Når du vender dig om – hvad ser du så
Jeg var til dans i går. Måske var det ikke dans – men mere bevægelse. Bevidstheds-bevægelse hvis jeg skal kalde det noget. Bevægelse for sjælen. Mød din sjæl i bevægelsen. Jeg har mange smukke navne til netop denne form for bevidsthed..
Bevidstheds-bevægelse – det er et ord som har kaldt på mig i flere år – ønsket om at afholde sådanne timer for store mennesker har rumsteret i mig i flere år. Men alverdens gamle mindset har afholdt mig fra at gøre det. Sted, evne, pris, og meget mere. Jeg lyttede til det hele.
Heldigvis har Mariah Malewicn Lillelund opfundet noget der minder om – på den måde der er rigtig for hende – og det kaldte – bevægelsen, musikken – kroppen. Jeg måtte afsted.
Jeg har aldrig været fri på et dansegulv – dvs jeg var det engang for mange år siden, med der var en, der kommenterede at jeg dansede godt – og så stoppede jeg med det. Jeg formåede ikke ros, anerkendelse – så jeg valgte at stoppe.
Sidenhen kom kropslig polstring, personlig beskyttelse ind over og det blev næsten et must, at jo mere stille jeg kunne være, jo mere sikker var jeg. Altså ud af til. Bevægelsen eksisterede inden i mig. Der har altid være en levende dans og leg.
Jeg bliver altid overrasket over, når jeg underviser, holder foredrag og kurser, så er der fuld aktivitet i hele kroppen. Jeg står aldrig stille, hele kroppen er i flow. Et flow, en aktivitet jeg blev nysgerrig på – men jo mere nysgerrig, jo mere bevægelse kaldte og jo mere stiv blev jeg i andre situationer.
Derfor var jeg evig glad ved at køre til Dans i går. Dans lyder smukt – det er fint – det er stilet – for min indre pige – kærlighed. For mig er dans meget – bare ikke noget for mig, Jeg har ikke set et eneste afsnit af Vild med Dans – for noget i mig fornægtede kroppens smukke bevægelse.
Men dansen, bevægelsen kalder. Jeg kørte afsted med bevidstheden om at det er bevægelse – det er balsam for kroppen, for sindet – for sjælen – for mit indre barn.
Det blev til to smukke timer – i mit eget selskab. Jo der var andre tilstede, ja der var musik, men jeg blev inviteret ind til at være i mig, være mig, mærke min krop, mærke hvad den ville.
Jeg blev kærligt forbundet med Moder Jord – mærkede min styrke. Jeg blev forbundet opad til – mærkede mit vingefang – mærkede suset. Jeg mærkede kroppen.
Jeg blev inviteret ind til at fælge min sjæls bevægelse – og jeg bevægede mig i en stjerneform. Jeg startede i centrum og danse-bevægede-cirkelde mig ud i alle spidserne af stjernen. Ud over den ene spids – den blev mørk – jeg trak mig, jeg blev usikker – jeg ville ikke derud – jeg kunne ikke samle min stjerne.
Det tog tid, men med et kom endnu en invitation – invitationen til at møde mit indre barn – tage hende med i dansen. Høre hende – og føre hende. Hun viste mig frygten for den sidste spids. For der skulle jeg vende mig om og se det der var bag mig.
Jeg forventede det værste – jeg forventede frygten, angsten, usikkerheden. Men jeg blev mødt med lys, med varme, med kærlighed. Først formåede jeg ikke at tage imod, men langsomt slap min vrede over at være blevet forfulgt. Jeg tillod mig at møde lyset, varmen kærligheden.
Jeg tror endda jeg lod mig favne – i en kærlig stille bevægelse.
Dansen – bevidsthedbeægelsen skabte noget i mig. Jeg ved ikke hvad, men en fred, en stilhed, en frihed som alt i mig kalder på.
Den efterfølgende omsorg, tryghed i at afrunde en times intens bevægelse i stilhed, puttet trygt i puder og tæpper er ubeskrivelig. Der blev plads til at modtage det jeg havde valgt at forandre i bevægelsen.
Valg der var ubevidste – men alligevel ekstrem bevidste – for kroppen ved godt hvad den vil. Sindet og sjælen har kaldt så længe – jeg er taknemmelig for at lytte.
Jeg er taknemmelig for at vende mig om – og møde det der er – ikke det jeg troede der var.
