats – nej. Jeg klager ikke længere, jeg var frustreret over deres skolegang i mange år – jeg har forsøgt alverden for at få deres evner stimuleret, men måtte erkende at det var uden om systemet, at de skulle have deres stimuli – men derfor vil jeg stadig have lov at være glad og stolt over mine sønner – fordi de er.

Jeg vil sige, at det ikke er givende at lalle sig igennem, slippe nemt om alt – for en dag, så er der et ansvar, en forpligtigelse, et sted hvor det ikke er muligt at trække på skulderen og tænke at det går nok.

Hvad mine drenge vælger at gøre i dag, hvordan de prioriterer indlæring er i dag deres valg. Jeg har forsøgt at give dem stolthed, lethed, ansvar og bevidsthed med. Bevidsthed om dem selv og deres liv.

Vær stolt med dit barn 

Mit ønske – vær stolt over og med dit barn – for den person dit barn er – ikke hvad de gør og præsterer. Det må du også gerne være – den stolthed er der også, men de præsterer kun hvad de gør, fordi de er den, de er.

Har du en søn eller datter, der er gået ned med stress over karakterræset, så vågn op, tag ansvar – find ud af det med dit barn hvad han/hun er. Det er dit valg og du vil følge karakterræset, strømmen, flokken og være lige som alle de andre. Eller om du er klar til at være dig – som dig.

Ja – jeg ved det. Nogen har let ved noget, men det er ikke altid en fornøjelse at alting er let. Mine drenge har mange muligheder, men for dælen så skal de tage stilling, forholde sig, overveje, fundere. Det skaber så megen frustration. Som en af dem spurgte om: Hvor blev tiden af, hvor man som søn skulle være smed ligesom sin far – farfar og oldefar havde været.

Jeg ønsker ikke, at ting skal være svært, en udfordring, jeg siger ikke at vi lærer bedst hvis det er svært. Men det er noget andet der sidder fast, det er en anden visdom, indsigt der er, når vi har arbejdet for at få den. Vi bliver til andre mennesker i og med vores læring. Jeg ønsker reelt set blot det hele menneske – det menneske vi er – den indstilling vi har, til det sted vi er, den læring vi får, accept af det vi kan, nysgerrighed for det vi ikke kan – vilje til at lytte og lære – uden sammenligning til eller for andre – men med udgangspunkt i os selv, og det vi skal bruge det til.

Er vi så egoistiske hvis vi tager udgangspunkt i os selv – nej. Alle er et bidrag, måske er titlen det samme, men vi kan noget forskelligt, i og med vi er forskellige.  Tag for eksempel titlen lærer – var alle dine lærere de samme, var der en der gjorde det lidt anderledes, en der forstod dig – eller hadede dig lidt mere end de andre gjorde. Var der en lærer, der så dig som dig.

Hvad om vi er villig til at se mennesket i dag – fremfor karakteren.

Vær stolt af dit barn – både med et total og et tolvtal.