Sensitive børn
Er dit barn sensitiv – måske særlig sensitiv – eller er det blot hysterisk, umuligt og dårlig opdraget.
Ordene, meninger og valg er mange. Vi er i en tid, hvor der skal være plads til – og accept af – alle – ihvertfald hvis de passer ind i en ramme, en kasse, et sted, hvor der er en håndteringsform. Hvert barn, hvert individ skal mødes og respekteres med deres særlige behov. Det lyder smukt og idyllisk – og selvom pædagog, lærer, samfund, forældre forsøger, så er jeg sikker på, at det ikke lykkes at møde alle sensitive børn. Individet er for stort – vi er for mange, der ikke kan tilpasses i en kasse.
Min mand brummer indimellem over alt det kaos der er idag – for dengang han var barn, der spillede alle drengene fodbold, cyklede til skole og drillede Anton. Der var heller ingen “sorte” og Gert blev først bøsse da han flyttede til Købehavn og blev mærkelig. Dengang var ordet “sort” acceptabelt, det var naturligt at drille en og begrebet homosexuel eksisterede ikke – men måske Gert havde været lidt en mors dreng.
Jeg kan blot lytte, når min mand starter på sin tale – det er hans oplevelse at sin opvækst – der et sted ude på landet, hvor alle gjorde og blev som forventet – eller ihvertfald næsten. Det er hans historie.
Jeg kikker på min historie – den pæne pige, velopdragen – dygtig. For tyk – ja, men jeg slægtede jo min far på – jeg havde nok arvet hans gener mht kroppen. På de gode dage var jeg hans pige – når jeg var skarp, humoristisk, klog, andre dage tilhørte jeg min mor – når jeg var for pylret, blød, og vag. Jeg har brug timer på at tilpasse min opførsel, så jeg fordelte mig ligeligt mellem mine forældre – jeg forsøgte at skabe balance og give dem begge hvad de ønskede/forventede af mig.
Jeg gjorde som de fleste børn gør – ALT- for at gøre deres forældre glade.
Børn og omgivelser i rammer
Det, at ens forældre er glade, er uendelig vigtig for børn. Fra helt små forsøger barnet at tilpasse sig, så mor er glad, rolig, og far er stolt og glad. Det kan også være andre følelser barnet knytter til den forventede opførsel – det er individuelt – men barnet er ikke i tvivl – hvornår det har gjort noget rigtigt eller forkert. Og ganske naturligt forsøger barnet, at gøre endnu mere af det – også selvom det går på kompromis med egne reelle ønsker, behov og følelser. Begreber der ikke rigtig er tilgængelig og tydelige når vi er børn – og som kan være svære at genfinde som voksne.
Da jeg var barn fik jeg af vide at det var mærkeligt at jeg grinede når jeg var alene – for man kunne kun more sig, hvis man var sammen med andre. Jeg lærte at identificere mig med man – jeg stoppede med at grine når jeg var alene. En periode kom den undertrykte latter så ud, når jeg var sammen med andre – men der blev den intens, hysterisk, og fyldte for meget. Igen tilpassede jeg mig – og lod være med at grine – udover inden i. Den da i dag kan jeg boble af grin – inden i – uden lyd, uden et ansigtstræk – men med glæde og styrke. Mit indre barn griner højt og hjerteligt.
Både min mand og jeg er født ind i kasser, rammer normer. Han er født ind i omverdens normer – hvordan det ser ud – ud af til – pænt, ordenligt, sirligt, forbudt at snakke følelser. Faste spisetider, faste retter på faste dage – faste tanker – så al hans naturlige kreativitet blev pakket ned som barn. Jeg voksede op som oprør mod normalitet – det var meget vigtigt, at vi ikke var som andre – kvalt i at det var endnu vigtigere hvad andre mente om os – men det talte vi ikke om. Bare vi var bedre – stræbte højere så var det godt. Al min leg, glæde og kreativitet blev kvalt i at jeg skulle nå et målet – bedre. Lige meget hvad jeg gjorde, så kunne jeg gøre det bedre.
Set udefra, set med forældres øjne – set med andres øjne, så har både min mand og jeg haft en god opvækst. Set med vores øjne – vores følelser – vores indre barn, så mangler der noget. Det mangler det at vi blev mødt som os – som den vi var – som den jeg var.
Der er ekstreme mængder tilbud til børn i dag, skoler har særlige tillæg, der henviser til den og den diagnose, det og det barn med særlige vilkår og ekstra hensynstagen. Indimellem tænker jeg på om alle de hensynstagen, der er til børn i dag er modpolen til alle dem, der ikke var, da jeg var barn (i 70´erne).
Jeg er sensitiv
Jeg ved jeg er sensitiv – også særlig sensitiv. I min opvækst hed det hysterisk – dårlig opdraget, uartig, uforskammet. Som børn i dag – så reagerede vi børn også forskelligt dengang. Jeg var nem, hysteri og dårlig opdragelse eksisterede ikke i min familie – det passede ikke ind i billedet. Jeg lærte at hvis jeg skulle overleve, så måtte jeg være den pæne, usynlige, måske lidt for stille pige – men afholdt af alle – i dag vil jeg beskrive det som ligegyldig for alle. Jeg krøb ind i mig selv – blev usynlig – men tilgængelig. Jeg var blot en brik, en ting, noget der blev brugt efter behov.
I skolen var der et par få umulige børn. Nogen der havde det svært – nogen vi skulle tage særlig hensyn til. Bettina var døv – hun havde et temperament for 10. Men hun var særlig – for hun havde noget vi ikke havde. Vi skulle tage hensyn, acceptere at hun skreg, råbte og slog. Steve var ham, der var klassens frække dreng – et uroelement – han og Tommy fik skylden for alt – det var så nemt. Jeg husker, at jeg – også dengang – var forundret mere end en gang over at Steve fik skylden. I dag ville han have fået en diagnose eller 5 – tilladelse til at være sig selv – som sensitiv, overvældet af støj, mennesker, lyde og indput. Dengang blev han straffet, sendt uden for døren, bortvist, sendt væk – skammet væk. Jeg tænker, at hans oplevelse af skolen er at være uønsket.
Et ærligt øjeblik
Hvis du giver dig selv lov til at huske tilbage – med et ærligt tilbageblik. Hvordan havde du det dengang, du var barn. Hjemme – i skolen – i fritiden. Følte du, at du blev set eller hørt. Blev du reelt set mødt som dig? Sidder du med det perfekte glansbillede af idyllen i familien. Siger søskende og forældre at alt var godt, at du var heldig – og sidder du med en anden følelse inden i.
Hvor er du i dag?
Sidder du og er lidt flov, lidt skamfuld over du ikke er glad, lykkelig og tilfreds over din opvækst. At du ikke elsker din familie, som du synes at du bør gøre. At du føler at der er noget – noget der ikke er sagt. Så er det formegentlig dit indre barn der kalder på dig. Dit indre sensitive barn. Det barn, der på forunderig vis blev lukket ned for – engang for mange år siden.
Tager du dig at det indre barn i dag?
Tager du dig af dig i dag?
Børn tilpasser sig
Børn tilpasser sig forældre, omgivelser, rammer og normer. De lærer at begå sig. Det har du også gjort. Dit indre barn gjorde det. Som sensitiv er barnets rammer og grænser bløde, sårbare, mere åbne og diffuse – og indimellem eksisterer de slet ikke. Dvs det sensitive barn er ikke i stand til at adskille, hvad der tilhører andre og hvad der tilhører det selv. Ikke af ting – men følelser, tanker, smerter, oplevelser. Når et sensitivt barn møder vrede i andre -mærker de vreden i dem selv. Når det møder sorg bliver de kede af det. Når de møder savn møder de manglen.
Det sensitive barn reagerer på alt det de møder – de handler på det – og reaktioner kan derfor virke overdrevne, urimelige, uhensigtsmæssige eller tolkes på anden måde. Det bliver det – for de reagerer for alle andre – for dem de har mødt – de reagerer på den måde, for deres egen krop, deres indre sande jeg, kan ikke kapere al den uro og ubalance. Forestil dig, at du skal slippe den vrede du har mødt i din skoletid – på en gang. Hvordan vil du så reagere?
Nogle sensitive prøver så ihærdigt at deale med følelser og tanker selv, at de gemmer reaktionen i flere dage – hvor omgivelser for længst har glemt den “lille episode” – og slet ikke forstår den reaktion der kommer væltende – gråd, angst, sorg, smerte, uro, manglende søvn – følelsen af skyld og magteløshed. Listen af følelser er uendelig lang – og den kræver sin opmærksomhed – det gør ondt at blive afvist – også flere dage efter.
Sensitiv og empat
Sensitive mennesker er empater – de vil gøre alt for at andre får det godt. De tilbyder – instinktivt og ganske ubevidst – at tage ubehaget fra andre. De tilpasser deres opførsel, væremåde, valg og handlinger så andre får det bedre. Som særlig sensitiv er det svært at mærke grænser, sætte grænser – og ganske langsomt bliver den sensitive til andre mennesker – og ens eget sande jeg forsvinder væk – ud i periferien.
Problematikken ved at alle sande følelser bliver lukket ned er at de ligger og ulmer som en uforløst tilstand i kroppen. En tilstand der ofte fornægtes, underkedes og ikke bliver hørt. Da jeg var barn der var normaliteten – god opførsel. Jeg hørte, at jeg ikke skulle være hysterisk – eller for glad – eller for fantasifuld. Dvs jeg lærte tidligt at gemme min sande indre jeg. Jeg gemte mig så godt, at jeg glemte mig selv.
I dag er der større accept, større forståelse for børn – for forskelligheder, for sanselighed. Børn i dag stiller andre krav – reagerer anderledes – siger fra på en anden måde, end da jeg var barn. Og ja – der står fluks en med en bogstav-bog – klar med en diagnose – en behandling, en dom – måske endda en pille. Midt i vores åbne – imødekommende system, så skal vi helst tilpasses alligevel.
Børn i dag reagerer – de ved ubevist, at de er overvældet af andres energi, de er invaderet, de er overloadet. De siger fra – på en helt naturlig måde – med skrig, skrål, hvæsen – forsvar – hold jer ude af mit space. Se blot på en nuttet lille kattekilling. Bliver den presset, så skyder den ryg og hvæser. Bliver den endnu mere bange – så angriber den – eller løber sin vej. Mennesket har samme naturlige instinkt. Børn har det – du havde det, da du var barn – hvad gør du i dag?
Børnekittet fra doTERRA
Jeg har dealet, snakket og forholdt mig til mit indre barn mange gange. Terapi, uddannelse, psykolog, selvstudie, egenomsorg og meget mere. Men hun kom først frem den dag jeg mødte Børnekittet fra doTERRA. Det er æteriske olier – og duften i disse olier bragte mig tilbage til jeg var 5 år. Jeg mødte lige pludselig en del af mig, som jeg havde fornægtet – måske endda kapslet inde – i så mange år. Jeg stod med “Rescure” og “Brave” og følte med et al sorgen, savnet – svagheden og styrken i et. Jeg oplevede at jeg tillod en del af mig at komme frem, blive mødt og taget af.
Jeg var der hvor jeg for første gang fik en reel mulighed for at tage mig af mit indre barn.
Jeg elsker disse olier – de støtter mig i at tage hånd om mit indre barn. Hun er stærkere nu end nogensinde før – men hun er fortsat sårbar, stædig, tvivler og opstenatisk – men hun er kærlig og ærlig. Med olierne får hun tillid til at jeg lytter til hende – med olierne får jeg tillid til at jeg kan lytte til hende – og forstå hende.
Mit indre barn
Mit indre barn – hun er mig. Jeg bærer hende i min voksne krop. Hendes sensitivitet – der blev fornægter, underkendt og svigtet – den får lov at være, voksne og give sit eget udtryk. Jo mere jeg lytter til hende – til det indre barn. Jo stærkere bliver jeg. Jo mere sansestærk bliver jeg.
Jeg er taknemmelig – for at være sensitiv – for at møde og værne om mit indre barn. Og jeg ved – at hun er tankemmelig for at blive, mødt, set og rummet – som den hun er – ikke for det hun gør.
Hvor er du i dit liv?
Hvordan håndterer du dit sensitive barn?
Hvordan håndterer du dit indre barn?
Begivenhed 10. februar 2020
https://www.facebook.com/events/2633287493391633/